Efter at have levet i skjul i årtusinder, er druiden Atticus pludselig kommet frem i lyset, efter opgøret med den keltiske gud Aenghus Óg. Men det er ikke uden problemer, når guder bliver interesseret i en, og slet ikke, når de ønsker at bruge Atticus som deres egen private hitman. Og som om det ikke var nok, jages han stadig af dæmoner, hekse af både den gode og den onde slags, og Bacchanter på jagt efter fest og blod. For slet ikke at tale om jaloux keltiske gudinder, mistænksomme politifolk og Atticus' hårdt prøvede advokater.
Atticus får travlt, hvis han skal stoppe de forkerte i at slå sig ned i byen, men heldigvis har han sin trofaste ulvehund Oberon og sit magiske sværd, og med hekse på krigsstien får han brug for al den hjælp, han kan få, hvis han skal overleve heksejagten.
Det er flere år siden, jeg læste første bind i serien, og der gik lidt tid, før jeg fandt tråden fra første bog igen. Men selvom jeg ikke kunne huske alt, hvad der var sket, så gjorde universet og humoren alligevel, at jeg følte mig hjemme med det samme.
Sproget er letlæst og flydende, og krydret med såvel keltiske som tyske, polske og russiske vendinger, hvilket er med til at give personerne farve og autencitet, men også til tider var en udfordring udtalemæssigt. Beskrivelserne er livagtige og billedskabende, og dialogerne er fyldt med både popkulturelle og litterære referencer, hvilket virker rigtig godt. Og så er jeg vild med forfatterens humor, som gennemsyrer både dialoger, beskrivelser og endda actionscener, uden det på noget tidspunkt bliver for meget eller plat.
Universet er interessant og anderledes, og jeg er vild med den måde, forfatteren får blandet vampyrer, varulve, keltisk mytologi, druidisk magi, magi og forskellige religioner sammen, og skabt et univers, som er både originalt og velgennemført.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Historien er actionfyldt og spændende, og selvom der næsten sker for meget på en gang, så formår forfatteren at holde styr på alle trådene, og samtidig gøre bogen umulig at slippe. Der er masser af magi, hekse, varulve, vampyrer, guder, jalousi, intriger, hemmeligheder, hævn, dæmoner, fanatisme og venskab, men også dybere lag, som især kommer til udtryk i næsten filosofiske overvejelser omkring tro og religion, godt og ondt og naturbeskyttelse.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom jeg til tider havde lidt svært ved at adskille de mange bipersoner, så føltes de stadig som virkelige personer. Der var bare alt for mange af dem. Hovedpersonen Atticus er modig, intelligent, og, selvom han har et stærkt overlevelsesinstinkt, ikke bange for at gribe ind, hvis han mener, det er nødvendigt. Han er beskyttende over for sine venner, og parat til at gå gennem ild og vand for dem. Eller, hvis han ikke kan redde dem, parat til at hævne dem. Jeg var især vild med hans venskab med ulvehunden Oberon, og deres samtaler fik mig ofte til at grine højt. Oberon var da også den biperson - bihund? - jeg bedst kunne lide. Han er loyal, intelligent og altid klar med en kvik bemærkning, og så virker han utrolig levende. Af de andre bipersoner var det især Atticus' hårdtprøvede advokater, vampyren Leif og varulven Hal, som jeg holdt af, med deres gammeldags vendinger, mangel på moderne referencerammer, og dybe suk over Atticus' evne til at rode sig ud i problemer.
Selvom det tog lidt tid for mig at finde ind i historien igen, og der var lidt for mange bipersoner at holde styr på, så elskede jeg universet, humoren og hovedpersonen Atticus, og den megen action gjorde, at jeg ikke kedede mig på noget tidspunkt, og slugte bogen på ingen tid. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien, og er man vild med keltisk mytologi eller Dresden Files-serien, kan serien kun anbefales.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar