søndag den 21. april 2019

The House of Hades

The House of Hades er 4. bind af fantasyserien Heroes of Olympus, skrevet af Rick Riordan.

Det er lykkedes for de syv venner at redde Nico og genfinde Athenas statue. Men kampen mod Arachne endte med, at Percy og Annabeth blev kastet ned i Tartarus, og de to må nu forsøge at overleve det farligste sted i hele Underverdenen. Eneste vej ud, er dødens port, som bevogtes af Gaias styrker. Kun ved at lukke porten på begge sider, kan Gaias styrker stoppes, og døde monstre forblive døde. Men først skal Annabeth og Percy krydse et Tartarus fyldt med fjender, som hellere end gerne vil se dem døde.
Ombord på Argo II er resten af gruppen, samt Nico og træner Hedge, på vej til House of Hades, hvor den anden halvdel af dødens port befinder sig. De håber at nå frem, så de kan møde Annabeth og Percy der, og endelig få lukket portene. Men vejen er lang og farefuld, og Gaias styrker er overalt.
Og imens nærmer de romerske halvguder sig Camp Half-Blood. Krig synes uundgåelig.

Hold da op, hvor var den her bog bare fantastisk. Masser af action, og spænding hele vejen igennem.
Sproget er letlæst og flydende, og, trods den alvorlige handling, fyldt med humor. Beskrivelserne er livagtige, og især Tartarus var indimellem lidt for realistisk beskrevet.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists undervejs, som gør det svært at forudse, hvad der vil ske. Historien er spændende fra start til slut, og fyldt med action, magi, monstre, guder, krig, kærlighed, venskab, forræderi og profetier.
Personerne er levende og menneskelige, og igen skiftes de syv hovedpersoner til at fortælle historien. Især Frank udvikler sig en hel del igennem denne bog, og det var spændende at følge hans voksende selvtillid og styrke. Og så har jeg et blødt punkt for Nico, som godt nok er tvær, standoffish, og kold, men også ensom, og med en hemmelighed, som er ved at æde ham op. Men han er også loyal over for dem han holder af, og så har han nogle ret seriøse halvgudeevner. Af andre bipersoner fra jeg især vild med Bob (som jeg ikke kan sige mere om, uden at spoile et af de store twists), Small Bob, og træner Hedge, en satyr med seriøse impulsproblemer og et stort ego, men med hjertet på rette sted.
Kan man lide serien, vil man bestemt ikke blive skuffet over dette bind, og jeg kan næsten ikke vente med at kaste mig over sidste bind.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: