Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Calibat.
Astrid og Magnus er forsvundet ind i Jellingstenen, efter det lykkedes Loke at narre de to dværge til at stjæle Frejs sværd. Astrid er fast besluttet på at redde sin søster, som blev bjergtaget på hendes sidste mission, og nu er fange hos Surt i Muspelheim. Men Muspelheim er ikke så let at slippe væk fra, og de skal også finde Frejs sværd.
Heldigvis er Erik parat til at hjælpe dem, og med lidt hjælp fra Odin, befinder han sig også snart i Muspelheim.
Men kan de tre unge beskyttere redde Astrids søster og finde Frejs sværd, før det er for sent? Og kan de overhovedet stole på guderne?
Selvom jeg stadig havde et par problemer med Astrid, så kunne jeg bedre lide dette bind i serien, end Frejs Sværd.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatterens beskrivelser er livagtige og billedskabende. Jeg kunne næsten mærke varmen fra lavaen i Muspelheim, og se det blændende lys fra guldet i Asgård for mig, mens jeg slugte historien, og endnu en gang kan man mærke, at forfatteren kender sit stof. Der er ingen tvivl om, at hun har brugt lang tid på at researche, før hun skrev serien, men samtidig formår hun at balancere information og historie, så begge dele kommer til sin ret, ligesom hun formår at give de kendte historier fra den nordiske mytologi sit eget twist.
Handlingen er godt skruet sammen, med et par overraskelser undervejs, som gjorde det svært at gætte, hvad der ville ske. Historien er spændende, og fyldt med action, guder, magi, forræderi, intriger, hemmeligheder, tidsrejser, familieproblemer og venskab. Og så slutter den på en måde, som gør det svært at vente på næste bind i serien.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom Astrid stadig irriterede mig, så var det ikke helt så slemt i dette bind. Muligvis fordi Erik fik mere scenetid, og på den måde tog noget af opmærksomheden fra Astrid, for hun tog stadig dumme og impulsive valg, og var mere fokuseret på at redde søsteren, end i at lytte til drengene, og finde sværdet. Nu skal det ikke lyde, som om jeg ikke forstod, hvorfor hun gerne ville redde sin søster, men hun var temmelig ensporet omkring det, og tænkte sig ikke om undervejs, hvilket fik hende til at fremstå både umoden og ligeglad med vennerne. På positivsiden var hun modig og loyal over for sin familie, men det var desværre ikke nok, til at jeg kunne ignorere de ting, der irriterede mig ved hende. Erik var uden tvivl min yndlingsperson. Han var modig, loyal, og tænker sig om, inden han kaster sig ud i tingene, og så virkede han bare mere moden end Astrid. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Magnus, som, selvom han har hemmeligheder, og ikke altid var lige modig, formår at overvinde sin frygt og selvlede. Samtidig var han en interessant person at læse om, fordi man som læser ikke helt ved, hvor man har ham. Heller ikke Odin var jeg klar over, hvor jeg havde, og jeg kunne rigtig godt lide, at forfatteren har givet ham noget kant, og nogle mindre sympatiske træk, så han ikke bare er almægtig overgud, men også viser frygt og egoisme.
Udover en god historie, indeholder Surts Rige også et persongalleri, et appendiks med flere informationer omkring de nordiske guder, væsener og vigtige historiske personer, flotte illustrationer, og et runealfabet, hvilket giver læseren muligheden for at lære mere om såvel vikingernes historie som nordisk mytologi. Og det er altså virkelig fedt.
Surts Rige var en god fortsættelse på serien, hvor situationen for alvor begynder at spidse til. Der er fart over feltet, og man keder sig ikke på noget tidspunkt undervejs. Og selvom Astrid stadig irriterede mig, så var det ikke helt så slemt i dette bind. Er man vild med nordisk mytologi og tidsrejser, og kunne man lide de forrige bind i serien, så vil man også kunne lide denne bog, og jeg glæder mig allerede til næste bind i serien udkommer.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar