torsdag den 25. april 2019

The Dark Prophecy

The Dark Prophecy er 2. bind af fantasyserien The Trials of Apollo, skrevet af Rick Riordan.

Apollo er blevet sendt på en mission, som måske kan give ham hans gudestatus tilbage. Han skal finde og redde et orakel, og på den måde få profetierne tilbage på sporet igen. Og så håber han at finde sin "herre", halvguden Meg, som er vendt tilbage til sin stedfar, kejser Nero.
Missionen sender ham til Indiana sammen med Leo og Calypso, hvor de kommer på sporet af endnu en af de tilbagevendte kejsere. En kejser, som Apollo har en fortid med, og som bestemt ikke har gode minder om guden.
Apollos prøvelser er først begyndt.

Jeg var vild med første bind i serien, men den her bog manglede et eller andet, som jeg ikke helt kan sige hvad var. Muligvis en god dosis Percy, og muligvis noget andet.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med humor, og levende og grinagtige beskrivelser.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists. Historien er spændende, og fyldt med action, forræderi, hævn, magi, guder, mytiske skabninger, kejsere, profetier, og - strudse? De gamle romerske og græske myter tages under kærlig behandling, og i dette bind er det især Apollos fortid og gerninger som gud, der tages under kærlig behandling. For slet ikke at tale om hans faderevner...
Jeg er stadig vild med universet, og den måde det konstant vokser på. Måske gemmer denne bog endda på et easter egg for en fremtidig serie? Det håber jeg i hvert fald, for det kunne være ret interessant - uden at spoile for meget.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom Apollo er både egoistisk, selvglad og opblæst, så viser han sig alligevel at have et hjerte, ligesom han periodisk udviser tegn på personlig udvikling. Han kan være lidt for meget til tider, men jeg må indrømme, at jeg godt kan lide ham som både hovedperson og -fortæller. Og jeg er ret vild med de haikudigte der indleder og opsummerer hvert kapitel. Meg er stædig, modig og en dygtig kriger, men også en helt almindelig pige med traumer, og tillidproblemer, som ikke kan lade være med at udnytte sin magt over Apollo en smule. Og så er der Leo og Calypso, som, selvom de ikke er mine yndlingspersoner, giver en sammenhæng, og et komisk indslag, til de tidligere serier. Af nye personer var jeg især vild med Josephine og Emmie, med deres blanding af gale videnskabskvinder, moderlighed, krigerinder og indbyrdes kærlighed, og ikke mindst den måde, de sætter deres gæster i arbejde på - uden hensyntagen til tidligere guddommelighed. Og så var der kejseren, som var skingrende vanvittig, paranoid, brutal og samtidig uhyggeligt intelligent, hvilket gjorde ham utroligt skræmmende.
Alt i alt en rigtig god bog, som dog desværre ikke helt levede op til sin forgænger i serien. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg skal læse videre i serien, for Riordans univers og personer fascinerer mig stadig, og jeg er simpelthen nødt til at finde ud af, hvad der sker med Apollo fremover. Kunne man lide første bind i serien, er bogen her et must read, og har man læst Riordans andre bøger, kan den her serie bestemt anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: