Viser opslag med etiketten graphic novel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten graphic novel. Vis alle opslag

fredag den 28. marts 2025

Harukkas ønske

Harukkas ønske er 7. bind af fantasy-graphic novel-serien Nordlys, skabt af Malin Falch. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget

Sonja er vendt tilbage til den almindelige verden, men har svært ved at vænne sig til at være hjemme igen. Sorgen over hendes onkels død, og behovet for at holde hendes eventyr i Jotundalen hemmelige, gør det svært for hende at betro sig til nogen, og hun føler sig ensom. 
Helt har den magiske verden dog ikke sluppet hende. I drømme besøger Sonja åndeverdenen, hvor Harukka er fanget, men uden at vide, hvordan hun kan hjælpe hende. 
Tre år efter er Sonja stadig tynget af sorgen, og da hun igen får kontakt til Harukka, bestemmer hun sig for at gøre alt hvad hun kan, for at befri hende, før det er for sent. Men skal det lykkes, er hun nødt til at finde et portaltræ, hvilket ikke er så ligetil. Det viser sig dog snart, at de svar hun søger, er tættere på, end man skulle tro. 

Malin Falch havde egentlig afsluttet serien, men lovet, at vende tilbage til universet en gang i fremtiden. Vi kom dog heldigvis ikke til at vente længe, for allerede nu er hun så klar med næste bind. Harukkas ønske fortsætter på mange måder hvor forrige bind slap, og jeg nød gensynet med Sonja.
Sproget er letlæst og flydende, med velfungerende dialoger. Tekst og illustrationer supplerer hinanden rigtig godt, og Falch er dygtig til at skabe fremdrift og handling også med illustrationerne alene. Falch forstår at fremmane stemninger gennem billeder og farvevalg, og især hendes naturscener er utroligt smukke. 
Universet udvider sig endnu en gang, med nye former for magi, væsner og familiehemmeligheder. En større del af handlingen foregår denne gang i den almindelige verden, som bliver udfoldet mere end i de tidligere bind, hvilket fungerer rigtig godt. 
Handlingen er godt skruet sammen, med indtil flere overraskelser undervejs, og forfatteren formår at vise tidshoppet på en god og logisk måde. Historien er spændende, og fyldt med action, venskab, hemmeligheder, sorg, magi, vikinger, talende dyr, overnaturlige væsener og portaler, krydret med nordisk mytologi og sagnvæsener, familiehemmeligheder og åndesyn. Og så slutter den på en måde, der gør det svært at vente på næste bind. 
Personerne er levende og menneskelige, og særligt hovedpersonen Sonja holder jeg meget af. Hun har udviklet sig en del siden sidste bind i serien, og er vokset både bogstaveligt og mentalt, på de tre år, der er gået. Sorgen og skyldfølelsen over hendes onkels død plager hende stadig, og hun har svært ved at betro sig til nogen. Hun savner sine venner i Jotundalen, og kun forbindelsen med Harukka holder minderne i live. Sonja er blevet mere moden og alvorlig, men er stadig modig og nysgerrig, og da hun kommer på sporet af en familiehemmelighed, er hun nødt til at opklare den. Af bipersonerne var det især Sonjas forældre, jeg lærte mere om, og nogle af deres handlinger i starten af serien, gav pludselig bedre mening, efter de nye afsløringer. Derudover nød jeg gensynet med Sonjas venner fra Jotundalen, som ligesom Sonja har udviklet sig i de år, der er gået siden sidst. 
Harukkas ønske er en rigtig god fortsættelse, og samtidig starten på et nyt eventyr for Sonja i Jotundalen. Er man fan af de første bind i serien, må man ikke snyde sig selv for fortsættelsen, og har man ikke læst serien endnu, er det bare med at komme i gang. Jeg glæder mig allerede til næste bind. 

torsdag den 27. marts 2025

Under vandet

Under vandet er 2. bind af fantasy-graphic novel-serien Wayfinders, skabt af Cecilie Ravn, Heidi Nat Ravn og Ziggie Ravn. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra SnackBag Studios

Sammen med Alban er Sallly, Lani og Andrée sejlet ud i den retning, deres magiske kompas leder dem. Alban håber, kompasset vil lede ham til hans mor, mens Sallly, Lani og Andrée hver har deres egne missioner at tænke på. Kompasset leder dem ikke til Albans mor, men i stedet til den sunkne by, Tirthea, hvor de endnu en gang lider skibbrud, da et mærkeligt uhyre angriber deres båd. 
Heldigvis bliver de reddet af havfolket, der har brug for deres hjælp. For uhyret er ikke den eneste ondskab, der lurer i dybet, og kun ved at forene deres magiske kræfter, kan Sallly, Lani, Andrée og Alban besejre det onde. Hvis, altså, de kan lade være med at skændes, og lære at arbejde sammen. 

Under vandet starter, hvor første bind slap, og jeg var slet ikke klar over, hvor meget jeg havde savnet historien og karaktererne, før jeg åbnede bind to. Den er nemlig mindst lige så god som sin forgænger. 
Sproget er letlæst og flydende, med velfungerende dialoger og en god portion humor. Skaberne leger med både ord og opsætning undervejs, hvilket giver historien et unikt og spændende udtryk. Billedside og tekst supplerer hinanden rigtig godt, og illustrationerne er i den grad med til at vække universet og personerne. Der er leget med både layout, farvevalg og tegnestil undervejs, hvilket blandt andet kommer til udtryk i de scener, hvor der optræder magi, og i drømmesekvenser, samt i både placering af og form på billedboksene, som nogle gange breder sig over hele opslag, eller optræder i revner, ovaler eller andre former. Det er med til at give historien et originalt og anderledes udtryk, og giver samtidig læseren en sjov og medrivende oplevelse hele vejen igennem. 
Universet er gennemført, og udvides en del i dette bind, hvor vi både lærer havets væsener at kende, hører mere om de forskellige guder, og får et indblik i verdenens historie. Der skeles i dette bind en del til især den græske mytologi, dog med et noget anderledes take, end den, man er vant til. Samtidig får vi et nærmere kig på såvel heltenes som andre væseners magiske evner, og et lille indblik i heltenes baggrund, hvilket er virkelig fedt. 
Handlingen er godt skruet sammen, og som læser bliver man overrasket gang på gang undervejs. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, monstre, ondskab, krig, venskab, kærlighed, guder, skibbrud, videnskab, lgbt+-elementer og søgen efter både det, som kompasset leder mod, og heltenes egen identitet. 
Personerne er levende og nuancerede, og på trods af, eller måske netop på grund af, deres forskelligheder supplerer de hinanden rigtig godt. Andrée virker kold, arrogant og stiv, men er blødt lidt op siden første bind, og er begyndt at stole en lille smule på sine rejsekammerater. Sallly er impulsiv, nysgerrig og livsglad, med en vis barnlig naivitet, som dog balanceres af hendes mod og omsorg. Lani er intelligent og alvorlig, men trods hendes evne til at finde løsninger, kan hun også nemt blive irriteret, når hun støder på modstand enten i form af drillerier eller fare. Og så er der Alban, som er stærk, modig og hjælpsom, med et varmt hjerte, en god portion eventyrlyst, og et brændende ønske om at finde sin mor. Af bipersonerne holdt jeg især af havfolkets leder, som var intelligent, hjælpsom og parat til at forsvare sit folk mod enhver fjende på en virkelig badass måde. 
Under vandet er en imponerende fortsættelse på en anderledes og original graphic novel-serie, fyldt med magi, elskelige karakterer, fantastisk worldbuilding og lgbt+-elementer. Fans af første bind vil bestemt ikke blive skuffede, og jeg glæder mig allerede helt vildt til næste bind i serien udkommer. Både bind 1 og 2 har mine varmeste anbefalinger. 

lørdag den 15. marts 2025

Kampen mod Ildskyggerne

Kampen mod Ildskyggerne er 2. bind af fantasy-graphic novel-serien City of Dragons, skabt af Jaimal Yogis og Vivian Truong. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Turbine

Efter afsløringen af Graces stedfar, og kampen mod krigsherren Daijang, forsøger Grace og hendes venner at slappe af med at plukke te på Jings families gård. Grace savner dragen Nate, der fløj afsted efter kampen, og forsøger at hjælpe sin mor ovenpå efter Hanks bedrag. Samtidig lurer frygten for Daijangs næste træk. 
Da Nate dukker op igen, og tager Grace med til Dragekongens hule, får hun endelig en idé om, hvad der venter forude. Daijang er på sporet af en magisk dragesten, der kan hjælpe ham med at opnå magten over alt, og har sendt frygtelige ildskygger efter Grace.
De fire venner finder snart ud af, at det ikke kun er magiske væsener, der er efter dem. Daijang har mange forbundsfæller, og snart er de også på flugt fra yakuzaen. Heldigvis har de en allieret i dr. Kim, der har fundet et spor i Paris. Men kan Grace og hendes venner stole på hende? Og hvad venter der dem i Paris? 

Første bind i serien overraskede på mange måder, og jeg var derfor spændt på at kaste mig over fortsættelsen. Og selvom jeg ikke var helt så begejstret for andet bind, så var det stadig en god læseoplevelse. 
Sproget er letlæst og flydende, dialogerne velfungerende, og brugen af kinesiske vendinger undervejs er med til at skabe den rette stemning. 
Universet er anderledes og spændende, med forankring i kinesisk mytologi og folkesagn, og blandingen mellem vest og øst, teknologi og magi, fungerer virkelig godt. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere plottwists undervejs, og selvom jeg gættede et par af dem på forhånd, kom andre fuldstændig bag på mig. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, drager, kinesisk folketro, venskab, hemmeligheder, forræderi, ondskab, kultursammenstød, teknologi og sorg. Det er en historie om venskab, og om at overvinde sorg, men også en historie om at finde sig selv og sin indre styrke. Hvor første bind havde en roligere start, er der action hele vejen igennem i dette bind, og det gjorde, at det til tider gik lige hurtigt nok, hvilket gik en smule udover worldbuilding og personudviklingen. Til gengæld kedede jeg mig ikke et øjeblik. 
Personerne er levende og menneskelige, og især hovedpersonen Grace holdt jeg meget af. Hun er modig, hjælpsom og intelligent, og har følelsesmæssigt udviklet sig en del siden første bind. Blandt andet med hjælp fra Jing, James og Ramesh, og det tætte venskab, der er vokset frem imellem dem, trods deres meget forskellige baggrund og interesser. Jeg følte dog, at bipersonerne blev skubbet lidt i baggrunden i dette bind, grundet det store fokus på action og Graces hovedrolle, hvilket var synd, da især James og Ramesh lidt for let blev forvandlet til historiens komiske islæt. Til gengæld var jeg ret vild med den udvikling, Graces mor havde i dette bind. 
Illustrationerne er, som i første bind, flotte og farvestrålende, og tegnestilen bærer tydelig inspiration fra manga og anime. Skaberne er gode til at vække såvel stemninger som følelser til live gennem personernes mimik og farvevalg, og actionscenerne er virkelig fede. 
Alt i alt var Kampen mod Ildskyggerne en god læseoplevelse, der dog for mig ikke helt levede op til første bind i serien. Jeg er dog ret sikker på, at seriens målgruppe omvendt vil elske den megen fokus på action, og derfor synes endnu bedre om dette bind. Var man fan af første bind, må man ikke snyde sig selv for fortsættelsen, og jeg glæder mig allerede til næste bind. 

tirsdag den 23. juli 2024

Bølgerytter

Bølgerytter er 9. og sidste bind af graphic novel-serien Amulet, skrevet af Kazu Kibuishi. 

Emily har endelig lært at styre amulettens kraft, og er klar til at tage kampen op mod Ikol og skyggerne. Først skal hun dog lige redde sin familie, og med amulettens magi rejser hun til Typhon for at hjælpe sin mor og bror, Navin. 
Imens er prins Trellis på vej til elvernes kongerige, for at redde sit folk og indtage sin retmæssige trone. Men ikke alt er, som det ser ud, og skal skyggerne besejres, må både venner og fjender arbejde sammen. 
Det endelige opgør er begyndt. 

Det er altid en smule sørgmodigt at afslutte en serie, jeg har været vild med, og Amulet var ingen undtagelse. Også selvom slutningen desværre blev lidt vel forklarende og metafysisk til min smag. 
Sproget er letlæst og flydende, med velfungerende dialoger og leg med ord, der er med til at gøre universet levende. Jeg kunne have ønsket lidt mindre monolog i slutningen, men det er en smagssag, og jeg kunne godt følge forfatterens valg. 
Universet udvidede sig endnu en gang, med nye væsener og begreber, og vi får endelig en idé om skyggernes væsen, og hvordan det hele hænger sammen. Worldbuildingen er i top, og det er et virkelig imponerende og velfungerende univers, forfatteren har fået strikket sammen. Kæmperobotter, elvere, talende dyr, aliens og magi er alt sammen med til at skabe et unikt og originalt univers, som stadig overrasker her i sidste bind, og det bliver virkelig svært at sige farvel til det. De flotte illustrationer gør såvel væsener som verden levende, og især actionsekvenserne er virkelig godt udført. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og selvom slutningen blev lidt for forklarende for min smag, formåede forfatteren at få samlet alle de løse tråde til sidst. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, kamprobotter, venskab, familie, hemmeligheder, magtbegær, selvopofrelse, ondskab, krig og svære valg. Forfatteren har lånt flittigt fra såvel fantasygenren, som science fiction og steampunk, og blandingen fungerer overraskende godt. 
Personerne er levende og nuancerede, og især søskendeparret Emily og Navin har udviklet sig kolossalt siden seriens begyndelse. Emily har lært sig selv bedre at kende, på både godt og ondt, og har endelig fået styr på sine kræfter. Og selvom hun står over for flere svære valg, er hun ikke bange for at stole på sig selv og sin intuition. Navin er blevet mere selvsikker, og hans lederegenskaber og intuition har udviklet sig en del. De to supplerer hinanden rigtig godt, og selvom de har været fysisk langt fra hinanden, er deres forhold blevet mere helstøbt. Af bipersonerne holdt jeg især af elverprinsen Trellis, der, ligesom søskendeparret, har udviklet sig utroligt meget siden første bind. Han hviler mere i sig selv, og er i stand til at skubbe sit nedarvede magtbegær og selviskhed til side, for at gøre det bedste for sit folk. Og så var der selvfølgelig Ikol, hvis motivation og væsen endelig bliver afsløret for læseren, og som i lige grad fascinerede og frastødte mig. 
Bølgerytter var en god afslutning på serien, og selvom jeg ikke var helt tilfreds med den måde, slutningen blev udført på, så formåede forfatteren at få samlet trådene og afslutte historien på en stærk måde. Er man fan af serien, vil man næppe blive skuffet, og har man endnu ikke stiftet bekendtskab med serien, er det bare med at komme i gang. Jeg glæder mig allerede til at kunne genlæse hele serien i et rap. 

Se også forfatterens hjemmeside

tirsdag den 23. april 2024

Trolderiget

Trolderiget er 4. bind af graphic novel-serien Nordlys, skabt af Malin Falch. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget

Sonja, Lotte og Esben er på vej til trolderiget, for at redde Sonjas onkel Henrik. En rejse, der bestemt ikke er ufarlig, for troldene bryder sig ikke om mennesker. 
Imens lægger oraklet og Hjalmer planer. De vil bruge portalmagien til at udrydde de magiske væsener, og gøre verdenen sikker for menneskene. Hjalmer har planer om at bruge trællen Kjetils magiske evner, og lover, at han vil gøre ham til en fri mand, hvis bare han vil hjælpe ham med at finde Sonja, Lotte og Esben. Men er Hjalmer til at stole på? Og hvad er det egentlig, oraklet er ude på?

Den her serie bliver bare bedre og bedre. 
Sproget er stadig letlæst og flydende, med velfungerende dialoger, og tekst og illustrationer supplerer hinanden virkelig godt. Især naturscenerne er fantastiske, og det samme gælder den stemning, som Falch giver liv gennem illustrationerne. 
Universet udvider sig endnu en gang, denne gang med fokus på troldenes rige. Vi lærer også mere om verdenens skabelse, menneskenes rolle, dødsriget og den måde, magien fungerer på. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs. Historien er spændende og fyldt med action, hemmeligheder, forræderi, hævn, magi, venskab, vikinger, talende dyr, trolde og portaler, godt krydret med nordisk mytologi. 
Personerne er nuancerede og menneskelige, og selv skurkene har sympatiske - eller i hvert fald forståelige - sider. Sonja er stadig en skøn hovedperson. Hun er hjælpsom, modig og har et godt hjerte, og så er hun fast besluttet på at redde sin onkel. Af bipersonerne er det især Esben og Lotte, der skiller sig ud. Esben er gådefuld, modig og har sine egne hemmeligheder, mens Lotte stadig forsøger at finde ud af, hvem hun er, når hun ikke er oraklets lærling. Hjalmer er hævngerrig, magtsyg og modig, med alligevel kan man som læser ikke lade være med at føle en smule sympati med ham. Oraklet er manipulerende, hemmelighedsfuld og fast besluttet på at bruge sin magi til at få hævn, og samtidig udføre sin plan. Sidst, men ikke mindst, er der trællen Kjetil, som både frygter Hjalmer og sin magi, og ønsker at blive fri. 
Trolderiget var endnu et skønt bind i serien, og jeg glæder mig allerede til at læse næste bind. Fans af serien vil ikke blive skuffede, og er man til graphic novels med masser af magi, stemning og nordisk mytologi, kan Nordlys-serien kun anbefales. 

Kragesøstrene

Kragesøstrene er 3. bind af graphic novel-serien Nordlys, skabt af Malin Falch. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget

Sonja er sammen med Bjørn og Lotte på vej til fjeldfolket, for at finde Lottes familie. De bliver taget godt imod, men alligevel er der noget, der virker underligt. Fjeldfolkets leder Ravnda er meget interesseret i at høre om oraklet, men det virker som om, hun holder noget hemmeligt. 
Sonja er også bekymret for sin onkel Henrik, som er taget til fange af trolde, og for Esben, som hun ikke ved, hvor er. Kan Sonja stole på fjeldfolket? Og hvad er der sket med Esben? 

Efter cliffhangeren i sidste bind, kunne jeg ikke vente med at læse videre i serien, og jeg blev bestemt ikke skuffet. 
Sproget er letlæst og flydende, dialogerne velfungerende, og tekst og illustrationer supplerer hinanden virkelig godt. Jeg elsker, hvor farverige og stemningsfulde illustrationerne er, og især naturscenerne er fantastisk smukke. 
Universet udvider sig endnu en gang, med viden om fjeldfolket, endnu mere magi, og så bliver sløret løftet for, hvordan portalerne egentlig fungerer. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskelser undervejs, og selvom dette bind har et lidt roligere tempo, end det foregående, så er spændingen stadig i top. Historien er fyldt med hemmeligheder, familie, venskab, vikinger, magi, hævn, talende dyr og portaler, krydret med nordisk mytologi, trolde og Peter Pan-referencer. 
Personerne er levende og nuancerede, og Sonja er en dejlig hovedperson. Hun er hjælpsom, nysgerrig og har et godt hjerte, og jeg kunne rigtig godt lide hendes voksende venskab med Lotte. Af bipersonerne er det især Lotte, som træder frem i dette bind. Hun er splittet mellem oraklet, der har opdraget hende, og ønsket om at finde ud af, hvem hun er. Og så er der oraklet og Ravnda, som viser sig at kende hinanden bedre, end man skulle tro. Men kan man stole på dem? 
Kragesøstrene var lige så flot og spændende som sine forgængere, og fans af serien vil ikke blive skuffede. Jeg glæder mig allerede til at læse videre, og kan kun anbefale serien.  

mandag den 22. april 2024

Vikingerne og oraklet

Vikingerne og oraklet er 2. bind i graphic novel-serien Nordlys, skabt af Malin Falch.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget.

Sonja er rejst til Jotundalen, og sammen med Esben og troldeungerne lærer hun den magiske verden at kende. Kun hendes onkel Henrik ved, hvor hun er, og han er fast besluttet på at finde hende, og hjælpe hende hjem, før hun kommer i fare. Desværre bliver han fanget af trolde, før han finder hende. 
Vikingejarlen Hjalmer er besat af tanken om hævn over søslangen, men må endnu en gang vende hjem med uforrettet sag. Imens han har været væk, er der dukket et par mystiske gæster op i landsbyen. De har magi, og kalder sig for oraklet og oraklets lærling. Oraklet har en plan, der kan hjælpe Hjalmer med at dræbe søslangen. Den kræver bare lige, at han fanger Esben først, og også gør oraklet en tjeneste. 

Jeg kunne rigtig godt lide første bind i serien, og bind to skuffede bestemt ikke. 
Som i første bind er sproget letlæst og flydende, med velfungerende dialoger, og igen skiftes der i fortællemåden mellem illustrationer og tekst. Illustrationerne er flotte og farverige, naturscenerne er utroligt smukke, og hele bogen oser af stemning. 
Universet udvider sig i dette bind, hvor vi både lærer nye steder i verdenen at kende, og får mere indblik i, hvordan magien fungerer. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og en virkelig ond cliffhanger til sidst. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, vikinger, venskab, trolde, talende dyr, portaler, hemmeligheder, hævn og lurende fare, krydret med nordisk mytologi og Peter Pan-inspiration. 
Personerne er levende og nuancerede, og især Sonja er en skøn hovedperson. Hun er nysgerrig, hjælpsom og varm, men også modig, når det gælder. Af bipersonerne er det især Esben, der skiller sig ud. Han er mystisk, hemmelighedsfuld og har sin egen dagsorden, men også modig, beskyttende og drillesyg. Vikingen Hjalmer er hævnlysten, modig og parat til at ofre sine mænd, og indgå pagter med mystiske personer, for at vinde. Oraklet er hemmelighedsfuld, med stærke magiske kræfter, og egen dagsorden. Hendes lærling Lotte er lydig og loyal over for oraklet, men bliver splittet mellem loyalitet og samvittighed, da hun bliver sendt på mission med vikingerne. Og så er der de andre bipersoner, som Bjørn, Henrik og troldeungerne, samt minidragen Gnist, som man som læser ikke kan undgå at holde af. 
I Vikingerne og oraklet steg spændingsniveauet, samtidig med at universet blev udvidet, og med den cliffhanger kan jeg næsten ikke vente, med at kaste mig over næste bind. Fans af første bind vil ikke blive skuffede, og er man vild med nordisk mytologi, graphic novels og Peter Pan-genfortællinger, kan serien kun anbefales. 

lørdag den 20. april 2024

Rejsen til Jotundalen

Rejsen til Jotundalen er 1. bind af graphic novel-serien Nordlys, skabt af Malin Falch. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget

Sonja bor sammen med sine forældre lidt uden for en lille norsk bygd. Hun skal konfirmeres, men ser ikke frem til at være midtpunkt, og vil hellere være ude i naturen på sin elskede hest.
Hele familien tropper op til konfirmationen, inklusiv Sonjas onkel Henrik, som er lige så glad for naturen som Sonja, og ofte er væk i lang tid for at male. Han giver Sonja en vikingenål, han har fundet på sin sidste tur, men det viser sig, at der ligger mere bag, end Henrik fortæller. 
For om natten dukker der en fremmed dreng, Esben, op i huset. Han siger, at Henrik har taget nålen fra ham, og tilbyder at tage Sonja med til hans egen verden. En verden fyldt med mærkelige væsener og magi, men også lurende farer. Men kan Sonja overhovedet stole på Esben? 

Rejsen til Jotundalen er en utrolig flot graphic novel, og en god start på serien. 
Sproget er letlæst og flydende, med velfungerede dialoger. Bogen er på ingen måde teksttung, og flere steder fortælles historien udelukkende via illustrationer i stedet for tekst. Det fungerer utrolig godt, ikke mindst fordi illustrationerne er så stemningsfulde, som de er. 
Farvevalget understøtter handling og de forskellige lokationer virkelig godt, og især de mange naturscener er utroligt flotte. 
Universet er tydeligt inspireret af nordisk mytologi og vikingetiden, men også norske trolde, talende dyr og Peter Pan-inspiration er tydelig. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, der gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, trolde, hemmeligheder, portaler, vikinger, venskab, ensomhed, eventyr og lurende fare. 
Personerne er levende og nuancerede, og man kommer hurtigt til at holde af dem. Hovedpersonen Sonja foretrækker naturen og sin hest fremfor smykker og tøj, og bryder sig ikke om at være midtpunkt. Hun føler sig misforstået af sin familie, og den eneste, der rigtig ser hende, er hendes omrejsende kunstneronkel. Sonja er stille, men også nysgerrig, modig og eventyrlysten, og mødet med Esben giver hende mulighed for at udleve sine drømme. Esben er mystisk og hemmelighedsfuld, men også beskyttende, modig og drillesyg. Af andre bipersoner holdt jeg især af Bjørn, som er hjælpsom og beskyttende, men også onkel Henrik og småtroldene var skønne bekendtskaber. 
Rejsen til Jotundalen var en dejlig læseoplevelse, og jeg glæder mig allerede til at kaste mig over næste bind. Er man vild med graphic novels, nordisk mytologi og utroligt stemningsfulde illustrationer, så kan denne graphic novel kun anbefales, hvad enten man er barn eller voksen. 

fredag den 29. marts 2024

Stormen vågner

Stormen vågner er 1. bind af fantasy-graphic novel-serien City of Dragons, skabt af Jaimal Yogis og Vivian Truong. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget.

Grace er halvt kinesisk, halvt amerikansk, og er vokset op med farens historier om drager. Hendes far dør af kræft, da hun er barn. Tre år senere flytter hun med sin mor og stedfar til Hong Kong, farens fødeby, hvor hendes stedfar har fået en stor forskerstilling. 
Grace har svært ved at få venner, og glæder sig ikke til at begynde på den fine eliteskole, hendes stedfar har fået hende ind på. Men da en mystisk gammel kvinde forærer hende et æg på en skoleudflugt, bliver det starten på et større eventyr. Ægget indeholder nemlig en drageunge, og Grace opdager snart, at der måske var mere sandhed i farens historier, end hun havde troet. 
Med hjælp fra sine nye skolekammerater må Grace beskytte drageungen fra de onde kræfter, der er ude efter den, og det bliver bestemt ikke ufarligt. 

Den her graphic novel var helt anderledes, end jeg havde troet. Jeg havde ud fra forsiden forventet en sød og magisk historie om drager, men fik så meget mere. 
Sproget er letlæst og flydende, med velfungerende dialoger, og de kinesiske vendinger, som er med til at skabe atmosfæren, bliver forklaret på en naturlig måde undervejs. 
Universet tager udgangspunkt i den kinesiske mytologi, som vækkes til live, så også læsere, der ikke kender så meget til det kinesiske gude- og sagnunivers, kan følge med. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og en cliffhanger, der gør det svært at vente på næste bind. Historien er spændende, og fyldt med drager, venskab, kultursammenstød, kinesisk mytologi, sorg, hemmeligheder, ondskab, dobbeltspil, ensomhed, racisme og teknologi. Det er en historie om at være fanget mellem to kulturer, og ikke føle sig hjemme i nogen af dem, men også en historie om at finde sig selv, om at miste og overleve, og komme ud på den anden side af sorgen. 
Personerne er levende og nuancerede, og som læser kommer man hurtigt til at holde af dem. Især hovedpersonen Grace lærer man rigtig godt at kende. Hun er ensom, og savner stadig sin far, selvom hun godt kan lide sin stedfar. Grace er intelligent, hjælpsom og modig, og har et stort hjerte. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Ramesh. Han er teknologinørd, rapkæftet og tager ikke sig selv eller andre alt for alvorligt, men han er også modig og hjælpsom når det gælder. James er lynende intelligent, og fantastisk til at researche, men har også flere komplekser at slås med, mens Jing er modig, handlekraftig og modeinteresseret. De fire supplerer hinanden rigtig godt, og som læser kan man tydeligt mærke det spirende venskab og kemien imellem dem. 
Illustrationerne er flotte og farvestrålende, og skaberne er virkelig gode til at skabe stemninger og vække følelser til live gennem såvel farvevalg som personernes mimik. Stilmæssigt kan der findes inspiration i tegningerne fra både anime og manga, og både actionscener, hverdagsliv og drager vækkes fint til live gennem illustrationerne. 
Stormen vågner var en rigtig god historie med mere dybde, end jeg havde forventet, hvor stærke temaer som sorg, venskab og kultursammenstød blev blandet med drager og kinesisk mytologi. Er man vild med manga, anime og drager, og vil man gerne læse en graphic novel med noget på hjerte, hvor også yngre læsere kan være med, så kan bogen her kun anbefales. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien. 

onsdag den 27. marts 2024

Ude af kurs

Ude af kurs er 1. bind af fantasy-graphic novel-serien Wayfinders, skabt af Cecilie Maintz Thorsen og Heidi Nat Holmeå. 

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Snackbag Studios

En langvarig krig er endelig afsluttet, og for at besegle aftalen, sendes et fredsskib med handelsvarer afsted fra Qalmerror. Lederen af ekspeditionen er Hr. Malakeit fra den stenrige handelsfamilie, og allerede på forhånd ved han, at det kan blive svært at nå frem, da navigation på havet ikke har virket i over ti år. Med ombord er pilgrimmen Lani, som har særlige magiske evner, og den blinde passager Sallly, som leder efter sin mor.
Men skibet når aldrig frem. En mystisk storm får skibet til at kæntre, og kun Hr. Malakeit, Lani og Sallly overlever. De tre vågner op på en øde ø, og så begynder historien for alvor. 

Det er ikke så tit, jeg anmelder graphic novels på bloggen, men hold op, hvor er jeg glad for, at jeg sagde ja til at anmelde den her. Den er nemlig vildt god. 
Sproget er letlæst og flydende, og indeholder både en god portion humor og velfungerende dialoger. Skaberne leger med både opsætning og ord undervejs, hvilket fungerer rigtig godt, da det giver historien et helt unikt udtryk. 
Universet er gennemført, og skaberne formår at gøre verdenen levende gennem både tekst og billeder, på en forståelig og overskuelig måde. Idéen med kompasset og problemerne med navigation og magibrug fungerer virkelig godt, og selvom der stadig er en del spørgsmål, jeg mangler svar på, så er jeg ret hooked. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskelser undervejs, og historien er fyldt med action, magi, venskab, skæbne, skibbrud, krig, hemmeligheder, overnaturlige væsener, videnskab og søgen, krydret med en virkelig creepy ø, gys og masser af spørgsmål. 
Personerne er levende og nuancerede, og de tre hovedpersoner supplerer hinanden virkelig godt. Hvor Hr. Malakeit kold, arrogant og holder på formerne, er Sallly livsglad, nysgerrig og impulsiv, mens Lani er intelligent, hjælpsom og alvorlig. De har alle tre deres egen form for magi og tro, hvilket giver både gnidninger og problemer undervejs. Af bipersonerne holdt jeg især af Assuria, som bare virker som en virkelig rar fyr. 
Billeder og tekst supplerer hinanden rigtig godt, og illustrationerne er i den grad med til at vække personer, univers og historie til live. Skaberne har leget med både layout, stil og farvevalg undervejs, hvilket særligt kommer til udtryk i de scener, hvor der bruges magi, men også i forhold til billedboksene, der nogle gange skal læses på tværs af opslagene, eller er anderledes sat op, i stedet for den traditionelle oppefra og ned-læsning. Det er med til at give historien sit helt eget udtryk, og gør det både sjovt og umuligt at stoppe læsningen, før sidste side er vendt. 
Er man til graphic novels med masser af magi, et originalt udtryk og elskelige personer, så kan Ude af kurs kun anbefales. Jeg kan næsten ikke vente, til næste bind udkommer, og glæder mig allerede til at genlæse første bind. 

tirsdag den 16. november 2021

Supernova

Supernova er 8. bind af graphic novel-serien Amulet, skrevet af Kazu Kibuishi. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda

Emily har mistet kontrollen over sin amulet, og er blevet overtaget af phoenixen. Samtidig kæmper hun en desperat kamp for at frigøre sig fra Stemmens indflydelse, så hun kan vende tilbage til sin familie. 
Imens er Navin på vej til rumstationen Lighthouse One for, sammen med modstandshæren, at kæmpe mod Skyggerne. 
Emily og Navin får brug for alt deres mod og alle deres evner, hvis de skal overleve, og redde Alledia. Men Skyggerne og Stemmen er ufatteligt stærke, og det endelige opgør nærmer sig. 

Jeg er virkelig vild med den her graphic novel-serie, og dette bind var ingen undtagelse. 
Sproget er letlæst og flydende, og dialogerne velfungerende. Og de mange fremmedartede navne og ord er med til at gøre såvel univers som handling levende. 
Universet udvider sig endnu en gang, med nye væsener og steder, og der er denne gang worldbuilding for alle pengene, når forfatteren både tager os med ud i rummet og ind i Tomrummet. De flotte illustrationer gør såvel univers som væsener levende, og især actionsekvenserne er enormt realistiske. 
Handlingen er godt skruet sammen, med indtil flere overraskelser undervejs, og selvom det til tider gik lidt vel hurtigt, så fungerer plottet virkelig godt. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, rumskibe, magi, forræderi, mærkelige væsener, robotter, farlige missioner, magtbegær, venskab og familierelationer. Selvom selve grundhistorien om det gode mod det onde er meget klassisk fantasy, så formår forfatteren at gøre den til sin egen, med såvel fantasy som science fiction og steampunk-elementer, og blandingen er enormt velfungerende. 
Personerne er levende og nuancerede, og Navin og Emily får i dette bind lige meget scenetid. Hvor Emilys kampe til dels foregår indeni, og handler om kontrol af stenvogterkræfterne og sig selv, så er Navins kamp mere udadrettet og fysisk, når han sammen med modstandshæren kæmper mod Skyggerne, og de to supplerer på den måde hinanden rigtig godt, selvom de fysisk befinder sig langt fra hinanden. Både Emily og Navin har udviklet sig en del siden første bind, og har fået mere selvtillid, ligesom deres lederegenskaber har fået lov til at vokse, og det er virkelig skønt at følge. Af bipersonerne var det især Trellis, jeg holdt af. Ligesom Emily og Navin har han udviklet sig meget siden første bind, og har fundet sin egen plads i verdenen. Og så var jeg lige dele fascineret og frastødt af Stemmen, der i dette bind får mere spilletid, og hvis motiver begynder at fremstå klarere for læseren. 
Supernova var endnu et stærkt bind i en fantastisk serie hvor worldbuilding, karakterudvikling og action går op i en højere enhed. Selvom dele af handlingen gik lidt for stærkt for min smag i dette bind, så kan jeg næsten ikke vente med at finde ud af, hvordan det hele ender, og jeg glæder mig helt vildt, til sidste bind udkommer. Er man til fantasy, steampunk og syrede universer, så kan serien her kun anbefales. Jeg er i hvert fald fan! 

Se også forfatterens hjemmeside

lørdag den 8. maj 2021

Flugten fra Lucien

Flugten fra Lucien er 6. bind af graphic novel-serien Amulet, skrevet af Kazu Kibuishi. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda

Navin er blevet en del af Colossus-programmet, men på trods af sin piloterfaring, rager han uklar med læreren, og bliver sat på prøve. Da Max angriber, for at få fat i stenvogterne, må Navin redde sin veninde fra den visse død, og hjælpe hende på en mission til den krigshærgede by Lucien. Det viser sig dog snart, at missionen er langt farligere, end først antaget, da byen er forladt og hjemsøgt af uhyggelige skyggevæsener.
Imens er Emily og de andre medlemmer af stenvogternes råd på vej ind i Tomrummet sammen med Max, for at tage kampen op mod stemmen fra amuletterne og stenvogternes forbandelse. Men kan Emily stole på Max - og er det overhovedet muligt at besejre stemmen? 

Jeg er virkelig vild med den her graphic novel-serie, og Flugten fra Lucien var uden tvivl det bedste bind i serien indtil nu. 
Sproget er letlæst og flydende, og de fremmedartede navne og ord er med til at gøre universet levende, mens de velfungerende dialoger bærer handlingen frem. 
Universet udvider sig endnu en gang med nye væsener og steder, samtidig med, at vi i dette bind lærer endnu mere om stenvogternes magi, elverne og den mystiske stemme, som bærer forbandelsen. Sammen med de fantastiske og farvestrålende illustrationer er de mange informationer med til at gøre såvel univers som personer levende, og især actionsekvenserne er utroligt levende illustreret, så man som læser næsten får en fornemmelse af selv at tage del i luftkampene eller flygte fra de virkelig creepy skygger. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og historien er så spændende, at bogen er næsten umulig at slippe. Der er action fra start til slut, godt krydret med fantastiske luftkampe, robotter, hemmeligheder, mod, magi, ondskab, mærkelige væsener, farlige missioner, magtbegær, forræderi, venskab og familierelationer. Og så slutter den på en måde, der gør det næsten umuligt at vente på næste bind. 
Personerne er levende og nuancerede, og denne gang får både Navin og Emily lov til at dele scenen, hvilket jeg var rigtig glad for. Jeg haft lidt op- og nedture med Emily igennem serien, men synes virkelig, hun er vokset undervejs, og hendes mod, og ønske om at gøre det rigtige, ramte i den grad plet i dette bind. Samtidig er hun intelligent og tager sit ansvar som stenvogter alvorligt. Navin er modig, intelligent og idealistisk, og en født leder, der samtidig er parat til at tage kampen op for sine venner. Og selvom det ikke er mange scener, de to søskende har sammen, så er jeg vild med deres indbyrdes forhold, og den tiltro de har til hinanden. Af bipersonerne var jeg især fascineret af den uberegnelige og hævngerrige Max, og elveren Trellis, som står over for et valg, der kan ændre alt for ham - og for hans folk. 
Flugten fra Lucien var endnu bedre end sine forgængere, og bød på masser af action, magi og karakterudvikling undervejs. Fans af serien vil bestemt ikke blive skuffede, og jeg glæder mig allerede, til næste bind udkommer på dansk. Er man til fantasy, steampunk og syrede universer, så kan serien kun anbefales. 

lørdag den 9. januar 2021

Elverprinsen

Elverprinsen er 5. bind i graphic novel-serien Amulet, skrevet af Kazu Kibuishi.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda

Emily har overlevet prøverne, og er nu en del af Stenvogternes Råd. Desværre lykkedes det Max at stjæle moderstenen, og tage den med til elverkongen, og nederlaget synes næsten uundgåeligt. 
Men Emily og hendes venner har ikke tænkt sig at give op uden kamp, og sætter alle kræfter ind på at stoppe Max og elverkongen. Samtidig får Emily mistanke om, at stemmen fra hendes amulet har sine egne motiver, og ikke nødvendigvis gode. 

Jeg er virkelig vild med den her serie, og Elverprinsen var for mig uden tvivl det bedste bind i serien.
Sproget er, som i de øvrige bind, letlæst og flydende, med velfungerende dialoger og fremmedartede navne som krydderi. 
Universet udvider sig endnu en gang, med nye steder, robotter og oplysninger om stenvogternes magi, og blandingen af magi, elvere, talende dyr og robotter fungerer utroligt godt. Det samme gør de farvestrålende illustrationer, som i dette bind bevæger sig over i den dystre ende af farveskalaen, med mørke blå, grå og grønne nuancer, i takt med, at konflikten spidser til. Især actionsekvenserne er fantastisk godt illustreret, og man får næsten fornemmelsen af, at man selv er en del af luftkampene. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og selvom store dele af handlingen denne gang er baggrundshistorie for Max og Trellis, så formår forfatteren at balancere flashbacks og nutidig handling virkelig godt, så man som læser aldrig føler, at den nutidige historie forsvinder. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, forræderi, magi, død, hemmeligheder, intriger, magtbegær, hævn, krig, robotter, og familierelationer, og ren og skær ondskab. 
Personerne er levende og nuancerede, og selvom Emily stadig er i centrum for en del af handlingen, så får hendes bror Navin endelig lidt tiltrængt scenetid i dette bind. De to søskende har deres mod og kærlighed til hinanden til fælles, men hvor Emily er mere og mere præget af det ansvar, der hviler på hende som stenvogter, og mere og mere usikker på stemmens motiver, så er Navin mere idealistisk og har mere tiltro til sine egne evner. Af bipersonerne kunne jeg rigtig godt lide elverprinsen Trellis, som endelig har valgt side, og nu forsøger at finde ud af, hvad der egentlig gik galt, da elverne gik i krig. Også Max fik en del scenetid, og udover at hans motiver for forræderiet kom til at fremstå klarere, så fik jeg også en del mere sympati med ham undervejs. 
Elverprinsen skruede op for såvel action som fare, samtidig med, at der var plads til en gang seriøs karakterudvikling af flere af personerne. Jeg elskede alt ved dette bind, og glæder mig helt vildt, til næste bind udkommer på dansk, for endnu en gang lykkedes det forfatteren at slutte med noget af en cliffhanger. Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og kan man lide steampunk, magi og syrede universer, kan serien kun anbefales.  

torsdag den 10. september 2020

De sidste stenvogtere

De sidste stenvogtere er 4. bind af graphic novel-serien Amulet, skrevet af Kazu Kibuishi.

Modtaget som anmeldereksemplar af forlaget Alvilda

Emily og hendes venner er på vej til Cielis, for at få hjælp af Vogternes Råd i kampen mod Elverkongen. Straks ved ankomsten bliver selskabet skilt fra hinanden, og mens Emily forventes at konkurrere om en plads i Rådet, kæmper hun med følelsen af, at noget er helt galt. Og hun er ikke alene, for byen har forandret sig, og frygten råder overalt. 

Jeg er blevet ret vild med serien her, men hvor sidste bind føltes som en optakt, så skal jeg love for, der kommer fart over feltet i dette bind.
Sproget er, som i de andre bind i serien, letlæst og flydende, dialogerne fungerer, og de fremmedartede navne tilfører univers og historie ekstra krydderi.
Universet er fantastisk og originalt, og jeg elsker blandingen af elvere, magi, steampunk-elementer, monstre og luftskibe, som kombineret giver mig de vildeste Star Wars-vibes. I dette bind udvider universet sig igen, med mere baggrundshistorie, forklaringer, steder, og nye skabninger og personer, og endnu en gang gør de farvestrålende illustrationer såvel den fremmede verden som actionscenerne levende for læseren. Og så er jeg vild med de to kort bagerst i bogen, som på smukkeste vis gør Cielis endnu mere levende for læseren.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og historien er spændende, og fyldt med magi, forræderi, intriger, magtbegær, krig, fare, usikre alliancer, undertrykkelse, hemmeligheder, familierelationer, robotter og luftskibe. Der er blevet skruet op for mængden af action, men på trods af historiens høje tempo, føles handlingen ikke forhastet, da der stadig er plads til at lære mere om stenvogternes magi og det magiske univers, Emily og hendes familie er havnet i.
Personerne er levende og nuancerede, og denne gang er hovedfokus på Emily. Hun kæmper stadig med at lære at bruge sine kræfter, og det gør det bestemt ikke lettere, at hun føler, der er noget helt galt i stenvogternes by. Alligevel forbliver hun modig, stærk og stædig, samtidig med, at man ikke er i tvivl om, at hun elsker sin familie. Af bipersonerne var jeg især vild med Max, hvis pligtfølelse og idealisme slår revner undervejs, ligesom ræven Leon også var et kærkomment gensyn. Jeg ville til gengæld ønske, at der havde været mere fokus på Emilys bror Navin, som blev skubbet endnu mere ud på sidelinjen i dette bind. Og det er synd, for jeg kan faktisk bedre lide ham, end Emily, og han er både modig og intelligent. Forhåbentlig får han en større rolle i de kommende bind. 
De sidste stenvogtere skruede i den grad op for både action og intriger, og jeg glæder mig allerede, til næste bind udkommer på dansk. Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og kan man lide steampunk krydret med Star Wars, magi og et virkelig syret univers, er serien helt klart værd at stifte bekendtskab med. 

torsdag den 4. juni 2020

Byen bag skyerne

Byen bag skyerne er 3. bind af graphic novel-serien Amulet, skrevet af Kazu Kibuishi.

Modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda.

Emily, Navin og deres mor er, sammen med deres venner, på jagt efter stenvogternes forsvundne by, Cielis. En by, som har været forsvundet, siden elverkongen tog magten, og som kun ganske få tror stadig findes.
Først skal de dog lige have fundet et luftskib, som kan føre dem til byen. Men det er ikke let, for elverkongens styrker er på udkig efter dem, og de er ikke de eneste. En mystisk lejemorder har sluttet sig til forfølgerne, og Emily får brug for alle de allierede, hun kan finde, hvis hun skal overleve. Men hvem kan hun stole på?

Jeg var ret vild med de foregående bind i serien, og selvom dette bind mest føltes som en optakt til de næste bind, så nød jeg at vende tilbage til universet.
Sproget er letlæst og flydende, og dialogerne fungerer rigtig godt. Det samme gør de mange fantasifulde navne, som er med til at give universet liv.
Handlingen er godt skruet sammen, men selvom tempoet er højt, så føltes det egentlig ikke, som om der skete ret meget i dette bind. Til gengæld fik vi en del information om stenvogternes magi, elverkongen og krigen. Historien er spændende, og fyldt med magi, elvere, mærkelige væsener, intriger, forræderi, magtbegær, undertrykkelse, fare, usikre alliancer, hemmeligheder, luftskibe og familierelationer. Og så mindede bogen mig helt vildt om Star Wars.
Universet er fantastisk fantasifuldt, magisk og originalt, og jeg elsker den måde, det udvider sig på bind for bind. I dette bind møder vi både nye personer, væsener og steder, og illustrationerne formår i den grad at gøre den fremmede verden levende for læseren. Actionsekvenserne er enormt godt illustreret, og man føler som læser næsten, at man selv er en del af kampene.
Personerne er levende og menneskelige, og hvor fokus tidligere har været på de to søskende, var det denne gang primært Emily og elverprinsen historien blev fortalt igennem. Og det fungerede rigtig godt. Emily kæmper med at lære at bruge amulettens evner, og samtidig begynder hun også at mærke stenvogternes forbandelse på egen krop. Samtidig føler hun et kæmpe ansvar over for både sin familie og venner, og den fremmede verden hun, igennem amuletten, pludselig er blevet en del af. Elverprinsen har gjort oprør mod sin far, og er nu på flugt fra hans styrker. Men selvom han viser hidtil usete sider af sig selv, ved Emily ikke, om hun kan stole på ham. Af bipersonerne var jeg især vild med ræven Leon og luftskibskaptajnen Enzo, som begge, hver på deres måde, søger efter Cielis, og så var jeg fascineret af lejemorderen Gabilan, som har skjulte motiver, og en gådefuld identitet. Til gengæld savnede jeg lidt mere Navin i dette bind, for selvom han udviklede sig en del i sidste bind, så forsvandt han denne gang næsten ud af handlingen.
Alt i alt var Byen bag skyerne en god forsættelse, selvom der ikke skete så meget, men til gengæld lægger den fint op til næste bind i serien. Og med den slutning bliver det godt nok svært at vente på at næste bind udkommer. Var man fan af de første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og kan man lide graphic novels med syrede universer og et strejf af steampunk, kan serien kun anbefales.

fredag den 11. oktober 2019

Stenvogterens forbandelse

Stenvogterens forbandelse er 2. bind af Kazu Kibuishis graphic novel-serie Amulet.

Modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda

Det lykkedes Emily og Navin at redde deres mor, men desværre ikke uden omkostninger. Deres mor ligger i koma, efter at være blevet forgiftet, og deres eneste håb er, at lægerne i Kanalis har en medicin, der kan redde hende, før det er for sent.
Hvad Emily og Navin ikke ved, er, at de bliver jagtet af elverne. Elverkongen har udstedt en dødsdom over dem, og forfølgerne nærmer sig hurtigt.
Heldigvis får de to søskende hjælp af husets beboere og ræven Leon, men er det nok? Emily kæmper med at lære at styre amulettens kræfter, og ikke lade den tage over, men det er bestemt ikke let. Og da de to søskende bliver adskilt under et elverangreb, ser det hele ret sort ud.

Jeg kunne rigtig godt lide historien i første bind, selvom illustrationerne ikke helt fungerede for mig. Det sidstnævnte blev dog bedre her i andet bind. Muligvis fordi illustrationerne er lysere, og mere farvestrålende, og muligvis fordi jeg har vænnet mig mere til stilen.
Sproget er stadig letlæst, med velfungerede dialoger, fantasifulde navne og et godt flow.
Handlingen er godt skruet sammen, og der bliver skruet gevaldigt op for både action og spænding her i andet bind, samtidig med at de lysere illustrationer fjerner lidt af det creepy fra første bind. Historien er utroligt spændende, og fyldt med magi, mærkelige væsener, elvere, talende træer, fare, undertrykkelse, modstand, desperation, robotter og familierelationer. Samtidig lærer vi mere om amuletten, stenvogternes rolle og konflikten med elverne, mens Emily og Navin står over for helt nye udfordringer, da de bliver adskilt.
Universet udvider sig mere og mere, med nye væsener og steder, og jeg elsker blandingen af elvere, robotter, mekaniske huse, dyrevæsener, magi og virkelig flotte naturskildringer. Illustrationerne er blevet mere farvestrålende og lyse, og det giver personerne mere liv og varme, hvilket var noget af det jeg savnede i første bind. Actionsekvenserne er illustreret rigtig godt, og man føler næsten, man befinder sig midt i kampene. Universet er syret, originalt og magisk, og jeg var især vild med de talende træer, som havde forbløffende meget personlighed.
Personerne er levende og menneskelige, og både Emily og Navin udvikler sig en hel del her i andet bind. Emily kæmper med at styre amuletten, og hendes viljestyrke og motivation bliver i den grad sat på prøve undervejs. Navins selvtillid vokser, da han pludselig også får en rolle at spille i opgøret med elverne, og hans styrker begynder at vise sig. Af bipersonerne er jeg stadig vild med Miskit, men også ræven Leon og elverprinsen hørte til mine favoritter, da de begge er nuancerede, gådefulde og interessante som personer.
Alt i alt en rigtig god fortsættelse. Både historien og universet fik mere sammenhæng, mens illustrationernes varmere farver gjorde, at jeg syntes bedre om dem end i forrige bind. Nu er problemet så bare, at der er alt for lang tid, til næste bind udkommer. Og ventetiden bliver hård, for jeg har i den grad forelsket mig i universet, og kan næsten ikke vente med at finde ud af, hvad der nu kommer til at ske med Emily, Navin og alle de andre.

Stenens vogter

Stenens vogter er 1. bind af graphic novel-serien Amulet, lavet af Kazu Kibuishi.

Modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda

Emily mistede sin far i en bilulykke for 2 år siden. Hun var selv med i bilen, og oplevelsen sidder stadig dybt i hende. Efter farens død har familien ikke længere råd til at blive boende i byen, så sammen med sin mor og lillebror Navin flytter Emily ind i et gammelt, forfaldent hus langt ude på landet.
Men der sker mystiske ting i huset, og da Emily finder en mærkelig halskæde, bliver det starten på et eventyr, hun ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig.
Den første nat i huset bliver hendes mor bortført af et monster fra kælderen, og da Navin og Emily følger efter, havner de i en anden verden, fyldt med magi og farer.
Emily og Navin vil gøre alt, for at redde deres mor, men kan de overhovedet overleve i den fremmede verden? Og hvilken rolle spiller den halskæde, som Emily fandt?

Det er meget få graphic novels jeg har anmeldt på bloggen, men da jeg fik tilsendt den her af forlaget, har jeg tænkt mig at gøre forsøget.
Jeg plejer at starte mine anmeldelser med at fortælle om sproget, men synes måske ikke det giver så god mening i en graphic novel, hvor det jo er billedsiden, fremfor sproget, der står for beskrivelserne og en del af handlingen. Men dialogerne er gode, og sproget er letlæst, trods de meget fremmedartede navne på væsener.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskelser undervejs, og masser af action og magi. Historien er spændende, med temaer som familie, sorg, død, søskenderelationer, flytning og skoleproblemer, og de mange omvæltninger som Emily og hendes familie står over for, vil vække genklang hos alle læsere der har mistet en, de holder af, er flyttet, eller har prøvet at skifte skole.
Universet er temmelig syret, og fyldt med masser af robotter, elvere, farlige væsener og mærkelige planter, og illustrationerne formår virkelig at vække det magiske univers til live. Men selvom illustrationerne er utroligt flotte og detaljerede, når det drejer sig om steder og landskabspanoramaer, så virker de kolde, computeranimerede og lidt for enkle, når det drejer sig om at give liv til personerne. Det var i hvert fald sådan de virkede på mig, men når det drejer sig om illustrationer, er det jo i høj grad en smagssag.
Personerne er nuancerede og menneskelige, selvom jeg, som sagt, ikke var så vild med den billedlige fremstilling af dem. Emily er modig, nysgerrig og stadig præget af sorgen over farens død. Hun har det svært med forandringen, og ønsker sig bare tilbage til tiden, da hendes far levede. Da hun finder amuletten, kan hun ikke lade være med at tage den på, på trods af hendes lillebrors advarsler, og hun opfører sig til tider lige vel impulsivt. Samtidig vil hun gøre alt for at holde sammen på den familie, hun har tilbage, og hun er fast besluttet på både at redde sin mor, og beskytte sin lillebror. Navin er mere forsigtig end sin storesøster, men også mere åben over for nye oplevelser. Samspillet mellem de to fungerer rigtig godt, og søskenderelationen virker troværdig og realistisk. Af de øvrige bipersoner følte jeg virkelig med børnenes mor, som forsøger at holde sammen på familien efter sin mands død, og bevare positiviteten, selvom pengene er små, og savnet stadig sidder i hende. Og så kunne jeg virkelig godt lide Miskit, som både er modig, intelligent - og nuttet.
Selvom jeg havde et lidt blandet forhold til illustrationerne, så var jeg vild med historien og universet, og jeg kunne rigtig godt lide Emily og Navin. Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien, og kan man lide graphic novels med masser af magi og et utroligt syret univers, er Amulet-serien bestemt værd at stifte bekendtskab med.

fredag den 9. juni 2017

Skæbnemageren

Skæbnemageren er en graphic novel skrevet af Kenneth Bøgh Andersen og illustreret af Lars Gabel.

Anmeldereksemplar modtaget af Høst & Søn.

Simon og Tim er tvillinger. Tim er den udadvendte og populære, og den som har nemt ved skolen, mens Simon ofte føler, at han står i skyggen af sin bror. Efter et skænderi med sin bror ønsker Simon, at Tim aldrig var blevet født. Og dagen efter opdager han, at ønsket er gået i opfyldelse. Det er kun ham der kan huske Tim, og der går ikke længe før han også begynder at glemme ham. Men når han husker ham kan han ikke lade være med at fortryde sit ønske, og så sker der noget endnu mærkeligere: Der dukker en mand op på maleriet i hans værelse, og manden taler til ham. Han fortæller, at Simons bror er blevet bortført af en ond heks, og at kun Simon kan redde ham. Men for at gøre det, må han tage til verden inde i maleriet og opsøge Skæbnemageren. Simon opdager snart, at verden i maleriet er meget anderledes end den han er vant til - og langt farligere. Han får brug for al sit mod hvis han skal redde sin bror - og sig selv - fra heksen.

Da jeg hørte at Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel var i gang med at skrive en graphic novel var jeg ikke i tvivl om at det ville blive godt. Og jeg havde ret. Billeder og tekst spiller i den grad sammen, og resultatet er intet mindre end fantastisk.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med gys, spænding, magi, søskendejalousi, mærkelige væsener og ondskab. Samtidig stiller forfatteren spørgsmål ved begrebet skæbne. Er alt forudbestemt på forhånd, eller kan man ændre skæbnen? Og hvad hvis man ikke har en skæbne? Er det skæbnen eller vores valg der bestemmer om vi er gode eller onde? Historien mindede mig på nogle områder om filmen Labyrinth, med børn der bliver ønsket væk, og søskende der forsøger at redde dem i en verden fyldt med mærkelige væsener, fare og magi. Men alligevel var historien helt sin egen, og det skyldes blandt andet de mange filosofiske overvejelser om godt og ondt, skæbne og fri vilje, som forfatteren udforsker i fortællingen.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom der ikke er så meget tekst, så er der et godt flow i den. Samspillet mellem tekst og illustrationer er rigtig godt, og danner tilsammen en god fortælling. Illustrationerne er fantastiske, og jeg kan rigtig godt lide, at illustratoren har valgt, at fortælle den del af historien der foregår i vores verden i sort-hvid, mens den anden verden vises i farver. Det gør nemlig kontrasten mellem fantasi og virkelighed endnu større, og tilfører den anden verden endnu mere magi. Farvevalgene er gennemførte, og man fornemmer virkelig skiftet mellem heksens mose, Skæbnemagerens bjerg og resten af den anden verden i den måde som farvekombinationerne skifter på. Farverne bliver gradvist mørkere og mere dystre efterhånden som historien skrider frem, og det giver virkelig læseren en fornemmelse af den voksende fare.
Personerne er levende og realistiske, og selvom der ikke er ret mange af dem, kommer man som læser hurtigt til at holde af dem. Især hovedpersonen Simon lærer man godt at kende. Selvom han føler sig i skyggen af sin bror og ønsker ham væk, så elsker han ham alligevel, og da det går op for ham hvad han har gjort, betænker han sig ikke på at gøre hvad han kan for at redde ham. Også selvom det kan koste ham livet. Han er modig, men også jaloux og stædig, og kombinationen af godt og ondt i ham er med til at gøre ham virkelig for læseren. Af bipersoner er Tom nok den jeg lærte bedst at kende, og jeg kom til at holde utrolig meget af ham.
Jeg var vild med Skæbnemageren, og kan varmt anbefale den til alle der elsker graphic novels, gode historier og Kenneth Bøgh Andersens bøger. Jeg glæder mig allerede til at læse den igen, og til at dykke dybere ned i de flotte illustrationer.