Smaragdhavet

Smaragdhavet er 3. og sidste bind af trilogien Det Glitrende Hof, skrevet af Richelle Mead.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 

Tamsin stammer fra en fattig familie, men er fast besluttet på at nå helt til tops i Det Glitrende Hof. Målet er at finde en rig ægtemand, og hjælpe familien til et nyt liv i Adoria.
Det går dog ikke helt efter planen, og Tamsin må se sig slået på målstregen af sin veninde. I raseri vælger hun at tage med et andet skib til Adoria, og det fører hende på en uventet lang rejse, da skibet synker i en voldsom storm.
Med vinteren på vej, må Tamsin og de andre piger søge tilflugt blandt en religiøs sekt, og livet her er langt fra den luksus, Tamsin er blevet vant til, ved Det Glitrende Hof.
Tamsin søger desperat efter en måde at nå frem til Cape Triumph, så hun kan sikre sig et frieri - og en rig ægtemand - før det er for sent. Så da der uventet opstår følelser for ikke en, men to mænd uden penge, kommer det temmelig meget på tværs af hendes planer. Planer, som kan blive ødelagt, hvis Tamsins dybeste hemmelighed bliver afsløret.

Den her bog tog mig faktisk temmelig lang tid at læse. Mest fordi jeg startede den på det forkerte tidspunkt, men også fordi der var et par elementer af bogen, som jeg ikke havde det helt nemt med. Heriblandt hovedpersonen Tamsin, selvom jeg dog fik det bedre med hende i løbet af bogen.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, som næsten fik mig til at mærke vinterkulden mod nord, og gjorde, at såvel sektens som icoriernes by stod knivskarpe for mit indre blik. Og så var bogen fyldt med rappe bemærkninger.
Universet udvidede sig en del i dette afsluttende bind, hvor Adoria blev mere levende og detaljeret, både med hensyn til geografi, religioner, kulturer og magi.
Handlingen er godt skruet sammen, med et par uventede twists undervejs, men jeg kunne godt mærke, at det var tredje gang jeg oplevede dele af historien, og især starten var en smule kedelig, fordi jeg havde oplevet det hele før. Men derefter tog historien ellers fart, og det var næsten som om der skete for meget. Kærlighed, religion, religiøs fanatisme, jagten på lykke og rigdom, krig, intriger, forræderi, venskab og hemmeligheder fyldte handlingen, krydret med masser af drama, nærdødsoplevelser og action, i en sådan grad, at det næsten blev for urealistisk. Alt det til trods lykkes det dog forfatteren at få samlet trådene fra alle tre pigers historier rigtig godt, og jeg var absolut tilfreds med slutningen.
Personerne er menneskelige, og levende, og selvom det ikke er dem alle, der er lige nuancerede, så fungerede de godt. Jeg havde et lidt blandet forhold til Tamsin. Hun er ambitiøs, intelligent, og parat til at gøre alt for sin familie. Selv ofre sine egne følelser. Men hendes ambitioner gjorde hende også temmelig irriterende til tider, fordi hun har svært ved at se længere, end til sine egne mål, og selvom jeg forstod hendes bevæggrunde, da jeg fandt ud af, hvad hendes hemmelighed var, og hun udvikler sig en del undervejs, så blev hun bare aldrig min yndlingsperson. Og så tager hun bare nogle virkelig dumme valg undervejs. Af bipersonerne var Jago min klare favorit. Han er intelligent, sarkastisk og lige så ambitiøs som Tamsin, selvom han viser det på en anden måde. Og så har han et stort hjerte, og en humor, som gør det svært ikke at holde af ham. Blandt de personer, jeg ikke brød mig om, befandt langt de fleste af sektens indbyggere sig. Den måde, de forsøgte at pådutte pigerne deres værdier og religiøse strenghed, samtidig med, at de udnytter dem groft, og fortolker deres egne religiøse regler på den måde, der gavner dem selv mest, var næsten ikke til at holde ud, og med undtagelse af Gideon og børnene, afskyede jeg dem alle sammen. Gideon irriterede mig til gengæld på andre måder. Der var ingen tvivl om, at hans hjerte var på rette sted, og at han virkelig troede, men han var også næsten håbløst naiv, og direkte blind, over for omverdenens motiver. Jeg nød også gensynene med Mira og Adelaide, selvom det ikke var meget, jeg så til dem undervejs.
Alt i alt var Smaragdhavet en rigtig god afslutning på trilogien, og selvom Tamsin ikke var min yndlingsperson, så endte jeg med at forstå og endda holde en smule af hende. Fans af de første bind i serien vil bestemt ikke blive skuffede, og selvom der ikke er meget magi i historien, som mere minder om en kærlighedsroman end en fantasyfortælling, trods det fremmede univers, så nød jeg at lære de tre piger at kende. Er man til eventyrlige kærlighedsfortællinger med masser af drama og et strejf af magi, er serien helt klart værd at stifte bekendtskab med. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.

Midnatsjuvelen

Midnatsjuvelen er 2. bind af trilogien Det Glitrende Hof, skrevet af Richelle Mead.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda. 

Mira er sirminicaner, men har ikke boet i sit hjemland i flere år. Hendes far hjalp kættere med at flygte, og efter hans død er hun og hendes bror fortsat med at hjælpe andre. Hendes bror må desværre flygte til den nye verden, da han ved et uheld kommer til at dræbe en adelig, og efterlader Mira alene i en fremmed by.
Da Mira møder Cedric Thorn, øjner hun en chance for endelig at finde sin bror igen, og samtidig slippe væk fra en by, som bliver mere og mere farlig for hende at være i.
Livet ved Det Glitrende Hof er dog ikke helt som hun havde forestillet sig, og hun må slås med de andre pigers fordomme og rygteskabelse, indtil et råd fra en ældre mand giver hende et våben mod dem.
Mira ønsker, at tjene penge nok, til at slippe fri af sin ægteskabskontrakt, men aner ikke hvordan. Det er først på sørejsen til Adoria, at hun øjner en mulighed, da hun finder ud af, at medpassageren Grant er spion. Mira får Grant til at hyre hende til at spionere mod overklassen, og mændene interesserede i Det Glitrende Hof, og kommer snart på sporet af en sammensværgelse.
Men livet som spion er ikke det eneste der trækker i Mira, og da hun samtidig bliver mere og mere tiltrukket af Grant, må hun finde ud af, hvor langt hun vil gå, for at redde sin bror.

Den her serie har virkelig overrasket mig positivt, og jeg var faktisk endnu gladere for dette bind, end første bind i serien. Muligvis, fordi jeg bedre kunne forholde mig til Mira, men det spillede nok også ind, at jeg ikke holdt en månedlang pause i læsningen, og at der er væsentlig mere action i det her bind. Bogen foregår samtidig med forrige bind, men viser handlingen fra Miras synsvinkel, og det giver faktisk en hel del perspektiv til historien og personerne, som er rigtig interessant.
Sproget er letlæst og flydende, med levende beskrivelser, livagtige actionscener og en god portion humor.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som overrasker hele vejen igennem. Historien er spændende, og fyldt med action, forræderi, spioner, intriger, pirater, kærlighed, venskab, religion og kampen for retfærdighed. Det er en historie om, hvor langt man vil gå, for at redde sin familie, og om at følge sit hjerte. Men også en historie om at gøre det rigtige - uanset hvor svært det er.
Serien er ikke traditionel fantasy, men mere en eventyrlig kærlighedshistorie, og fantasyelementet begrænser sig til, at handlingen foregår i et fiktivt univers, som dog minder en hel del om vores egen verden for et par hundrede år siden.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg var ret vild med hovedpersonen Mira. Mira er stærk, pragmatisk og modig, og parat til at kæmpe, for det der er rigtigt. Hun er ikke ret interesseret i ægteskab, men er parat til at kaste sig ud i det for sin brors skyld. Samtidig er hun utroligt nysgerrig og ressourcestærk, og lynhurtig til at finde sammenhænge. Men hun kan også være impulsiv, og, trods intentioner om det modsatte, kan hun ikke lade være med at åbne sit hjerte. Både for Adelaide og Tamsin, men også for andre. Af bipersonerne var jeg især vild med Grant, som er sarkastisk, intelligent, nysgerrig og, til tider, uventet hjælpsom. Kemien mellem Mira og Grant er troværdig og gnistrende, og selvom følelserne mellem dem ikke kommer uventet, så fungerer det rigtig godt. Derudover nød jeg gensynet med Adelaide (Elizabeth) og Tamsin gennem Miras øjne, som opfangede andre nuancer af dem, end Elizabeth gjorde, og jeg glæder mig allerede til at lære Tamsin nærmere at kende i næste bind.
Kunne man lide første bind i serien, og holder man af eventyrlige kærlighedsfortællinger med masser af action, intriger og flotte kjoler, så kan den her bog kun anbefales. Og det gør bestemt heller ikke noget, at seriens forsider er utroligt flotte at se på.

Se også forfatterens hjemmeside.

Adorias diamant

Adorias diamant er 1. bind af trilogien Det Glitrende Hof, skrevet af Richelle Mead.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda. 

Elizabeth er grevinde, og tilhører den gamle adel. Hendes forældre er døde, og hun bor sammen med sin bedstemor. Men desværre har de ikke ret mange penge, og Elizabeth er derfor tvunget til at forlove sig med en fjern fætter. Ikke ligefrem noget, hun er begejstret for, da fætteren er utroligt kedelig, og hans mor streng og dominerende.
Så da en udsending fra Det Glitrende Hof, en organisation som oplærer jævne piger til at gifte sig rigt i det fjerne land Adoria, dukker op, bytter hun plads med sin tjenestepige, for at undslippe sit uønskede giftemål.
Det er dog ikke så ligetil at udgive sig for at være en jævn tjenestepige, som Elizabeth havde troet. Godt nok kan hun allerede de ting, hun skal lære (etikette, dans mm.), men hun har aldrig selv prøvet at klæde sig på, sætte hår eller lave mad - noget, en jævn tjenestepige må formodes at kunne.
Hvis hun ikke vil afsløres, må hun lære alt det, de andre piger tager som en selvfølge, samtidig med, at hun ikke må virke alt for dygtig i lektionerne.
Kun en ved Det Glitrende Hof ved, hvem hun er: Cedric, søn af skolens ejer. Cedric hjælper hende med at holde hendes identitet skjult, men han har sine egne hemmeligheder, som, hvis de slipper ud, kan koste ham livet. Og det bliver ikke mindre kompliceret, da de to begynder at have følelser for hinanden.

Jeg troede egentlig, at det her var en fantasybog, men selvom den har visse fantastiske elementer, så vil jeg egentlig snarere kalde den en eventyrlig fortælling, med et strejf historisk roman. Ikke forstået sådan, at jeg ikke kunne lide bogen, for det kunne jeg i høj grad, den var bare ikke helt det, jeg havde forventet. Og så tog den mig uforholdsmæssig lang tid at læse. Jeg begyndte på den på en togtur tilbage i juni sidste år, men lagde den, af uforklarlige årsager, fra mig, da turen var forbi, og er først nu vendt tilbage til den. Til gengæld slugte jeg så også de resterende 400 sider på ganske kort tid.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser af såvel pigernes kjoler, som stormende sørejser. Der er en del ufrivilligt humoristiske situationer, f.eks. da Elizabeth skal vaske op eller lappe sin kjole, og blandingen af humor, spænding og romantik fungerer rigtig godt.
Universet ligner vores verden i 1800-tallet, og der er da også tydelige paralleller til brudeskibene til Amerika og Australien i historien. Samtidig er man dog ikke i tvivl om, at det er et fiktivt univers, da hverken geografi eller religion ligner vores verden.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom jeg gættede flere af historiens twists, så var jeg stadig underholdt hele vejen igennem. Historien er spændende, og fyldt med fattige adelige, etikette, kærlighed, ægteskab, religiøs forfølgelse, jalousi, hævn og nybyggeri. Det er en historie om mod, om at finde sig selv, og om jagten på rigdom og lykke. Men mest af alt er det en historie om kærlighed på trods af alt.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver og historier. Elizabeth er født adelig, og opdraget til et liv i faste rammer. Hun nægter dog at indordne sig, og drager i stedet på eventyr til den nye verden. Og undervejs får hun nye venner, og finder sin egen styrke. Selvom jeg holdt meget af hende, så må jeg indrømme, at jeg ikke helt forstod hendes motivation for at tilslutte sig Det Glitrende Hof. Altså, hun stikker af fra et arrangeret giftemål med en rig mand, for at tilslutte sig en skole, hvor hun skal undervises i, hvordan hun bliver gift med en rig mand? Og hun skriver under på, at hun vil gifte sig? Jeg havde lidt svært ved at forstå, hvad forskellen på det ene og det andet mere eller mindre arrangerede giftemål var, men jeg kunne godt lide den måde, hun udviklede sig på undervejs, så jeg bar over med det måske lidt usammenhængende ræsonnement. Også selvom hun til tider var lige lovlig impulsiv. Kemien mellem Elizabeth og Cedric er næsten øjeblikkelig, og det gjorde, at jeg meget hurtigt så, hvor det bar hen af med dem, samtidig med, at jeg heppede på dem. Cedric er en fyr, som forsøger at gøre det rigtige, og, trods sin fars forventninger, følger sine egne overbevisninger. Også selvom de kan være farlige. Og det er sådan set meget sympatisk. Af andre personer var jeg især glad for Elizabeths to værelseskammerater Mira og Tamsin, som begge har ambitioner, og gemmer på deres egne hemmeligheder. De to er hovedpersonerne i de næste to bind i serien, og jeg glæder mig allerede til at lære dem bedre at kende. Der. hvor jeg syntes personerne haltede lidt, var ved skurkene. De var lidt for lette at gætte, og det fjernede noget af overraskelsesmomentet.
Selvom det tog mig lang tid at læse bogen, og den var meget anderledes, end jeg havde forventet, så var jeg overraskende vild med den, og jeg glæder mig allerede til at læse resten af serien. Kan man lide eventyrlige fortællinger med masser af kærlighed og spænding, så kan den her bog klart anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.