Krampus

Krampus er 3. og sidste bind af fantasygysertrilogien Skygger, skrevet af Timo Parvela og illustreret af Pasi Pitkänen. 

Pete og Sara er flygtet fra Auroria til menneskenes verden. Med sig har de skyggesyersken Uudit og den allersidste rest af den gamle julemand i form af to bjælder. 

Men ikke alt er, som det skal være, i menneskenes verden. Skyggefyrsten Krampus er fulgt efter dem, og hans magt vokser dag for dag. Kun hvis det lykkes for Pete, Sara og Uudit at finde den nye julemand, kan hadet og Krampus' magt overvindes. Men er det overhovedet muligt at stoppe skyggerne? 

Jeg var vild med de første to bind i serien, og selvom slutningen for mig ikke helt levede op til sine forgængere, så blev jeg ikke skuffet. 

Sproget er enkelt, letlæst og flydende, med levende og billedrige beskrivelser, der hjælpes godt på vej af de fantastiske og dystre illustrationer. Forfatter og illustrator formår at fremmane en gysende, iskold stemning, og som læser sidder man på kanten af stolen hele bogen igennem. 

Universet er mørkt og dystert, og omfavner i den grad julens mørke side, og de farlige væsener, der følger med. Her er nisserne ikke lattermilde og hjælpsomme, men snedige, luskede og ikke til at stole på, og mistro og had trives blandt skyggernes kulde. 

Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og bogen er uhyggeligt spændende. Historien er fyldt med gys, magi, krig, had, skygger, fordomme, overnaturlige væsener, intriger, hemmeligheder og ondskab, men også med håb, venskab og kærlighed. Det er et meget anderledes take på julemanden og den nordiske folketro, og bogen får på fin vis samlet trådene fra de første bind i serien, selvom det af og til går lidt for hurtigt. 

Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og især de tre hovedpersoner, Pete, Sara og Uudit, lærer vi rigtig godt at kende. De tre har udviklet sig en del undervejs, og det er spændende at se, hvordan de er vokset undervejs. Pete er modig, og har et stort hjerte. Han er blevet bedre til at tøjle sin impulsivitet, selvom den stadig dukker op nu og da. Sara er mere skeptisk og forsigtig, men er blevet mindre tilbageholdende, og man kan virkelig mærke dybden af det venskab, der binder de to sammen. Uudit har løsrevet sig fra Skyggefyrsten, og forsøger nu at rette op på sine fejltagelser ved at finde den nye julemand. Hun er blevet mere mistroisk, men forsøger at stole på Pete og Sara, og finde ud af, hvordan hendes kræfter kan bruges til at bekæmpe Krampus og skyggerne. Af bipersoner elsker jeg stadig at hade Elpiö, Krampus' luskede, manipulerende og ondskabsfulde hjælper, mens jeg stadig holder meget af vætterne Boris og Isabella. Og så har Elmar udviklet sig en del fra jeg først mødte ham. Synsvinklen skifter denne gang mellem Pete, Sara, Uudit, Elpiö og Elmar, og det fungerer rigtig godt, da vi på den måde oplever historien fra flere sider, og både lærer, hvad der sker i Auroria, og hvad Krampus planlægger. 

Derudover er jeg nødt til at nævne både bogens utroligt smukke forside, og de mange stemningsfulde og ildevarslende illustrationer, der fylder bogen. De er med til at give såvel historie som univers liv, og fremmane bogens gysende stemning. Tekst og illustrationer supplerer hinanden perfekt, og man kan mærke, at forfatter og illustrator har været gode til at give hinanden plads. 

Er man fan af serien, må man ikke snyde sig selv for slutningen. Og har man ikke kastet sig over serien endnu, er det bare med at komme i gang. For selvom serien er skrevet til børn, vil den voksne læser sagtens kunne nyde den og gyse med. Trænger man til et afbræk fra søde nisser, julehygge og rare julemænd, så kan serien her kun anbefales. Jeg er fan. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Danske sagnvæsener - Et bestiarium

Danske sagnvæsener - Et bestiarium er et opslagsværk skrevet af Kenneth Bøgh Andersen og illustreret af Kristian Eskild Jensen.

Engang troede man, at Danmark var fyldt med monstre, og de danske folkesagn myldrer med sære, farlige, magiske og uhyggelige væsener, der driver gæk med, hjælper, truer, og, i de værste tilfælde, driver til enten vanvid eller død, for de mennesker, der møder dem. 
Ellefolk, havfolk, lygtemænd, helheste, drager, nisser, varulve, åmænd og mange flere boltrer sig på siderne i dette bestiarium, som samler alle de danske sagnvæsener, og fortæller, hvordan du genkender - og ikke mindst beskytter dig mod - dem. 

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg er vild med Kenneth Bøgh Andersens fortællestil, hvad enten han bevæger sig i gysets, magiens eller humorens verden, og dette opslagsværk er bestemt ingen undtagelse. 
Sproget er letlæst, flydende og billedskabende, og blander på fornem vis fakta med gys og humor, så såvel større børn som voksne kan læse med. 
I bogen præsenteres de danske sagnvæsener i alfabetisk rækkefølge, med en beskrivelse af væsenerne, deres kendetegn, gode og onde karaktertræk, aliasser, og råd til, hvordan man undgår at blive fanget eller dræbt af dem, ofte med en lille historie fra de danske folkesagn. Bagerst i bogen er en samlet oversigt over de gode råd til, hvordan man holder sig væsenerne fra livet. 
Jeg har altid været interesseret i folkesagn og -væsener, og kendte derfor til en del af væsenerne i forvejen, men lærte alligevel en del nyt undervejs, ligesom jeg blev præsenteret for flere væsener, jeg aldrig havde hørt om før. 
De 25 væsener, der beskrives, er: Basilisken, Bjergfolket, Damhesten, Dragen, Ellefolket, Gravelsmøen, Gravsoen, Havfolket, Helhesten, Hugormekongen, Hyldemoren, Kæmpen, Liglammet, Lindormen, Lygtemanden, Maren, Natravnen, Nattejægeren, Nissen, Skiftingen, Valravnen, Varulven, Vætten, Æven og Åmanden. Hvert afsnit indledes med et opslag med sorte sider med et kort citat fra tidligere folkesagnssamlere, og en illustration af det væsen, som bliver præsenteret. Hvert afsnit er rigt illustreret med både store flotte farveillustrationer, og mindre, skitseagtige illustrationer i sort/hvid, hvilket sammen med gulddetaljerne på omslaget giver bogen en ekstra lækkerhed. Kenneth Bøgh Andersen og Kristian Eskild Jensen formår at ramme den samme tone i tekst og billeder, og de to supplerer hinanden utrolig godt, hvilket giver værket et helstøbt og velafbalanceret indtryk, og gør læsningen til en sand, om end skræmmende, fornøjelse.
Danske sagnvæsener - Et bestiarium er en smuk, spændende og fascinerende læseoplevelse, som giver læseren en dybere forståelse for de danske sagnvæsener, hvad folk troede på for ikke så længe siden endda, og hvad der menes med udtryk som "at blive redet af en mare". Hvad enten du er interesseret i mytiske og mystiske væsener, danske folkesagn og folketro, fakta og gyselige fortællinger, eller vil gå på opdagelse i og nyde de utroligt flotte og dystre illustrationer, så er bogen her værd at læse. Jeg giver den mine varmeste anbefalinger, og håber, at forfatter og illustrator vil gentage samarbejdet i fremtiden, for wow, altså. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Auroria

Auroria er 2. bind af fantasygysertrilogien Skygger, skrevet af Timo Parvela og illustreret af Pasi
Pitkänen. 

Forfulgt af skyggerne er Pete og Sara, sammen med vætterne Boris og Isabella, nået frem til porten til Auroria. De håber på at kunne omgøre deres byttehandler, så de kan blive hele igen. Men bag porten venter der en noget anden verden, end de havde forestillet sig. For julemandens land er langt fra idyllisk. Mistro og had hersker overalt, og krigen mellem nisser og vætter ulmer. 
Pete og Saras eneste håb er, at nå frem til Den Allerældste, også kendt som julemanden. Men i en verden plaget af mørke og krig er det ikke til at vide, hvem de kan stole på. Og imens vokser Skyggefyrsten sig større og større...

Jeg var ret vild med første bind i serien, og glædede mig derfor til at læse Auroria. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Auroria var nemlig endnu bedre end sin forgænger. 
Sproget er enkelt, letlæst og flydende, og forfatteren er virkelig gode til at fremmane en gysende stemning, der holder hele vejen igennem, godt hjulpet på vej af de fantastiske illustrationer undervejs. Beskrivelserne er levende og billedlige, og sammen med illustrationerne gør de julemandens land levende for læseren. 
Universet er mørkt, dystert og grumt. Her er ingen lattermilde og hjælpsomme nisser, men i stedet snedige, luskede og farlige væsener, som er med til at fremvise den mørke side af julen og dens tilhørende væsener. 
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet er spændende og originalt. Historien er fyldt med overnaturlige væsener fra den nordiske folketro, skygger, fordomme, krig, forræderi, venskab, intriger, desperation og ønsker, krydret med gys og jul. Og ligesom sin forgænger slutter den med en gigantisk cliffhanger, der gør det svært at vente på næste bind i serien. 
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede. Pete er modig, og har et stort hjerte, men kan til tider også opføre sig lidt for impulsivt. Sara er, ligesom Pete, modig, med et stort hjerte, men er mere skeptisk og forsigtig. De to supplerer hinanden virkelig godt, og man kan i den grad mærke det dybe venskab, der binder de to sammen. Skyggesyersken Uudit er hævntørstig, og føler sig uretfærdigt behandlet af nisserne. Hun har slået sig sammen med Skyggefyrsten, men begynder undervejs at tvivle på sine egne motiver. Og så er der Elpiö. Han er lusket, ondskabsfuld og manipulerende, men kan også være virkelig overtalende, og det gør ham utroligt farlig. Han er en karakter, man som læser elsker at hade, hvilket gør ham til en god skurk. Af andre bipersoner kan nævnes Boris og Isabella, der begge er præget af tab og had til nisserne, men samtidig er modige og hjælpsomme. Bogen fortælles skiftevis gennem Pete, Uudit og Elpiös synsvinkler, hvilket både synliggør de forskellige fronter i krigen, og samtidig er med til at levendegøre de tre som personer. 
Sidst, men bestemt ikke mindst, er jeg nødt til at nævne bogens illustrationer og utroligt flotte omslag. Illustrationerne er, for størstedelens vedkommende, holdt i mørke, blålige, sorte, brune og røde nuancer, og de er med til at give liv til såvel historie som univers, samtidig med at de bidrager til bogens uhyggelige, ildevarslende og gysende stemning. Bogen er også krydret med dagbogssider undervejs, hvilket fungerer virkelig godt. 
Var man vild med første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet af fortsættelsen. Selvom serien er skrevet til børn, er der også masser at nyde eller gyse over for den voksne læser, og er man træt af nuttede nisser, honningsøde julesange og lattermilde julemænd, kan serien kun anbefales. Jeg glæder mig allerede til at læse sidste bind i serien. 

Se også forfatterens hjemmeside.  

Jekyll & Hyde genfortalt

Jekyll & Hyde genfortalt er en genfortælling af Robert Louis Stevensons gyserklassiker Dr. Jekyll og Mr. Hyde, skrevet af Kenneth Bøgh Andersen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. 

Sagføreren Gabriel Utterson er bekymret for sin gamle ven, Dr. Henry Jekyll. Hans bange anelser startede med udformningen af Jekylls testamente, hvori Jekyll efterlader hele sin store formue til sin ven og assistent, Edward Hyde. En person, som Utterson, trods deres mangeårige venskab, aldrig har mødt eller hørt om før. Under en gåtur med hans slægtning Richard Enfield tager de bange anelser til, da Enfield fortæller Utterson om en uhyggelig episode involverende netop Hyde. 
Bekymret beslutter Utterson sig for at finde ud af, hvem Hyde er, så han, om nødvendigt, kan advare Jekyll. Det viser sig snart, at Hyde er både langt farligere og har en langt større indflydelse på Jekyll, end Utterson havde mistanke om. Både Hyde og Jekyll gemmer på farlige hemmeligheder. Hemmeligheder, som kan koste dem begge livet... 

Jeg læste den oprindelige klassiker som barn, og selvom jeg ikke kunne huske mange af detaljerne fra handlingen, så husker jeg stadig den underliggende, knugende rædsel, som gennemsyrede bogen, og den uhyggelige Hyde. Bogen skræmte mig fra vid og sans, og jeg har af samme grund aldrig senere turde genlæse den. Men da Kenneth Bøgh Andersen satte pennen i den, blev jeg alligevel nysgerrig. At jeg også er blevet noget mere hærdet over for gys, siden jeg læste historien første gang, spillede også ind. 
Og hvor er jeg glad for, at jeg genoptog bekendtskabet med Jekyll og Hyde. Eller stiftede bekendtskab med dem på ny, for genfortællingen har givet dem begge nye stemmer, uden på nogen måde at fjerne den krybende uhygge, der skræmte mig så meget som barn. 
Sproget er letlæst og flydende, med levende og billedskabende beskrivelser, som sammen med Rasmus Jensens utroligt flotte og stemningsskabende sort/hvide illustrationer gengiver originalens gru og uhygge, og hensætter læseren til 1800-tallets mørke og farlige gader i London. Forfatteren formår at bevare sprogtonen fra originalen, men har gjort teksten mere læsbar for nutidige læsere. 
Handlingen er blevet strammet op, plothuller fyldt ud, og historiens flow er blevet mere jævnt fordelt, hvilket gør læsningen lettere, set med nutidige øjne. Samtidig har forfatteren tilføjet små easter eggs i form af litterære og historiske referencer, hvilket jeg altid sætter pris på. Historien om Jekyll og Hyde er nok en af de bedst kendte, og har endda givet navn til et velkendt popkulturelt begreb, men alligevel formår den at overraske undervejs. Samtidig stiller den en række spørgsmål om det at være menneske. Hvad er godt og hvad er ondt? Hvad sker der, når videnskaben leger Gud? Hvad sker der, når moralen bukker under for ens inderste, mørke impulser? Og kan man stoppe, når man først har taget de første skridt ind i mørket? Det er en historie om godt og ondt, hemmeligheder, videnskab, mord, vold, venskab, afhængighed, og at miste kontrollen over sig selv. Men også en historie om at konfrontere sin egen mørke side, og vælge hvilken slags menneske man ønsker at være. Som Frankenstein har også Jekyll og Hyde et science fiction-element i form af Jekylls videnskabelige elementer, og også her tager lægens nysgerrighed og jagt på videnskabelig berømmelse en uventet og tragisk drejning. 
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og de forskellige synsvinkler undervejs gør, at man lærer såvel fortælleren Utterson som Jekyll, Hyde, og Hydes ofre rigtig godt at kende. Utterson er den respektable sagfører, som både har en stor pligtfølelse, men også en stor loyalitet over for sine venner. Sidstnævnte i en sådan grad, at han er parat til at gå meget langt både for at beskytte deres hemmeligheder og redde dem. Jekyll er på overfladen charmerende, venlig og gavmild, men bag facaden gemmer sig en trang til at undslippe den respektable spændetrøje, han selv og samfundet har iført ham, og udleve sine inderste, forbudte, lyster. En trang, der hurtigt viser sig at være så stærk, at han ikke kan undvære sit fix. Hyde er brutal, impulsiv, ondskabsfuld og voldelig, men også snu, og parat til at gøre alt for at overleve. Han afskyr Jekylls respektabilitet, men er samtidig ikke sen til at udnytte den til sin egen fordel. Også bipersonerne er interessante, og jeg havde selv et blødt punkt for Jekylls hushovmester Poole, som virkelig er indbegrebet af engelsk butler. 
Med Jekyll & Hyde genfortalt giver forfatteren nyt liv til gyserklassikeren, og resultatet er næsten mere skræmmende end originalen. Forfatteren har tilføjet både prolog og epilog til den oprindelige fortælling, hvilket giver en god ramme til historien, og samtidig tilføjet et spændende efterord om arbejdet med - og ændringerne af - klassikeren. Både nye læsere og kendere af historien vil kunne læse med, gyse, og leve sig ind i dualiteten mellem Jekyll og Hyde, og de eviggyldige spørgsmål, bogen stiller, og de fantastiske illustrationer gør kun læseoplevelsen endnu bedre. Bogen har mine varmeste anbefalinger. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Frankenstein genfortalt

Frankenstein genfortalt er en genfortælling af Mary Shelleys gyserklassiker Frankenstein, skrevet af Kenneth Bøgh Andersen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. 

Et skib på videnskabelig ekspedition til Nordpolen redder ved et tilfælde en mand fra den visse død på isen. Dødssyg fortæller manden sin historie til kaptajnen. En historie fyldt med tragedie og forfærdelige handlinger, og en endeløs jagt på hævn... 

Langt de fleste har hørt om Frankenstein, enten refereret i bøger eller på film, men det er nok de færreste, der også har læst bogen. Jeg er en af dem, der har. Både i en forkortet udgave som barn, og den oprindelige udgave som voksen, men det er først nu, i Kenneth Bøgh Andersens genfortalte version, at jeg for alvor har kunnet leve mig ind i historien, og føle dens underliggende gru. Som barn gik hele den filosofiske del hen over hovedet på mig, og jeg syntes derfor, bogen var decideret kedelig. Som voksen fik jeg lidt mere med, men også her stod jeg af overfor de filosofiske dele, som fyldte for meget i forhold til selve handlingen, og bogen blev ikke lettere tilgængelig af det 1800-tals engelsk, den var skrevet på. Frankenstein har haft, og har stadig i dag, en stor rolle som begreb i populærkulturen, men den oprindelige historie er blevet godt og grundigt forvansket undervejs, i en sådan grad, så Frankenstein for mange er blevet til monstrets navn i stedet for monstrets skabers. 
Som mange klassikere har bogen fået et rygte for at være svært tilgængelig for læsere, hvilket til dels passer, da skrivestilen har ændret sig en del siden den første gang udkom i 1818. I Kenneth Bøgh Andersens genfortælling får historien nyt liv, og bliver pludselig tilgængelig for også de læsere, som har det svært med klassikere, og det får bogens budskaber og stemning til at fremstå endnu tydeligere. 
Sproget er letlæst og flydende, men bevarer sprogtonen fra bogens samtid, så man stadig føler sig hensat til fortiden som læser. Beskrivelserne er levende, billedskabende, og til tider kvalmende grafiske, og forfatteren formår at beholde den underliggende stemning af gru, som prægede originalen, hele vejen igennem. Rasmus Jensens flotte sort/hvide illustrationer er med til at fastholde uhyggen og stemningen hele vejen igennem, og tekst og illustrationer supplerer på den måde hinanden rigtig godt. 
Handlingen er blevet strammet op, det unødvendige skåret fra (heriblandt en del af de lange filosofiske udredninger, som fik mig til at stå af som både barn og voksen), og plothuller fyldt ud, hvilket både gør historien mere sammenhængende, og handlingens flow bedre, da historien ikke forsvinder ud af unødvendige tangenter undervejs. Paradoksalt nok får fjernelsen af mange af de lange filosofiske udredninger bogens filosofiske og moralske overvejelser til at fremstå endnu tydeligere, da man som læser i højere grad selv kommer frem til pointerne i stedet for at få fortalt, hvad facit er. Eller sagt på en anden måde: Der er kommet mere show end tell, hvilket klæder historien. Grundlæggende er Frankenstein en historie om livets store spørgsmål. Hvad er livet? Kan døden overvindes? Hvad er sjælens væsen? Og kan mennesket tillade sig at lege Gud? Det er en historie om en videnskabsmand, der går for vidt i jagten på svar og ønsket om berømmelse, og de konsekvenser, hans valg får, både for ham selv, og dem, han elsker. Men også en historie om jagten på accept, kærlighed og menneskelighed, om ensomhed, hævn, og at tage ansvar for sine handlinger, om at blive uskyldigt dømt, og leve ned til folks forventninger. For hvem er mest monstrøs: Skaberen eller væsnet? Og bliver man født som monster, eller skabes monsteret af omverdenen? 
Personerne er levende og menneskelige, og som læser kommer man til at lære både Victor Frankenstein og monsteret rigtig godt at kende. Man føler og lider med dem begge to, i en sådan grad, så det er svært at vide, hvem der er helten, og hvem der er skurken. Og om det overhovedet giver mening, at klassificere dem sådan, for både monster og skaber er i stand til frygtelige gerninger og dybe følelser. 
Frankenstein er en ægte klassiker - endda i dobbelt forstand, da den regnes som klassiker indenfor både gys og science fiction - og med Frankenstein genfortalt har Kenneth Bøgh Andersen givet klassikeren en kærlig opdatering, så også nutidens læsere kan få glæde af historien, og tage ved lære af de spørgsmål, historien stiller om etik, moral, og det at være menneske. Spørgsmål, der stadig er aktuelle i dag, og med videnskabens udvikling måske i endnu højere grad, end da Mary Shelley stillede dem i 1800-tallet. En klar anbefaling herfra, hvad enten du har læst den oprindelige udgave eller stifter bekendtskab med historien for første gang. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Bjældeklang

Bjældeklang er 1. bind af fantasygysertrilogien Skygger, skrevet af Timo Parvela og illustreret af Pasi Pitkänen. 

Julen nærmer sig, men for 13-årige Pete er det svært at finde noget at glæde sig over. Hans bedste ven Sara er alvorligt syg, og ingen ved, hvad hun fejler. I et sidste desperat forsøg på at hjælpe hende, hvisker Pete sit ønske i øret på stormagasinets julemand. Samme aften får han besøg af et mystisk væsen, som lover at helbrede Sara. Men Petes ønske har en pris: Hans skygge.
Pete slår til, og Sara bliver rask. Men det viser sig snart, at ønsket har større konsekvenser, end Pete kunne have forestillet sig. Og Pete er ikke den eneste, hvis skygge er væk...

Bjældeklang er en noget anderledes julefortælling fyldt med gys, og jeg kunne virkelig godt lide den. 
Sproget er letlæst og flydende, og selvom det kan mærkes på sproget, at den er skrevet til børn, kan voksne helt klart også få noget ud af den. Forfatteren formår at fremmane en virkelig gyset stemning, som, i samarbejde med de dystre illustrationer i blå toner af Pasi Pitkänen, giver kuldegysninger til læseren, og giver en noget anden julestemning, end den man forventer af en julebog. 
Bogen foregår i to parallelverdener. Vores egen og nissernes verden, og forfatteren formår at give et originalt twist til julens væsener, der gør det hele lidt mere dystert og mørkt, og giver talemåden "Pas på hvad du ønsker dig" en endnu mere faretruende betydning.  
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet er både spændende og original, med en del twists, hvoraf jeg dog gættede et par stykker før tid. Historien er fyldt med overnaturlige væsener, skygger, fordomme, venskab, magiske bjælder, desperation, ønsker og mærkelige hændelser, krydret med masser af gys og jul, og så slutter den med en cliffhanger, som gør det virkelig svært at vente på næste bind. 
Personerne er levende og menneskelige, men med undtagelse af Pete og skyggesyersken Uudit, følte jeg ikke rigtigt, at jeg lærte dem at kende. Pete er en både sympatisk og relatérbar hovedperson, med et stort hjerte. Han er parat til at give hvad som helst for redde sin ven, men desværre viser det sig, at have flere konsekvenser, end man skulle tro, og savnet af skyggen efterlader et hul i Pete, der gør det sværere for ham at føle positive følelser, ligesom hans gode egenskaber træder i baggrunden. Venskabet mellem Pete og Sara er virkelig godt beskrevet, og deres tætte forhold virker troværdigt, selvom jeg ville ønske at Sara var en smule mere levende. Skyggesyersken Uudit er til gengæld virkelig godt beskrevet, og som læser kan man ikke undgå at føle med hende, når omgivelsernes fordomme om hendes forældre bruges imod hende, og hun bliver uretfærdigt behandlet. Af andre bipersoner var det især den mystiske og ækle Elpiö, der gjorde indtryk, og som læser fornemmer man, i modsætning til Pete og andre, farligheden bag hans tilsyneladende hjælpsomhed. Bogen fortælles skiftevis fra Petes og Uudits synsvinkel, hvilket er med til at gøre lige de to utroligt levende, i modsætning til de andre personer, som virker mere fjerne. Samtidig gør ændringen af synsvinkel, at man som læser hurtigt lærer begge dele af universet at kende, hvilket er virkelig fedt.
Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne fremhæve bogens smukke og stemningsfulde forside, og de mange ildevarslende illustrationer, der præger bogen, og er med til både at gøre historien levende, og give den rette gysende stemning. 
Hvis man gerne vil læse en julefortælling, men er træt af rare julemænd, hjælpsomme nisser og hygge, så kan Bjældeklang helt klart anbefales. Fans af Kenneth Bøgh Andersens Julemandens død vil elske denne gyselige julefortælling, selvom Bjældeklang henvender sig til en lidt yngre målgruppe. Jeg glæder mig allerede til at læse videre, så forhåbentlig går det ikke alt for lang tid, før næste bind udkommer på dansk. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Marskens hemmelighed

Marskens hemmelighed er 1. bind af fantasyserien af samme navn, skrevet af Alex Uth.

Heirik bor sammen med sin familie i en lille bygd i marsken. Familien har været set til med mistro, siden hans mor druknede sig i Krabbedybet, marskens helligste sted, og det er ikke blevet bedre af, at goden to gange har valgt en anden end Heirik til at udføre det årlige tén-blot til Tenur, marskens frygtelige herskere.
Heirik er sikker på, at historien vil gentage sig, men til hans store forbløffelse er det ham, goden vælger - endda over sin egen søn. 
Men tén-blotet går ikke som forventet. Dybet afviser Heiriks gave, og i stedet for at blive frygtsom som de andre voksne i bygden, har Heirik stadig sit hjerte i behold. Desværre er det ikke en fordel at være anderledes end de andre i et lille samfund, og slet ikke når Veik, godens søn, har set sig ond på en. 
Mens Heirik forsøger at skjule både dybets afvisning og sin anderledeshed, begynder der at ske mystiske ting i bygden, og da Heirik bryder endnu et tabu, er der ingen vej tilbage. 
Tenur vil have det, der tilkommer dem - og får de det ikke frivilligt, tager de det selv. 

Det er efterhånden en del år siden, denne bog udkom, men trods glødende anmeldelser er det først nu, jeg har fået den læst. Jeg havde nemlig en formodning om, at jeg ikke ville bryde mig ret meget om den, da jeg generelt ikke er glad for bøger, der foregår i små landsbyer i eller ved moser og marsker. Men efter at have læst forfatterens sidste bog i starten af 2020 begyndte jeg alligevel at få lyst til at læse den, og satte den derfor på min A-Z TBR for 2022. Desværre skulle jeg have fulgt min oprindelige mavefornemmelse, for på trods af bogens knap 200 sider var det en kamp at komme igennem den, og jeg havde overhovedet ikke lyst til at læse i den. Og det på trods af, at bogen er både velskrevet, stemningsfuld, original og har en interessant og nuanceret hovedperson. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, og forfatteren er eminent til at skabe en stemning af underliggende uhygge og ubehag, der kun vokser hele vejen igennem. Forfatteren blander gys og fantasy på en virkelig god måde, og som læser kan man mærke bygdens næsten klaustrofobiske isolation og den konstante vogten på hinanden, som er typisk for små, isolerede samfund, og det kolde, våde marskvejr. 
Universet er gennemført, men jeg ville ønske, at verdenen havde været mere udbygget, så man også så andet end bygden og marsken omkring den. Idéen med marsken, ofringerne til den og Tenur har tydelige rødder tilbage i historien, og Tenur selv gav mig mindelser om dødefolk som zombier. Men selvom universet er originalt og godt opbygget, så fungerede hele marsken som setting slet ikke for mig, og det bragte desværre læseoplevelsen ned. 
Handlingen er godt skruet sammen, men trods en spændende historie, formåede den ikke for alvor at fange mig, og pt. har jeg ingen planer om at læse videre i serien, selvom bogen her slutter med en cliffhanger. Historien er fyldt med frygt, farlige magiske væsener, magi, familie, sorg, tabuer, misundelse, had og kampen for overlevelse. Det er en historie om ikke at skille sig ud, social udstødelse og isolation. Men også en historie om at kunne se sin frygt i øjnene, følge sit hjerte, og finde ud af, hvem man er. 
Personerne er levende og menneskelige, men også meget grå og ens. Hovedpersonen Heirik skiller sig ud fra de andre. Han er, som sine søskende, halvblods, da hans mor var fastlænder, og har levet som delvis udstødt siden hans mor begik selvmord. Blotet er hans chance for endelig at få aflad for morens synder i bygden, men da det går galt, må han gå langt for at skjule hemmeligheden for bygden. Heirik er modig, men frygter også Tenur, og hans impulsive brud af tabu giver ham masser at frygte. Alligevel har Heirik svært ved at bøje nakken som landsbyens andre voksne, og hans viljestyrke og temperament giver ham en del problemer. Og mødet med pigen Karre giver ham andre problemer - og får ham til at tænke på en anden måde, end bygdens beboere. Af bipersonerne var der især to, der stak ud. Den ene var pigen Karre, som både stjæler fra bygden og bryder tabuer ved at opholde sig ude i selve marsken, men som også redder Heiriks liv, og forsøger at hjælpe ham. Den anden var godens søn Veik. Han er manipulerende, løgnagtig, jaloux og magtbegærlig, og fyldt med had til alt og alle, men også charmerende, når han vil opnå noget, og god til at bruge folks hemmeligheder imod dem. For mig at se var han en vaskeægte psykopat, og havde bygdens beboere ikke været bange for ham, og den magt, han har som sin fars søn, var han sikkert blevet druknet i marsken for længst. Jeg havde i hvert fald stor lyst til at give ham et skub. Af andre bipersoner kan nævnes Heiriks far Aske, der stadig sørger over sin døde kone, og har svært ved at vise sine børn, at han elsker dem, og Heiriks lillebror Hune, som nok var den person, jeg bedst kunne lide, da han var en virkelig rar og hjælpsom dreng, uden skyggen af ondt i sig. 
Marskens hemmelighed var desværre ikke en bog for mig, hvilket har mere med mine antipatier at gøre end bogen selv, for historien var god, og håndværksmæssigt var der ikke en finger at sætte på den. Kan man lide historier, der balancerer på kanten mellem gys og fantasy med masser af stemning, eller er man vild med fantasy, der foregår i små landsbyer eller marsklandskaber, så synes jeg bestemt, man skal give bogen en chance. For selvom den ikke lige var min kop the, kan den sagtens være andres, og jeg ved, at andre har elsket den. 

Julens monstre

Julens monstre er en gysende julebog skrevet af Andreas Palmaer, og illustreret af Peter Bergting. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Turbine. 

Julen i dag er fyldt med lys, glæde og gaver, men vi skal ikke mange hundrede år tilbage i tiden, før juletiden var anderledes mørk og skræmmende - og decideret livsfarlig!
Fra Krampus og Julekatten, Baba Jaga og Ded Moroz til dødninge, onde nisser og julemandens modbydelige hjælpere var det svært at komme helskindede igennem julen, og især børn skulle passe på. Var de ikke artige, stod julemonstrene i kø for at straffe dem. 
Glædelig jul!

Har man brug for et afbræk fra nuttede nisser, pebernødder og granduft, så er den her bog lige sagen. Forfatteren fortæller levende om julens mange monstre, så det isner ned ad ryggen, og mørket udenfor trænger sig tættere på, og alle historierne er ledsaget af fakta om de forskellige monstres opståen. 
Sproget er letlæst, enkelt og flydende, og forfatteren er god til at mane uhyggen frem undervejs med livagtige beskrivelser og ildevarslende stemninger. Desværre har mit eksemplar af bogen en lidt kedelig fejl på side 74, hvor et mindre tekststykke ikke er blevet oversat til dansk, men stadig står på svensk. Det er ikke et problem for mig som voksen, men vil måske være udfordrende for bogens målgruppe, hvis børnene ikke lige kan svensk. Også selvom det kun drejer sig om få linjer. 
Blandingen af væsener, fakta og genfortællinger af sagn virker rigtig godt, og de mange illustrationer er både flotte og uhyggeskabende, og er med til at gøre julens monstre særdeles levende for læseren. 
Historierne er fulde af gys, død, frygt, monstre og mørk magi, og børn - især de uartige - skal være mere end almindeligt heldige, hvis de skal slippe levende igennem juletiden. 
Bogens layout er virkelig gennemført, med snirkler omkring faktasiderne, illustrationer ved starten af hvert afsnit, og masser af flotte illustrationer i farver, og også omslaget er utroligt flot, med rødt folie på forside og ryg. 
Selvom man kan mærke, at bogen er skrevet til børn, så vil også voksne læsere kunne (u)hygge sig med den, og jeg var i hvert fald fanget af den. Og den kedelige fejl til trods, så er bogen virkelig flot. Er man nysgerrig på julens monstre, almindeligt gyserglad eller trænger man bare til lidt modspil til julens rare sider, så kan bogen her varmt anbefales. 

Dødens spil

Dødens spil er 1. bind af den paranormale gyserserie af samme navn, skrevet af Anne Elvedal. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co. 

Da Rebekkas far dør, er hun sikker på, at der er noget ved ulykken, der ikke stemmer. Faren drev frivilligt et værested for socialt utilpassede unge, og stedet var upopulært blandt byens befolkning, efter et uopklaret drab på en af de unge efter en fest. 
På farens kontor finder Rebekka et åndebræt, og beslutter sig for at forsøge at kontakte ham. Det går dog ikke efter planen, og snart begynder der at ske mærkelige ting omkring hende. Hvis Rebekka skal standse de mørke kræfter, der er blevet sluppet løs, er hun nødt til at finde ud af, hvad der skete til den famøse fest, og finde morderen. Men at gå på jagt efter en morder er ikke ufarligt, og det viser sig snart, at hendes far havde langt flere hemmeligheder, end hun havde forestillet sig. 

Jeg er i gyserhumør i øjeblikket, og derfor havde jeg høje forventninger til denne bog. Desværre kunne den ikke helt leve op til dem. Jeg havde nemlig forventet en rigtig uhyggelig gyser, men det var ikke helt det, jeg fik. For mig føltes det som om, bogen ville for meget, hvilket desværre trak fokus væk fra gyserdelen, som var det, jeg var interesseret i. Og samtidig var jeg ikke så vild med hovedpersonen, hvilket også var med til at trække læseoplevelsen lidt ned. Men mere om det senere. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, og korte kapitler, der får historien til at flyde godt. 
Handlingen er godt skruet sammen, men jeg manglede noget gys, og selvom slutningen hjalp lidt på det, så var jeg stadig skuffet. Historien er spændende, og fyldt med død, sorg, hemmeligheder, mord, ånder, overnaturlige hændelser, selvmord, voldtægt, psykisk sygdom, familie, kærlighed, druk, stoffer, skyld og gys. Sidstnævnte forsvandt dog desværre lidt undervejs, da de mange realistiske temaer fyldte en del, og selvom spændingen og lidt åndeverdens-worldbuilding dukkede op til sidst, så følte jeg mere, at jeg læste en realistisk YA-roman end en paranormal gyser. Hvilket ville være fint nok, hvis det var det, jeg var gået ind til. For mig tog realismen i den grad overhånd undervejs, og det hjalp ikke, at stort set samtlige personer havde tunge problemer at bakse med, da det fik plottet til at stikke i alle retninger. Slutningen hjalp dog lidt på det, og jeg er da også nysgerrig efter at læse næste bind i serien, da jeg tror - og håber - at der bliver mere fokus på de paranormale elementer i fortsættelsen. 
Personerne er menneskelige og nuancerede, men for mig tog det overhånd med de mange problemer, personerne kæmpede med. I stedet for at føle med dem, blev det hele bare for meget for mig, og jeg følte aldrig, at jeg kom ind under huden på dem, da problemerne overskyggede deres personligheder, og gjorde dem mere til diagnoser end levende personer. Og det hjalp ikke, at jeg havde det noget svært med hovedpersonen undervejs. Rebekka er 16 år, men opførte sig mere som en på 14, hvis ikke yngre. Hun var jaloux og umoden, og tog nogle virkelig dumme valg undervejs. For eksempel at drikke sig kanonfuld sammen med de personer, hun mistænker for at have slået sin far ihjel, og ikke kun en gang. Samtidig var hun bare verdens dårligste detektiv, og det er et under, at hun ikke selv blev slået ihjel undervejs, for hun var virkelig gennemskuelig. Selvfølgelig spillede hendes sorg også en rolle i hendes opførsel, men hun var bare for meget teenager for mig, og ikke på den gode måde. Af bipersonerne var Martin nok den, jeg syntes bedst om. Han er den eneste, der tror på Rebekka, men hans psykiske bagage gør ham sårbar, og selvom hans ønske om at hjælpe hende virker oprigtigt, så var jeg ikke helt solgt på forholdet mellem de to. Rebekkas mor forstod jeg ikke, og jeg syntes, hun overreagerede en hel del, i stedet for at snakke med sin datter, og dele sorgen. Iselin, Rebekkas kusine, var moden og beskyttende, og jeg forstod hende bedre end Rebekka, selvom hendes jalousi virkede en smule uforståelig, og hun bestemt ikke støttede op om Rebekkas jagt på sandheden. 
Dødens spil var slet ikke, som jeg havde forventet, og det, sammen med mine problemer med hovedpersonen, trak desværre læseoplevelsen lidt ned for mig. For mig gik der for meget realisme i historien, og jeg savnede noget uhygge undervejs. Det betyder dog ikke, at bogen ikke er godt skrevet, eller at andre, mere realisme-glade - og måske også yngre - læsere ikke vil elske den, men for mig var den desværre lidt af en skuffelse. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Nattens bøger

Nattens bøger er en gyser, skrevet af J. A. White. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda. 

Alex er vild med gys og gru, og har fyldt flere stilehæfter med sine egne gyserhistorier. Men desværre er det kun ham selv, der holder af dem, og han bestemmer sig derfor for at brænde dem i nattens mulm og mørke. 
Det går dog ikke helt efter planen. For Alex når aldrig ned til fyret i kælderen, men bliver i stedet lokket ind i en af lejlighederne i opgangen. En lejlighed, beboet af en heks, som forlanger, at Alex skal skrive gyserhistorier til hende. Hver aften vil hun høre en ny, og hvis Alex skal holde sig i live, må han adlyde. 
Men så begynder han at løbe tør for historier...

Jeg er vild med bøger om bøger, og den her var ingen undtagelse, selvom jeg, som voksen læser, godt kunne have brugt en anelse mere gys. 
Sproget er letlæst og flydende, beskrivelserne livagtige, billedskabende og sanselige (jeg var for eksempel ret vild med beskrivelserne af væksthuset), og jeg elskede den måde, Alex' historier blev inkorporeret i historien på, med en skrifttype, der lignede håndskrift, ligesom noterne og historiebidderne undervejs var med til at gøre historien levende. At historien samtidig var proppet med litterære og popkulturelle referencer til både eventyr og gyserfilm og -historier, ligesom selve grundhistorien var en ret tydelig gendigtning af Tusind og en nats eventyr (hvilket personerne i øvrigt også selv kommenterer på undervejs), gjorde kun læseoplevelsen bedre. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og jeg havde bestemt ikke set slutningen komme. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med magi, bøger, gys, venskab, frygt, historiefortælling, mod, hekse, mærkelige planter og en virkelig creepy kat. Først og fremmest er det dog en historie om at turde stå ved sig selv, og tage chancer. 
Personerne er levende og menneskelige, og jeg kom hurtigt til at holde af både Alex og Yasmin. Alex er stille, ensom og vild med bøger, og så elsker han at skrive historier. Og selvom jeg aldrig stødte på en heks, så kunne jeg genkende rigtig meget af mig selv som barn i Alex. Alex er også både nysgerrig og modig, og fast besluttet på at flygte. Også selvom det ser ret håbløst ud. Yasmin virker umiddelbart afvisende og kold, og hendes fangenskab hos heksen har næsten fået hende til at miste håbet. Mødet med Alex tænder dog en gnist af håb, og hun begynder at vise nye sider af sig selv. De to supplerer hinanden rigtig godt, og det spirende venskab imellem dem virker troværdigt. Heksen Natacha er ond, narcissistisk, temperamentsfuld og egoistisk, og bryder sig hverken om at blive sagt imod eller modarbejdet. Og så er hun ikke bleg for at skaffe nogen ad vejen, hvis hun ikke længere har brug for dem. Og så er der den creepy kat Lenore, som er heksens tro hjælper, og holder øje med Alex og Yasmin. 
Nattens bøger var en rigtig god gyser med masser af bogglæde, og selvom jeg personligt godt kunne have brugt lidt mere gys undervejs, så tænker jeg, bogen vil være god til gyserglade børn. Bogen er netop blevet filmatiseret af Netflix, og jeg skal helt klart have set filmen på et tidspunkt, for jeg var virkelig vild med bogens stemning, og er spændt på at se, om filmen kan genskabe den. Er man, som jeg, fan af bøger om bøger, er bogen bestemt værd at læse, og børn med hang til gyserhistorier vil helt sikkert også kunne gyse med. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Spejlkabinettet

Spejlkabinettet er en fantasybog skrevet af Per Jacobsen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Valeta. 

Michael Bendixens liv blev slået i stykker, da hans kone og søn døde i en trafikulykke. Sorgen er blevet en fast følgesvend, og at vende tilbage til arbejdet som gymnasielærer er ikke den hjælp, han havde håbet på. Faktisk gør det det kun værre, da han hører sin afdøde søns stemme - noget, han er sikker på, er en hallucination. 
Men Michael er ikke den eneste, der hører stemmen. Lisa Vang er gymnasieelev, og gemmer på sin egen sorg. Og det er ikke første gang, hun hører eller ser noget, der ikke er der. 
Da de to tilfældigt møder hinanden på biblioteket senere på dagen, bliver det starten på en rejse, de på ingen måde kunne have forestillet sig. Snart befinder de to sig i parallelverdenen Urari, hvor de ufrivilligt bliver blandet ind i en krig, og samtidig konfronteret med hver deres sorg. En konfrontation, der enten vil knække dem - eller få dem til at leve. 

Spejlkabinettet ligner ikke noget, jeg har læst før. Selvom den er mærket som fantasy, bevæger den sig på grænsen til gys, og for mig fungerede gyserelementerne da også bedre end fantasydelen. Desværre var bogen ikke det match, jeg havde håbet på, da jeg sagde ja til at anmelde den, og selvom den helt klart havde gode elementer i sig, så fungerede udførelsen ikke helt for mig. 
En af de største barrierer for mig var sproget. Forfatteren skriver godt, og sproget flyder fint, men ordvalget er formelt, og til tider lige vel akademisk, og det gjorde det desværre svært for mig at leve mig ind i historien - og ind i personerne. Og det gjorde sig især gældende i dialogerne, som ofte blev lidt for formelle og opstillede, og for Lisas vedkommende en smule urealistiske. Der er i hvert fald ikke mange 17-årige gymnasiepiger der udtrykker sig på den måde. Til gengæld var jeg vild med den stemning, forfatteren malede frem, som gav mig mindelser om Stephen Kings gysere, ligesom beskrivelserne var gode og billedskabende. 
Worldbuildingen var en anden ting, der ikke helt fungerede for mig. Idéen om at rejse gennem spejle til en parallelverden er interessant nok, men jeg manglede nogle flere informationer om hvordan magien fungerede, om guidernes kræfter og funktion, og om Urari i det hele taget - her tænker jeg især på flora, fauna, kultur og geografi, som der kun blev hintet til undervejs, hvilket gjorde det svært for mig at forstå den fremmede verden. Jeg manglede simpelthen nogle svar undervejs, og det er ærgerligt, for idéen var som sagt interessant. De manglende svar får Urari til at fremstå som en drømmeverden - eller mareridtsverden, som tilfældet er - og det er her, den for mig for alvor tipper over i gysergenren, da mange gysere netop ikke forklarer de overnaturlige elementer undervejs, men lader læseren selv gætte sig til, om de er virkelige eller ej. Det ændrer dog ikke på. at jeg manglede nogle svar til at gøre den fremmede verden logisk og virkelig for mig. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et par overraskende twists undervejs, men flowet fungerede ikke helt for mig, hvilket hang sammen med, at der faktisk ikke var de store mængder action undervejs, og historien derfor hurtigt blev temmelig ensformig for mig. Forfatteren har valgt at gøre sorg og tab til omdrejningspunktet for historien, og Michael og Lisas rejse bliver da også hurtigt mere en rejse igennem sorgen, og ind i dem selv. end den fysiske rejse gennem Urari. Det er uden tvivl et bevidst valg fra forfatterens side, men for en action- og plotdrevet læser som mig, kom budskabet hurtigt til at overskygge handlingen, hvilket sammen med den distance, som sproget og den manglende worldbuilding gav mig, gjorde, at jeg lidt mistede interessen undervejs. Og det til trods for, at jeg faktisk rigtig godt kunne lide både Michael og Lisa. Tematikkerne i historien er sorg, død, tab, venskab og overlevelse, men også søgen efter identitet, psykisk overlevelse og det vanvid, sorgen kan føre de overlevende ud i, bliver berørt undervejs. 
Personerne er helt klart det, der løfter historien, og fik mig til at læse videre. Både Michael og Lisa fungerede rigtig godt som hovedpersoner, og deres respektive traumer gjorde det svært ikke at føle med dem. Michael er knust over sin kones og søns død, og håbet om, at sønnen måske alligevel har overlevet, men er fanget i Urari, er det eneste, der holder ham i gang. Og selvom han har et akademisk kendskab til sorgprocesser og de psykologiske pitfalls via sin uddannelse i psykologi, så må han også sande, at teori og virkelighed til tider ligger meget langt fra hinanden. Lisa så sin psykisk ustabile søster dø, efter hun myrdede deres far, og chokket og sorgen har drevet en kile ind mellem hende og hendes mor. Hun ser og hører ting, der ikke er der, og samtidig føler hun sig ensom på sin nye skole, hvor hun føler, alle taler om hende, men ikke til hende. Mødet med Michael får hende for første gang i lang tid til at føle sig set - og forstået - uden medfølgende medynk, og de to får, trods aldersforskellen, hurtigt et tæt venskab. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide bibliotekaren Starck, som gemmer på sine egne hemmeligheder (jeg er i det hele taget vild med bibliotekarer i bøger) og drengen Sunni, hvis talent og store hjerte gør ham til et skønt bekendtskab. Til gengæld brød jeg mig bestemt ikke om Tom, hvis vanvid og ego gør ham til et særdeles farligt og utilregneligt bekendtskab, og Väärin var også pænt uhyggelig, selvom man som læser ikke kunne lade være med at have en lille smule sympati for ham. 
Selvom jeg var vild med stemningen og godt kunne lide hovedpersonerne, så var Spejlkabinettet desværre ikke en bog for mig. Idéen var god, men udførelsen fungerede ikke for mig, og det gjorde bogen noget lang at komme igennem. Hvilket den da også er, med sine over 600 sider. Er man til historier med creepy stemning, gys, og personlige rejser, er bogen måske et læs værd, men forvent ikke vilde mængder action undervejs. 

Mulm - Det hungrende mørke

Mulm - Det hungrende mørke er en fantasybog skrevet af Alex Uth.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Calibat og bookeater.dk.


Læs anmeldelsen på bookeater.dk.

Devotstjernens Hånd

Devotstjernens Hånd er 2. og sidste bind af fantasyserien Djævlepassagen, skrevet af Karen Inge Nielsen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt. 

Mens Sortedammens tåger lægger sig tykt om Herstedholm, forbereder Djævelen sig på at vende tilbage til menneskenes verden. Johanne, Djævlepassagens sidste vogter, er døende, men når at fortælle Marcus og Kira hvordan de kan lukke Djævlepassagen for altid. Men kan de finde de tre relikvier, før det er for sent? Og hvad er Devotstjernens hånd?
Marcus og Kira får brug for alt deres mod, hvis de skal overleve ikke bare Djævelen, men også herregården selv, som i tågen forvandler sig til et sted fyldt med mareridt.
Og kampen er først lige begyndt...

Wow, altså. Den her bog var bare helt fantastisk - på en mareridtsagtig og ufattelig creepy måde.
Sproget er letlæst og atmosfærisk, og forfatteren formår i den grad at fremmane herregårdens dystre, mareridtsagtige og hjemsøgte stemning, i en sådan grad, så jeg ikke kunne lade være med at se mig over skulderen og fare sammen, hver gang jeg hørte en lyd, mens jeg læste bogen. Beskrivelserne er billedskabende, og har noget næsten drømmende og illusorisk over sig, som er med til at gøre læsningen til en virkelig skræmmende oplevelse, samtidig med, at bogens undertone af krybende uhygge vokser hele vejen igennem.
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet overrasker gang på gang. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med sort magi, spøgelser, hemmeligheder, kærlighed, religion, ulykker, venskab og Djævelen selv, og forfatteren formår at flette nutid og fortid sammen på en virkelig god måde. Efterhånden som handlingen skrider frem, og Marcus' syner tager til, glider fortid og nutid sammen, og drømme, syner og virkelighed smelter sammen, i en sådan grad, at man som læser ikke kan lade være med at blive i tvivl om, hvad der er drøm - eller snarere mareridt - og hvad der er virkeligt. Resultatet er noget nær mareridtsfremkaldende, og gør bogen umulig at slippe. Selv her, hvor bogen er slut, er jeg i tvivl om, hvad der var hvad, og følelsen af uhygge sidder stadig i mig.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og man kan som læser ikke lade være med at føle med dem. Hovedpersonen Marcus er stadig min favorit. Han er modig, ærlig, og fast besluttet på at gøre det rigtige. Også selvom det kan koste ham livet. Kemien mellem ham og Kira fungerer rigtig godt, og Kira var da også den af bipersonerne, jeg syntes bedst om. Hun er lige så modig som Marcus, og trods sin fortid, er hun ikke bange for at sige fra, og gøre det rigtige. Elvira havde jeg det svært med i første bind, hvor hun virkede himmelråbende naiv, men i takt med, at hendes frygt og sindstilstand forværredes, kom jeg både til at forstå hende bedre, og holde mere af hende. Fælles for alle bipersonerne er dog, at de er nuancerede og interessante, med egne motiver og historier, og det er ret fedt at opleve, hvordan de alle har udviklet sig fra seriens første bind.
Devotstjernens Hånd var en fantastisk afslutning på en serie, som i den grad både overraskede og skræmte mig, og jeg var vild med bogens creepy stemning og krybende uhygge. Kunne man lide første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og for fantasyelskere med hang til et godt gys, er serien et must read. Jeg kan i hvert fald kun anbefale serien og bogen på det varmeste. Men læs bogen for låste døre, og har du hund, så sørg for at have masser af lys, mens du læser.

Forenet

Forenet er 4. og sidste bind af fantasyserien Død Verden, skrevet af Louise Haiberg.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup.

Bane er blevet bidt, og efterladt i den døde verden. Hans artsfæller anser ham allerede for død, og selvom det er lykkedes Nera at få lov til at efterlade blod til ham, vokser hans blodtørst dag for dag.
Neras eneste håb om at redde ham er den kur, som lægen Peter har udviklet mod zombievirussen. Men kuren er kun udviklet til mennesker med blodtype 0, og endnu ikke gennemtestet.
Og tiden er ved at rinde ud for Bane. I desperation lægger Nera en sidste plan for at redde ham. En plan, som kan koste hende livet.

Hold da op. Sikke en slutning! Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive så glad for en zombieserie, men sidste bind her endte med at overbevise mig. Og selvom jeg aldrig bliver den store zombiefan, så har jeg bestemt ikke fortrudt læseoplevelsen.
Jeg er vild med Louise Haibergs sprog. Det er letlæst og flydende, og den måde, hun bruger dagbogselementet til at føre læseren helt ind i hovedpersonens hoved, og gøre Neras følelser levende på, er virkelig godt gennemført. Beskrivelserne er knivskarpe, og til tider direkte kvalmende, og både actionsekvenser, zombier og vampyrelvernes verden kom til live i al deres forskellighed.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gjorde det svært at gætte, hvad der ville ske. Og jeg havde i hvert fald ikke set slutningen komme. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med sex, zombier, traumer, venskab, frygt, hemmeligheder, blod, vampyrelvere og kampen for overlevelse. Mest af alt er det dog en historie om kærlighed, og hvor langt man vil gå, for at redde den man elsker. Og så fik vi endelig svar på de sidste spørgsmål.
Personerne er levende og menneskelige, og man kan virkelig mærke, hvor meget de har udviklet sig fra seriens start. Nera er selvfølgelig den, der har udviklet sig mest. Hun ved, hvad hun vil, og er fast besluttet på at gennemføre det, uanset hvad andre siger. Hun er modig, stærk, og stædig, men også psykisk sårbar, og især separationen fra Bane tager hårdt på hende. Det er kun sammen med ham, at hun føler sig sikker og hel, og derfor er hun desperat for at redde ham. Og netop hendes forhold til Bane udvikler sig virkelig meget i dette bind. Både Nera og Bane sænker endelig paraderne, og indser, at de er stærkere sammen, end hver for sig. Og så er deres kemi næsten brandbar. Bane er mere åben med Nera end nogensinde før, og endelig sikker på, at det er hende, han vil have - trods deres forskellige arter, samfundets normer og andet, der står i vejen for dem. Jeg var også stadig ret vild med Aiden og Kirsta, som begge forsøger at hjælpe Nera, og også lægen Peter endte jeg med at holde af, selvom han stadig lod sig rive med af videnskabelig begejstring på upassende tidspunkter.
Forenet leverede en virkelig god slutning på en serie, som blev bedre bind for bind, og som (næsten) endte med at overbevise mig, hvad angår zombiebøger. Og selvom jeg ved, at jeg får mareridt i nat, så var læseoplevelsen det værd. Kunne man lide resten af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet over afslutningen. Er man zombiefan, eller bare vild med konceptet "vampyrelvere", så kan serien kun anbefales. Men sørg for, at døren er forsvarligt låst, og læs ikke bøgerne i mørke, for jeg garanterer, at samtlige lyde vil vække paranoiaen til live under læsningen, og mareridtene vil stå i kø.

Håb

Håb er 3. bind af fantasyserien Død Verden, skrevet af Louise Haiberg.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup. 

Nera er stadig ikke faldet til i Vita, og hun får sværere og sværere ved at fungere normalt. Hun har brug for at gøre noget, og finder endelig et formål, da hun får overtalt vampyrelvernes Råd til at lade hende rejse ud i den døde verden, sammen med Kirsta og Bane, og redde mennesker.
Men Neras beslutning falder ikke i god jord hos alle, og forholdene til både Aidan og Bane knager, da de begge ønsker, at hun bliver i sikkerhed i Vita.
Efter kort tids træning er det endelig blevet tid til at vende tilbage til den døde verden, men intet kunne have forberedt Nera på, hvor død den døde verden er blevet. Zombierne er flere og farligere end nogensinde før, og selv sammen med vampyrelverne er Nera i livsfare.
Og snart står Nera over for et hjerteskærende valg.

Håb er uden tvivl min favorit i serien indtil videre. Universet er faldet på plads, der er masser af action og kærlighed, og så får vi endelig svar på nogle af de mange spørgsmål, som Nera stillede i de første to bøger.
Sproget er letlæst og flydende, og det skorter bestemt ikke på kvalmende, blodige og brutale zombiekampe og -beskrivelser, nu hvor Nera vender tilbage til livet (eller rettere, døden) uden for Vita. Universet udvider sig endnu mere, og føles som om, det nu er faldet helt på plads, og jeg er stadig vild med dagbogselementet, som sætter ord på Neras tanker og følelser - både de positive og de selvdestruktive. Blandingen af horror- og fantasyelementer, blandet med dystopisk håbløshed og et strejf af kærlighed fungerer utroligt godt, og jeg synes, forfatteren balancerer de forskellige elementer rigtig godt.
Handlingen er godt skruet sammen, med et par twists undervejs, som jeg i hvert fald ikke så komme. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, zombier, kærlighed, sex, håbløshed, desperation, frygt, hemmeligheder, kampen for overlevelse, traumer og vampyrelvere. Først og fremmest er det dog en historie om håb, og om, hvor langt man vil gå, for at redde den man elsker. Samtidig får vi endelig svar på, hvordan zombierne opstod, ligesom vi får mere at vide om vampyrelverne, hvilket er rigtig fedt.
Personerne er levende og menneskelige, og forfatteren er utrolig god til at beskrive, hvordan mennesker reagerer på tab, traumer og død overalt, og hun er bestemt ikke bange for at være ond ved sine karakterer. Nera udvikler sig en del i dette bind, efter hun endelig finder sig et formål. Hun er modig, stærk og stædig, men også nysgerrig, og parat til at gøre alt, for at redde dem hun elsker. Om de vil have det eller ej. Selvom hun stadig er præget af fortidens traumer, og ikke kan forlige sig med et liv i sikkerhed, så begynder hun også at føle håb om en bedre fremtid. Og helst sammen med Bane. Kemien mellem de to fungerer utroligt godt, og selvom de ikke altid er lige gode til at kommunikere, eller respektere hinandens grænser og synspunkter, så kan jeg alligevel ikke lade være med at heppe på dem. Bane udvikler sig også en del undervejs, og jeg kunne rigtig godt lide, at han fik mere scenetid i denne bog. Han er modig, stærk og stædig, men hans følelser for Nera giver ham også problemer undervejs, både i forhold til hende, og i forhold til de andre vampyrelvere. For kan man tillade sig at forelske sig i sin mad? Af de andre bipersoner er jeg stadig vild med Aidan, som dog ikke havde så fremtrædende en rolle i dette bind, og Kirsta, som, selvom hun til tider var øretæveindbydende og arrogant, også kom med nogle virkelig sassy bemærkninger, og, sine blandede følelser til trods, altid var der for Nera når det gjaldt. Også når Bane opførte sig som en idiot. Og lægen Peter, som jeg ikke rigtig brød mig om i sidste bind, fik tilføjet flere nuancer, og endte med at være helt, ja, menneskelig, selvom han nok aldrig bliver min yndlingsperson.
Selvom jeg stadig ikke er zombiefan, så var jeg ret vild med dette bind i serien, hvor forfatteren formåede at få følelser og univers til at gå op i en højere enhed, samtidig med at vi, og Nera, endelig fik svar på nogle af de mange spørgsmål som har luret siden seriens start. Og med den slutning kommer det ikke til at vare længe, før jeg kaster mig over sidste bind i serien. Kan man lide fantasy med gys, zombier, og dystopiske elementer, så er serien bestemt værd at stifte bekendtskab med.

Utopia

Utopia er 2. bind af fantasyserien Død Verden, skrevet af Louise Haiberg.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup. 

Nera og hendes gruppe er nået frem til Vita, vampyrelvernes sikre zone, og er nu endelig i sikkerhed. Men mens de andre hurtigt falder til, og nyder livet i sikkerhed hver for sig, har Nera svært ved at falde til, og det gør det ikke bedre, at hun ikke kan få svar på de spørgsmål, hun har.
For også Vita gemmer på mørke hemmeligheder, og Nera føler sig stadig mere utryg i det, der burde være et utopia. Hun føler sig kun i sikkerhed, når hun er sammen med Bane, men drukner næsten i angst og mareridt, når han ikke er der.
Alt for sent viser det sig, at Nera ikke er den eneste, der har svært ved at falde til, og at vampyrelvernes skyggesider er stærkere end først antaget.

Hvor første bind var næsten konstant action, så var dette bind i serien mere rolig i tempoet, hvilket passer fint til stemningen i Vita, men også gjorde, at der ikke var så meget drive i handlingen.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er stadig knivskarpe, omend der er knap så mange kvalmende zombiescener i dette bind. Men selvom Vita på overfladen virker lys og fredelig, så formår forfatteren alligevel at opbygge en stemning af lurende uhygge, og en fornemmelse af, at der ligger noget mørkt og venter lige under overfladen. Dagbogselementet fungerer stadig rigtig godt, og er med til at bringe Neras underliggende traumer og fornemmelse af ensomhed og mistænksomhed til live på en virkelig god måde.
Handlingen er godt skruet sammen, omend actiondelen denne gang er blevet nedtonet en del. Historien er dog stadig spændende, og fyldt med hemmeligheder, venskab, mistro, kærlighed, vampyrelvere, traumer og ensomhed. Det er en historie om PTSD, og om hvad man gør, når kampen for overlevelse er slut. Men også en historie om de monstre, der findes indeni, om at give efter for sine mørke følelser, og om at føle sig udenfor og ensom, selv blandt andre mennesker.
Personerne er menneskelige og interessante, omend jeg stadig savnede lidt kød på bipersonerne. Jeg er stadig ret vild med Nera som hovedperson. Hun er nysgerrig, modig og handlekraftig, og føler sig ansvarlig over for sin tidligere gruppe. Men hun er også mistroisk, paranoid og præget af PTSD og traumer, efter de frygtelige ting, hun har været ude for inden hun ankom til Vita. Jeg kunne stadig rigtig godt lide Aiden, som dels udvikler sig en del undervejs, men som også endelig løfter på sløret for sin fortid, og dermed bliver mere levende og menneskelig. I modsætning til Nera falder Aiden hurtigt til, og begynder at bearbejde sin traumatiske fortid, og samtidig vokser forholdet til vampyrelveren Kirsta. Også Neras forhold til Bane udvikler sig, og selvom Bane desværre tilbringer en del af bogen med at være bortrejst (jeg ville gerne have haft meget mere Bane), så fungerer kemien mellem Nera og ham rigtig godt. Til gengæld brød jeg mig ikke rigtig om lægen Peter, som virker besat af sin forskning, og samtidig holder på vampyrelvernes hemmeligheder. Han virkede på mig arrogant og kold over for sine medmennesker, og selvom jeg ikke tvivlede på hans intelligens, så tvivlede jeg en del på hans motiver.
Hvor uhyggen i Monstre var lige på og hårdt, så var den i Utopia mere snigende og psykologisk, hvilket næsten gjorde det værre. Selvom jeg savnede lidt tempo undervejs, så var jeg vild med den måde, som forfatteren synliggjorde personernes traumer, og her kom dagbogselementet virkelig til sin ret. Jeg både glæder mig til og frygter næste bind i serien, hvor jeg har på fornemmelsen at vi måske får svar på nogle af Neras mange spørgsmål - og måske besøg af en zombie eller to?

Monstre

Monstre er 1. bind af fantasyserien Død Verden, skrevet af Louise Haiberg.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Tellerup.

Efter de døde begyndte at vandre og overfalde de levende, har hele Neras liv drejet sig om overlevelse. Den gamle verden er forsvundet, og menneskene er blevet delt i to lejre, i deres kamp for at overleve: De, der flygter, og de, der selv er blevet til monstre.
Sammen med en lille flok mennesker forsøger Nera at finde et sted, hvor de kan være i sikkerhed for både zombier og de menneskelige monstre, som har indtaget resterne af byer.
Døden er en konstant følgesvend, og gruppen svinder konstant ind i kampen mod zombierne. Men da Nera tror, at enden er kommet, dukker et uventet håb om redning op. Hvis ellers Nera og flokken er parat til at betale prisen.
For i en verden fyldt med død, er intet gratis.

Det er ingen hemmelighed, at zombier skræmmer mig helt vildt. Så når jeg har kastet mig over at læse en zombieserie, er det udelukkende fordi, jeg har læst forfatterens andre bøger, og været ret vild med dem. Nå ja, og så fristede idéen om vampyrelvere mig også.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige, og til tider direkte kvalmende, beskrivelser, og actionsekvenserne står knivskarpt, i al deres bloddryppende gru. Derudover var jeg ret vild med bogens lay out, som blander Neras dagbogsider, komplet med linjeret papir, overstregninger og tegninger, med almindelig tekst, hvilket gav historien og Nera noget ekstra autenticitet. Forfatteren er utroligt god til at opbygge en stemning af uhygge, desperation, paranoia, og konstant frygt, og jeg kunne ikke slippe bogen, af frygt for, hvad der ville ske. I bakspejlet hjalp den nuværende verdensituation nok ikke på mine nervers slitage under læsningen, da visse dele af historien om zombieepidemien minder lidt for meget om det, vi står over for nu med en global epidemi, og den måde, mennesker reagerer på under pres.
Handlingen er godt skruet sammen, selvom jeg savnede lidt mere historie, da meget af bogen for mig gik med set up af universet, baggrundshistorie og introduktion af karakterer. Jeg har dog en klar forventning om, at der bliver skruet op for netop det i næste bind. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med død, zombier, frygt, desperation, action, venskab, mistro og kampen for overlevelse, og så de meget omtalte vampyrelvere, som jeg var ret vild med. Bogen var hurtigt læst, og umulig at slippe.
Personerne er meget menneskelige i deres reaktioner på den konstante død og frygt, de er omgivet af, og selvom Nera for mig virkede mere som en teenager, end som en kvinde midt i tyverne, så kunne jeg godt lide hende som hovedperson. Også selvom hun til tider var indesluttet, mistroisk, og overdrevet jaloux. Men Nera har en enorm vilje til at overleve - og til at hjælpe andre med at gøre det samme. Hun er intelligent, modig og handlekraftig, og ikke bange for at tage svære og følelsesmæssigt hårde beslutninger, hvis det betyder, at hun overlever en dag mere. Også selvom det ødelægger hende indeni. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Neras faste følgesvend Aiden, som er den eneste, hun stoler 100% på, og tillader sig selv at sænke paraderne over for. Han er modig, loyal og intelligent, men har svært ved at tage de svære beslutninger, og er mere en følger, end en leder. Jeg var også ret vild med den sexede vampyrelver Bane, selvom det er begrænset, hvad man som læser får at vide om ham. Jeg savnede dog lidt mere kød på de levende bipersoner. Nera er god til at fortælle om de døde bipersoner i sin dagbog, efterhånden som de falder, men de levende havde jeg lidt sværere ved at komme ind på livet af, og det gjorde, at de, med undtagelse af Odette, som jeg absolut ikke brød mig om (og som jeg undrer mig over har overlevet, hendes manglende kampevner og hjælpeløs blondine-tendenser taget i betragtning) desværre fremstod en smule utydelige for mig.
Monstre skræmte mig, som forventet, helt vildt, og vækkede mine paranoide tendenser over for knirkende lyde og utydelige silhuetter i det fjerne. Men selvom zombierne sled på mine nerver, og jeg manglede lidt mere historie til at binde de bloddryppende actionscener sammen, så fungerede blandingen af fantasy og horror, og forfatterens univers, rigtig godt, og jeg ser frem til næste bind med lige dele nysgerrighed og frygt. Og da mareridtene alligevel er garanteret nu, kan jeg lige så godt kaste mig over næste bind i serien med det samme.

Pigen som ikke var der

Pigen som ikke var der er en gyser skrevet af Nick Clausen.

Da Andys lillesøster Rebecca forsvinder sporløst på vej hjem fra skole, bryder hans liv sammen. Ikke nok med, at han føler, det er hans skyld, fordi han tog på biblioteket, i stedet for lige hjem sammen med Rebecca, han må også leve med sine forældres bebrejdelser. Samtidig er Andy sikker på, at Rebecca blev bortført, og at han så bilen, som bortføreren kørte, men politiet tror ikke på ham.
Andy bestemmer sig for selv at lede efter Rebecca, og han får uventet hjælp, da en død pige kontakter ham gennem en bog på biblioteket. Snart får Andy mistanke om, at det ikke er en almindelig bortfører, der står bag Rebeccas forsvinden, men et overnaturligt væsen kaldet en wendigo, som suger livskraften ud af sine ofre.
Andy får brug for alt sit mod, hvis han skal nå at redde Rebecca, før det er for sent.

Jeg er ret vild med Nick Clausens bøger, og den her var ingen undtagelse. Faktisk er det den bedste bog, jeg har læst af ham indtil videre, og jeg elskede den.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren formår med få ord både at opbygge uhyggelige og gysende stemninger, og skabe livagtige beskrivelser, som får omgivelser og personer til at fremstå lyslevende for læseren.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskende twists undervejs, som gør det umuligt at slippe bogen, før den er slut. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med gys, frygt, sorg, spøgelser, mystiske begivenheder, kidnapning, død, monstre, mobning, bøger og en familie i opløsning. Nick Clausen forstår virkelig at skrive familier i opløsning på en måde, som fremstår både troværdig og tragisk, og man kan ikke lade være med at føle med Andy og hans familie. Især portrættet af morens psykiske sammenbrud efter datterens forsvinden var virkelig stærkt. Samtidig er jeg vild med de mange litterære henvisninger, og den store rolle bøger og biblioteker spiller i historien.
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige, og især Andy og Rebecca lærer man rigtig godt at kende. Andy er en skøn hovedperson, med både hjerne og hjerte, og hans kærlighed til bøger og biblioteket vakte i den grad genklang i mig. At han samtidig er modig, stædig og parat til at gøre alt, for at redde sin søster er kun et plus. Rebecca er modig, viljestærk og impulsiv, og kan virkelig være irriterende at have som lillesøster, men hun elsker også sin familie, og er god til at lægge planer. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide bibliotekaren Karin. Ikke mindst på grund af den støtte, hun giver Andy midt i savnet, og så selvfølgelig hendes bogglæde.
Pigen som ikke var der var en fantastisk læseoplevelse, med masser af gys, ubehagelige psykologiske spil, og troværdige personer, krydret med masser af bogglæde. Er man vild med gys, kan bogen kun anbefales.

The Wicked Deep

The Wicked Deep er skrevet af Shea Ernshaw.

For 200 år siden blev Swan-søstrene anklaget for at være hekse, og druknet. Og lige siden har byen Sparrow været forbandet. Hvert år, på dagen for deres død, vender de tre søstre tilbage, og besætter tre unge piger fra byen. Og hvert år lokker søstrene unge mænd ud i havet, til deres død.
17-årige Penny har levet med legenden og de årlige dødsfald hele sit liv, og som den eneste i Sparrow ved hun, at legenden taler sandt. Med en mor i dyb sorg over farens uforklarlige forsvinden for tre år siden, bitterhed over indbyggernes manglende hjælp, og en følelse af at være fanget, har hun affundet sig med forbandelsen, og opgivet håbet om, at den nogensinde vil kunne blive løftet.
Men alt det ændrer sig, da hun møder den fremmede Bo, samme aften som søstrene vender tilbage fra havet. På trods af frygten for, at Bo kan blive et af søstrenes ofre, og de hemmeligheder, hun fornemmer, at han gemmer på, kan Penny ikke lade være med at nærme sig ham, og håbe.
Men sommeren er lang, og Penny er ikke den eneste, der får øje på Bo. Hvis Penny vil beholde ham - og holde ham i live - må hun tage kampen op mod forbandelsen. Men er kærligheden stærkere end søstrenes hævntørst? Og vil Penny og Bos hemmeligheder tvinge dem fra hinanden - eller føre dem sammen?

Jeg køber næsten aldrig bøger kun ud fra forsiden, men da denne bog begyndte at dukke op hos forskellige booktubere, blev jeg utroligt betaget af dens smukke ydre, og da jeg hørte, hvad den handlede om, kunne jeg ikke stå imod, og endte med at bestille den hjem. Bogen er blevet enormt hypet, og efter at have læst den, forstår jeg det godt. For den ligner ikke noget, jeg har læst før, og samtidig har den noget foruroligende og drømmende over sig, som gør den svær at slippe.
Bogen har elementer fra såvel fantasy som gys og magisk realisme, og er svær at genrebestemme.
Sproget er utroligt atmosfærisk, med noget næsten drømmende over sig, samtidig med, at man som læser fornemmer, at der lurer noget under overfladen. Bogen er letlæst, med et smukt og flydende sprog, og nogle utroligt stemningsfulde beskrivelser. Beskrivelsen af det lille samfund, som lukker sig om sig selv, og holder tilflyttere og turister ude, er spot on, og man fornemmer virkelig gabet mellem "dem" (tilflytterne og de morbide turister) og "os", de indbyggere, som er født i byen.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskende twists undervejs, og selvom det tog lidt tid, før jeg for alvor blev fanget ind, så endte jeg med at sluge bogen i løbet af ganske få timer. Historien er spændende, og fyldt med magi, forbandelser, mord, kærlighed, venskab, hemmeligheder og hævn. Det er en historie om besættelse og frygt, had og heksejagt, men også om valg, og om at være fanget i et mønster, som ikke er sådan lige til at bryde ud af. Søstrenes skæbne var forfærdelig, men deres hævn er lige så modbydelig, som indbyggernes oprindelige heksejagt, og man fornemmer, hvordan historien går i ring, når indbyggerne forfalder til selvtægt, i forsøget på at bryde forbandelsen. Men selvom jeg bestemt ikke går ind for selvtægt, så synes jeg dog det er værre, at de voksne bare ser til. De sørger selvfølgelig, når deres drenge bliver druknet, men de går ikke aktivt ind, og forsøger at beskytte deres børn ved at holde dem inde om natten i Swan-sæsonen, eller lukker dørene for turisterne, i stedet for at tjene penge på deres morbide interesse, og lade Swan-søstrene kaste sig over dem. I stedet overbeviser de sig selv om, at der ikke er noget at gøre, og overlader deres børn til skæbnen.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, men desværre blev en del af bipersonerne aldrig rigtig levende for mig, da jeg ikke følte, jeg lærte dem at kende. Det hænger muligvis sammen med, at hovedpersonen Penny er jeg-fortæller, og man derfor ser alle personerne gennem hendes øjne, og muligvis sammen med, at mange af bipersonerne ikke får ret meget scene-tid. Til gengæld virker det rigtig godt med de små flashbacks, hvor søstrenes historie, og det, der førte til deres henrettelse, bliver fortalt, da det gør de tre søstre meget virkelige, og jeg kunne da heller ikke lade være med at have en lille smule ondt af dem. Udover de tre søstre, så lærte jeg også hovedpersonen Penny rigtig godt at kende. Hun er en enspænder, præget af farens forsvinden og morens psykiske sammenbrud, og så er hun den eneste af byens unge, som ved, at forbandelsen er virkelig. For Penny har en hemmelighed, og en arv fra moren, som gør hende i stand til at se mere, end godt er. Mødet med Bo åbner langsomt Pennys hjerte, og giver hende håb for fremtiden. Men Bo har sine egne hemmeligheder, og selvom han begynder at falde for Penny, så har han sine egne grunde til at besøge Sparrow. Jeg kunne rigtig godt lide kemien mellem Penny og Bo, og den måde, følelserne og tilliden langsomt vokser mellem dem. Jeg var til gengæld ikke ret vild med Pennys eneste veninde Rose, som virkede manipulerende, og hvis impulsive handlinger gav Penny indtil flere problemer på halsen. Og selvom Rose mente det godt, og også havde sine gode sider, så irriterede hun mig virkelig.
Sidst, men ikke mindst, er jeg også nødt til at nævne bogens udseende. Udover at smudsomslaget er utroligt smukt, med sølvtryk og hævede bogstaver, så er den nøgne hardback det også, med dens blå grundfarve og sølvstjerner og måne. Bogen er også fyldt med små illustrationer, som indleder hvert kapitel i bogen, og det er med til at gøre den samlede læseoplevelse til noget helt særligt.
Alt i alt en rigtig god bog, som er både smuk og helt sin egen, med en dragende og drømmeagtig stemning, et solidt drys magi, en god portion gys, og en handling, der overrasker igen og igen. Kan man lide historier om hekse, forbandelser og kærlighed, kan bogen kun anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

Medaljonen

Medaljonen er en samlet udgave af gysertrilogien skrevet af Nicole Boyle Rødtnes, bestående af Den sorte skarabæ, Det blødende sår og Det halve hjerte.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda. 

Christian bor sammen med sin lillesøster Mille og sin mor. Hans far er antropolog, og er bortrejst det meste af tiden. Christian har det svært i skolen. Han er forelsket i Victoria, men desværre er hun mere interesseret i Jesper, som, sammen med sine venner, mobber Christian konstant.
Da den jævnaldrende Sofie flytter ind hos Christian og hans familie, er hverken Christian eller Mille begejstrede. Sofie er forældreløs, og har boet hos sin bedstemor, før hun flyttede ind hos dem, og så har hun en frygtelig hemmelighed.
Den dag, Sofie flytter ind, får Christian en pakke fra sin far. Pakken indeholder en halskæde med en skarabæ, som eftersigende kan opfylde ønsker. Det viser sig dog snart, at det ikke er ufarligt at bruge amuletten, og før de får set sig om, er Christian og Sofie i livsfare.

Jeg har efterhånden læst rigtig mange af Nicole Boyle Rødtnes' bøger, men lige den her serie har jeg ikke læst før. Og det på trods af, at bøgerne efterhånden har nogle år på bagen. Nu er trilogien så blevet samlet i et enkelt bind, og da forlaget sendte bogen til mig som en overraskelsespakke, gav det mig en undskyldning for endelig at få serien læst. Og heldigvis for det, for den var rigtigt god.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, masser af gysende stemning, og levende dialoger. En del af samtalerne er iøvrigt i form af sms- og chatbeskeder, og begge dele fungerer rigtig godt.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er uhyggeligt spændende, og næsten umulig at slippe, og fyldt med action, magi, gys, jalousi, mobning, sorg, familiesammenføring, forældreløshed, ensomhed, ondskab, forelskelse og hemmeligheder. Nicole er god til at blande genrerne, og denne gang har hun mikset realisme, fantasy og gys til en anderledes og tankevækkende historie, som i den grad tager talemåden "Pas på, hvad du ønsker dig" under kærlig og foruroligende behandling. Magi har konsekvenser, og ønsker har en pris. Uanset, hvor små eller store de er.
Personerne er menneskelige og levende, og jeg kunne rigtig godt lide både Sofie og Christian. Sofie er stille, ensom og føler sig ikke velkommen i sit nye hjem. Hun sørger stadig over sin mor, og det gør det ikke lettere, at hun også bærer rundt på en gevaldig skyldfølelse, på grund af sin uhyggelige evne til at tegne dødsfald før de sker. Indflytningen er for hende den sidste chance for at få en rigtig familie, men desværre føler hun sig stadig udenfor og alene. Christian er, trods sin familie, også ensom. Mobningen har isoleret ham i klassen, og han føler ikke, han kan fortælle sine forældre om det - slet ikke faren, som konstant er bortrejst, og som han virkelig savner. Christian er bestemt ikke begejstret ved tanken om, at hans nye "kusine" skal gå i klasse med ham, og dermed ikke kan undgå at opdage mobningen, og samtidig føler han, at han er nødt til at tage sig af Sofie, fordi Mille i den grad ikke lægger skjul på, at hun ikke bryder sig om Sofies plads i familien. Forholdet mellem Christian og Sofie sættes dog hurtigt på en alvorlig prøve, da Sofie opdager amulettens magt. Christian og Sofie skiftes til at fortælle historien, og det virker rigtig godt, fordi man på den måde virkelig lærer personerne og deres følelser at kende. En biperson, som jeg virkelig ikke kunne lide, var desværre lillesøsteren Mille. Mage til egoistisk og jaloux møgunge skal man godt nok lede længe efter. Hun havde godt nok nogle få gode øjeblikke (her tænker jeg på slutningen af første bog i serien), men resten af tiden var hun småfornærmet, egoistisk og lidt for meget begyndende teenager til, at jeg kunne holde hende ud, og jeg havde det meste af tiden lyst til at ruske hende og låse hende inde på hendes værelse, så jeg kunne få fred for hende. Faktisk kunne jeg bedre lide de onde i bogen, end hende, og det siger en del, for de var temmelig modbydelige, og decideret livsfarlige. Men de gav mig ikke lyst til at kyle bogen efter dem, så de var nemmere at holde ud. Bipersonerne var ligeså nuancerede og menneskelige som de to hovedpersoner, og selvom jeg absolut ikke kunne med Mille, så var det ikke fordi, hun ikke var troværdig som karakter.
Alt i alt var bogen en rigtig god læseoplevelse, og jeg er helt ked af, at serien ikke er længere. For jeg er bestemt ikke klar til at sige farvel til Sofie og Christian. Kan man lide spænding, gys og magi, krydret med realistiske problemstillinger, og et plot, som gør bogen både hurtigt læst og umulig at slippe, så kan bogen kun anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.