Lucifers Fængsel er en fantasybog skrevet af Anders Villy Ehrenreich Eriksen.
Ravn er datter af en storbonde, og bor på en gård, sammen med sine forældre. Hele sit liv har hun set mærkelige væsener omkring folk, og drømt mærkelige drømme, som hun ikke tør fortælle præsten. Ravn er bange for sin far, men elsker sin mor, så da hun får at vide, at hun er blevet gammel nok, til at komme ud at tjene, er det med blandede følelser.
Men ankomsten til Zaragoza bliver ikke, som Ravn havde forestillet sig. Straks efter ankomsten til byen bliver hun taget til fange, og anklaget som heks, og før hun ved af det, står hun på bålet.
Hun når dog ikke at blive brændt, men bliver reddet i sidste øjeblik af Uzul, som har mærkelige kræfter. Før Ravn ved af det, er hun på vej til Cordoba, som er under belejring, og det går snart op for hende, at hun er en brik i et langt større spil, end hun på nogen måde kunne forestille sig.
Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg ikke har fået læst den her bog noget før, da den efterhånden har en del år på bagen, men nu fik jeg det endelig gjort. Og den var faktisk rigtig god, selvom jeg gættede de fleste af historiens twists næsten fra starten af bogen.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, der gjorde såvel torturscener som elendigheden i den belejrede by næsten for nærværende, og forfatteren har tydeligvis tænkt over at får sprogets tone til at passe til den historiske periode, hvor handlingen finder sted, uden at gøre den fuldstændig ulæselig for de børn, som er bogens målgruppe.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom jeg gættede de fleste twists fra starten, så var de godt udtænkt. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, engle, dæmoner, religiøs fanatisme, krig, heksebrændinger, tortur og familie, godt krydret med virkelige historiske begivenheder i middelalderens Spanien. Jeg kunne godt lide, at der blev vendt lidt op og ned på det traditionelle fjendebillede mellem engle og dæmoner, men kunne godt have tænkt mig lidt mere uddybning undervejs, eller måske en fortsættelse, da jeg syntes historien sluttede noget brat.
Personerne er levende og menneskelige, omend en smule unuancerede, da de er temmelig sort/hvide. Ravn har været plaget af mærkelige syner og drømme hele sit liv, men fordi hun gerne vil behage sin far og være en god kristen, forsøger hun at hemmeligholde dem, og lukke øjnene for væsenerne. Hun elsker sin mor, men frygter sin far, som er streng og autoritær. Selvom jeg godt kunne lide Ravn, så var der dog et par ting, der irriterede og undrede mig ved Ravns adfærd. For det første er hun utroligt naiv, og opfører sig direkte tåbeligt til tider. Og for det andet forstår jeg ikke hvordan hun fuldstændig kan overse og ignorere de faresignaler, hun får fra folk omkring sig. Jeg havde gættet skurken stort set fra første side, og Ravn burde altså have lugtet lunten noget før. Af bipersonerne kunne jeg bedst lide Uzul, som redder Ravn fra bålet, og forsøger at holde hende i live, selvom hun bestemt ikke gør det nemt for ham. Ja, han har sine egne motiver for at gøre det, men han redder hendes liv indtil flere gange. Fader Gonzales, derimod, afskyede jeg fra første blik (eller ord, det er jo en bog), og jeg krympede mig nærmest hver gang han dukkede op. Også andre af bipersonerne var interessante, men selvom langt de fleste af dem havde deres egne motiver, så blev de aldrig rigtigt nuancerede nok, til at man som læser lod sig narre af dem.
Selvom der var et par ting, der irriterede mig, så var jeg alligevel ret opslugt af historien, og især det historiske element, og idéen med Lucifers Fængsel, var jeg vild med. Jeg ville ønske, at bogen havde været længere, eller at der var en fortsættelse, for jeg ville gerne have læst mere om Ravn.
Kan man lide historisk fantasy med hekseforfølgelser, engle og dæmoner, fortalt på en lettilgængelig måde, så er bogen værd at læse. Jeg var i hvert fald godt underholdt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar