Viser opslag med etiketten Diana Wynne Jones. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Diana Wynne Jones. Vis alle opslag

søndag den 8. januar 2023

Howl's Moving Castle

Howl's Moving Castle er 1. bind af fantasytrilogien af samme navn, skrevet af Diana Wynne Jones. 

Sophie er den ældste af tre søstre, og ved, at hun er dømt til at være uheldig. Da hendes far dør, skaffer hendes stedmor lærepladser til hendes to søstre, mens Sophie kommer i lære i familiens hattebutik. 
Sophie er dygtig til at lave hatte, men føler sig temmelig ensom. 
Hendes liv ændrer sig radikalt, da selveste Ørkenheksen dukker op i butikken. Før Sophie får set sig om, har heksen forbandet hende, så hun nu er en gammel kone. I chok beslutter Sophie sig for at drage ud for at lede efter sin egen lykke. Hun finder vej til troldmanden Howls levende slot, hvor hun indgår en aftale med troldmandens ilddjævel Calcifer, og slår sig ned som selvbestaltet rengøringskone. 
Troldmanden Howl har et frygteligt rygte, men langsomt går det op for Sophie, at han måske ikke er så slem endda. Men Sophie er ikke den eneste, som Ørkenheksen har forbandet, og snart må Sophie stå overfor heksen igen. 

Howl's Moving Castle er en af mine absolutte yndlingsbøger, og en jeg har genlæst igen og igen siden jeg første gang stiftede bekendtskab med den som barn. Det er derfor heller ikke helt nemt at anmelde bogen neutralt, da jeg har en god portion nostalgi forbundet med den, men jeg forsøger alligevel. 
Først og fremmest er jeg vild med forfatterens sprog, der er fyldt med varme, humor og en særlig stemning, der næsten emmer af eventyr. Bogen er fyldt med litterære referencer, og beskrivelserne er billedskabende og stemningsfulde. Og så er jeg ret vild med, hvordan forfatteren indleder hvert kapitel med et kort resume af, hvad der kommer til at ske. 
Universet er ret typisk for både fantasy og eventyr, og fyldt med magi, troldmænd, hekse, konger, havfruer og djævle. Men forfatteren sender også et venligt nik til vores egen verden, så historien får både et element af portalfantasy og et særligt metalag, som jeg holder meget af. 
Handlingen er godt skruet sammen, med en del twists undervejs, og selvom jeg efterhånden kender historien så godt, at jeg ikke længere kan overraskes, så opdager jeg stadig nye elementer, for hver genlæsning. Historien er spændende, og fyldt med magi, kærlighed, intriger, hekse, troldmænd, forbandelser, fordomme, hemmeligheder, løgne og jagten på lykken. Men det er også en historie om at finde sig selv, indre styrke, og at se udover det ydre. 
Personerne er levende og menneskelige, og som læser kommer man hurtigt til at holde af dem. Sophie er en skøn hovedperson. Som ældst er hun sikker på, at hun er dømt til et uinteressant og kedeligt liv, og født uheldig. Hun er fast besluttet på at gøre sin pligt, og overtage hatteforretningen, selvom det keder hende, og bange for at tage springet ud i det ukendte. Hendes forbandelse fjerner hendes frygt, og hun beslutter sig for at bevæge sig ud i det ukendte. Sophie er stædig, og fyldt med vrede, men har også et godt hjerte og masser af hjælpsomhed. Og selvom hendes impulsivitet og nysgerrighed indimellem giver hende problemer, så føler hun sig forpligtet til at hjælpe med at gøre tingene godt igen. Troldmanden Howl er på mange måder hendes diametrale modsætning. Han er indbildsk, egoistisk, stædig og forførende, men samtidig intelligent og hjælpsom på sin egen måde. Af øvrige bipersoner er det især Howls lærling Michael og ilddjævlen Calcifer, der stikker ud. Michael er hjælpsom, loyal og har et godt hjerte, mens Calcifer er hemmelighedsfuld og loyal, men også drillesyg, når det stikker ham. Og så er der Ørkenheksen selv, som er egoistisk, ond, magtbegærlig og manipulerende. 
Kan man lide fantasy med humor, eventyrelementer og masser af magi, så kan Howl's Moving Castle varmt anbefales. Diana Wynne Jones har sin helt egen tone, og er fantastisk til at gøre personer levende, og der er da også en grund til, at mange britiske fantasyforfattere nævner hende som en inspirationskilde. Bogen er filmatiseret, men selvom filmen er god (og en del anderledes), så er originalen her svær at slå, og jeg glæder mig allerede til næste genlæsning. 

lørdag den 3. april 2021

De syv magter

De syv magter er en fantasybog skrevet af Diana Wynne Jones. 

Howard lever et helt almindeligt liv sammen med sine forældre og sin irriterende lillesøster Skrappe. Lige indtil den dag, hvor han kommer hjem, og finder Goonen i køkkenet. Goonen siger, at Howards far skylder hans chef Archer 2000, og nægter at forsvinde, før han får dem. 
Det hele bliver endnu mere mærkeligt, da det viser sig, at det er 2000 ord, Howards far skylder Archer. Men selvom Goonen får ordene, så dukker han snart op igen, og før Howard ved af det, er han og hans familie blevet indblandet i et familieslagsmål mellem de syv magikere, der styrer byen, og som har siddet fast i byen de sidste 13 år. 
Howard må finde ud af, hvem af de syv magikere, der står bag, hvis han skal redde sin familie. Men det er ikke helt nemt, for ingen af magikerne spiller med åbne kort, og alle har de rettet øjnene mod Howards familie. 

Diana Wynne Jones er en af mine absolutte yndlingsforfattere, og De syv magter er en af mine yndlingsbøger fra hendes hånd. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har genlæst den, og jeg nyder den lige meget hver gang. 
Sproget er letlæst, flydende, og fyldt med humor af den stilfærdige, varme, britiske slags, som jeg holder virkelig meget af. Beskrivelserne er livagtige og humoristiske, og forfatteren leger utroligt meget med sproget, hvilket også slår igennem i den danske oversættelse. 
Bogens univers er originalt og magisk, og idéen om syv magikere, der styrer en hel by, og har fordelt de forskellige områder mellem sig, fungerer rigtig godt.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og historien er spændende og fyldt med magi, intriger, forræderi, hemmeligheder, tidsrejser, magtbegær og familieslagsmål. Det er en historie om at finde sig selv, og om ordets magt. Men først og fremmest er det en historie om familie, og hvad der skaber en familie. 
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og jeg holder utroligt meget af både hovedpersonen Howard og hele hans familie. Howard er modig, loyal og elsker sin familie, og selvom hans lillesøster Skrappe ofte irriterer ham, så er han altid klar til at beskytte hende. Af bipersonerne holder jeg især af Howards far. Han er distræt, stædig og temperamentsfuld, men også fast besluttet på at gøre det rigtige - uanset hvad det koster. Og så elsker han sin familie. Skrappe er på mange måder den irriterende lillesøster. Hun er stædig, uopdragen og ikke bange for at bruge sin storebror til at løse hendes problemer, men hun er også modig og kvik. Og så er der de syv magikere, der styrer byen, og som hver har deres egne særpræg og stærke personligheder. De er magtbegærlige, egoistiske, selvglade og vant til at få deres vilje, og bruger lige så meget tid på at kæmpe mod hinanden, som på at misbruge deres magt. Fælles for dem alle er deres ønske om at finde ud af, hvem der står bag deres fastlåsning i byen, og de er ikke blege for at bruge alle midler, for at få Howards far til at overgive sig. 
De syv magter er en fantastisk urban fantasy-historie, som, selvom den er skrevet til børn, helt klart også vil more voksne læsere, på grund af de mange ordspil og skønne personer, der fylder bogen. Er man, som jeg, vild med britisk fantasy, eller er man allerede fan af forfatteren, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg kan kun anbefale bogen. 

torsdag den 12. marts 2020

The Islands of Chaldea

The Islands of Chaldea er en fantasybog skrevet af Diana Wynne Jones og Ursula Jones.

Aileen bor på øen Skarr. Hendes tante er øens vise kvinde, og har opdraget hende, siden Aileens mor døde i barselsseng. Aileens far forsvandt for flere år siden, efter barrieren mellem Logra og de andre øer i Chaldea opstod, da han blev bortført sammen med sønnen af højkongen.
Aileen er nu blevet så gammel, at det er hendes tur til at blive initieret som vis kvinde. Men prøven går galt, og Aileen er sikker på, at hun aldrig lærer at bruge sine kræfter. Hun får dog ikke tid til at tænke alt for meget over det, da hendes fætter, kongen af Skarr, tilkalder hende og hendes tante, og sender dem ud på en mission, for at ødelægge barrieren, og redde højkongens søn.
Missionen går dog galt fra starten, og det går hurtigt op for Aileen, at ikke alle er interesserede i at redde prinsen.

Diana Wynne Jones er en af mine absolutte yndlingsforfattere, men desværre døde hun, før hun blev færdig med The Islands of Chaldea. Bogen blev færdiggjort af hendes søster, men da Diana ingen noter efterlod sig om bogens slutning, plot mm., måtte søsteren selv finde ud af, hvordan bogen skulle slutte - og hvordan personerne skulle nå frem til slutningen. Desværre bærer bogen præg af, at Diana ikke selv færdigskrev den, da både plot og personer mangler noget af den magi, som ellers kendetegner Wynne Jones' bøger.
Sproget er letlæst og flydende, med gode beskrivelser og en del humor, og det er lykkedes for Ursula Jones at ramme samme tone og varme i sproget, som Diana selv.
Handlingen hænger sammen, men plottet er meget ensrettet, og det gør bogen en smule kedelig. Hvor Wynne Jones' bøger ellers har handlingsmæssige kringlede omveje, så følger bogens plot i denne bog en meget lige vej fra begyndelse til slutning, og der mangler noget charme og universopbygning, for at give rejsen mening. Det hele føles i stedet ret tilfældigt og uigennemtænkt, og jeg sad lidt tilbage med en nå-følelse. Historien er som sagt meget ligeud, og fyldt med magi, magiske vogtere, konger og dronninger, vise kvinder, intriger, forræderi og hemmeligheder, men man føler som læser aldrig at personerne for alvor er i fare, da der simpelthen mangler noget mere udfoldelse af såvel plot som steder, univers og personer. Og det er synd, for i stedet for en spændende magisk fortælling, får man i stedet en sød og lidt kedelig historie, som godt nok er fyldt med magi, men hvor man aldrig føler, at der er fare på færde.
Personerne er temmelig flade, og føles kun periodisk som levende mennesker. Jeg følte aldrig, at jeg for alvor kom ind under huden på dem, og selv hovedpersonen og jegfortælleren Aileen kom jeg aldrig rigtig til at kende. Personernes manglende dybde gjorde dem også svære at adskille fra hinanden, da bipersonerne har meget lidt scenetid, og derfor føles temmelig ligegyldige og anonyme. Jeg har derfor heller ikke ret meget at sige om personerne, andet end at Aileens tante er temmelig dominerende, Aileen har et godt hoved men manglende selvtillid, og at Ivar er forkælet og ikke ret intelligent. Hele udviklingen med Ogo og Aileen så jeg komme på lang afstand, og personerne overraskede mig aldrig.
Selvom indholdet skuffede en del, så er bogens ydre og layout enormt flot. Bogen er fyldt med små illustrationer i starten af hvert kapitel, og indeholder også et flot kort over Chaldea. Og bogens cover er utroligt smukt med snirkler, gyldne og blå farver, og små skønne og finurlige detaljer.
Alt i alt en noget skuffende læseoplevelse. Historien er sød, men mangler det finurlige og magiske, som Wynne Jones' øvrige forfatterskab havde, og så mangler såvel plot som personer og univers dybde. Er man som jeg superfan af Diana Wynne Jones, og ønsker man at læse alle hendes bøger, skal bogen selvfølgelig læses. Men ellers vil jeg anbefale, at man vælger at læse nogle af hendes mange andre bøger, da denne desværre ikke hører til blandt hendes bedste.

tirsdag den 14. august 2018

House of Many Ways

House of Many Ways er 3. og sidste bind af Diana Wynne Jones' fantasytrilogi om Howl's Moving Castle.

Charmain er datter af byens bager, og er opdraget til altid at opføre sig respektabelt. Hendes mor har overbeskyttet og forkælet hende, og derfor ved Charmain intet om, hvordan man ordner huslige pligter. Det har dog ikke generet hende, da hun foretrækker at have næsen i en bog, og hendes højeste drøm er, at hjælpe kongen og hans datter i det kongelige bibliotek med at katalogisere deres bogsamling.
Charmains velkendte rutine ændres brat, da hendes grandtante overtaler hendes forældre til at lade hende passe den kongelige troldmands hus, mens troldmanden er på rekreation hos elverne. Charmain aner intet om husarbejde, og troldmandens hus er, for at gøre det hele endnu mere besværligt, heller ikke helt almindeligt. Heldigvis har troldmanden en stor bogsamling, som kan holde Charmain beskæftiget - hvis bare hun kunne få lov til at læse bøgerne.
For med en herreløs hund i huset, en troldmandslærling hvis magi har en tendens til at løbe løbsk, formerende vasketøj, stridslystne kobolder og en lubbock ude efter hende, er det ikke let at finde læsetid. Så da kongen tilbyder hende en plads i det kongelige bibliotek, kan Charmain næsten ikke vente med at kaste sig over bøgerne. Det viser sig dog snart, at opgaven er meget vigtigere end hun kunne forestille sig, for der er noget helt galt i kongeriget. Charmain får brug for alt sit mod, og sine mulige magiske evner, hvis hun skal opklare mysteriet om kongens forsvundne guld, og redde kongeriget.

Diana Wynne Jones har været en af mine yndlingsforfattere siden jeg var barn, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har genlæst Howl's Moving Castle. Så da jeg opdagede, at der var kommet en bog mere i serien, måtte jeg selvfølgelig have fingrene i den. Og så stod den ellers og ventede i reolen i årevis, før jeg fik den læst. Og det er synd, for bogen var rigtig god, selvom den ikke helt levede op til Howl's Moving Castle. Til gengæld kunne jeg bedre lide den end toeren i serien.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med ordspil, humor og en særlig varme, som jeg ofte oplever i især britisk fantasy, og næsten altid i Diana Wynne Jones' bøger. Beskrivelserne er livagtige og morsomme, og især personerne står lyslevende for læseren indre blik.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med magi, action, intriger, ondskab, bøger, te, farlige væsener og et meget mærkeligt hus, foruden søgen efter identitet, flytten hjemmefra, og at lære at stå på egne ben. Historien referer til både begivenheder og personer i de tidligere bind, selvom denne bog som sådan ikke er en direkte fortsættelse, da den finder sted i et andet land, og med andre personer i hovedrollerne. Ikke desto mindre er det nødvendigt at læse bøgerne i den rigtige rækkefølge, hvis man skal kunne forstå referencerne, og det er da også hyggeligt at møde tidligere bøgers personer i nye roller.
Personerne er levende og menneskelige, og man kan som læser ikke undgå at komme til at holde af dem. Hovedpersonen Charmain er forkælet, beskyttet og temmelig ubehjælpsom. Selvom hun har sine egne fremtidsplaner, har hun svært ved at sige sin mor imod, og da muligheden for at komme væk hjemmefra melder sig, springer hun til med det samme. Hun ved godt nok intet om at holde hus, og huset selv gør det heller ikke nemt for hende, selvom troldmanden har efterladt magiske beskeder til hende. Til gengæld kaster hun sig over bøgerne og magien, som hun altid har fået at vide ikke var respektabel. Charmain er til tider egoistisk, kort for hovedet og utålmodig over for andre mennesker, og det gjorde, at jeg ikke altid holdt lige meget af hende, men hun har også et ønske om at gøre det rigtige og hjælpe, og så hjælper det, at hun udvikler sig en del undervejs i historien. Lærlingen Peter er mere fornuftig og samvittighedsfuld i forhold til huspasningen, og er god til at tænke ud af boksen. Desværre er han ikke helt så god til magien, hvilket giver nogle ret komiske situationer undervejs. Af andre bipersoner kan nævnes nogle af mine yndlingspersoner fra tidligere bind i serien, Sophie, Howl og Calcifer, og, ikke mindst, hunden Waif, som bare er helt vildt charmerende.
Selvom bogen ikke helt levede op til første bind i serien, så havde den samme charme og varme, og jeg var især glad for gensynet med mine yndlingspersoner fra tidligere bind. Kan man lide britisk humor, varme, og, er man, som jeg, vild med Diana Wynne Jones' skrivestil, kan serien og bogen varmt anbefales. 

lørdag den 24. oktober 2015

Year of the Griffin

Year of the Griffin er en selvstændig fortsættelse til fantasybogen Dark Lord of Derkholm, skrevet af
Diana Wynne Jones.

Troldmanden Derks yngste grifdatter Elda er startet på det magiske universitet for at lære at bruge sin magi. Hun bliver hurtigt venner med de andre i sin gruppe som alle er kommet til universitetet i dybeste hemmelighed, da deres familie eller andre ikke synes de skal lære magi.
Elda bliver betaget af den lærer som er mentor for hendes gruppe, men ellers er hverken hun eller de andre specielt begejstrede for deres lærere, som tilsyneladende ikke kan tænke selvstændige tanker, og mener magi kun kan følge ganske særlige regler. Vennerne bestemmer sig derfor for selv at studere magi som de synes den skal læres, og det giver pote.
Da universitetet kontakter de studerendes hjem for at bede om flere penge må vennerne stå sammen for at beskytte hinanden mod såvel deres familier, som snigmordere, eks-pirater og intrigante politikere. Kan de overleve deres første år?

Bogen er ikke helt ligeså god som Dark Lord of Derkholm, men byder alligevel på masser af spænding, magi og humor, samt et underholdende plot, og en handling som er skruet godt sammen. Bogen er ikke helt så original som første bind - det er jo en fortsættelse - og der er ikke helt så mange uventede drejninger, da man jo, hvis man har læst første bind, allerede kender præmisserne for fantasyverdenen, og den måde forfatteren vender fantasyklichéerne på hovedet. Kunne man lide Dark Lord of Derkholm vil man også kunne lide denne, og gensynet med fantasyverdenen skuffer bestemt ikke. Jeg anbefaler dog at man læser Dark Lord of Derkholm først for at få det fulde udbytte af bogen.

Se også hjemmesiden om forfatteren her.

The Tough Guide to Fantasyland

The Tough Guide to Fantasyland er skrevet af Diana Wynne Jones.

The Tough Guide to Fantasyland er skrevet som en rejseguide til fantasyverdenen fra bogen Dark Lord of Derkholm. Bogen indeholder, som alle andre rejseguides, et kort, samt forskellige forklaringer i alfabetisk rækkefølge med medfølgende ikoner - f.eks. underholdning, overnatning og, specielt for denne guide, kliché. Og det er da også netop klichéer denne bog flyder med. Med den samme humor som findes i alle hendes andre bøger gennemgår forfatteren racer, steder, våben, mad og andet som altid (eller næsten altid) er at finde i en fantasybog. Fantastisk morsom og absolut værd at læse hvis man kan lide fantasy. Bogen er desværre ikke oversat til dansk, men prøv at støve den op alligevel. Du vil ikke blive skuffet.

torsdag den 22. oktober 2015

Dark Lord of Derkholm

Dark Lord of Derkholm er en fantasybog skrevet af Diana Wynne Jones.

Troldmanden Derk vil egentlig helst gå og pusle med sine genetiske eksperimenter og passe sine børn og dyr. Desværre bliver han valgt som årets Mørke Fyrste og må i stedet få alt på plads til årets turistrejser. Derks verden er nemlig mål for hr. Chesneys turistrejser hvor turisterne betaler for at opleve en rigtig fantasyverden inklusiv et opgør med en Mørk Fyrste. Beboerne af Derks verden har fået nok af rejserne, men ved ikke hvordan de skal stoppe dem, da hr. Chesney har en dæmon som tvinger dem til at efterleve den oprindelige kontrakt. Mens Derk forsøger at løse sine nye pligter, som blandt andet indebærer fremmaningen af en dæmon, gudebesøg, slagmarker og nedbrydning af diverse landsbyer, bliver han mere og mere modløs. Hans kone distancerer sig fra ham, og opgaven som Mørk Fyrste hænger ham langt ud af halsen. Heldigvis hjælper hans to menneske- og fem griffebørn, Shona, Blade, Kit, Callette, Don, Lydda og Elda,  hvor de kan. Da Derk rager uklar med en drage må børnene for alvor tage over, for det er strengt nødvendigt at ingen ved Derk er for såret til at være Mørk Fyrste. Og slet ikke hr. Chesney. Og Blade har yderligere en opgave, da han skal være troldmandsguide for et af rejseselskaberne. Men at være Mørk Fyrste kan være farligt, og snart er børnene ude hvor de ikke kan bunde...

Diana Wynne Jones er en af mine absolutte yndlingsforfattere. Hendes sprog er fantastisk, og gennemsyret af humor på en dejlig britisk måde. Handlingen er godt skruet sammen, og bogen kommer omkring alle fantasyklicheerne og vender dem på hovedet. Hvem bestemmer for eksempel at troldmænd skal have skæg - eller være mænd? Bogen er spændende, med masser af action, og personer man ikke kan undgå at komme til at holde af. Jeg har efterhånden læst bogen mange gange, og morer mig over den hver gang, ligesom jeg opdager nye sider af handlingen for hver genlæsning. Bogen kan varmt anbefales.

Se også denne flotte hjemmeside om forfatteren.