Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget DreamLitt.
Mørkets gudinde Lawilna har, sammen med de andre mørke guder, været forvist fra verdenen siden den store krig mellem guderne. Men onde kræfter forsøger at bringe hende tilbage, samtidig med at der går rygter om krig.
I Moseby forsøger mennesket Asp bare at overleve, og forsørge sin familie. Men hans hang til alkohol og hans konstante gældsætning gør det svært for ham, og alkoholen er ved at ødelægge både ham selv og hans familie. Det eneste job han til sidst kan få, er hos gamravnene, som hverken er velsete eller til at stole på.
Bjergmændene taler om krig, og ønsker at tage deres tabte land tilbage fra menneskene. I et forsøg på at gøre indtryk på den pige, han er forelsket i, tager den unge gedehyrde og ulvetæmmer Kragdish med en gruppe krigere, som er på vej til krigen. Men det viser sig snart, at kamp og krig slet ikke er, som han havde forestillet sig.
Og hos dværgene i bjergene er krigen allerede kommet. Dværgen Wilhelmina må rasende se sin leder overgive magten til bjergmænd og mennesker, og snart er dværgene besat. Wilhelmina nægter dog at overgive sig ligeså let som sine ledere, og begynder i smug at gøre modstand.
Den her bog var følelsesmæssigt hård at komme igennem. Der er ikke meget håb at spore i bogen, og samtidig havde jeg det svært med en del af personerne, hvilket fik dele af bogen til at virke meget lang.
Bogen er første del af en grim dark-trilogi hvor temaet netop er krig, moral og afstumpethed, og det gør den ikke ligefrem letlæst eller hyggelig at komme igennem. Det gør den dog bestemt ikke dårlig, men den konstante brutalitet og afstumpethed som visse af personerne udviser, får næsten læseren til at have det fysisk dårligt under læsningen.
Sproget er flydende og passer i tonen godt til såvel univers som handling. Forfatteren er utroligt god til at skabe livagtige, og til tider direkte kvalmende, beskrivelser af både krigens og helt almindelige personers afstumpede handlinger. Der er en hel del, og for mig lige lovligt mange, grafiske voldtægtsscener, foruden blodige og brutale kampscener, afrevne lemmer, og bræk og lort i lange baner.
Handlingen er godt skruet sammen, omend bogen er noget langsom i tempoet. Bogen er mere et personstudie end handlingsorienteret, og som sådan fungerer den godt, men jeg kunne personligt godt have brugt en smule mere tempo. Men det kan være det kommer i næste bind. Historien er barsk og til tider hjerteskærende, og fyldt med vold, mord, forræderi, voldtægt, alkoholisme, krig, besættelse, oprør, hævn og fornedrelse. Personerne bliver tvunget ud i hårde valg, og må leve med konsekvenserne efterfølgende, hvilket bestemt ikke er nemt.
Universet et interessant, og selvom jeg kendte det i forvejen fra forfatterens tidligere serie, Dværgenes Krønike, så var det et noget andet indblik jeg fik i verdenen i denne bog. Til dels fordi forfatterens tidligere serie var rettet mod børn, men også fordi der i dette bind sættes fokus på bjergmændenes religion og liv. Og selvom der dukker personer fra den tidligere serie op undervejs, så er det i så korte glimt, at det mere føles som et kort deja vu, end som velkendte personer.
Personerne er levende og menneskelige, med egne historier, styrker og svagheder. Synsvinklen skifter i hvert kapitel mellem Asp, Kragdish og Wilhelmina, som både fysisk og racemæssigt befinder sig langt fra hinanden. Af de tre personer kunne jeg bedst lide Wilhelmina. Hun er modig, stærk, stædig, og ønsker at se sit folk frit. Og hun er stærk nok til at gøre noget ved det, i stedet for bare at indordne sig. Kragdish var for mig lige lovligt naiv, og jeg havde svært ved at sætte mig ind i hans tankegang. På trods af alle de modbydeligheder han oplever mændene i krigergruppen udføre, så tror han stadig fuldt og fast på, at han kan vinde hæder i krigen, trods manglende kampevner. Han sætter måske nok grænsen ved selv at voldtage kvinder, men han siger ikke noget, når andre i gruppen gør det, og hans på en gang personlige styrke og manglende mod til at gøre noget, irriterede mig en del. Asp kunne jeg til gengæld ikke fordrage. Hans manglende vilje til at gøre sit eget liv bedre og droppe alkoholen, hans selvmedlidenhed, og den måde han behandler sin familie på, gjorde, at jeg måtte kæmpe med at komme igennem hans del af kapitlerne, og jeg kom på intet tidspunkt til at føle bare en lille smule sympati med ham. At hans del af kapitlerne også for det meste var fyldt med bræk, lort og druk, gjorde ham bare endnu mere frastødende at læse om. Af bipersonerne var det helt klart dværgene, jeg syntes bedst om - det vil sige, dem af dem der ikke var medløbere - mens jeg enten hadede (som i garverens og de fleste af bjergmændenes tilfælde), var ligeglad med, eller foragtede resten. Men mine følelser for bipersonerne til trods, så var de stadig utroligt nuancerede og levende.
Selvom jeg havde et par problemer med dele af bogen, så var den stadig velskrevet og velgennemført. Universet er interessant, og historien er barsk, brutal og hjerteskærende. Forfatteren tegner bestemt ikke et skønbillede af krigens væsen og den indflydelse den har på folks handlinger og valg. Jeg ved ikke, om jeg kan sige, at jeg glæder mig til at læse videre, da jeg er sikker på, at de næste bind bliver lige så følelsesmæssigt hårde at komme igennem, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal læse resten af serien. Kan man lide grim dark fantasy, er Krigsmager bestemt værd at læse, men vær forberedt på, at bogen er følelsesmæssigt hård, og forfatteren er lidt for god til at beskrive krigens brutalitet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar