Devotstjernens Hånd

Devotstjernens Hånd er 2. og sidste bind af fantasyserien Djævlepassagen, skrevet af Karen Inge Nielsen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt. 

Mens Sortedammens tåger lægger sig tykt om Herstedholm, forbereder Djævelen sig på at vende tilbage til menneskenes verden. Johanne, Djævlepassagens sidste vogter, er døende, men når at fortælle Marcus og Kira hvordan de kan lukke Djævlepassagen for altid. Men kan de finde de tre relikvier, før det er for sent? Og hvad er Devotstjernens hånd?
Marcus og Kira får brug for alt deres mod, hvis de skal overleve ikke bare Djævelen, men også herregården selv, som i tågen forvandler sig til et sted fyldt med mareridt.
Og kampen er først lige begyndt...

Wow, altså. Den her bog var bare helt fantastisk - på en mareridtsagtig og ufattelig creepy måde.
Sproget er letlæst og atmosfærisk, og forfatteren formår i den grad at fremmane herregårdens dystre, mareridtsagtige og hjemsøgte stemning, i en sådan grad, så jeg ikke kunne lade være med at se mig over skulderen og fare sammen, hver gang jeg hørte en lyd, mens jeg læste bogen. Beskrivelserne er billedskabende, og har noget næsten drømmende og illusorisk over sig, som er med til at gøre læsningen til en virkelig skræmmende oplevelse, samtidig med, at bogens undertone af krybende uhygge vokser hele vejen igennem.
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet overrasker gang på gang. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med sort magi, spøgelser, hemmeligheder, kærlighed, religion, ulykker, venskab og Djævelen selv, og forfatteren formår at flette nutid og fortid sammen på en virkelig god måde. Efterhånden som handlingen skrider frem, og Marcus' syner tager til, glider fortid og nutid sammen, og drømme, syner og virkelighed smelter sammen, i en sådan grad, at man som læser ikke kan lade være med at blive i tvivl om, hvad der er drøm - eller snarere mareridt - og hvad der er virkeligt. Resultatet er noget nær mareridtsfremkaldende, og gør bogen umulig at slippe. Selv her, hvor bogen er slut, er jeg i tvivl om, hvad der var hvad, og følelsen af uhygge sidder stadig i mig.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og man kan som læser ikke lade være med at føle med dem. Hovedpersonen Marcus er stadig min favorit. Han er modig, ærlig, og fast besluttet på at gøre det rigtige. Også selvom det kan koste ham livet. Kemien mellem ham og Kira fungerer rigtig godt, og Kira var da også den af bipersonerne, jeg syntes bedst om. Hun er lige så modig som Marcus, og trods sin fortid, er hun ikke bange for at sige fra, og gøre det rigtige. Elvira havde jeg det svært med i første bind, hvor hun virkede himmelråbende naiv, men i takt med, at hendes frygt og sindstilstand forværredes, kom jeg både til at forstå hende bedre, og holde mere af hende. Fælles for alle bipersonerne er dog, at de er nuancerede og interessante, med egne motiver og historier, og det er ret fedt at opleve, hvordan de alle har udviklet sig fra seriens første bind.
Devotstjernens Hånd var en fantastisk afslutning på en serie, som i den grad både overraskede og skræmte mig, og jeg var vild med bogens creepy stemning og krybende uhygge. Kunne man lide første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og for fantasyelskere med hang til et godt gys, er serien et must read. Jeg kan i hvert fald kun anbefale serien og bogen på det varmeste. Men læs bogen for låste døre, og har du hund, så sørg for at have masser af lys, mens du læser.

Natspindlerens dødsmærke

Natspindlerens dødsmærke er 2. og sidste bind af fantasyserien Ravneskrig, skrevet af Karen Inge Nielsen.

Det er to år siden, Tigril og De Sorte faldt, men tiden efter sejren har ikke været let. De Sortes brutalitet har gjort skellet mellem de undertrykte og de folk, der af frygt tjente under dem, svært at forene, og frygten og hungersnøden lurer stadig i landet.
Som arving til hertugdømmet har Sia sammen med hertug Castor forsøgt at genopbygge livet og tilliden i byen, men det er bestemt ikke let, og heller ikke Sias egen familie er sluppet fri.
Sia sørger over sin far, og er plaget af mareridt efter tiden i Tigril. Men mareridtene får efterhånden et skær af noget langt uhyggeligere end fortiden, og en hviskende stemme hjemsøger hendes drømme med forudanelser om død og ulykke.
Langsomt går det op for Sia, at den ondskab hun troede, hun havde fordrevet en gang for alle, stadig lever, og indtil den er endegyldigt besejret, vil Sia aldrig få fred. For bliver profetien ikke opfyldt, vil Natspindlerens dødsmærke tage livet af hende, og ondskaben vinde.
Og tiden er ved at rinde ud.

Jeg var vild med første bind i serien, men selvom fortsættelsen var rigtig god, så nåede den desværre ikke helt op på siden af etteren for mig.
Ligesom i første bind er sproget letlæst og flydende. Forfatteren formår at skabe en underliggende stemning af lurende ondskab og uhygge, som vokser støt hele vejen igennem historien, og beskrivelserne er livagtige, billedskabende, og til tider uhyggeligt brutale og kvalmende.
Universet udvider sig en del i dette bind, hvor læseren lærer mere om Karstrels historie og legender, ligesom magien får en tydeligere rolle, hvilket er ret fedt.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Og selvom jeg gættede en del af dem, så kom andre i den grad bag på mig. Historien er spændende, og selvom starten føltes lidt lang, så blev bogen hurtigt umulig at slippe. Igen er det følelserne, der danner centrum for fortællingen, hvor temaer som hævn, forræderi, intriger, hemmeligheder, sorg, kærlighed, tilgivelse, selvhad, og had deler pladsen med ældgamle legender, magi, familie, tillid, magtbegær og ansvar. Det er en historie om godt og ondt, brutalitet og tilgivelse, krig og fred, kærlighed og had. Mest af alt er det dog en historie om de altødelæggende konsekvenser krig, sorg og undertrykkelse har for de mennesker, den berører, og den måde tab og fortvivlelse kan nedbryde menneskesindet, så selv ikke kærlighed er nok til at redde det. Bogen er til tider temmelig hård læsning, netop fordi den bringer så mange følelser i spil, men det er også en vigtig historie, forfatteren fortæller, om håb trods alt, og om, at det onde ikke forsvinder med et trylleslag, når kampen er vundet, men skal bekæmpes aktivt gennem tilgivelse, samarbejde og tillid.
Personerne er levende, nuancerede, og så menneskelige, at det indimellem gør helt ondt. Alle er de præget af rædslerne fra første bind, og alle kæmper de for at overkomme og overleve minderne. Med svigtende held. Sia har udviklet sig en del fra den bange pige i første bind, og er nu en stærk ung kvinde, som forsøger at hjælpe, hvor hun kan. Hendes sorg over farens død, og minderne fra Tigril plager hende stadig, og det gør det ikke bedre, at hendes drømme bliver mere og mere truende. Samtidig har hun svært ved at kommunikere med sin tvillingebror, som hun føler distancerer sig mere og mere fra hende, og hendes nye pligter og ansvar som arving til hertugdømmet tynger hende også. Hun vil så gerne hjælpe alle, og det gjorde hende desværre til tider lige lovligt tillidsfuld og naiv, hendes tidligere oplevelser taget i betragtning, hvilket frustrerede mig en smule, fordi jeg som læser nemt kunne se de fælder, hun gik i undervejs. Men bortset fra det, så var jeg stadig rigtig glad for hende som hovedperson. Synsvinklen skifter noget mere i denne bog end i forrige bind, hvilket er rigtig fedt, fordi man ser den lurende fare fra flere forskellige vinkler, samtidig med, at man lærer bipersonerne en del bedre at kende. Jeg var især vild med Mira og Nadera, som begge havde udviklet sig en del fra tiden i Tigrils køkken, og selvom Liam irriterede mig med hans selvmedlidenhed og muthed, så fik også han mere kød på undervejs. Og så var skurkene, som jeg ikke kan sætte navn på, uden at spoile hele plottet, virkelig fænomenalt strikket sammen, med psykopatiske og sadistiske træk som man længe kun aner mellem linjerne, men som bliver mere og mere fremtrædende, efterhånden som man lærer dem at kende.
Selvom Natspindlerens dødsmærke ikke var helt så god som første bind, så var den stadig rigtig, rigtig god, med en virkelig creepy undertone, interessante personer og en god portion magi. Kunne man lide Ravneskrig, skal man ikke snyde sig selv for afslutningen på Sias historie. Men sørg for at have lommetørklæderne klar ved hånden, og vær forberedt på at gennemleve hele følelsesregistret undervejs.

Ravneskrig

Ravneskrig er 1. bind af fantasyserien af samme navn, skrevet af Karen Inge Nielsen.

Sia er, sammen med sin familie, taget til det årlige marked i Karstel, som regeres af den retfærdige hertug Castor. Men under turneringen går det hele galt, da den sidste ridder dræber hertug Castor, og ukendte gerningsmænd angriber byen. Sia bliver væk fra sin tvillingebror Liam i mængden af flygtende mennesker, og bliver slået bevidstløs. Da hun vågner igen, er Liam væk, og hun er omgivet af lig. Kun en enkelt mand er endnu i live, og før sin død betror han hende en mystisk nøgle, og pålægger hende en vigtig mission: At redde den rigtige hertug Castor før De Sorte tager magten for altid.
Sammen med sin mor flygter Sia fra den ødelagte by. Bag sig har de fjenden, og foran dem venter en farefuld rejse for at redde hertugen og måske finde Liam, som de begge håber undslap døden i Karstel som fange hos De Sorte. Men vejen er lang, og det er ikke til at vide, hvem de to kan stole på, i et land styret af frygt.

Hold da op, hvor var den her bog bare god. Stemningsfuld, velskrevet og virkelig spændende, og så er det endda forfatterens debutbog.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren forstår at skabe stemningsfulde og livagtige beskrivelser, som gør såvel personer som omgivelserne levende, og gør, at man næsten kan lugte røgen fra de brændende huse, blodet, og mærke kulden på sin egen krop, mens man følger Sias rejse.
Universet er middelalderligt, og man kan mærke, at forfatteren har styr på de historiske detaljer. Selvom der ikke er meget magi i verdenen, så aner man alligevel noget uhyggeligt og ildevarslende, jo tættere på De Sortes højborg man kommer, ligesom ravneskrigene kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på læseren, med forudsigelserne om vold og død.
Handlingen er godt skruet sammen, og historien holder spændingen hele vejen igennem, på trods af, at der ikke er de store slag eller actionscener undervejs. I stedet er det en historie fyldt med følelser som sorg, kærlighed, tab og venskab, familie, håb, fortvivlelse, forræderi, ukuelighed, og ønsket om hævn. Det er en historie om godt og ondt, retfærdighed og undertrykkelse, magtbegær og hjælpsomhed, men også om de rædsler, mennesker kan udsætte hinanden for, og viljen til at overleve, på trods af alt. Selvom der var et par enkelte elementer af historien, jeg ikke var så begejstret for (og som jeg ikke kan forklare nærmere, fordi det vil spoile historien alt for meget), så var jeg ordnet rigtig, rigtig glad for historien, og jeg slugte den på rekordtid, mens jeg skiftevis græd, lo, rasede over de ting, Sia kommer ud for.
Personerne er menneskelige og nuancerede, og helt klart et af bogens bærende elementer. Hovedpersonen Sia er modig, stærk og ukuelig, og elsker sin familie over alt på jorden. Hun har et varmt hjerte, men er ikke bange for at tage drastiske midler i brug, for at udføre sin opgave, og redde såvel sin familie som hertugen. Også selvom det gør ondt på hende. Jeg kom hurtigt til at holde utroligt meget af hende, og hendes stille styrke og mod. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Isobel, som, trods ufattelige tab forbliver kærlig og tillidsfuld, og finder ny styrke i venskabet med Sia. Forfatteren formår at beskrive hendes choktilstand både realistisk og indlevende, og Isobels mod og evne til at finde muligheder i alt er utroligt inspirerende. Derudover holdt jeg meget af det ældre par Esrun og Sværke, hvis venlighed og varme mod Sia og hendes mor varmede mit hjerte, og deres accept af de ting, der ikke kan ændres, var næsten knusende at læse om.
Sidst, men ikke mindst, er jeg nødt til at nævne bogens flotte forside, som virkelig formår at fange en del af bogens stemning, og ikke mindst de uheldsvangrende ravne. Selvom bogen her ikke var perfekt, så kom den tæt på, og jeg var virkelig vild med den. Kan man lide stemningsfuld fantasy med stærke personer og uden de store sværdslag, så kan Ravneskrig kun anbefales, og jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien.

Sortedammens Hemmeligheder

Sortedammens Hemmeligheder er 1. bind af fantasyserien Djævlepassagen, skrevet af Karen Inge Nielsen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget DreamLitt. 

Marcus er ikke ligefrem begejstret, da han får at vide, at han skal flytte til Jylland med sin mor, og forlade alle sine venner i København. Og da han finder ud af, at han skal bo på en gammel herregård, langt fra alting, er han sikker på, at hans sociale liv er afgået ved døden for tid og evighed.
Herstedholm viser sig dog at være noget anderledes, end han havde forestillet sig. Huset er gammelt og slidt, og Marcus kan høre stemmer hviske til ham i natten og mørket. Og så er der malerierne af herregårdens oprindelige ejere, som Marcus ikke kan lade være med at føle sig draget af. For slet ikke at tale om det mystiske bibliotek, som holdes aflåst, og som han ikke må opholde sig i.
Da Marcus får til opgave, sammen med klassekammeraten Kira, at lave en opgave om lokalhistorien, føles det naturligt at vælge Herstedholm. Men det viser sig snart, at herregården gemmer på flere hemmeligheder, end han kunne have forestillet sig. Og at der lurer noget ondt, i Herstedholms fortid. Noget ondt, som er ved at blive vækket til live igen...

Hold da op, hvor var den her bog bare creepy. På den fede måde, altså.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er livagtige og billedskabende. Både fortid og nutid fremstod lyslevende for mig, og jeg var aldrig i tvivl om, hvornår jeg befandt mig, da talesproget ændrede karakter, alt afhængig af, hvornår i tiden handlingen foregik. Forfatteren har formået at skabe en undertone af stigende uhygge, og en følelse af, at der er et eller andet galt, gemt under idyllen, som følger læseren hele vejen igennem bogen, og gør den næsten umulig at slippe, og det er altså virkelig imponerende.
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet er originalt, og fyldt med twists, som gang på gang overrasker undervejs. Jeg gættede desværre et par af de store twists allerede fra starten, hvilket gjorde, at jeg bare sad og ventede på, at de blev afsløret, men heldigvis var resten af handlingen så spændende og interessant, at jeg sagtens kunne lade mig overraske alligevel. Historien er spændende, uhyggelig, og virkelig creepy, og fyldt med kærlighed, hemmeligheder, sort magi, ulykker, venskab, religion, sex, spøgelser, og Djævelen selv. Skiftene mellem nutid og fortid fungerer rigtig godt, og man lærer drypvis Herlufsholms fortid og hemmeligheder at kende, samtidig med, at man finder ud af, at der er et eller andet helt galt. Der er en del grafiske sexscener i bogen, og jeg syntes desværre, at det tog lidt overhånd undervejs, men det er nok smag og behag. Jeg var til gengæld vild med slutningen, selvom den slutter med en utroligt ond cliffhanger.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver og historier. Historien fortælles skiftevis af Marcus (i nutiden) og Elvira (i fortiden), og det fungerer rigtig godt. Af de to syntes jeg klart bedst om Marcus, hvis liv vendes på hovedet, da moren fortæller, at de er blevet opsagt af husværten, og er nødt til at flytte til Jylland. Marcus er, på mange måder, en typisk teenager/ung fyr i gymnasiet. Men han er også utroligt ærlig og hjælpsom, og trods det, at han synes hans mor er åndssvag, når hun tvinger ham med til Jylland, og til tider direkte pinlig, så er man ikke i tvivl om, at han elsker hende. Elvira havde jeg det lidt mere svært med. Ikke fordi hun var ubehagelig, men fordi hun til tider virkede himmelråbende naiv. Elvira er smuk, og drømmer om at gifte sig med herremandens flotte søn, og hun lukker derfor øjnene for en del af de ting, der ikke passer ind i det billede, hun gerne vil have af Johan. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Kira, Marcus' nye klassekammerat. Hun er stædig, temperamentsfuld og ensom, og har et anstrengt forhold til sine forældre. Men hun er også nysgerrig, og en god ven - når hun ikke lige får Marcus i problemer. Jeg kunne også godt lide Hr. og Fru Malberg, og Josefine, den gamle dame, der bor på Herstedholm. De vogter alle tre på Herstedholms hemmeligheder, og ved mere om, hvad der foregår på herregården, end de umiddelbart vil ud med. Men samtidig virkede de rare, behagelige, og oprigtigt interesserede i Marcus og hans mor. Og så var jeg ret vild med køkkenpigen Signe, med det rare væsen, og den ulykkelige fortid. Jeg brød mig derimod absolut ikke om Elviras stedmor, Ane, eller om klassekammeraten Niklas, som begge var ubehagelige, egoistiske og direkte mobbende, og desværre noget endimensionelle.
Selvom der var et par småting jeg ikke var så vild med, så elskede jeg bogens creepy stemning og originalitet, og jeg kan næsten ikke vente, til næste bind i serien udkommer. Forhåbentlig går der ikke alt for længe, for hold op, en cliffhanger. Kan man lide fantasy med et godt gys og masser af hemmeligheder, så er det her en bog, man bare må læse. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den.

Besøg på bloggen: Karen Inge Nielsen

I anledning af udgivelsen af Djævlepassagen 1 - Sortedammens Hemmeligheder, har jeg i dag fået besøg på bloggen af forfatteren Karen Inge Nielsen.
Sortedammens Hemmeligheder er Karen Inges tredje fantasybog, og både den, og hendes forrige udgivelser, Ravneskrig og Natspindlerens dødsmærke, står højt på min TBR-liste.
I interviewet kan I lære Karen Inge nærmere at kende, og læse mere om, hvordan Djævlepassagen blev til.


1. Hvornår og hvordan fandt du på, at du ville være forfatter?
Det er egentlig et rigtig godt spørgsmål. Jeg var midt i 20'erne, da jeg begyndte at lege med ideen, men hvor længe jeg egentlig har haft tanken, ved jeg ikke. Det var de første ca. ti år også bare en skør ide - noget jeg ville prøve, når jeg en gang fik tid. Men egentlig tror jeg, ikke rigtig jeg på daværende tidspunkt troede på, det ville være muligt for mig.
I starten af 30'erne begyndte jeg at skrive noveller til damemagasiner. Det var en veninde, der opfordrede mig til det. Og lige pludselig strøg novellerne af sted på rad og række. Det var der jeg for alvor begyndte at overveje at kaste mig ud i at prøve at skrive en roman.

2. Hvad kan du bedst lide ved at skrive? Og hvad er det værste?
Det jeg allerbedst kan lide ved at skrive er at forsvinde ind i min egen lille bobbel. Alt det udenom forsvinder, og det giver en dejlig ro. Det værste er, når jeg føler jeg ikke slår til. Når jeg bliver sur på mig selv over, jeg ikke kan finde ud af at gøre en sætning bedre.

3. Hvorfor er det lige fantasygenren, du har kastet dig over?
Dengang da jeg begyndte at lege med ideen om at prøve at skrive en roman, var det et ønske om at give nogle af de gode læseoplevelser, jeg har haft, tilbage. Altså et ønske om at bidrage til børn og unges litteratur. Her tror jeg fantasy er den genre, der tiltaler denne målgruppe mest. Samtidig giver den også mig mulighed for at lade fantasien flyve højt.

4. Hvordan er din skriveproces? Har du en idé om hvor historien ender, når du starter, eller opstår historien undervejs?
Når jeg begynder at udtænke et plot, starter det med en scene. Den kan ende med at være hvor som helst i den færdige historie. Scenen viser mig karakterene, og efterhånden som de begynder at tale til mig og vise mig, hvem de er, tager opbygningen form. Jeg har ikke en kaiteloversigt eller lignende. Jeg har en startscene og en ide om, hvor jeg skal hen, men historien skriver sig selv - og jeg får flere aha oplevelser undervejs, og jeg synes faktisk, der er sjovt, at jeg ikke kender hele handlingen på forhånd.

5. Hvordan opstod idéen til Djævlepassagen?
Jeg ved ikke helt, hvor ideen kom fra. Måske var det bare en ide, fordi jeg synes udsendelser om spøgerier, hjemsøgelser, dæmonbesættelser, eksorcisme og den slags er interessant. Jeg havde ingen ide om, at Marcus ville blive en del af historien, før han lige pludselig insisterede på at blive hørt. Mit udgangs punkt var, at denne historie faktisk bare skulle være underholdning, men da jeg var færdig, opdagede jeg, at der alligevel havde sneget sig underliggende temaer ind, som man har rig mulighed for at reflektere over.

6. Hvorfor valgte du, at lægge handlingen på en gammel herregård? Og findes Herstedholm i virkeligheden?
Herstedholm findes ikke i virkeligheden. Jeg tænkte, at en gammel herregård ville være et oplagt sted til spøgeri. At den så kom til at ligge i Sønderjylland var faktisk, fordi jeg ønskede at vise hvor meget Marcus kom på udebane med denne flytning, som han jo overhovedet ikke har lyst til.

7. Hvad synes du er det mest irriterende ved hovedpersonen Marcus? Og det bedste?
Det mest irriterende ved Marcus er, at han er en sur og mut tøsedreng. Vi må håbe, at Kira kan få tilført ham lidt mere frækhed og gå på mod. Det bedste ved ham er, at han er til at stole på.

8. I Djævlepassagen er Herstedholm hjemsøgt. Tror du selv på spøgelser?
Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg ved ikke rigtig om jeg tror på spøgelser. Min logiske sans har svært ved at håndtere, at der skulle findes spøgelser. Alligevel har jeg selv oplevet mærkelig ting - og spøgerier. Og da jeg har svært ved at forklare disse hændelser med logiske argumenter, må jeg jo nok sige, at halvdelen af mig tror på spøgelser.

9. Lavede du research inden du begyndte historien? Og hvis ja, hvad var så det mest uhyggelige/mærkelige du lærte af det?

Jeg lavede som sådan ikke research. Men med flere tusinde timers paranormal tv på samvittigheden, var det ikke svært at finde inspiration. Hvad jeg til gengæld har researchet på er hvordan fjerpenne så ud i slutningen af 1600-tallet. Hvornår bedeslag blev indført. Hvordan døbefonte så ud i 1600-tallet. Og ikke mindst hvornår heksebrænding ophørte i Danmark. Derudover har der været småting, som hvordan f.eks busser (som jo så i Sønderjylland bliver kaldt rutebiler) ser ud med hensyn til farve.

10. Og til slut: Hvilke 5 bøger vil du anbefale alle at læse (det behøver ikke være fantasy)?

Uh... den er svær. 'Dødens Pagt' er nok den eneste bog, der har givet mig mareridt uden at være uhyggelig. 'Evelyn fra byen' er nok den børnebog, jeg har grinet mest af. 'Frode og alle de andre rødder' er den historie jeg altid godt kunne tænke mig en rolle i. 'panserhjerte' er den første bog, der har givet mig et crush på hovedpersonen. 'Dødens kemi' er den krimi, der indtil nu har imponeret mit fagprofessionelle jeg mest.
Så ja... 5 bøger der alle kan anbefales på det varmeste... til de rette aldersgrupper vel at mærke.