tirsdag den 31. marts 2020

Smoke Bitten

Smoke Bitten er 12. bind af fantasyserien om Mercy Thompson, skrevet af Patricia Briggs.

Kampen mod heksene har taget hårdt på flokken, og ikke mindst Adam er stadig plaget af den. Han har lukket sig inde i sig selv, og selvom han stadig passer opgaven som alfa, så har han lukket ned for sit magebånd til Mercy, og holder hende mentalt på afstand. Det er hårdt for Mercy, og det gør det ikke nemmere, da Adams manipulerende ekskone blander sig.
Private problemer er dog ikke det eneste, der truer flokken. Underhill har åbnet en dør i Mercys baghave, og noget er sluppet ud af den. Snart truer en ældgammel trussel både flokken og alle i deres territorium, og det er op til Mercy at finde og standse fjenden, før det er for sent. Og som om det ikke er nok, dukker en fremmed flok op, og truer freden.
Mercy og Adam må lægge deres private problemer til side og stå sammen, hvis de skal overleve det, der er på vej. Og måske kan de samtidig redde deres ægteskab.

Jeg elsker simpelthen den her serie, og den her bog var ingen undtagelse. Jeg slugte den på ingen tid, og har allerede abstinenser. Og det er skidt, med mere end et år til den næste bog udkommer.
Sproget er letlæst og flydende, med billedskabende beskrivelser og livagtige actionscener, tilsat en god portion humor og masser af sarkastiske bemærkninger.
Universet udvider sig endnu en gang, med nye væsener, fjender og magi, og jeg elsker blandingen af fae, mytologi, eventyr, monstre, varulve og vampyrer, hvor magi har sin pris, og monstre er monstre, selvom de har gode hjerter.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot der overrasker gang på gang, og en støt stigende spændingskurve, som gør bogen umulig at slippe. Historien er fyldt med action, magi, kærlighed, forræderi, fjender, ondskab, usikre alliancer, varulve, fae og monstre, tilsat en god portion mytologi og eventyr.
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige, og jeg holder meget af Mercy som hovedperson. Hun er modig, stærk, intelligent og villig til at gøre alt, for at redde dem hun elsker. Men hun er også impulsiv, temperamentsfuld og stædig, og ikke altid lige god til at følge ordrer - selv når ordrerne er for hendes egen skyld. Kemien mellem hende og Adam er supergodt beskrevet, og som læser kan man ikke undgå at blive investeret i deres parforhold, og deres forsøg på at komme igennem krisen. Det er dog ikke altid lige nemt, for de er begge lige stædige, og lige beskyttende over for hinanden. Adam er modig, stærk og en god alfa, men har også en tendens til at være overbeskyttende, og ville bestemme alt, til Mercys store irritation. Ikke desto mindre fungerer de godt som par, fordi de supplerer hinanden, og er enige om de overordnede mål. Af de øvrige bipersoner var jeg især vild med Ben, den storbandende britiske varulv hvis temperament kun overgås af hans loyalitet over for flokken, og Warren, den homoseksuelle varulv med det store hjerte. Men også Adams datter Jesse, varulven Auriele (som kan være noget af en bitch, men er modig og loyal) og Aiden er svære at stå for.
Smoke Bitten var lige så fantastisk som de forrige bind i serien, og fans vil bestemt ikke blive skuffede. Jeg elskede hvert eneste ord, og glæder mig allerede til næste bind udkommer. Er man vild med urban fantasy, varulve og sarkastiske hovedpersoner, så kan serien kun anbefales. Men vær forberedt på abstinenser, for er du først blevet hooked på serien, er den næsten umulig at slippe igen, og 12 bind føles alt for kort.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: