Natspindlerens dødsmærke

Natspindlerens dødsmærke er 2. og sidste bind af fantasyserien Ravneskrig, skrevet af Karen Inge Nielsen.

Det er to år siden, Tigril og De Sorte faldt, men tiden efter sejren har ikke været let. De Sortes brutalitet har gjort skellet mellem de undertrykte og de folk, der af frygt tjente under dem, svært at forene, og frygten og hungersnøden lurer stadig i landet.
Som arving til hertugdømmet har Sia sammen med hertug Castor forsøgt at genopbygge livet og tilliden i byen, men det er bestemt ikke let, og heller ikke Sias egen familie er sluppet fri.
Sia sørger over sin far, og er plaget af mareridt efter tiden i Tigril. Men mareridtene får efterhånden et skær af noget langt uhyggeligere end fortiden, og en hviskende stemme hjemsøger hendes drømme med forudanelser om død og ulykke.
Langsomt går det op for Sia, at den ondskab hun troede, hun havde fordrevet en gang for alle, stadig lever, og indtil den er endegyldigt besejret, vil Sia aldrig få fred. For bliver profetien ikke opfyldt, vil Natspindlerens dødsmærke tage livet af hende, og ondskaben vinde.
Og tiden er ved at rinde ud.

Jeg var vild med første bind i serien, men selvom fortsættelsen var rigtig god, så nåede den desværre ikke helt op på siden af etteren for mig.
Ligesom i første bind er sproget letlæst og flydende. Forfatteren formår at skabe en underliggende stemning af lurende ondskab og uhygge, som vokser støt hele vejen igennem historien, og beskrivelserne er livagtige, billedskabende, og til tider uhyggeligt brutale og kvalmende.
Universet udvider sig en del i dette bind, hvor læseren lærer mere om Karstrels historie og legender, ligesom magien får en tydeligere rolle, hvilket er ret fedt.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Og selvom jeg gættede en del af dem, så kom andre i den grad bag på mig. Historien er spændende, og selvom starten føltes lidt lang, så blev bogen hurtigt umulig at slippe. Igen er det følelserne, der danner centrum for fortællingen, hvor temaer som hævn, forræderi, intriger, hemmeligheder, sorg, kærlighed, tilgivelse, selvhad, og had deler pladsen med ældgamle legender, magi, familie, tillid, magtbegær og ansvar. Det er en historie om godt og ondt, brutalitet og tilgivelse, krig og fred, kærlighed og had. Mest af alt er det dog en historie om de altødelæggende konsekvenser krig, sorg og undertrykkelse har for de mennesker, den berører, og den måde tab og fortvivlelse kan nedbryde menneskesindet, så selv ikke kærlighed er nok til at redde det. Bogen er til tider temmelig hård læsning, netop fordi den bringer så mange følelser i spil, men det er også en vigtig historie, forfatteren fortæller, om håb trods alt, og om, at det onde ikke forsvinder med et trylleslag, når kampen er vundet, men skal bekæmpes aktivt gennem tilgivelse, samarbejde og tillid.
Personerne er levende, nuancerede, og så menneskelige, at det indimellem gør helt ondt. Alle er de præget af rædslerne fra første bind, og alle kæmper de for at overkomme og overleve minderne. Med svigtende held. Sia har udviklet sig en del fra den bange pige i første bind, og er nu en stærk ung kvinde, som forsøger at hjælpe, hvor hun kan. Hendes sorg over farens død, og minderne fra Tigril plager hende stadig, og det gør det ikke bedre, at hendes drømme bliver mere og mere truende. Samtidig har hun svært ved at kommunikere med sin tvillingebror, som hun føler distancerer sig mere og mere fra hende, og hendes nye pligter og ansvar som arving til hertugdømmet tynger hende også. Hun vil så gerne hjælpe alle, og det gjorde hende desværre til tider lige lovligt tillidsfuld og naiv, hendes tidligere oplevelser taget i betragtning, hvilket frustrerede mig en smule, fordi jeg som læser nemt kunne se de fælder, hun gik i undervejs. Men bortset fra det, så var jeg stadig rigtig glad for hende som hovedperson. Synsvinklen skifter noget mere i denne bog end i forrige bind, hvilket er rigtig fedt, fordi man ser den lurende fare fra flere forskellige vinkler, samtidig med, at man lærer bipersonerne en del bedre at kende. Jeg var især vild med Mira og Nadera, som begge havde udviklet sig en del fra tiden i Tigrils køkken, og selvom Liam irriterede mig med hans selvmedlidenhed og muthed, så fik også han mere kød på undervejs. Og så var skurkene, som jeg ikke kan sætte navn på, uden at spoile hele plottet, virkelig fænomenalt strikket sammen, med psykopatiske og sadistiske træk som man længe kun aner mellem linjerne, men som bliver mere og mere fremtrædende, efterhånden som man lærer dem at kende.
Selvom Natspindlerens dødsmærke ikke var helt så god som første bind, så var den stadig rigtig, rigtig god, med en virkelig creepy undertone, interessante personer og en god portion magi. Kunne man lide Ravneskrig, skal man ikke snyde sig selv for afslutningen på Sias historie. Men sørg for at have lommetørklæderne klar ved hånden, og vær forberedt på at gennemleve hele følelsesregistret undervejs.

Ravneskrig

Ravneskrig er 1. bind af fantasyserien af samme navn, skrevet af Karen Inge Nielsen.

Sia er, sammen med sin familie, taget til det årlige marked i Karstel, som regeres af den retfærdige hertug Castor. Men under turneringen går det hele galt, da den sidste ridder dræber hertug Castor, og ukendte gerningsmænd angriber byen. Sia bliver væk fra sin tvillingebror Liam i mængden af flygtende mennesker, og bliver slået bevidstløs. Da hun vågner igen, er Liam væk, og hun er omgivet af lig. Kun en enkelt mand er endnu i live, og før sin død betror han hende en mystisk nøgle, og pålægger hende en vigtig mission: At redde den rigtige hertug Castor før De Sorte tager magten for altid.
Sammen med sin mor flygter Sia fra den ødelagte by. Bag sig har de fjenden, og foran dem venter en farefuld rejse for at redde hertugen og måske finde Liam, som de begge håber undslap døden i Karstel som fange hos De Sorte. Men vejen er lang, og det er ikke til at vide, hvem de to kan stole på, i et land styret af frygt.

Hold da op, hvor var den her bog bare god. Stemningsfuld, velskrevet og virkelig spændende, og så er det endda forfatterens debutbog.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren forstår at skabe stemningsfulde og livagtige beskrivelser, som gør såvel personer som omgivelserne levende, og gør, at man næsten kan lugte røgen fra de brændende huse, blodet, og mærke kulden på sin egen krop, mens man følger Sias rejse.
Universet er middelalderligt, og man kan mærke, at forfatteren har styr på de historiske detaljer. Selvom der ikke er meget magi i verdenen, så aner man alligevel noget uhyggeligt og ildevarslende, jo tættere på De Sortes højborg man kommer, ligesom ravneskrigene kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på læseren, med forudsigelserne om vold og død.
Handlingen er godt skruet sammen, og historien holder spændingen hele vejen igennem, på trods af, at der ikke er de store slag eller actionscener undervejs. I stedet er det en historie fyldt med følelser som sorg, kærlighed, tab og venskab, familie, håb, fortvivlelse, forræderi, ukuelighed, og ønsket om hævn. Det er en historie om godt og ondt, retfærdighed og undertrykkelse, magtbegær og hjælpsomhed, men også om de rædsler, mennesker kan udsætte hinanden for, og viljen til at overleve, på trods af alt. Selvom der var et par enkelte elementer af historien, jeg ikke var så begejstret for (og som jeg ikke kan forklare nærmere, fordi det vil spoile historien alt for meget), så var jeg ordnet rigtig, rigtig glad for historien, og jeg slugte den på rekordtid, mens jeg skiftevis græd, lo, rasede over de ting, Sia kommer ud for.
Personerne er menneskelige og nuancerede, og helt klart et af bogens bærende elementer. Hovedpersonen Sia er modig, stærk og ukuelig, og elsker sin familie over alt på jorden. Hun har et varmt hjerte, men er ikke bange for at tage drastiske midler i brug, for at udføre sin opgave, og redde såvel sin familie som hertugen. Også selvom det gør ondt på hende. Jeg kom hurtigt til at holde utroligt meget af hende, og hendes stille styrke og mod. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Isobel, som, trods ufattelige tab forbliver kærlig og tillidsfuld, og finder ny styrke i venskabet med Sia. Forfatteren formår at beskrive hendes choktilstand både realistisk og indlevende, og Isobels mod og evne til at finde muligheder i alt er utroligt inspirerende. Derudover holdt jeg meget af det ældre par Esrun og Sværke, hvis venlighed og varme mod Sia og hendes mor varmede mit hjerte, og deres accept af de ting, der ikke kan ændres, var næsten knusende at læse om.
Sidst, men ikke mindst, er jeg nødt til at nævne bogens flotte forside, som virkelig formår at fange en del af bogens stemning, og ikke mindst de uheldsvangrende ravne. Selvom bogen her ikke var perfekt, så kom den tæt på, og jeg var virkelig vild med den. Kan man lide stemningsfuld fantasy med stærke personer og uden de store sværdslag, så kan Ravneskrig kun anbefales, og jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien.