Devotstjernens Hånd

Devotstjernens Hånd er 2. og sidste bind af fantasyserien Djævlepassagen, skrevet af Karen Inge Nielsen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt. 

Mens Sortedammens tåger lægger sig tykt om Herstedholm, forbereder Djævelen sig på at vende tilbage til menneskenes verden. Johanne, Djævlepassagens sidste vogter, er døende, men når at fortælle Marcus og Kira hvordan de kan lukke Djævlepassagen for altid. Men kan de finde de tre relikvier, før det er for sent? Og hvad er Devotstjernens hånd?
Marcus og Kira får brug for alt deres mod, hvis de skal overleve ikke bare Djævelen, men også herregården selv, som i tågen forvandler sig til et sted fyldt med mareridt.
Og kampen er først lige begyndt...

Wow, altså. Den her bog var bare helt fantastisk - på en mareridtsagtig og ufattelig creepy måde.
Sproget er letlæst og atmosfærisk, og forfatteren formår i den grad at fremmane herregårdens dystre, mareridtsagtige og hjemsøgte stemning, i en sådan grad, så jeg ikke kunne lade være med at se mig over skulderen og fare sammen, hver gang jeg hørte en lyd, mens jeg læste bogen. Beskrivelserne er billedskabende, og har noget næsten drømmende og illusorisk over sig, som er med til at gøre læsningen til en virkelig skræmmende oplevelse, samtidig med, at bogens undertone af krybende uhygge vokser hele vejen igennem.
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet overrasker gang på gang. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med sort magi, spøgelser, hemmeligheder, kærlighed, religion, ulykker, venskab og Djævelen selv, og forfatteren formår at flette nutid og fortid sammen på en virkelig god måde. Efterhånden som handlingen skrider frem, og Marcus' syner tager til, glider fortid og nutid sammen, og drømme, syner og virkelighed smelter sammen, i en sådan grad, at man som læser ikke kan lade være med at blive i tvivl om, hvad der er drøm - eller snarere mareridt - og hvad der er virkeligt. Resultatet er noget nær mareridtsfremkaldende, og gør bogen umulig at slippe. Selv her, hvor bogen er slut, er jeg i tvivl om, hvad der var hvad, og følelsen af uhygge sidder stadig i mig.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og man kan som læser ikke lade være med at føle med dem. Hovedpersonen Marcus er stadig min favorit. Han er modig, ærlig, og fast besluttet på at gøre det rigtige. Også selvom det kan koste ham livet. Kemien mellem ham og Kira fungerer rigtig godt, og Kira var da også den af bipersonerne, jeg syntes bedst om. Hun er lige så modig som Marcus, og trods sin fortid, er hun ikke bange for at sige fra, og gøre det rigtige. Elvira havde jeg det svært med i første bind, hvor hun virkede himmelråbende naiv, men i takt med, at hendes frygt og sindstilstand forværredes, kom jeg både til at forstå hende bedre, og holde mere af hende. Fælles for alle bipersonerne er dog, at de er nuancerede og interessante, med egne motiver og historier, og det er ret fedt at opleve, hvordan de alle har udviklet sig fra seriens første bind.
Devotstjernens Hånd var en fantastisk afslutning på en serie, som i den grad både overraskede og skræmte mig, og jeg var vild med bogens creepy stemning og krybende uhygge. Kunne man lide første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og for fantasyelskere med hang til et godt gys, er serien et must read. Jeg kan i hvert fald kun anbefale serien og bogen på det varmeste. Men læs bogen for låste døre, og har du hund, så sørg for at have masser af lys, mens du læser.