Hvidslangen

Hvidslangen er 8. bind af fantasyserien PAX, skrevet af Åsa Larsson, Ingela Korsell og Henrik Jonsson.

Det er blevet jul, og Alrik og Viggo glæder sig til endelig at holde en rigtig familiejul med deres plejefamilie.
Men kort før det hele går i gang, bliver en lille pige opslugt af jorden, og begge drenge fornemmer noget røre sig under jordoverfladen.
Tiden er ved at rinde ud for den lille pige, og Alrik og Viggo lægger vejen forbi biblioteket for at få hjælp. Men Iris er væk, og selvom de finder ud af, at det er en hvidslange, der står bag, ved de ikke hvordan de skal stoppe uhyret.
Og imens har sortheksen travlt...

Dette bind var et af de bedste i serien indtil nu, og ikke mindst fordi personerne endelig finder ud af det, som læserne har vidst i lang tid, nemlig hvem sortheksen er.
Sproget er letlæst og flydende, og igen skaber de livagtige beskrivelser og de stemningsfulde illustrationer sammen en uhyggelig og vinterkold følelse hos læseren.
Handlingen er godt skruet sammen, og historien slutter med en usædvanligt ond cliffhanger, som gør det næsten umuligt ikke at starte på næste bind med det samme. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med masser af action, sort magi, tortur, venskab, familieproblemer, og overnaturlige væsener, blandet med julestemning, ondskab og sociale problemer. Jeg elskede, hvordan der blev skruet op for både magien og de creepy øjeblikke undervejs, men undrede mig en smule over det subplot, som blev introduceret med en helt ny biperson som omdrejningspunkt. Og det var da også det eneste, der trak ned, da jeg simpelthen ikke forstod, hvorfor det skulle med.
Personerne er levende og menneskelig, og Alrik er stadig min yndlingsperson. Viggo var lidt mindre irriterende lillebror denne gang, men stadig rimeligt belastende, mens Iris til gengæld fik både mere dybde, og mere sympati fra min side, samtidig med, at hun beviste, at hun kan tænke hurtigt under pres. Og så dukkede der som sagt en helt ny biperson op i en fremtrædende, men for mig unødvendig, rolle, nemlig Lykke-Marie, som har det svært derhjemme, og hvis hjemmeliv går udover hendes venskaber. Og selvom jeg ikke forstod, hvorfor hun skulle inddrages i historien, så kunne jeg ikke undgå at føle med hende, og føle skammen, ensomheden og savnet efter mere sammen med hende. Sidst, men ikke mindst, er der selvfølgelig sortheksen, hvis identitet jeg ikke nævner, hvis nu der skulle være en enkelt derude, som ikke har gættet, hvem hun er, men som i hvert fald var både ond, grusom og selvglad, men også manipulerende og intelligent, hvilket er en temmelig skræmmende kombination.
Alt i alt var Hvidslangen en virkelig god fortsættelse på serien, og man kan mærke, at det hele nu endeligt spidser til. Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg glæder mig allerede, til at læse næste bind i serien.