Viser opslag med etiketten Amulet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Amulet. Vis alle opslag

tirsdag den 23. juli 2024

Bølgerytter

Bølgerytter er 9. og sidste bind af graphic novel-serien Amulet, skrevet af Kazu Kibuishi. 

Emily har endelig lært at styre amulettens kraft, og er klar til at tage kampen op mod Ikol og skyggerne. Først skal hun dog lige redde sin familie, og med amulettens magi rejser hun til Typhon for at hjælpe sin mor og bror, Navin. 
Imens er prins Trellis på vej til elvernes kongerige, for at redde sit folk og indtage sin retmæssige trone. Men ikke alt er, som det ser ud, og skal skyggerne besejres, må både venner og fjender arbejde sammen. 
Det endelige opgør er begyndt. 

Det er altid en smule sørgmodigt at afslutte en serie, jeg har været vild med, og Amulet var ingen undtagelse. Også selvom slutningen desværre blev lidt vel forklarende og metafysisk til min smag. 
Sproget er letlæst og flydende, med velfungerende dialoger og leg med ord, der er med til at gøre universet levende. Jeg kunne have ønsket lidt mindre monolog i slutningen, men det er en smagssag, og jeg kunne godt følge forfatterens valg. 
Universet udvidede sig endnu en gang, med nye væsener og begreber, og vi får endelig en idé om skyggernes væsen, og hvordan det hele hænger sammen. Worldbuildingen er i top, og det er et virkelig imponerende og velfungerende univers, forfatteren har fået strikket sammen. Kæmperobotter, elvere, talende dyr, aliens og magi er alt sammen med til at skabe et unikt og originalt univers, som stadig overrasker her i sidste bind, og det bliver virkelig svært at sige farvel til det. De flotte illustrationer gør såvel væsener som verden levende, og især actionsekvenserne er virkelig godt udført. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og selvom slutningen blev lidt for forklarende for min smag, formåede forfatteren at få samlet alle de løse tråde til sidst. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, kamprobotter, venskab, familie, hemmeligheder, magtbegær, selvopofrelse, ondskab, krig og svære valg. Forfatteren har lånt flittigt fra såvel fantasygenren, som science fiction og steampunk, og blandingen fungerer overraskende godt. 
Personerne er levende og nuancerede, og især søskendeparret Emily og Navin har udviklet sig kolossalt siden seriens begyndelse. Emily har lært sig selv bedre at kende, på både godt og ondt, og har endelig fået styr på sine kræfter. Og selvom hun står over for flere svære valg, er hun ikke bange for at stole på sig selv og sin intuition. Navin er blevet mere selvsikker, og hans lederegenskaber og intuition har udviklet sig en del. De to supplerer hinanden rigtig godt, og selvom de har været fysisk langt fra hinanden, er deres forhold blevet mere helstøbt. Af bipersonerne holdt jeg især af elverprinsen Trellis, der, ligesom søskendeparret, har udviklet sig utroligt meget siden første bind. Han hviler mere i sig selv, og er i stand til at skubbe sit nedarvede magtbegær og selviskhed til side, for at gøre det bedste for sit folk. Og så var der selvfølgelig Ikol, hvis motivation og væsen endelig bliver afsløret for læseren, og som i lige grad fascinerede og frastødte mig. 
Bølgerytter var en god afslutning på serien, og selvom jeg ikke var helt tilfreds med den måde, slutningen blev udført på, så formåede forfatteren at få samlet trådene og afslutte historien på en stærk måde. Er man fan af serien, vil man næppe blive skuffet, og har man endnu ikke stiftet bekendtskab med serien, er det bare med at komme i gang. Jeg glæder mig allerede til at kunne genlæse hele serien i et rap. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

tirsdag den 16. november 2021

Supernova

Supernova er 8. bind af graphic novel-serien Amulet, skrevet af Kazu Kibuishi. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 

Emily har mistet kontrollen over sin amulet, og er blevet overtaget af phoenixen. Samtidig kæmper hun en desperat kamp for at frigøre sig fra Stemmens indflydelse, så hun kan vende tilbage til sin familie. 
Imens er Navin på vej til rumstationen Lighthouse One for, sammen med modstandshæren, at kæmpe mod Skyggerne. 
Emily og Navin får brug for alt deres mod og alle deres evner, hvis de skal overleve, og redde Alledia. Men Skyggerne og Stemmen er ufatteligt stærke, og det endelige opgør nærmer sig. 

Jeg er virkelig vild med den her graphic novel-serie, og dette bind var ingen undtagelse. 
Sproget er letlæst og flydende, og dialogerne velfungerende. Og de mange fremmedartede navne og ord er med til at gøre såvel univers som handling levende. 
Universet udvider sig endnu en gang, med nye væsener og steder, og der er denne gang worldbuilding for alle pengene, når forfatteren både tager os med ud i rummet og ind i Tomrummet. De flotte illustrationer gør såvel univers som væsener levende, og især actionsekvenserne er enormt realistiske. 
Handlingen er godt skruet sammen, med indtil flere overraskelser undervejs, og selvom det til tider gik lidt vel hurtigt, så fungerer plottet virkelig godt. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, rumskibe, magi, forræderi, mærkelige væsener, robotter, farlige missioner, magtbegær, venskab og familierelationer. Selvom selve grundhistorien om det gode mod det onde er meget klassisk fantasy, så formår forfatteren at gøre den til sin egen, med såvel fantasy som science fiction og steampunk-elementer, og blandingen er enormt velfungerende. 
Personerne er levende og nuancerede, og Navin og Emily får i dette bind lige meget scenetid. Hvor Emilys kampe til dels foregår indeni, og handler om kontrol af stenvogterkræfterne og sig selv, så er Navins kamp mere udadrettet og fysisk, når han sammen med modstandshæren kæmper mod Skyggerne, og de to supplerer på den måde hinanden rigtig godt, selvom de fysisk befinder sig langt fra hinanden. Både Emily og Navin har udviklet sig en del siden første bind, og har fået mere selvtillid, ligesom deres lederegenskaber har fået lov til at vokse, og det er virkelig skønt at følge. Af bipersonerne var det især Trellis, jeg holdt af. Ligesom Emily og Navin har han udviklet sig meget siden første bind, og har fundet sin egen plads i verdenen. Og så var jeg lige dele fascineret og frastødt af Stemmen, der i dette bind får mere spilletid, og hvis motiver begynder at fremstå klarere for læseren. 
Supernova var endnu et stærkt bind i en fantastisk serie hvor worldbuilding, karakterudvikling og action går op i en højere enhed. Selvom dele af handlingen gik lidt for stærkt for min smag i dette bind, så kan jeg næsten ikke vente med at finde ud af, hvordan det hele ender, og jeg glæder mig helt vildt, til sidste bind udkommer. Er man til fantasy, steampunk og syrede universer, så kan serien her kun anbefales. Jeg er i hvert fald fan! 

Se også forfatterens hjemmeside. 

torsdag den 30. september 2021

Ildfuglen

Ildfuglen er 7. bind af graphic novel-serien Amulet, skrevet af Kazu Kibuishi.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda. 

Emily, Trellis og Vigo er på vej til den mystiske ø Algos, hvor de håber at genfinde Trellis' forsvundne minder. Minder, der måske gemmer på Elverkongens hemmelighed - og en måde, hvorpå de kan besejre ham. 
Men Algos viser sig hurtigt at gemme på flere hemmeligheder, end de havde regnet med, og måske er den værste fare den, de selv har med sig. 
Imens Trellis og Emily er på jagt efter minder, forsøger Navin, Aly og general Pil at finde vej til elverbyen Valcor, hvor de håber at kunne slutte sig til stenvogternes råd. Men det viser sig hurtigt hverken at være let eller ufarligt, da elverkongen har sendt dusørjægere efter dem. 
Og faren vokser for hvert skridt. 

Det er ingen hemmelighed, at jeg er blevet rigtig glad for den her graphic novel-serie, og bind 7 skuffede bestemt ikke. 
Som i de forrige bind er sproget letlæst og flydende, med velfungerende dialoger, og fremmedklingende navne, der er med til at tilføre universet liv og realisme. 
Universet udvider sig endnu en gang, med nye steder og væsener, og samtidig får vi som læser endnu mere at vide om både stenvogternes magi, skyggerne og de farer, der truer stenvogterne. Sammen med de utroligt flotte illustrationer er det alt sammen med til at gøre seriens univers levende, og jeg elsker blandingen af elvere, talende dyr, luftskibe, robotter og undervandssekvenser. Især de sidstnævnte er virkelig flotte. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og en uhyggeligt spændende historie, der gør bogen umulig at slippe. Historien er fyldt med action, magi, hemmeligheder, forræderi, flugt, elvere, luftskibe, robotter, ondskab, mærkelige væsener, magtbegær, sorg, venskab, usikre alliancer og familierelationer. Og så slutter den med en cliffhanger, der gør det næsten umuligt at vente på næste bind. 
Personerne er levende og nuancerede, og Navin og Emily er et par skønne hovedpersoner. Også selvom jeg til tider syntes Emily opførte sig lidt for impulsivt. De er begge modige, intelligente og handlekraftige, og parate til at gøre alt for deres familie. Og selvom Navin er lidt mere idealistisk end Emily, og Emily er mere opmærksom på sine egne svagheder, så supplerer de hinanden godt. Af bipersonerne var det især elveren Trellis, jeg holdt af - og med. Han har i den grad udviklet sig igennem serien, og er langsomt begyndt at træde i karakter som en stærk og intelligent leder af sit folk, i stedet for en skygge af sin far. Og så var jeg også ret vild med general Pil, der kæmper, for det han tror på, men ikke altid opfører sig lige klogt undervejs. 
Ildfuglen var lige så god som sine forgængere, og er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet. Er man til steampunk, syrede universer og elskelige personer, er serien et must, og jeg kan kun anbefale den. Eneste minus er sådan set, at næste bind endnu ikke er oversat, for jeg er i den grad klar til Emily og Navins videre eventyr. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

lørdag den 8. maj 2021

Flugten fra Lucien

Flugten fra Lucien er 6. bind af graphic novel-serien Amulet, skrevet af Kazu Kibuishi. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda. 

Navin er blevet en del af Colossus-programmet, men på trods af sin piloterfaring, rager han uklar med læreren, og bliver sat på prøve. Da Max angriber, for at få fat i stenvogterne, må Navin redde sin veninde fra den visse død, og hjælpe hende på en mission til den krigshærgede by Lucien. Det viser sig dog snart, at missionen er langt farligere, end først antaget, da byen er forladt og hjemsøgt af uhyggelige skyggevæsener.
Imens er Emily og de andre medlemmer af stenvogternes råd på vej ind i Tomrummet sammen med Max, for at tage kampen op mod stemmen fra amuletterne og stenvogternes forbandelse. Men kan Emily stole på Max - og er det overhovedet muligt at besejre stemmen? 

Jeg er virkelig vild med den her graphic novel-serie, og Flugten fra Lucien var uden tvivl det bedste bind i serien indtil nu. 
Sproget er letlæst og flydende, og de fremmedartede navne og ord er med til at gøre universet levende, mens de velfungerende dialoger bærer handlingen frem. 
Universet udvider sig endnu en gang med nye væsener og steder, samtidig med, at vi i dette bind lærer endnu mere om stenvogternes magi, elverne og den mystiske stemme, som bærer forbandelsen. Sammen med de fantastiske og farvestrålende illustrationer er de mange informationer med til at gøre såvel univers som personer levende, og især actionsekvenserne er utroligt levende illustreret, så man som læser næsten får en fornemmelse af selv at tage del i luftkampene eller flygte fra de virkelig creepy skygger. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og historien er så spændende, at bogen er næsten umulig at slippe. Der er action fra start til slut, godt krydret med fantastiske luftkampe, robotter, hemmeligheder, mod, magi, ondskab, mærkelige væsener, farlige missioner, magtbegær, forræderi, venskab og familierelationer. Og så slutter den på en måde, der gør det næsten umuligt at vente på næste bind. 
Personerne er levende og nuancerede, og denne gang får både Navin og Emily lov til at dele scenen, hvilket jeg var rigtig glad for. Jeg haft lidt op- og nedture med Emily igennem serien, men synes virkelig, hun er vokset undervejs, og hendes mod, og ønske om at gøre det rigtige, ramte i den grad plet i dette bind. Samtidig er hun intelligent og tager sit ansvar som stenvogter alvorligt. Navin er modig, intelligent og idealistisk, og en født leder, der samtidig er parat til at tage kampen op for sine venner. Og selvom det ikke er mange scener, de to søskende har sammen, så er jeg vild med deres indbyrdes forhold, og den tiltro de har til hinanden. Af bipersonerne var jeg især fascineret af den uberegnelige og hævngerrige Max, og elveren Trellis, som står over for et valg, der kan ændre alt for ham - og for hans folk. 
Flugten fra Lucien var endnu bedre end sine forgængere, og bød på masser af action, magi og karakterudvikling undervejs. Fans af serien vil bestemt ikke blive skuffede, og jeg glæder mig allerede, til næste bind udkommer på dansk. Er man til fantasy, steampunk og syrede universer, så kan serien kun anbefales. 

torsdag den 10. september 2020

De sidste stenvogtere

De sidste stenvogtere er 4. bind af graphic novel-serien Amulet, skrevet af Kazu Kibuishi.

Modtaget som anmeldereksemplar af forlaget Alvilda. 

Emily og hendes venner er på vej til Cielis, for at få hjælp af Vogternes Råd i kampen mod Elverkongen. Straks ved ankomsten bliver selskabet skilt fra hinanden, og mens Emily forventes at konkurrere om en plads i Rådet, kæmper hun med følelsen af, at noget er helt galt. Og hun er ikke alene, for byen har forandret sig, og frygten råder overalt. 

Jeg er blevet ret vild med serien her, men hvor sidste bind føltes som en optakt, så skal jeg love for, der kommer fart over feltet i dette bind.
Sproget er, som i de andre bind i serien, letlæst og flydende, dialogerne fungerer, og de fremmedartede navne tilfører univers og historie ekstra krydderi.
Universet er fantastisk og originalt, og jeg elsker blandingen af elvere, magi, steampunk-elementer, monstre og luftskibe, som kombineret giver mig de vildeste Star Wars-vibes. I dette bind udvider universet sig igen, med mere baggrundshistorie, forklaringer, steder, og nye skabninger og personer, og endnu en gang gør de farvestrålende illustrationer såvel den fremmede verden som actionscenerne levende for læseren. Og så er jeg vild med de to kort bagerst i bogen, som på smukkeste vis gør Cielis endnu mere levende for læseren.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og historien er spændende, og fyldt med magi, forræderi, intriger, magtbegær, krig, fare, usikre alliancer, undertrykkelse, hemmeligheder, familierelationer, robotter og luftskibe. Der er blevet skruet op for mængden af action, men på trods af historiens høje tempo, føles handlingen ikke forhastet, da der stadig er plads til at lære mere om stenvogternes magi og det magiske univers, Emily og hendes familie er havnet i.
Personerne er levende og nuancerede, og denne gang er hovedfokus på Emily. Hun kæmper stadig med at lære at bruge sine kræfter, og det gør det bestemt ikke lettere, at hun føler, der er noget helt galt i stenvogternes by. Alligevel forbliver hun modig, stærk og stædig, samtidig med, at man ikke er i tvivl om, at hun elsker sin familie. Af bipersonerne var jeg især vild med Max, hvis pligtfølelse og idealisme slår revner undervejs, ligesom ræven Leon også var et kærkomment gensyn. Jeg ville til gengæld ønske, at der havde været mere fokus på Emilys bror Navin, som blev skubbet endnu mere ud på sidelinjen i dette bind. Og det er synd, for jeg kan faktisk bedre lide ham, end Emily, og han er både modig og intelligent. Forhåbentlig får han en større rolle i de kommende bind. 
De sidste stenvogtere skruede i den grad op for både action og intriger, og jeg glæder mig allerede, til næste bind udkommer på dansk. Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og kan man lide steampunk krydret med Star Wars, magi og et virkelig syret univers, er serien helt klart værd at stifte bekendtskab med. 

torsdag den 4. juni 2020

Byen bag skyerne

Byen bag skyerne er 3. bind af graphic novel-serien Amulet, skrevet af Kazu Kibuishi.

Modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda.

Emily, Navin og deres mor er, sammen med deres venner, på jagt efter stenvogternes forsvundne by, Cielis. En by, som har været forsvundet, siden elverkongen tog magten, og som kun ganske få tror stadig findes.
Først skal de dog lige have fundet et luftskib, som kan føre dem til byen. Men det er ikke let, for elverkongens styrker er på udkig efter dem, og de er ikke de eneste. En mystisk lejemorder har sluttet sig til forfølgerne, og Emily får brug for alle de allierede, hun kan finde, hvis hun skal overleve. Men hvem kan hun stole på?

Jeg var ret vild med de foregående bind i serien, og selvom dette bind mest føltes som en optakt til de næste bind, så nød jeg at vende tilbage til universet.
Sproget er letlæst og flydende, og dialogerne fungerer rigtig godt. Det samme gør de mange fantasifulde navne, som er med til at give universet liv.
Handlingen er godt skruet sammen, men selvom tempoet er højt, så føltes det egentlig ikke, som om der skete ret meget i dette bind. Til gengæld fik vi en del information om stenvogternes magi, elverkongen og krigen. Historien er spændende, og fyldt med magi, elvere, mærkelige væsener, intriger, forræderi, magtbegær, undertrykkelse, fare, usikre alliancer, hemmeligheder, luftskibe og familierelationer. Og så mindede bogen mig helt vildt om Star Wars.
Universet er fantastisk fantasifuldt, magisk og originalt, og jeg elsker den måde, det udvider sig på bind for bind. I dette bind møder vi både nye personer, væsener og steder, og illustrationerne formår i den grad at gøre den fremmede verden levende for læseren. Actionsekvenserne er enormt godt illustreret, og man føler som læser næsten, at man selv er en del af kampene.
Personerne er levende og menneskelige, og hvor fokus tidligere har været på de to søskende, var det denne gang primært Emily og elverprinsen historien blev fortalt igennem. Og det fungerede rigtig godt. Emily kæmper med at lære at bruge amulettens evner, og samtidig begynder hun også at mærke stenvogternes forbandelse på egen krop. Samtidig føler hun et kæmpe ansvar over for både sin familie og venner, og den fremmede verden hun, igennem amuletten, pludselig er blevet en del af. Elverprinsen har gjort oprør mod sin far, og er nu på flugt fra hans styrker. Men selvom han viser hidtil usete sider af sig selv, ved Emily ikke, om hun kan stole på ham. Af bipersonerne var jeg især vild med ræven Leon og luftskibskaptajnen Enzo, som begge, hver på deres måde, søger efter Cielis, og så var jeg fascineret af lejemorderen Gabilan, som har skjulte motiver, og en gådefuld identitet. Til gengæld savnede jeg lidt mere Navin i dette bind, for selvom han udviklede sig en del i sidste bind, så forsvandt han denne gang næsten ud af handlingen.
Alt i alt var Byen bag skyerne en god forsættelse, selvom der ikke skete så meget, men til gengæld lægger den fint op til næste bind i serien. Og med den slutning bliver det godt nok svært at vente på at næste bind udkommer. Var man fan af de første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og kan man lide graphic novels med syrede universer og et strejf af steampunk, kan serien kun anbefales.

fredag den 11. oktober 2019

Stenvogterens forbandelse

Stenvogterens forbandelse er 2. bind af Kazu Kibuishis graphic novel-serie Amulet.

Modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 

Det lykkedes Emily og Navin at redde deres mor, men desværre ikke uden omkostninger. Deres mor ligger i koma, efter at være blevet forgiftet, og deres eneste håb er, at lægerne i Kanalis har en medicin, der kan redde hende, før det er for sent.
Hvad Emily og Navin ikke ved, er, at de bliver jagtet af elverne. Elverkongen har udstedt en dødsdom over dem, og forfølgerne nærmer sig hurtigt.
Heldigvis får de to søskende hjælp af husets beboere og ræven Leon, men er det nok? Emily kæmper med at lære at styre amulettens kræfter, og ikke lade den tage over, men det er bestemt ikke let. Og da de to søskende bliver adskilt under et elverangreb, ser det hele ret sort ud.

Jeg kunne rigtig godt lide historien i første bind, selvom illustrationerne ikke helt fungerede for mig. Det sidstnævnte blev dog bedre her i andet bind. Muligvis fordi illustrationerne er lysere, og mere farvestrålende, og muligvis fordi jeg har vænnet mig mere til stilen.
Sproget er stadig letlæst, med velfungerede dialoger, fantasifulde navne og et godt flow.
Handlingen er godt skruet sammen, og der bliver skruet gevaldigt op for både action og spænding her i andet bind, samtidig med at de lysere illustrationer fjerner lidt af det creepy fra første bind. Historien er utroligt spændende, og fyldt med magi, mærkelige væsener, elvere, talende træer, fare, undertrykkelse, modstand, desperation, robotter og familierelationer. Samtidig lærer vi mere om amuletten, stenvogternes rolle og konflikten med elverne, mens Emily og Navin står over for helt nye udfordringer, da de bliver adskilt.
Universet udvider sig mere og mere, med nye væsener og steder, og jeg elsker blandingen af elvere, robotter, mekaniske huse, dyrevæsener, magi og virkelig flotte naturskildringer. Illustrationerne er blevet mere farvestrålende og lyse, og det giver personerne mere liv og varme, hvilket var noget af det jeg savnede i første bind. Actionsekvenserne er illustreret rigtig godt, og man føler næsten, man befinder sig midt i kampene. Universet er syret, originalt og magisk, og jeg var især vild med de talende træer, som havde forbløffende meget personlighed.
Personerne er levende og menneskelige, og både Emily og Navin udvikler sig en hel del her i andet bind. Emily kæmper med at styre amuletten, og hendes viljestyrke og motivation bliver i den grad sat på prøve undervejs. Navins selvtillid vokser, da han pludselig også får en rolle at spille i opgøret med elverne, og hans styrker begynder at vise sig. Af bipersonerne er jeg stadig vild med Miskit, men også ræven Leon og elverprinsen hørte til mine favoritter, da de begge er nuancerede, gådefulde og interessante som personer.
Alt i alt en rigtig god fortsættelse. Både historien og universet fik mere sammenhæng, mens illustrationernes varmere farver gjorde, at jeg syntes bedre om dem end i forrige bind. Nu er problemet så bare, at der er alt for lang tid, til næste bind udkommer. Og ventetiden bliver hård, for jeg har i den grad forelsket mig i universet, og kan næsten ikke vente med at finde ud af, hvad der nu kommer til at ske med Emily, Navin og alle de andre.

Stenens vogter

Stenens vogter er 1. bind af graphic novel-serien Amulet, lavet af Kazu Kibuishi.

Modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 

Emily mistede sin far i en bilulykke for 2 år siden. Hun var selv med i bilen, og oplevelsen sidder stadig dybt i hende. Efter farens død har familien ikke længere råd til at blive boende i byen, så sammen med sin mor og lillebror Navin flytter Emily ind i et gammelt, forfaldent hus langt ude på landet.
Men der sker mystiske ting i huset, og da Emily finder en mærkelig halskæde, bliver det starten på et eventyr, hun ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig.
Den første nat i huset bliver hendes mor bortført af et monster fra kælderen, og da Navin og Emily følger efter, havner de i en anden verden, fyldt med magi og farer.
Emily og Navin vil gøre alt, for at redde deres mor, men kan de overhovedet overleve i den fremmede verden? Og hvilken rolle spiller den halskæde, som Emily fandt?

Det er meget få graphic novels jeg har anmeldt på bloggen, men da jeg fik tilsendt den her af forlaget, har jeg tænkt mig at gøre forsøget.
Jeg plejer at starte mine anmeldelser med at fortælle om sproget, men synes måske ikke det giver så god mening i en graphic novel, hvor det jo er billedsiden, fremfor sproget, der står for beskrivelserne og en del af handlingen. Men dialogerne er gode, og sproget er letlæst, trods de meget fremmedartede navne på væsener.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskelser undervejs, og masser af action og magi. Historien er spændende, med temaer som familie, sorg, død, søskenderelationer, flytning og skoleproblemer, og de mange omvæltninger som Emily og hendes familie står over for, vil vække genklang hos alle læsere der har mistet en, de holder af, er flyttet, eller har prøvet at skifte skole.
Universet er temmelig syret, og fyldt med masser af robotter, elvere, farlige væsener og mærkelige planter, og illustrationerne formår virkelig at vække det magiske univers til live. Men selvom illustrationerne er utroligt flotte og detaljerede, når det drejer sig om steder og landskabspanoramaer, så virker de kolde, computeranimerede og lidt for enkle, når det drejer sig om at give liv til personerne. Det var i hvert fald sådan de virkede på mig, men når det drejer sig om illustrationer, er det jo i høj grad en smagssag.
Personerne er nuancerede og menneskelige, selvom jeg, som sagt, ikke var så vild med den billedlige fremstilling af dem. Emily er modig, nysgerrig og stadig præget af sorgen over farens død. Hun har det svært med forandringen, og ønsker sig bare tilbage til tiden, da hendes far levede. Da hun finder amuletten, kan hun ikke lade være med at tage den på, på trods af hendes lillebrors advarsler, og hun opfører sig til tider lige vel impulsivt. Samtidig vil hun gøre alt for at holde sammen på den familie, hun har tilbage, og hun er fast besluttet på både at redde sin mor, og beskytte sin lillebror. Navin er mere forsigtig end sin storesøster, men også mere åben over for nye oplevelser. Samspillet mellem de to fungerer rigtig godt, og søskenderelationen virker troværdig og realistisk. Af de øvrige bipersoner følte jeg virkelig med børnenes mor, som forsøger at holde sammen på familien efter sin mands død, og bevare positiviteten, selvom pengene er små, og savnet stadig sidder i hende. Og så kunne jeg virkelig godt lide Miskit, som både er modig, intelligent - og nuttet.
Selvom jeg havde et lidt blandet forhold til illustrationerne, så var jeg vild med historien og universet, og jeg kunne rigtig godt lide Emily og Navin. Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien, og kan man lide graphic novels med masser af magi og et utroligt syret univers, er Amulet-serien bestemt værd at stifte bekendtskab med.