Viser opslag med etiketten #backlistreadathon. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten #backlistreadathon. Vis alle opslag

søndag den 14. marts 2021

The Backlist Readathon #2 - status

The Backlist Readathon er slut for denne gang, og selvom jeg ikke nåede helt i mål med min ambitiøse TBR, så er jeg stadig godt tilfreds. Det tog lidt tid for mig at komme i gang med læsningen, men det lykkedes mig at få læst 4 bøger fra min TBR (plus en bonusbog, der var en genlæsning), hvoraf en enkelt af bøgerne også var en del af min A-Z TBR. Jeg fik læst fra to forskellige serier, hvoraf den ene var fantastisk, og den anden god, men desværre ikke rigtig min kop te. Jeg har dog stadig planer om at færdiglæse den, så jeg kan krydse den af listen over igangværende serier. 
Men nu gælder det først opsamlingen på The Backlist Readathon. 

I alt havde jeg 7 bøger på min TBR:

Maite Carranza: Isørkenen (Hunulvens klan 2) (2009)
Read a backlist title published before 2017. Read a backlist from your favorite genre. A-Z TBR
399 sider.

Maite Carranza: Odis forbandelse (Hunulvens klan 3) (2009)
Read a backlist title published before 2017. Read a backlist from your favorite genre.
491 sider.

Jennifer Bell: Den bøjede mønt (De ualmindelige 1) (2017)
Read a middle grade backlist. Read a backlist from your favorite genre.
346 sider.

Jennifer Bell: Det rygende timeglad (De ualmindelige 2) (2018)
Read a middle grade backlist. Read a backlist from your favorite genre.
366 sider.

Jennifer Bell: Det frosne teleskop (De ualmindelige 3) (2018)
Read a middle grade backlist. Read a backlist from your favorite genre.
284 sider.

Diana Wynne Jones: Fire and Hemlock (1985)
Read a backlist title published before 2017. Read a backlist from your favorite genre. A-Z TBR.
392 sider.

Nnedi Okorafor: Hvem frygter døden (Hvem frygter døden 1) (2018)

Read an own voices backlist. A-Z TBR.

512 sider.

Heraf fik jeg læst 4 bøger:

Jennifer Bell: Den bøjede mønt (De ualmindelige 1) (2017)
Read a middle grade backlist. Read a backlist from your favorite genre.
346 sider.

Jennifer Bell: Det rygende timeglad (De ualmindelige 2) (2018)
Read a middle grade backlist. Read a backlist from your favorite genre.
366 sider.

Jennifer Bell: Det frosne teleskop (De ualmindelige 3) (2018)
Read a middle grade backlist. Read a backlist from your favorite genre.
284 sider.

Maite Carranza: Isørkenen (Hunulvens klan 2) (2009)
Read a backlist title published before 2017. Read a backlist from your favorite genre. A-Z TBR
399 sider.

Jeg gennemførte i alt 3 af udfordringerne (læs mere om udfordringerne i mit indledende readathon-indlæg her), nemlig Read a middle grade backlist. Read a backlist from your favorite genre, og Read a backlist title published before 2017, og så fik jeg læst en enkelt bog fra min A-Z TBR. 

I alt fik jeg læst 1395 sider, fordelt på 4 bøger, hvilket er lidt mindre, end jeg havde håbet på, men stadig pænt, når man lægger bonusbogens sideantal på 375 sider oveni. Og så er det flere sider, end jeg fik læst til sidste års runde. Jeg glæder mig allerede til næste års runde går i gang, og har helt klart planer om at deltage igen, for readathonet er en rigtig god anledning til at få læst nogle af de lidt ældre titler fra mine reoler. 

Var der nogen af jer, der var med? Og hvordan gik det for jer? 

lørdag den 6. marts 2021

The Backlist Readathon #2

Så er det blevet tid til anden runde af The Backlist Readathon, der denne gang løber af stablen fra 7. til 13. marts. Som navnet antyder, går det ud på at læse backlist bøger. Det vil sige bøger, som enten har et par år på bagen, eller hvor forfatteren har udgivet flere bøger siden. Jeg er forholdsvis god til at få læst de nyeste titler, men er ikke altid lige god til at få læst de lidt ældre titler på mine reoler, så readathonet her er en god anledning til at få læst nogle af dem. Og så er det også en god måde at få læst nogle flere af titlerne fra min A-Z TBR. 
Readathonet er hostet af 3 booktubere, Mrs. Dunn Reads, Jacqueline og Bree Hill, og der er 6 udfordringer, man kan tage del i, hvis man har lyst. Jeg har fundet bøger, der passer på 4 af udfordringerne, og springer de to sidste over, da den ene ikke giver mening i en dansk kontekst, i og med at Book of the Month er en amerikansk/canadisk bogklub, og den anden ikke passede med de bøger, jeg havde lyst til at læse. 
Udfordringerne er:

1. Read a backlist title published before 2017 
2. Read a middle grade backlist 
3. Read a backlist from your favorite genre 
4. Read an own voices backlist 
5. Read a backlist recommended by a book influencer 
6. BONUS: Read a book of the month backlist

Backlist for mig er bøger, der har minimum to år på bagen - altså fra 2018 eller før - og som jeg ikke har læst før. Ved oversættelser er det året for oversættelsen, der er angivet. Jeg har valgt 7 bøger fra mine reoler, hvoraf 3 titler også er en del af min A-Z TBR. 
Min TBR ser sådan her ud:

Maite Carranza: Isørkenen (Hunulvens klan 2) (2009)
Read a backlist title published before 2017. Read a backlist from your favorite genre. A-Z TBR
399 sider.

Maite Carranza: Odis forbandelse (Hunulvens klan 3) (2009)
Read a backlist title published before 2017. Read a backlist from your favorite genre.
491 sider.

Jennifer Bell: Den bøjede mønt (De ualmindelige 1) (2017)
Read a middle grade backlist. Read a backlist from your favorite genre.
346 sider.

Jennifer Bell: Det rygende timeglad (De ualmindelige 2) (2018)
Read a middle grade backlist. Read a backlist from your favorite genre.
366 sider.

Jennifer Bell: Det frosne teleskop (De ualmindelige 3) (2018)
Read a middle grade backlist. Read a backlist from your favorite genre.
284 sider.

Diana Wynne Jones: Fire and Hemlock (1985)
Read a backlist title published before 2017. Read a backlist from your favorite genre. A-Z TBR.
392 sider.

Nnedi Okorafor: Hvem frygter døden (Hvem frygter døden 1) (2018)
Read an own voices backlist. A-Z TBR.
512 sider. 

I alt håber jeg på at få læst 2790 sider, fordelt på 7 bøger, plus en enkelt bonusbog, som jeg har læst før, og derfor ikke tæller med på min TBR, men som jeg er nødt til at genlæse, før jeg kan læse videre i serien. Det er nemlig flere år siden, jeg læste den, og jeg har glemt det meste af handlingen. Om jeg når i mål med min ambitiøse TBR er bestemt ikke sikkert, men jeg vil gøre mit bedste. 
Jeg vil løbende opdatere om mine fremskridt på Instagram under hashtagget #backlistreadathon, og når readathonet er slut, vil der også komme et statusindlæg på bloggen, hvor jeg fortæller, hvor mange af bøgerne jeg fik læst. 
Har du lyst til at være med, kan du høre mere om regler og udfordringer i denne video fra Mrs. Dunn Reads:



mandag den 16. marts 2020

The Backlist Readathon - status

The Backlist Readathon er slut, og selvom jeg ikke helt nåede i mål med min TBR, er jeg ganske godt tilfreds. I løbet af den sidste uge fik jeg læst 5 af bøgerne fra min TBR, hvoraf flere var en del af min A-Z TBR, og en enkelt allerede ligger lunt i svinget til at blive årets yndlingsbog. At jeg ikke nåede igennem hele min TBR skyldtes snarere chok end manglende læsetid, da jeg blev sendt hjem fra arbejde torsdag, og nu skal vænne mig til de næste 14 dage at arbejde hjemme, mens biblioteket er Corona-lukket. Jeg er dog godt i gang med den ene af de resterende bøger fra min TBR, og regner med at blive færdig med den i dag, og mon ikke fortsættelsen bliver slugt efter den?
Nu gælder det dog først opsamlingen på The Backlist Readathon.

Ialt havde jeg 7 bøger på min TBR:

Sherrilyn Kenyon: The Wager (Lords of Avalon 0) (2002)
Læs din korteste backlist titel.
17 sider.

Diana Wynne Jones og Ursula Jones: The Islands of Chaldea (2014)
Læs en backlist bog med blåt på coveret. A-Z TBR.
277 sider.

Rebecca Roanhorse: Trail of Lightning (The Sixth World 1) (2018)
Læs en diverse backlist bog (lgbt, psykisk sygdom, farvet forfatter, etc.). A-Z TBR.
287 sider.

Natasha Pulley: Urmageren i Filigree Street (Urmageren i Filigree Street 1) (2017)
A-Z TBR.
399 sider

Tessa Gratton: En blodig arv (Blood Magic 1) (2014)

A-Z TBR.
491 sider

Tessa Gratton: Blodets vogter (Blood Magic 2) (2014)
503 sider

Gail Carriger: Etiquette and Espionage (Finishing School 1) (2013)
A-Z TBR.
312 sider

Heraf fik jeg læst 5 bøger, og begyndt på en sjette:

Sherrilyn Kenyon: The Wager (Lords of Avalon 0) (2002)
Læs din korteste backlist titel.
17 sider.

Diana Wynne Jones og Ursula Jones: The Islands of Chaldea (2014)
Læs en backlist bog med blåt på coveret. A-Z TBR.
277 sider.

Rebecca Roanhorse: Trail of Lightning (The Sixth World 1) (2018)
Læs en diverse backlist bog (lgbt, psykisk sygdom, farvet forfatter, etc.). A-Z TBR.
287 sider. 

Gail Carriger: Etiquette and Espionage (Finishing School 1) (2013) 
A-Z TBR.
312 sider

Natasha Pulley: Urmageren i Filigree Street (Urmageren i Filigree Street 1) (2017) 
A-Z TBR.
399 sider

Jeg gennemførte 3 af udfordringerne (læs mere om udfordringerne i mit indledende readathon-indlæg her), nemlig Læs din korteste backlist titel, Læs en backlist bog med blåt på coveret og Læs en diverse backlist bog (lgbt, psykisk sygdom, farvet forfatter, etc.), og så fik jeg læst 3 bøger fra min A-Z TBR. 

Ialt fik jeg læst 1292 sider, fordelt på 5 bøger, samt 49 sider fra En blodig arv (Blood Magic 1) af Tessa Gratton. Jeg håber, readathonet bliver gentaget, da det var en rigtig god anledning til at få læst nogle af de lidt ældre titler, som gemte sig på min reol. 

Var der nogle af jer, der var med? Og hvordan gik det for jer? 

søndag den 15. marts 2020

Urmageren i Filigree Street

Urmageren i Filigree Street er 1. bind af fantasyserien af samme navn, skrevet af Natasha Pulley.

Thaniel Steepleton arbejder som telegrafist hos Indenrigsministeriet. Lønnen er ikke stor, men nok til, at han kan forsørge sig selv, og samtidig sende en del af lønnen til sin søster, en enke med to børn.
Advarsler om kommende bombeangreb af irske nationalister gør jobbet en smule mere spændende end normalt, men ellers lever Thaniel et stille, roligt og kedeligt liv.
Det ændrer sig dog, da han en dag kommer hjem, og opdager, at nogen har efterladt et guldur til ham. Og da uret et halvt år senere redder Thaniel fra et bombeangreb, bliver det starten på et helt nyt liv.
Uret fører ham til urmageren Mori fra Japan, og før Thaniel ved af det, er han flyttet ind hos den ældre og excentriske mand, som måske - og måske ikke - har noget at gøre med det bombeangreb, som næsten kostede ham livet.
Thaniel ved, at Mori skjuler noget, men da hemmeligheden kommer for en dag, overrasker den ham, og da den fysikstuderende Grace samtidig dukker op i Thaniels liv, står han over for et valg mellem magi og fornuft, kærlighed og venskab, tryghed og fare.
For hvem er Mori egentlig? Og hvem stod egentlig bag bombeangrebet?

Hvorfor har jeg ventet så længe med at læse den her bog? Den var helt fantastisk, og er allerede røget på listen over årets bedste læseoplevelser, og jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien, som bliver bestilt ligeså snart jeg er færdig med at skrive denne anmeldelse.
Sproget er letlæst og flydende, med nogle utroligt smukke og billedskabende beskrivelser, og en sproglig tone, som passer perfekt til den historiske periode, som bogen foregår i. Samtidig kan man mærke, at forfatteren ved en hel del om japansk kultur og historie, og Victoriatidens videnskabelige tilgang og periode, da begge dele får liv på en naturlig og realistisk måde gennem såvel sprog som beskrivelser.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot som overrasker gang på gang, og en historie, som er både spændende, magisk og melankolsk, på en og samme tid. Det er en historie om intriger, terrorisme og politiske spændinger, kvindeoprør, videnskab og kulturelle forskelle og fordomme, rige og fattige, skæbne og frie valg, mekaniske vidundere og fantastiske evner, men mest af alt er det en historie om kærlighed, venskab, og om at finde sig selv. Bogen er svær at genrebestemme, da den ligger et sted mellem historisk fantasy, magisk realisme og gear/steampunk, men det gør ikke bogen mindre fantastisk eller overraskende, og jeg elsker, hvordan magien finder sin plads i det ellers rationelle og videnskabeligt anlagte London.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, med egne motiver og historier, og forfatteren formår at beskrive den måde, de hver især reagerer på mødet med det overnaturlige, magien, på, på en troværdig måde. Hovedpersonen Thaniel er venlig, hjælpsom, og har en resigneret tilgang til tilværelsen. Da hans søster blev enke, afstod han fra sine egne drømme, så han kunne finde et job, der kunne hjælpe med at forsørge søsteren og hendes børn. Arbejdet er blevet rutine, og selvom udsigten til bombeangreb ryster ham, så fortsætter han i den samme rutine som ellers. Fundet af uret, og mødet med Mori, ændrer ham for altid. Langsomt vokser et stærkt venskab mellem to meget forskellige mænd frem, og Thaniel begynder for første gang i årevis at tænke over, hvad han egentlig vil med sit liv. Venskabet mellem de to er utroligt smukt beskrevet, og jeg elskede, hvordan relationen mellem de to udviklede sig undervejs. Af bipersonerne var det især Mori og Grace, der gjorde indtryk på mig, men alle personerne var interessante og troværdige. Mori er gådefuld, venlig og hjælpsom, og jeg kom til at holde utroligt meget af ham. Hans evner isolerer ham til dels fra omverdenen, og mødet med Thaniel får ham til vågne op igen. Grace, derimod, var jeg ikke så vild med. Hun virkede på mig utroligt egoistisk og selvtilstrækkelig, og jeg brød mig bestemt ikke om hendes udvikling. Grace betragter sig selv som videnskabskvinde, og er mere interesseret i at foretage sine eksperimenter, end i sine medmennesker. På trods af, at hun føler sig uretfærdigt behandlet af sin far, og den måde, samfundet behandler kvinder på, betragter hun suffragetterne med foragt, og hun vil hellere beklage sig, end gøre noget for at ændre det. Hun bruger folk til at nå sine egne mål, og Thaniel er ingen undtagelse. Mori skræmmer hende, fordi magi ligger uden for videnskaben, og fordi hun ikke kan manipulere med og bruge ham, som hun gør det med alle andre. Men også fordi Thaniel sammen med ham er mere selvsikker, og tænker selv, i stedet for at lade hende bestemme alting. Her er huset et godt eksempel. Hun sikrer sig et laboratorium som det første, men sørger ikke for, at der er rum til Thaniels interesser, og hans ene bidrag til indretningen sørger hun for at få ødelagt, fordi hun ikke kan styre det. Jeg havde virkelig lyst til at skubbe hende ud foran et tog undervejs, og forstod overhovedet ikke, hvorfor Thaniel lod sig føre med af hendes planer.
Urmageren i Filigree Street var en helt fantastisk læseoplevelse, og med undtagelse af Grace, så elskede jeg alt ved den. Bogen er utroligt smuk både indeni og udenpå, og kan man lide historisk fantasy, så kan denne bog kun anbefales. Kan man ikke, så læs den alligevel, for bogen gemmer på en helt unik og smuk læseoplevelse, som kommer til at sidde i en i lang tid.

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 13. marts 2020

Etiquette and Espionage

Etiquette and Espionage er 1. bind af steampunk-serien Finishing School, skrevet af Gail Carriger.

14-årige Sophronia er mere interesseret i mekanik og klatre i træer, end i at opføre sig som en ung dame af god familie, og snakker hellere med staldknægtene end med mulige ægtemænd.
I et sidste desperat forsøg på at lære sin datter gode manerer, sender Sophronias mor hende på kostskole, hvor hun skal lære at blive en rigtig dame.
Men hvad Sophronias mor ikke ved, er at Mademoiselle Geraldine's Finishing Academy for Young Ladies of Quality ikke er en helt almindelig kostskole. Godt nok underviser de unge damer af god familie i etikette, men skolen har også en anden, og mere skjult side, hvor eleverne lærer spionage, snigmord og manipulation.
Sophronia falder hurtigt til på skolen, hvor hun får både venner og fjender blandt eleverne. Men det går snart op for hende, at der foregår mystiske ting på skolen, og sammen med sine nye venner sætter hun sig for at løse mysteriet.

Jeg er ret vild med forfatterens andre bøger i samme univers, og glædede mig derfor til at begynde på denne serie, som kronologisk foregår ca. 20 år før Soulless-serien. Bogen kunne dog desværre ikke helt leve op til forfatterens andre bøger, hvilket mestendels skyldtes, at lige denne serie henvender sig til en noget yngre målgruppe, og jeg følte, den manglede noget dybde og karakterudvikling.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige, og til tider en smule komiske, beskrivelser, humor, og velskrevne dialoger, der emmer af britisk høflighed.
Universet er velkendt, og forfatteren formår at vise tidsforskellen mellem serierne rigtig godt, da flere velkendte opfindelser endnu er i deres startstadier, ligesom flere personer optræder i en yngre udgave. Idéen med en pigekostskole ombord på et luftskib, med robotter, mekaniske dyr og overnaturlige lærere er original og anderledes, og fungerer rigtig godt. Og jeg var især vild med de glimt jeg fik af undervisningen.
Handlingen er godt skruet sammen, med et spændende plot, luftskibe, kostskoler, spionage, venskab, varulve, vampyrer, intriger, forræderi, fjender, mystiske opfindelser og masser af action, alt sammen krydret med gode manerer, etikette, balkjoler og masser af te.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom det ikke var dem alle, jeg syntes lige godt om, så følte jeg alligevel, at jeg kom til at kende dem rigtig godt. Hovedpersonen Sophronia er modig, intelligent og impulsiv, og overhovedet ikke interesseret i at blive en fin dame som sine søstre. På skolen finder hun dog endelig noget at bruge sine evner til, og selvom hendes nysgerrighed giver hende en del problemer på halsen, så redder hendes evne til at tænke hurtigt både hende og hendes venner flere gange. Af bipersonerne var jeg især vild med Sophronias veninde Dimity, som er vild med kjoler og smykker, besvimer ved synet af blod, men også kan tænke hurtigt, når det er nødvendigt. Og så er en hun en god og loyal veninde. Jeg var også ret vild med skolens lærere, mens det til gengæld var svært at finde noget at synes om ved den snobbede og indbildske Monique, som allerede fra starten ser sig ond på Sophronia, og gør alt for at give hende problemer.
Selvom bogen ikke var helt så god som forfatterens andre bøger, så var jeg godt underholdt, og jeg elskede gensynet med universet, glimtene af kendte karakterer og hovedpersonen Sophronia, som virkelig har ben i næsen. For yngre fans af steampunk er bogen bestemt værd at læse, og jeg skal da også have færdiglæst serien på et tidspunkt, selvom den desværre ikke helt levede op til mine forhåbninger.

Se også forfatterens hjemmeside.

torsdag den 12. marts 2020

Trail of Lightning

Trail of Lightning er 1. bind af fantasyserien The Sixth World, skrevet af Rebecca Roanhorse.

I en nær fremtid, hvor verden blev druknet, da havene pludseligt steg, ligger det tidligere Navajo-reservat isoleret fra omverdenen, gemt bag en magisk mur, og tørt.
Menneskene bor isoleret og spredt fra hinanden, og i ødemarken mellem dem strejfer både guder, helte og monstre fra legenderne rundt.
Maggie er monsterjæger, og oplært af en af de mest kendte og udødelige helte. Hun har helt særlige evner til at slå ihjel, men har trukket sig tilbage, efter at have fået knust sit hjerte.
Men da et bud dukker op, med med opråb om hjælp, kan Maggie alligevel ikke sige nej, og snart står hun over for et monster, hun aldrig har set før, og som er langt mere skræmmende, end dem, hun tidligere har besejret.
Mod sin vilje må Maggie slå sig sammen med medicinmanden Kai, hvis hun skal finde ud af, hvor monstret kommer fra - og hvordan det kan besejres. Sandheden viser sig dog, at være langt værre end hun på nogen måde kunne forestille sig, og trækker spor tilbage til hendes egen fortid. En fortid, som hun har gjort alt for at glemme.

Den her bog forvirrede mig virkelig. Jeg kunne sådan set godt lide universet, men handlingen virkede fragmentarisk og usammenhængende, og jeg følte hele tiden, at der manglede et eller andet til at binde univers og handling sammen.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og til tider direkte kvalmende beskrivelser, godt krydret med indianske ord og begreber, som var med til at give universet liv og autenticitet. Og så minder bogens tone til tider om en gyser, med masser af creepfaktor og monstre.
Universet er originalt og anderledes, og blandingen af dystopiske fremtidselementer, øde og tørre landskaber, Navajo-legender og indiansk mytologi fungerede overraskende godt. Jeg følte mig dog til tider temmelig forvirret, og det hjalp ikke på det, at bogen mindede mig en del om Supernatural tv-serien. Jeg tror dog, at jeg ville have fået mere ud af både bog og univers, hvis jeg kendte lidt mere til indiansk og især Navajo-mytologi og legender, da der så ikke ville være helt så meget jeg skulle have forklaret.
Handlingen er godt skruet sammen, og de mange twists gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Der er dog et eller andet med historiens flow, som ikke helt fungerede for mig, og fik handlingen til at fremstå episodisk, eller måske snarere fragmenteret, hvilket gjorde det svært for mig at følge den røde tråd. Og det er synd, for plottet var spændende, og historien er fyldt med monstre, forræderi, hemmeligheder, magi, død, knuste hjerter, kærlighed, guder, og indianske legender, krydret med kampen for overlevelse i et ødelagt landskab.
Det fragmentariske gjorde det også svært at lære personerne rigtigt at kende, fordi de kun optrådte kort tid ad gangen, og den eneste, jeg rigtigt lærte at kende var hovedpersonen Maggie. Hende kunne jeg til gengæld rigtig godt lide. Hun er både modig og en dygtig kriger, men også isoleret, ensom og bange for at åbne sit hjerte. Hendes fortid er fyldt med tragedier, og forholdet til hendes mentor, en indiansk sagnhelt, er kompliceret, og et åbent sår. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Kai, den flotte medicinmand med de mærkelige evner, og Kais bedstefar, som ser det gode i Maggie, trods hendes facade. Og så var jeg ret fascineret af Coyote, tricksterguden, som man som læser ikke helt ved, hvor man har, eller hvilke motiver han har.
Selvom jeg godt kunne lide universet og hovedpersonen, og synes plottet var interessant, så gjorde bogens flow og den fragmenterede handling, at jeg følte mig forvirret det meste af tiden, og havde svært ved at komme ind under huden på personerne. Bogen var derfor lidt af en skuffelse, og jeg tror ikke, jeg kommer til at læse videre i serien, selvom jeg stadig er nysgerrig på universet. Er man interesseret i indiansk mytologi, og kan man lide dystopisk fantasy, er bogen dog stadig værd at stifte bekendtskab med.

Se også forfatterens hjemmeside.

The Islands of Chaldea

The Islands of Chaldea er en fantasybog skrevet af Diana Wynne Jones og Ursula Jones.

Aileen bor på øen Skarr. Hendes tante er øens vise kvinde, og har opdraget hende, siden Aileens mor døde i barselsseng. Aileens far forsvandt for flere år siden, efter barrieren mellem Logra og de andre øer i Chaldea opstod, da han blev bortført sammen med sønnen af højkongen.
Aileen er nu blevet så gammel, at det er hendes tur til at blive initieret som vis kvinde. Men prøven går galt, og Aileen er sikker på, at hun aldrig lærer at bruge sine kræfter. Hun får dog ikke tid til at tænke alt for meget over det, da hendes fætter, kongen af Skarr, tilkalder hende og hendes tante, og sender dem ud på en mission, for at ødelægge barrieren, og redde højkongens søn.
Missionen går dog galt fra starten, og det går hurtigt op for Aileen, at ikke alle er interesserede i at redde prinsen.

Diana Wynne Jones er en af mine absolutte yndlingsforfattere, men desværre døde hun, før hun blev færdig med The Islands of Chaldea. Bogen blev færdiggjort af hendes søster, men da Diana ingen noter efterlod sig om bogens slutning, plot mm., måtte søsteren selv finde ud af, hvordan bogen skulle slutte - og hvordan personerne skulle nå frem til slutningen. Desværre bærer bogen præg af, at Diana ikke selv færdigskrev den, da både plot og personer mangler noget af den magi, som ellers kendetegner Wynne Jones' bøger.
Sproget er letlæst og flydende, med gode beskrivelser og en del humor, og det er lykkedes for Ursula Jones at ramme samme tone og varme i sproget, som Diana selv.
Handlingen hænger sammen, men plottet er meget ensrettet, og det gør bogen en smule kedelig. Hvor Wynne Jones' bøger ellers har handlingsmæssige kringlede omveje, så følger bogens plot i denne bog en meget lige vej fra begyndelse til slutning, og der mangler noget charme og universopbygning, for at give rejsen mening. Det hele føles i stedet ret tilfældigt og uigennemtænkt, og jeg sad lidt tilbage med en nå-følelse. Historien er som sagt meget ligeud, og fyldt med magi, magiske vogtere, konger og dronninger, vise kvinder, intriger, forræderi og hemmeligheder, men man føler som læser aldrig at personerne for alvor er i fare, da der simpelthen mangler noget mere udfoldelse af såvel plot som steder, univers og personer. Og det er synd, for i stedet for en spændende magisk fortælling, får man i stedet en sød og lidt kedelig historie, som godt nok er fyldt med magi, men hvor man aldrig føler, at der er fare på færde.
Personerne er temmelig flade, og føles kun periodisk som levende mennesker. Jeg følte aldrig, at jeg for alvor kom ind under huden på dem, og selv hovedpersonen og jegfortælleren Aileen kom jeg aldrig rigtig til at kende. Personernes manglende dybde gjorde dem også svære at adskille fra hinanden, da bipersonerne har meget lidt scenetid, og derfor føles temmelig ligegyldige og anonyme. Jeg har derfor heller ikke ret meget at sige om personerne, andet end at Aileens tante er temmelig dominerende, Aileen har et godt hoved men manglende selvtillid, og at Ivar er forkælet og ikke ret intelligent. Hele udviklingen med Ogo og Aileen så jeg komme på lang afstand, og personerne overraskede mig aldrig.
Selvom indholdet skuffede en del, så er bogens ydre og layout enormt flot. Bogen er fyldt med små illustrationer i starten af hvert kapitel, og indeholder også et flot kort over Chaldea. Og bogens cover er utroligt smukt med snirkler, gyldne og blå farver, og små skønne og finurlige detaljer.
Alt i alt en noget skuffende læseoplevelse. Historien er sød, men mangler det finurlige og magiske, som Wynne Jones' øvrige forfatterskab havde, og så mangler såvel plot som personer og univers dybde. Er man som jeg superfan af Diana Wynne Jones, og ønsker man at læse alle hendes bøger, skal bogen selvfølgelig læses. Men ellers vil jeg anbefale, at man vælger at læse nogle af hendes mange andre bøger, da denne desværre ikke hører til blandt hendes bedste.

lørdag den 7. marts 2020

The Backlist Readathon

Der findes efterhånden rigtig mange readathons, og et af de nyeste er The Backlist Readathon, som løber af stablen første gang fra 9. til 15. marts. 
Readathonet går ud på, som navnet antyder, at læse backlist bøger. Altså bøger, som enten har et par år på bagen, eller hvor forfatteren har udgivet flere bøger siden. Jeg læser rigtig mange nye bøger, ikke mindst takket være de anmeldereksemplarer, jeg modtager fra søde forlag og forfattere, men er ikke helt så god til at få læst de lidt ældre bøger, som jeg selv køber, og som ender med at hobe sig ulæste op i mine reoler. Og da jeg samtidig er kommet lidt skidt fra start med min A-Z TBR, tænkte jeg, at dette readathon ville være perfekt til at få indhentet noget af det, jeg er kommet bagud. 
Redathonet er skabt og hostet af 6 booktubers meltotheany, gabbyreads, chandler ainsley, We Be Book'N, alittlewriterem og Zoë Delaney, og der er 6 udfordringer, som man kan tage del i. Jeg har dog kun fundet bøger, der opfylder 3 af udfordringerne, fordi jeg i stedet har valgt primært at fokusere på bøger fra min A-Z TBR, som udelukkende består af backlist bøger, plus 2 bøger mere, som jeg gerne vil læse nu. 
Men skulle nogle af jer andre have lyst til at deltage i readathonet og udfordringerne, så kommer de her: 

1. Læs din korteste backlist titel.
2. Læs den backlist titel der intimiderer dig mest.
3. Læs en backlist titel, som du har tilføjet til din TBR, efter at have fået den anbefalet. 
4. Læs den backlist titel, du glæder dig mest til at læse. 
5. Læs en diverse backlist bog (lgbt, psykisk sygdom, farvet forfatter, etc.)
6. Læs en backlist bog med blåt på coveret. 

Min TBR for readathonet ser sådan her ud:

Sherrilyn Kenyon: The Wager (Lords of Avalon 0) (2002)
Læs din korteste backlist titel.
17 sider. 

Diana Wynne Jones og Ursula Jones: The Islands of Chaldea (2014)
Læs en backlist bog med blåt på coveret. A-Z TBR.
277 sider. 

Rebecca Roanhorse: Trail of Lightning (The Sixth World 1) (2018)
Læs en diverse backlist bog (lgbt, psykisk sygdom, farvet forfatter, etc.). A-Z TBR.
287 sider. 

Natasha Pulley: Urmageren i Filigree Street (Urmageren i Filigree Street 1) (2017) 
A-Z TBR.
399 sider

Tessa Gratton: En blodig arv (Blood Magic 1) (2014) 
A-Z TBR.
491 sider

Tessa Gratton: Blodets vogter (Blood Magic 2) (2014) 
503 sider 

Gail Carriger: Etiquette and Espionage (Finishing School 1) (2013) 
A-Z TBR.
312 sider

Ialt håber jeg på at få læst 2286 sider, fordelt på 7 bøger. Det lyder af meget, og jeg er bestemt ikke sikker på, at jeg når i mål med det, men jeg håber at få læst de fleste af bøgerne, så jeg kan få indhentet noget af det, jeg er kommet bagud med min A-Z TBR. 
Du vil løbende kunne følge mine fremskridt på Instagram under hashtagget #backlistreadathon, og når readathonet er slut, vil der komme et statusindlæg på bloggen, hvor jeg fortæller, hvor mange af bøgerne, jeg nåede at få læst. 
Har du lyst til at være med, kan du høre mere om readathonet i medværten meltotheanys announcement-video her: