Natspindlerens dødsmærke er 2. og sidste bind af fantasyserien Ravneskrig, skrevet af Karen Inge Nielsen.
Det er to år siden, Tigril og De Sorte faldt, men tiden efter sejren har ikke været let. De Sortes brutalitet har gjort skellet mellem de undertrykte og de folk, der af frygt tjente under dem, svært at forene, og frygten og hungersnøden lurer stadig i landet.
Som arving til hertugdømmet har Sia sammen med hertug Castor forsøgt at genopbygge livet og tilliden i byen, men det er bestemt ikke let, og heller ikke Sias egen familie er sluppet fri.
Sia sørger over sin far, og er plaget af mareridt efter tiden i Tigril. Men mareridtene får efterhånden et skær af noget langt uhyggeligere end fortiden, og en hviskende stemme hjemsøger hendes drømme med forudanelser om død og ulykke.
Langsomt går det op for Sia, at den ondskab hun troede, hun havde fordrevet en gang for alle, stadig lever, og indtil den er endegyldigt besejret, vil Sia aldrig få fred. For bliver profetien ikke opfyldt, vil Natspindlerens dødsmærke tage livet af hende, og ondskaben vinde.
Og tiden er ved at rinde ud.
Jeg var vild med første bind i serien, men selvom fortsættelsen var rigtig god, så nåede den desværre ikke helt op på siden af etteren for mig.
Ligesom i første bind er sproget letlæst og flydende. Forfatteren formår at skabe en underliggende stemning af lurende ondskab og uhygge, som vokser støt hele vejen igennem historien, og beskrivelserne er livagtige, billedskabende, og til tider uhyggeligt brutale og kvalmende.
Universet udvider sig en del i dette bind, hvor læseren lærer mere om Karstrels historie og legender, ligesom magien får en tydeligere rolle, hvilket er ret fedt.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Og selvom jeg gættede en del af dem, så kom andre i den grad bag på mig. Historien er spændende, og selvom starten føltes lidt lang, så blev bogen hurtigt umulig at slippe. Igen er det følelserne, der danner centrum for fortællingen, hvor temaer som hævn, forræderi, intriger, hemmeligheder, sorg, kærlighed, tilgivelse, selvhad, og had deler pladsen med ældgamle legender, magi, familie, tillid, magtbegær og ansvar. Det er en historie om godt og ondt, brutalitet og tilgivelse, krig og fred, kærlighed og had. Mest af alt er det dog en historie om de altødelæggende konsekvenser krig, sorg og undertrykkelse har for de mennesker, den berører, og den måde tab og fortvivlelse kan nedbryde menneskesindet, så selv ikke kærlighed er nok til at redde det. Bogen er til tider temmelig hård læsning, netop fordi den bringer så mange følelser i spil, men det er også en vigtig historie, forfatteren fortæller, om håb trods alt, og om, at det onde ikke forsvinder med et trylleslag, når kampen er vundet, men skal bekæmpes aktivt gennem tilgivelse, samarbejde og tillid.
Personerne er levende, nuancerede, og så menneskelige, at det indimellem gør helt ondt. Alle er de præget af rædslerne fra første bind, og alle kæmper de for at overkomme og overleve minderne. Med svigtende held. Sia har udviklet sig en del fra den bange pige i første bind, og er nu en stærk ung kvinde, som forsøger at hjælpe, hvor hun kan. Hendes sorg over farens død, og minderne fra Tigril plager hende stadig, og det gør det ikke bedre, at hendes drømme bliver mere og mere truende. Samtidig har hun svært ved at kommunikere med sin tvillingebror, som hun føler distancerer sig mere og mere fra hende, og hendes nye pligter og ansvar som arving til hertugdømmet tynger hende også. Hun vil så gerne hjælpe alle, og det gjorde hende desværre til tider lige lovligt tillidsfuld og naiv, hendes tidligere oplevelser taget i betragtning, hvilket frustrerede mig en smule, fordi jeg som læser nemt kunne se de fælder, hun gik i undervejs. Men bortset fra det, så var jeg stadig rigtig glad for hende som hovedperson. Synsvinklen skifter noget mere i denne bog end i forrige bind, hvilket er rigtig fedt, fordi man ser den lurende fare fra flere forskellige vinkler, samtidig med, at man lærer bipersonerne en del bedre at kende. Jeg var især vild med Mira og Nadera, som begge havde udviklet sig en del fra tiden i Tigrils køkken, og selvom Liam irriterede mig med hans selvmedlidenhed og muthed, så fik også han mere kød på undervejs. Og så var skurkene, som jeg ikke kan sætte navn på, uden at spoile hele plottet, virkelig fænomenalt strikket sammen, med psykopatiske og sadistiske træk som man længe kun aner mellem linjerne, men som bliver mere og mere fremtrædende, efterhånden som man lærer dem at kende.
Selvom Natspindlerens dødsmærke ikke var helt så god som første bind, så var den stadig rigtig, rigtig god, med en virkelig creepy undertone, interessante personer og en god portion magi. Kunne man lide Ravneskrig, skal man ikke snyde sig selv for afslutningen på Sias historie. Men sørg for at have lommetørklæderne klar ved hånden, og vær forberedt på at gennemleve hele følelsesregistret undervejs.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar