fredag den 13. marts 2020

Etiquette and Espionage

Etiquette and Espionage er 1. bind af steampunk-serien Finishing School, skrevet af Gail Carriger.

14-årige Sophronia er mere interesseret i mekanik og klatre i træer, end i at opføre sig som en ung dame af god familie, og snakker hellere med staldknægtene end med mulige ægtemænd.
I et sidste desperat forsøg på at lære sin datter gode manerer, sender Sophronias mor hende på kostskole, hvor hun skal lære at blive en rigtig dame.
Men hvad Sophronias mor ikke ved, er at Mademoiselle Geraldine's Finishing Academy for Young Ladies of Quality ikke er en helt almindelig kostskole. Godt nok underviser de unge damer af god familie i etikette, men skolen har også en anden, og mere skjult side, hvor eleverne lærer spionage, snigmord og manipulation.
Sophronia falder hurtigt til på skolen, hvor hun får både venner og fjender blandt eleverne. Men det går snart op for hende, at der foregår mystiske ting på skolen, og sammen med sine nye venner sætter hun sig for at løse mysteriet.

Jeg er ret vild med forfatterens andre bøger i samme univers, og glædede mig derfor til at begynde på denne serie, som kronologisk foregår ca. 20 år før Soulless-serien. Bogen kunne dog desværre ikke helt leve op til forfatterens andre bøger, hvilket mestendels skyldtes, at lige denne serie henvender sig til en noget yngre målgruppe, og jeg følte, den manglede noget dybde og karakterudvikling.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige, og til tider en smule komiske, beskrivelser, humor, og velskrevne dialoger, der emmer af britisk høflighed.
Universet er velkendt, og forfatteren formår at vise tidsforskellen mellem serierne rigtig godt, da flere velkendte opfindelser endnu er i deres startstadier, ligesom flere personer optræder i en yngre udgave. Idéen med en pigekostskole ombord på et luftskib, med robotter, mekaniske dyr og overnaturlige lærere er original og anderledes, og fungerer rigtig godt. Og jeg var især vild med de glimt jeg fik af undervisningen.
Handlingen er godt skruet sammen, med et spændende plot, luftskibe, kostskoler, spionage, venskab, varulve, vampyrer, intriger, forræderi, fjender, mystiske opfindelser og masser af action, alt sammen krydret med gode manerer, etikette, balkjoler og masser af te.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom det ikke var dem alle, jeg syntes lige godt om, så følte jeg alligevel, at jeg kom til at kende dem rigtig godt. Hovedpersonen Sophronia er modig, intelligent og impulsiv, og overhovedet ikke interesseret i at blive en fin dame som sine søstre. På skolen finder hun dog endelig noget at bruge sine evner til, og selvom hendes nysgerrighed giver hende en del problemer på halsen, så redder hendes evne til at tænke hurtigt både hende og hendes venner flere gange. Af bipersonerne var jeg især vild med Sophronias veninde Dimity, som er vild med kjoler og smykker, besvimer ved synet af blod, men også kan tænke hurtigt, når det er nødvendigt. Og så er en hun en god og loyal veninde. Jeg var også ret vild med skolens lærere, mens det til gengæld var svært at finde noget at synes om ved den snobbede og indbildske Monique, som allerede fra starten ser sig ond på Sophronia, og gør alt for at give hende problemer.
Selvom bogen ikke var helt så god som forfatterens andre bøger, så var jeg godt underholdt, og jeg elskede gensynet med universet, glimtene af kendte karakterer og hovedpersonen Sophronia, som virkelig har ben i næsen. For yngre fans af steampunk er bogen bestemt værd at læse, og jeg skal da også have færdiglæst serien på et tidspunkt, selvom den desværre ikke helt levede op til mine forhåbninger.

Se også forfatterens hjemmeside.

2 kommentarer:

Piskeriset sagde ...

Jeg er helt enig i din anmeldelse - holder også meget af Soulless-serien, men denne her skuffede mig desværre. Den var lidt for light. Har af samme grund også kun fået læst de to første bøger.


Mvh.
Den lille Bogblog

Kirsten Bloch sagde ...

@Den lille Bogblog. Dejligt at høre, at jeg ikke er alene om det. Jeg har resten af serien, så jeg regner med, jeg nok får den færdiglæst på et tidspunkt, men det bliver ikke lige nu.