The Burning Maze

The Burning Maze er 3. bind af fantasyserien The Trials of Apollo, skrevet af Rick Riordan.

Efter at have befriet to orakler, og mødt to af triumviratets tre kejsere, er Apollo på vej mod vest, hvor endnu et orakel venter på at blive befriet.
Meg og Apollo er nødt til at tage vejen igennem Labyrinten, hvis de skal nå frem til vestkysten, og det fangne orakel, i tide. Til at guide dem, hidkalder Meg satyren Grover, som har tidligere kendskab til Labyrinten. Men Labyrinten opfører sig mærkeligt, og er mere dødsensfarlig end nogensinde før. Og det er ikke kun under jorden, at Labyrintens nye farer truer.
Skal Apollo slå kejseren og redde oraklet, får han brug for hjælp. For Caligula er den farligste og mest brutale af de tre kejsere, og han har store planer.

Hold da op, hvor var den her bog bare god. Og sikke en slutning!
Sproget er letlæst og flydende, med masser af humor, litterære og popkulturelle referencer (blandt andet en Tolkien-reference!) og skønne, malende beskrivelser. Tonen i bogen er overraskende mørk, i forhold til de tidligere bind i serien, men stadig præget af Riordans velkendte humor.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og en slutning, som gør det næsten umuligt at vente, til næste bind udkommer til efteråret. Historien er spændende, og fyldt med action, hævn, intriger, venskab, guder, magi, profetier, opblæste egoer, liv, død og - naturbevaring?
Personerne er levende og menneskelige, og det er skønt at følge Apollos fortsatte udvikling. For selvom han stadig synes Zeus overreagerede med hensyn til straffen, så begynder han også langsomt at sympatisere med halvgudernes skæbne, og føle med menneskene. Han har stadig episoder hvor han lider af guddommeligt ego og selvmedlidenhed, men også episoder med opførsel grænsende til det heroiske, mod og styrke, samt et gryende venskab med Meg, trods hendes lukkethed. Meg må konfrontere en del af sin fortid i dette bind, og det er bestemt ikke nemt for hende. Hun er stadig præget af sin opvækst hos Nero, og den hjernevask han har udsat hende for, men begynder i stigende grad at tage sine egne valg, og finde sin egen form for retfærdighed. Derudover byder bogen på flere gensyn med personer fra andre af Riordans bøger, samt et møde med den skræmmende og amoralske kejser Caligula, som er både den mest vanvittige og brutale af de tre kejsere i triumviratet.
Kan man lide Riordans skrivestil og univers, og har man elsket de forrige bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet. Jeg kan i hvert fald kun anbefale bogen, selvom slutningen var hård.

Se også forfatterens hjemmeside.

The Dark Prophecy

The Dark Prophecy er 2. bind af fantasyserien The Trials of Apollo, skrevet af Rick Riordan.

Apollo er blevet sendt på en mission, som måske kan give ham hans gudestatus tilbage. Han skal finde og redde et orakel, og på den måde få profetierne tilbage på sporet igen. Og så håber han at finde sin "herre", halvguden Meg, som er vendt tilbage til sin stedfar, kejser Nero.
Missionen sender ham til Indiana sammen med Leo og Calypso, hvor de kommer på sporet af endnu en af de tilbagevendte kejsere. En kejser, som Apollo har en fortid med, og som bestemt ikke har gode minder om guden.
Apollos prøvelser er først begyndt.

Jeg var vild med første bind i serien, men den her bog manglede et eller andet, som jeg ikke helt kan sige hvad var. Muligvis en god dosis Percy, og muligvis noget andet.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med humor, og levende og grinagtige beskrivelser.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists. Historien er spændende, og fyldt med action, forræderi, hævn, magi, guder, mytiske skabninger, kejsere, profetier, og - strudse? De gamle romerske og græske myter tages under kærlig behandling, og i dette bind er det især Apollos fortid og gerninger som gud, der tages under kærlig behandling. For slet ikke at tale om hans faderevner...
Jeg er stadig vild med universet, og den måde det konstant vokser på. Måske gemmer denne bog endda på et easter egg for en fremtidig serie? Det håber jeg i hvert fald, for det kunne være ret interessant - uden at spoile for meget.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom Apollo er både egoistisk, selvglad og opblæst, så viser han sig alligevel at have et hjerte, ligesom han periodisk udviser tegn på personlig udvikling. Han kan være lidt for meget til tider, men jeg må indrømme, at jeg godt kan lide ham som både hovedperson og -fortæller. Og jeg er ret vild med de haikudigte der indleder og opsummerer hvert kapitel. Meg er stædig, modig og en dygtig kriger, men også en helt almindelig pige med traumer, og tillidproblemer, som ikke kan lade være med at udnytte sin magt over Apollo en smule. Og så er der Leo og Calypso, som, selvom de ikke er mine yndlingspersoner, giver en sammenhæng, og et komisk indslag, til de tidligere serier. Af nye personer var jeg især vild med Josephine og Emmie, med deres blanding af gale videnskabskvinder, moderlighed, krigerinder og indbyrdes kærlighed, og ikke mindst den måde, de sætter deres gæster i arbejde på - uden hensyntagen til tidligere guddommelighed. Og så var der kejseren, som var skingrende vanvittig, paranoid, brutal og samtidig uhyggeligt intelligent, hvilket gjorde ham utroligt skræmmende.
Alt i alt en rigtig god bog, som dog desværre ikke helt levede op til sin forgænger i serien. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg skal læse videre i serien, for Riordans univers og personer fascinerer mig stadig, og jeg er simpelthen nødt til at finde ud af, hvad der sker med Apollo fremover. Kunne man lide første bind i serien, er bogen her et must read, og har man læst Riordans andre bøger, kan den her serie bestemt anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

The Blood of Olympus

The Blood of Olympus er 5. og sidste bind af fantasyserien Heroes of Olympus, skrevet af Rick Riordan.

Dødens port er blevet lukket, men det er ikke nok til at standse Gaia. Den 1. august nærmer sig med hastige skridt, og hvis ikke de syv venner kan finde en måde at besejre hende på, vil Gaia vågne og dræbe både guder og mennesker, før hun giver jorden til hendes børn, kæmperne.
Først skal de syv dog nå frem til det sted i Grækenland, hvor Gaia har planer om at vende tilbage. Men der er mange farer på vejen, og Gaia har kun brug for to af dem i live.
Imens forsøger Nico, Reyna og træner Hedge at bringe Athenas statue tilbage til Camp Half-Blood, før romerne angriber, og muligheden for fred mellem romerske og græske halvguder, og heling af gudernes romerske og græske aspekter, er tabt. Men Nicos kræfter har en pris, og der er masser af fjender, som ønsker at standse dem, før de når frem.

Hold da op for en afslutning. Der er fart over feltet fra start til slut, og bogen var næsten umulig at lægge fra mig.
Sproget er, ligesom i resten af serien, letlæst og flydende, og fyldt med humor, levende beskrivelser og rappe dialoger.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, og et par easter eggs til senere serier undervejs. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, guder, monstre, krig, forræderi, venskab, kærlighed, mod, håb, og kampen for overlevelse. Og masser af både romersk og græsk mytologi. Jeg er vild med den måde, Riordan fortolker de gamle myter på, og ikke mindst det univers han har skabt. Og slutningen var helt perfekt.
Personerne er levende og menneskelige, med både styrker og svagheder. Riordan forstår, at helte ikke er overmennesker, og at de godt kan tabe, føle frygt og have svagheder, og alligevel kæmpe videre, for det de tror på. Efter at have fulgt personerne igennem længere tid, føler jeg også, at jeg virkelig har lært at kende og elske dem. I denne bog får både Reyna og Nico lov til at fortælle dele af historien, og især Nicos synspunkt var forfriskende, da han er en af mine yndlingspersoner. Og nu fik vi endelig lov til at komme ind i hovedet på ham. Nico udvikler sig en del i løbet af denne serie, og lærer en hel del om sig selv i løbet af denne bog, hvilket er ret fedt at følge. Samtidig lærte jeg også Reyna bedre at kende, hvilket gjorde, at jeg kom til at synes bedre om hende. Og så er der Leo, hvis hjertesorger udvikler ham, og får ham til at vokse. Selvom han stadig føler sig udenfor mellem de tre par ombord på Argo II, så forstår han følelserne bedre, og bliver mere alvorlig, uden dog at miste sin humoristiske sans fuldstændig. Og det klæder ham altså.
En fantastisk afslutning på en serie, som jeg måske ikke var helt solgt på i starten, men som omvendte mig undervejs, og som jeg endte med at elske. Har man læst de første bind i serien, vil man absolut ikke blive skuffet over slutningen. Er man vild med græsk eller romersk mytologi, elskede man Percy Jackson-serien, og synes man, ligesom jeg, at Riordans humor er fantastisk, vil man også elske den her serie. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.

The House of Hades

The House of Hades er 4. bind af fantasyserien Heroes of Olympus, skrevet af Rick Riordan.

Det er lykkedes for de syv venner at redde Nico og genfinde Athenas statue. Men kampen mod Arachne endte med, at Percy og Annabeth blev kastet ned i Tartarus, og de to må nu forsøge at overleve det farligste sted i hele Underverdenen. Eneste vej ud, er dødens port, som bevogtes af Gaias styrker. Kun ved at lukke porten på begge sider, kan Gaias styrker stoppes, og døde monstre forblive døde. Men først skal Annabeth og Percy krydse et Tartarus fyldt med fjender, som hellere end gerne vil se dem døde.
Ombord på Argo II er resten af gruppen, samt Nico og træner Hedge, på vej til House of Hades, hvor den anden halvdel af dødens port befinder sig. De håber at nå frem, så de kan møde Annabeth og Percy der, og endelig få lukket portene. Men vejen er lang og farefuld, og Gaias styrker er overalt.
Og imens nærmer de romerske halvguder sig Camp Half-Blood. Krig synes uundgåelig.

Hold da op, hvor var den her bog bare fantastisk. Masser af action, og spænding hele vejen igennem.
Sproget er letlæst og flydende, og, trods den alvorlige handling, fyldt med humor. Beskrivelserne er livagtige, og især Tartarus var indimellem lidt for realistisk beskrevet.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists undervejs, som gør det svært at forudse, hvad der vil ske. Historien er spændende fra start til slut, og fyldt med action, magi, monstre, guder, krig, kærlighed, venskab, forræderi og profetier.
Personerne er levende og menneskelige, og igen skiftes de syv hovedpersoner til at fortælle historien. Især Frank udvikler sig en hel del igennem denne bog, og det var spændende at følge hans voksende selvtillid og styrke. Og så har jeg et blødt punkt for Nico, som godt nok er tvær, standoffish, og kold, men også ensom, og med en hemmelighed, som er ved at æde ham op. Men han er også loyal over for dem han holder af, og så har han nogle ret seriøse halvgudeevner. Af andre bipersoner fra jeg især vild med Bob (som jeg ikke kan sige mere om, uden at spoile et af de store twists), Small Bob, og træner Hedge, en satyr med seriøse impulsproblemer og et stort ego, men med hjertet på rette sted.
Kan man lide serien, vil man bestemt ikke blive skuffet over dette bind, og jeg kan næsten ikke vente med at kaste mig over sidste bind.

Se også forfatterens hjemmeside.

The Mark of Athena

The Mark of Athena er 3. bind af fantasyserien Heroes of Olympus, skrevet af Rick Riordan.

Annabeth har endelig fundet Percy, og der er håb om fred mellem de romerske og græske halvguder. Desværre lykkes det Gaia at forpurre fredsslutningen, og Percy, Annabeth, Piper, Jason, Leo, Hazel og Frank må flygte fra Camp Jupiter ombord på Argo II.
Men selvom freden nu synes fjernere end nogensinde før, er de syv nødt til at fortsætte deres mission, og stoppe Gaia. Først er de dog nødt til at finde, og redde, Nico, som er den eneste, der måske ved, hvor dødens porte befinder sig. Det eneste, de ved, er, at Nico befinder sig i Rom, i den gamle verden, og det er ikke gode nyheder. For den gamle verden er mere farlig for halvguder, end noget andet sted, og gudernes fortsatte skizofrene skiften mellem deres græske og romerske aspekter lover ikke godt for hjælpen fra den kant.
Og Annabeth har også sin egen mission: At følge Athenas mærke til den genstand, som romerne stjal, og som er grunden til hadet mellem græske og romerske halvguder. Kun ved at finde genstanden kan der blive fred mellem grækere og romere, så Gaia kan blive besejret. Men vejen er lang og farefuld, og Gaias hjælpere vil gøre alt for at forhindre, at de når frem.

Denne bog er uden tvivl den bedste i serien indtil nu. Der er fart over feltet fra starten, og bogen slutter med den ondeste cliffhanger.
Sproget er letlæst og flydende, og Riordan har endelig fundet balancen mellem humor, fare og kærlighed igen. Beskrivelserne er livagtige, og sammenligningerne er til tider utroligt morsomme.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, magi, kamp, jalousi, kærlighed, venskab, fordomme, guder, kæmper, profetier, liv og død. Både de romerske og græske myter tages i brug, og kulturforskellene og fordommene mellem de to træder godt frem.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg føler efterhånden, at jeg kender de syv rigtig godt. Ikke mindst, fordi de skiftes til fortælle historien, hvilket engang imellem også betyder, at personerne forbliver i farefulde situationer, mens en anden person fortæller. Selvom de syv hovedpersoner er forbundet af et fælles formål, og en fælles mission, så er der stadig en vis mistro mellem de græske og romerske halvguder, og både hemmeligheder og jalousi risikerer at splitte gruppen ad, før de år gennemført deres mission. Percy og Jason kæmper, som de to stærkeste halvguder ombord, og naturlige ledere, med at lære at samarbejde, mens Hazel, Leo og Franks indbyrdes forhold forplumres af jalousi og deja vu. Og alligevel fungerer gruppen rigtig godt sammen, deres indbyrdes forskelle og sammenstød til trods. Af bipersonerne var jeg især vild med satyren træner Hedge, og hans krigeriske natur, som ikke altid har den bedste situationsfornemmelse, eller selvindsigt, men som alligevel har hjertet på rette sted - trods forkærligheden for skydevåben.
Jeg elskede den her bog, og kan næsten ikke vente med at læse næste bind i serien. Kunne man lide de første bind i serien, kan man godt glæde sig til denne bog, og jeg kan kun anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.

The Son of Neptune

The Son of Neptune er 2. bind af fantasyserien Heroes of Olympus, skrevet af Rick Riordan.

Percy har mistet sin hukommelse, men ved, at han er en halvgud, og på vej til et sted, hvor han kan være i sikkerhed. Hvis ellers han kan holde sig i live, og slippe væk fra de to gorgoner, der nægter at dø.
Mod alle odds lykkes det ham at nå frem til lejren Rom, hjemsted for de romerske halvguder. Han når dog ikke at være der ret længe, før krigsguden Mars dukker op, og sender ham afsted på en quest sammen med Mars' søn Frank og Plutos' datter Hazel, som begge gemmer på farlige hemmeligheder.
Deres opgave: Find det sted, hvor kæmpen Alyconeus holder dødsguden Thanatos lænket, og befri ham, så monstre og fjender igen kan dø. Og bring den gyldne ørn tilbage til Rom.
Rejsen bringer dem til Alaska, et sted, hvor guderne ikke kan hjælpe dem, og tæt på Gaias indflydelse. Lykkes deres mission ikke, vil Rom blive angrebet af Gaias tropper, og lejren udslettet.

Jeg var lidt skuffet over første bind i serien, men den her bog ændrede heldigvis mit første indtryk af serien.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom tonen stadig er mørkere end i Percy Jackson-serien, så er der noget mere humor i denne bog, og flere af Percys skønne sammenligninger.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og selvom jeg godt kunne ønske mig lidt færre flashbacks, så forstår jeg, hvorfor de er med. Historien er spændende, og fyldt med action, kærlighed, guder, venskab, intriger, forræderi, død, profetier og helte. Denne gang er det den romerske mytologi, Riordan tager under kærlig behandling, ligesom der kommer en del baggrundshistorie på det gamle Roms politiske system og kultur. Og det fungerer rigtig godt.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg var glad for gensynet med min yndlingsperson Percy, og, ikke mindst, hans humoristiske syn på de livsfarlige situationer han konstant havner i. Percy er modig, stærk, loyal og tænker hurtigt i kampsituationer, og så har han er stort hjerte. De to nye hovedpersoner Frank og Hazel skiftes sammen med Percy til at fortælle historien, og det fungerer rigtig godt. Frank er klodset og usikker, men også modig, loyal og god til taktik. Han har endnu ikke fundet sin halvgudekraft, og har slet ikke lyst til at være søn af Mars. Og det hjælper ikke, at hans familie gemmer på flere hemmeligheder. Hazel er datter af Pluto, og hader sin evne til at frembringe forbandet guld og andre kostbarheder. Hun er loyal og modig, men gemmer også på en farlig hemmelighed, som kan ændre alt. Venskabet mellem de tre fungerer rigtig godt, fordi de supplerer hinanden helt fantastisk. Af bipersonerne var jeg især glad for gensynet med Nico, og så var det sjovt at møde nogle af guderne som deres romerske aspekter.
Alt i alt en rigtig god fortsættelse, som løftede serien op på det niveau, jeg er vant til i Riordans bøger. Kan man lide mytologiske fortællinger med masser af action og humor, og elsker man Percy Jacksons univers, så kan den her bog klart anbefales. Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

The Lost Hero

The Lost Hero er 1. bind af fantasyserien Heroes of Olympus, skrevet af Rick Riordan.

Jason husker intet, fra før han vågnede op i en skolebus. Hverken sine forældre, sine klassekammerater, sin bedste ven Leo eller hans kæreste Piper. Det eneste, han ved, er, at der er noget, der er helt galt. Og det viser sig snart, at han har ret, for der går ikke længe, før han og hans venner bliver angrebet af et monster.
Og som om det ikke var mærkeligt nok, bliver de reddet af to unge i en stridsvogn med flyvende heste foran.
Stridsvognen fører dem til Camp Half-Blood, hvor Jason, Leo og Piper finder ud af, at de alle tre er halvguder. Jason føler dog stadig, at der er noget galt, og at han er anderledes, end de andre halvguder. For hvorfor føler han sig mere hjemme, ved at præsentere sig som søn af Jupiter, end søn af Zeus? Og hvornår lærte han lige at tale flydende latin?
Han får dog ikke lang tid til at spekulere over sin glemte fortid, for Hera, gudernes dronning, er blevet kidnappet, og det er op til Jason, Leo og Piper at befri hende, før guderne begynder at bekrige hinanden. Men hvem kan kidnappe en gudinde? Og hvad er det, guderne skjuler?

Jeg har elsket alle de af Riordans bøger, jeg har læst, men desværre skuffede den her mig en smule. Ikke fordi den er dårlig, men for mig levede den bare ikke op til hans andre bøger.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser og en god portion humor, men alligevel virkede bogen mørkere, eller måske snarere mere alvorlig, end forfatterens andre bøger, og jeg følte ikke, at der var helt så meget humor, som er noget af det, jeg holder mest af ved hans bøger, i den her.
Universet udvider sig med hver eneste bog fra Riordans hånd, og jeg er ret vild med idéen om de lettere skizofrene guder, ligesom jeg elsker de nye monstre og mytologiske personer, som dukker op undervejs. Riordan formår som ingen anden at gøre de gamle historier levende og nutidige, og jeg elsker det univers, han har skabt.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, som, selvom jeg gættede et par af dem, formår at gøre historien spændende og svær at slippe. Historien er fyldt med action, guder, magi, forræderi, kamp, monstre, familie, profetier og hemmeligheder, tilført et godt drys heltehistorier og personlige tragedier.
Personerne er levende og menneskelige, men desværre knyttede jeg mig aldrig rigtigt til de tre hovedpersoner, Jason, Leo og Piper, og det til trods for, at synsvinklen skifter mellem de tre. Jason er modig, forvirret, men alligevel målrettet. Hans manglende hukommelse gør det svært for ham at vide, dels hvem han selv er, og dels hvad hans opgave er, og samtidig gør den også, at han i stor grad må lytte til sine instinkter, for at finde ud af, hvem han kan stole på. Leo er lidt af et mekanisk geni, hurtig til at blive forelsket, og altid klar med en humoristisk bemærkning. Han føler sig til tider lidt i skyggen af Jason, men er loyal, når det gælder. Piper er datter af en berømt filmstjerne, og føler sig ofte ensom. I forsøget på at få sin fars opmærksomhed er hun blevet lidt af en kleptoman, og hun har en forunderlig evne til at overtale folk til at give hende ting. Piper er forelsket i Jason, og hans manglende hukommelse er tæt på at knuse hendes hjerte. Venskabet og relationerne mellem de tre hovedpersoner fungerer rigtig godt, men selvom jeg lærte en del om deres fortid, så faldt jeg ikke for dem på samme måde, som jeg har gjort det for Riordans andre personer. Jeg savnede også Percy, og selvom bogen bød på gensyn med Annabeth og flere af de andre halvguder, så var det ikke helt nok for mig. Og det selvom bipersonerne er levende og nuancerede.
Selvom bogen var god, så levede den for mig ikke op til Riordans andre bøger, og jeg savnede noget af letheden og humoren fra især Percy Jackson-serien. Og så Percy, selvfølgelig. Han skulle dog vist nok dukke op i næste bind, så vi får se, om det hjælper på mit indtryk af serien. Jeg vil dog stadig anbefale bogen, hvis man er vild med Riordans univers, og har man læst hans andre bøger, er serien  et must.

Se også forfatterens hjemmeside.

The Serpent's Shadow

The Serpent's Shadow er 3. og sidste bind af Rick Riordans fantasytrilogi Kane Chronicles.

Kaosslangen Apophis er undsluppet sit fængsel, og om kun tre dage vil han ødelægge verden. Den eneste, der kan stoppe ham, er Ra, de egyptiske guders tidligere konge. Der er bare et problem: Ra er en senil olding, så det er igen op til Carter og Sadie Kane at finde et våben mod Apophis.
Svaret findes måske i den gamle magiker Setnes' bog, som Apophis har travlt med at ødelægge alle kopier af. Men heldigvis har Carter og Sadie adgang til Osiris, de dødes hersker, og deres far, som kan skaffe dem adgang til Setnet selv. Hvis de ellers kan stole på den døde magiker.
Imens vokser kaosslangens magt, og samtidig er der opstået intern splid i House of Life. Ikke alle er lige begejstrede for Kane-familien og deres dyrkelse af gudelig magi, og det hjælper ikke, at Amos, Carter og Sadies onkel, er blevet øverste leder for magikerne.
Også blandt guderne ulmer uroen, og som om det ikke var nok, har både Carter og Sadie problemer med kærligheden.
Det endelige opgør med Apophis nærmer sig...

Det tog mig godt nok tæt på 7 år at få begyndt på serien, men til gengæld kun to dage faktisk at få den læst. For hold op, hvor er serien bare god.
Sproget er letlæst og flydende, med masser af humor og levende beskrivelser, og en handling fortalt i et højt tempo, som gør bogen umulig at slippe.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom visse dele var en smule forudsigelige, var der stadig twists nok undervejs, til at gøre bogen overraskende. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, monstre, egyptiske guder, intriger, forræderi, ondskab og kærlighed. Det sidste synes jeg der var lige vel rigeligt af, og jeg var, som jeg nævnte i anmeldelsen af bind 2, ikke vild med trekantsdramaet mellem Walt, Sadie og Anubis. Mest af alt på grund af Sadies alder. Hun og Walt er måske nok næsten jævnaldrende, men Anubis er over 5000, og hun er kun 13 år (12 da de mødes). Det var måske nok naturligt i oldtidens Egypten, men passer ikke alt for godt ind i en nutidig kontekst, og det blev bare lidt for ulækkert.
Jeg er vild med Riordans univers, og hans måde at formidle mytologi og oldtidshistorie på, så den bliver både levende og underholdende, og samtidig giver mening for nutidens unge. De små hints undervejs til hans Percy Jackson-serie fungerer også rigtig godt, og jeg er spændt på at se, om der kommer en crossover-serie på et tidspunkt. Jeg ved, at der er skrevet et par noveller, så det er da ikke helt umuligt, at Riordan bygger videre på dem engang.
Personerne er levende og menneskelige, og utroligt nuancerede. Især hovedpersonerne Carter og Sadie lærer man rigtig godt at kende. Selvom jeg havde et par problemer med Sadie (trekantsdramaet og hendes, til tider, lidt for egoistiske teenageoptræden), så var jeg vild med Carter, som er modig, loyal og samvittighedsfuld, og fast besluttet på at gøre det rigtige. Af bipersonerne var jeg vild med Bes og Bast, som virkelig var elskelige karakterer, trods alle deres fejl.
Alt i alt en god afslutning på trilogien. Er man vild med mytologi, og elsker man Riordans fortællestil, må man ikke gå glip af serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

The Throne of Fire

The Throne of Fire er 2. bind af fantasytrilogien Kane Chronicles, skrevet af Rick Riordan.

Efter kampen mod Set har Carter og Sadie slået sig ned i huset i Brooklyn, hvor de er begyndt at træne andre magikere i brugen af gudelig magi. Det har gjort dem endnu mere upopulære ved House of Life, som har gjort dem til lovligt bytte for andre magikere, hvis de forlader Brooklyn.
Og da de finder ud af, at der kun er fem dage til Apophis, kaosslangen selv, bryder fri, kan de ikke rigtig undgå at skulle forlade Brooklyn. Deres eneste mulighed for at standse Apophis er nemlig at bringe Ra, gudernes tidligere konge, tilbage, og for at gøre det, skal de først finde de tre dele af Ras bog, som er blevet spredt for alle vinde.
Men det er ikke kun House of Life, som er ude efter dem. For flere af de egyptiske guder er imod planen om at bringe Ra tilbage, og Apophis selv har et par esser i baghånden, der skal stoppe de to søskende.

Rick Riordans bøger er utroligt hurtigt læst, og bind 2 i serien var ingen undtagelse.
En del af grunden er Riordans sprog, som er letlæst, flydende, og proppet med humor. Samtidig gør fortællemåden, hvor hovedpersonerne henvender sig direkte til læseren, at bogen mere minder om en historie der bliver fortalt, end en almindelig bog. Riordans beskrivelser er levende og realistiske, og hans sammenligninger er morsomme og, indimellem, temmelig vanvittige.
Også handlingens hæsblæsende tempo er med til at nedsætte læsetiden, og jeg fløj igennem bogen på ingen tid. Historien er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og selvom jeg gættede et par stykker, kom andre fuldstændig bag på mig. Bogen er spændende, og fyldt med action, magi, mytologi, venskab, kærlighed, familie, intriger, forræderi og guder. Og så mindede dele af bogen mig en hel del om The Mummy-filmene (dem med Brendan Fraser) i både humor og atmosfære.
Selvom serien ikke som sådan hænger sammen med Percy Jackson-bøgerne, så bliver der alligevel hentydet til serien i bogen, og man er ikke i tvivl om, at universet hænger sammen. Og alligevel er det en del anderledes, da Riordan griber den egyptiske mytologi, og den måde han kæder faraoernes efterkommere og de egyptiske guder sammen på, an på en anden måde.
Personerne er levende og menneskelige, og især Carter og Sadie lærer man rigtig godt at kende. Af de to er Carter nok den jeg holder mest af, da Sadie til tider var temmelig irriterende, og vildt meget teenager. Hendes 13-års fødselsdag forløber da heller ikke uden problemer, og hun roder sig selv ud i en del problemer, hun kunne være sluppet for, hvis hun havde tænkt sig bare en smule om først. Det samme gør Carter, men han gjorde det bare mindre irriterende end Sadie. Og det begyndende trekantsdrama Sadie har gang i, irriterede mig også lidt - mest fordi jeg synes hun er alt for ung til, at det er nødvendigt at have med. Bipersonerne er nuancerede og interessante, og jeg holdt især meget af dværgeguden Bes, og hans Speedo-superkræfter.
Er man vild med Rick Riordans skrivestil og univers, og kunne man lide første bind i serien, så skal man helt bestemt også læse denne bog. Bind 2 skuffer bestemt ikke, og kan varmt anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside. 

The Red Pyramid

The Red Pyramid er 1. bind af Rick Riordans fantasytrilogi Kane Chronicles.

Da Carter og Sadies mor døde for 6 år siden, blev de to søskende skilt ad. Mens den ældste, Carter, sammen med sin far, den berømte egyptolog Dr. Kane, har rejst verden rundt, har hans lillesøster Sadie boet i London sammen med deres bedsteforældre, og levet et normalt liv. Kun to gange om året har hun set sin far og bror, og ingen af de to søskende føler længere, at de har ret meget til fælles.
Men alt det ændrer sig juleaften, da deres far, på et af de halvårlige besøg, tager Carter og Sadie med på British Museum.
Her ser Carter og Sadie deres far fremmane en mystiske skikkelse, for kort efter at blive indespærret i en sarkofag, som den mærkelige skikkelse på magisk vis begraver i museets gulv. Kort efter springer museet i luften, og Carter og Sadie får, som de eneste vidner, problemer med politiet.
Det er dog ikke det værste de kommer ud for. Deres far har vækket de egyptiske guder, og, som efterkommere af faraoerne, er Sadie og Carter havnet midt i en ældgammel krig mellem guderne Set og Osiris.
Carter og Sadie får brug for al deres mod, og den magi de ikke vidste de havde, hvis de skal overleve Sets rænker, magikerne fra House of Life og de egyptiske guder, og redde deres far, før det er for sent.

Selvom Rick Riordan er en af mine yndlingsforfattere, og jeg har haft bogen stående på min reol i omkring 7 år, er det først nu, jeg har fået den læst. Og sikke en læseoplevelse jeg er gået glip af!
Sproget er, som altid i Rick Riordans bøger, letlæst og flydende, med levende beskrivelser, vanvittige sammenligninger og masser af humor. Jeg er især vild med kapiteloverskrifterne, som giver et kort, og humoristisk, referat af kapitlerne. Bogen er skrevet som en transkription af en båndoptagelse, hvor de to hovedpersoner Carter og Sadie skiftes til at fortælle historien, og det virker rigtig godt.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom jeg havde gættet en del af det store plottwist, så kom andre dele fuldstændig bag på mig. Historien er spændende, og fyldt med hæsblæsende action, magi, hemmeligheder, familie, intriger, guder, racisme, kærlighed og forræderi. Riordan gør den egyptiske mytologi levende og nutidig, og selvom den stadig er temmelig forvirrende, muligvis fordi jeg ikke kender den så godt som den græske og nordiske, så formår han alligevel at gøre den forståelig og letspiselig - trods lemlæstelse, forræderi, brodermord, incest og reincarnation. Idéen om, at guderne har brug for faraoernes efterkommere for at kunne besøge menneskenes verden er original og anderledes, og giver rigtig god mening, når man tager den egyptiske tro på, at faraoerne var guder, i betragtning. Og twistet med, at de menneskelige magikere har forvist guderne, efter den sidste egyptiske farao, Cleopatra, tabte magten til romerne, giver menneskene en forholdsvis stor rolle og magt i forhold til guderne, som til en vis grad er afhængige af dem.
Personerne er levende og menneskelige, og især Carter og Sadie lærer man rigtig godt at kende. Selvom de to er søskende, er de meget forskellige. Carter er den ældste, og har arvet sin fars hudfarve. Hans omrejsende tilværelse har gjort ham rodløs, og selvom han har tilbragt al sin tid sammen med sin far, savner han sin mor, og det hjem de havde, da hun stadig levede. Hans liv med faren har gjort ham til ekspert i den egyptiske mytologi, men han har aldrig rigtig haft venner, og det hjælper ikke, at han klæder sig som en voksen mand, i stedet for den teenager han er. Sadie er vokset op hos sine bedsteforældre, i et helt normalt hjem, med venner og skolegang. Hun har hovedsageligt arvet sin mors udseende og hudfarve, og har temperament. Hun er stædig, og føler sig svigtet af sin far, som hun kun ser to gange om året. Sadie er mere impulsiv end Carter, hvad der giver dem en del problemer, men samspillet mellem de to søskende fungerer rigtig godt, på trods af, at de i et vist omfang er fremmede for hinanden. Som læser lærer man dem rigtig godt at kende, fordi de skiftes til at fortælle historien, og det gør, at man hurtigt kommer til at holde af dem. Også bipersonerne er nuancerede og levende, og jeg kunne især godt lide Bast og bavianen Khufu, som har hver deres særegne personlighed.
Jeg er vild med Rick Riordans fortællinger og skrivestil, og denne bog var ingen undtagelse. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien, og kan kun anbefale bogen. Er man vild med mytologi og fantasy, eller er man, ligesom jeg, vild med forfatteren, er det bare med at komme igang med serien.

Se også forfatterens hjemmeside. 

The Ship of the Dead

The Ship of the Dead er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Magnus Chase and the Gods of Asgard, skrevet af Rick Riordan.

Loki er fri, og ombord på skibet Naglfar venter han kun på, at isen smelter, så han og hans hær kan sejle ud og starte Ragnarok. De eneste der kan standse Ragnarok er Magnus og hans venner. Men først skal de have fundet ud af hvor Loki er - og hvordan de kan besejre den mest lumske gud i det nordiske panteon.
Det bliver bestemt ikke nemt, og Magnus får brug for alle sine evner, og sine venners hjælp, hvis han skal overleve - eller i hvert fald forblive udød - og stoppe Ragnarok.

Jeg er vild med den her trilogi. Rick Riordan formår at give de kendte nordiske myter nyt liv, og for en der er vokset op med mytologien er det sjovt at se, hvordan forfatteren får drejet historierne en omgang, og skabt noget der både er velkendt og nyt på en og samme tid.
Riordans sprog er letlæst og flydende, og fyldt med humor, ordspil og fantastiske beskrivelser. Især actionscenerne er livagtigt beskrevet, og man kan som læser næsten mærke kamprusen og lugte blodet, når Magnus og vennerne slår løs på jætter og drager.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at gætte hvad der kommer til at ske - også selvom man kender grundhistorierne på forhånd. Historien er spændende, og fyldt med action, venskab, familie, kærlighed, religion, seksualitet, magi og guder. Det er en historie om at finde ud af hvem man er, om ords betydning, og om at acceptere sig selv og andre. Men også en historie om had, hævn og straf, liv og død, tro og skæbne. Slutningen var original, og slet ikke som jeg havde forestillet mig, og jeg var vild med den måde det endelige opgør foregik på.
Personerne er levende og menneskelige, og man kan som læser ikke lade være med at holde af dem. Persongalleriet er blandet - forstået på den måde, at det består af forskellige etniske og marginaliserede grupper - og det er virkelig fedt at opleve den fuldstændig selvfølgelige måde de optræder på. Også selvom det lidt virker som om forfatteren har haft en checkliste over grupper han ville have repræsenteret i bogen. Vi har i vennegruppen en tidligere hjemløs hovedperson, en dværg, en døv alf, en genderfluid person, en muslim, en sort tidligere slave, en irsk revolutionist og en norsk berserker, og deres accept af og respekt for hinandens forskelligheder er dejligt at læse. Magnus er en fantastisk hovedperson. Han er loyal, modig, og indimellem totalt clueless, ikke mindst hvad angår hans følelser for Alex. Hans indre monolog er sarkastisk og morsom, og noget af det jeg allerbedst kan lide ved serien. Af bipersonerne er jeg især vild med Alex, som er hemmelighedsfuld, modig og helt på det rene med hvem han/hun er. Kønnet skifter undervejs, men det ændrer ikke Alex´s følelser, indre, eller skarpe tunge. Og så er der Jack, det talende sværd, som, med undtagelse af Alex, er den biperson (biting?) jeg allerbedst kan lide. Her i sidste bind i serien kommer vi endnu tættere på bipersonerne, og det gør dem kun endnu mere interessante, at deres forhistorier bliver fortalt. Riordan er i det hele taget god til at skabe troværdige personer, med relaterbare følelser, motiver, fejl og styrker, og jeg er ikke i tvivl om at jeg kommer til at savne dem, nu hvor serien er slut.
The Ship of the Dead var en rigtig god afslutning på en fantastisk serie. Er man, ligesom jeg, vild med Riordans sprog og skrivestil, og var man vild med de første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet. Jeg kan i hvert fald kun anbefale bogen, og serien, på det varmeste.

Se også forfatterens hjemmeside.

Percy Jackson: The Demigod Files

Percy Jackson: The Demigod Files af Rick Riordan er en companion novel til Percy Jackson-serien.

Bogen indeholder tre noveller som foregår før The Last Olympian, men samtidig med Percy Jackson-serien. I den første novelle, Percy Jackson and the Stolen Chariot, må Percy hjælpe Clarisse med at skaffe Ares´ kampvogn tilbage, da hendes to gudelige brødre, Phobos og Deimos, stjæler den fra hende. I den anden novelle, Percy Jackson and the Bronze Dragon, bliver Capture the flag noget farligere end normalt, da Percy og Beckendorff render ind i Myrmekernes myretue. Og i den tredje novelle, Percy Jackson and the Sword of Hades, må Percy, Thalia og Nico finde Hades´ nye sværd, før tyven kan forlade Underverdenen.
Udover de tre noveller indeholder bogen diverse hemmelige filer fra Camp Half-Blood, for eksempel et kort over lejren, Percy´s karakterblad, en våbenguide, forskellige krydsord, interviews med nogle af beboerne i Camp Half-Blood, og en oversigt over nogle af de græske guder.

Som companion novel til serien fungerer bogen rigtig godt. Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med Riordansk humor. Novellerne er godt skruet sammen, og som altid både sjove og spændende, fortalt fra Percys synsvinkel. Gensynet med personerne fra serien er sjovt, men personerne udvikler sig ikke ret meget i novellerne, og selvom vi bliver præsenteret for nye personer/guder, så lærer man dem ikke rigtig at kende. Der er simpelthen ikke sider nok. Ekstramaterialet i form af interviews, kort, gudeguide mm. er rigtig sjovt, men vil ikke give så meget mening, hvis man ikke kender serien i forvejen. Jeg var dog ret vild med bogen, som jeg synes var rigtig sjov, og jeg var vild med novellerne og gensynet med nogle, for mig, højtelskede personer. Har man læst serien vil man sikkert også elske denne bog. Har man ikke læst serien, så vil jeg anbefale at man læser den først, da man ellers vil gå glip af rigtig meget, og have svært ved at følge handlingen i novellerne, da der er en del indforståede bemærkninger.

Se også forfatterens hjemmeside.

The Hammer of Thor

The Hammer of Thor er 2. bind af Rick Riordans fantasyserie Magnus Chase and the Gods of Asgard.

Thors hammer er forsvundet - igen. Det samme er Magnus´ venner Blitzen og Hearthstone. Men måske er der et spor: En forklædt Otis (en af Thors geder) opsøger Samirah, for at fortælle, at der går rygter om, at hammeren er gemt i en wight barrow - en hule i jorden bevogtet af de døde. Men før Otis får fortalt det hele, bliver han slået ihjel af en snigmorder, som desværre slipper væk. Dog først efter at have advaret Magnus mod at opsøge føromtalte hule.
Mens Magnus har snakket med Otis, har Samirah haft travlt med at fragte en ny einherje til Valhalla. Udover at den nye einherje har et heftigt temperament, så er vedkommende heller ikke helt almindelig. Einherjen er nemlig barn af Loke, og har arvet Lokes evne til at skifte køn. Så nogle gange er Alex en pige og andre gange en fyr.
Men problemet med Alex drukner dog snart. For Samirah får besked om, at hendes far har lovet hende bort til jætten Thrym. Og det på trods af at hun er lykkeligt forlovet med Amir. Derfor haster det med at få hammeren tilbage, og Samirah og Magnus tager derfor, mod al sund fornuft, af sted til hulen sammen med Hearthstone og Blitzen. Det viser sig dog snart, at de skulle have lyttet til snigmorderen, for hammeren er ikke i hulen. I stedet finder de sværdet Skofnung, som Loke ønsker skal være Samirahs brudepris. Og det er ikke det eneste der går galt. Blitzen bliver dødeligt såret, og Magnus og Hearthstone må tage til Alfheim for at finde det eneste, der kan stoppe et sår fra Skofnung-sværdet, og redde Blitzens liv.
Katastroferne står snart i kø, og Magnus får brug for alt sit mod hvis han skal stoppe Lokes plan og Samirahs bryllup. Men hvad er Loke egentlig ude efter? Og kan Magnus stole på Alex?

Jeg var vild med første bind i serien, og bind to skuffede bestemt ikke. Endnu en gang er tempoet højt, og bogens plot er godt skruet sammen og så twistet, at man bliver overrasket hele vejen igennem. Handlingen er spændende med masser af action, blod, gedemord, kærlighed, venskab, religion, mod, intriger, identitet og familieproblemer. Som en der er vokset op med nordisk mytologi er det sjovt at kunne genkende de myter Riordan bruger, og ikke mindst hans twistede version af Thors brudefærd er skøn at læse. Sproget er som altid flydende og letlæst, med sjove og levende beskrivelser, og både guder og helte får en kærlig omgang når forfatteren opdaterer dem til vores tid. Hvad kan man sige til en Heimdal der er besat af selfies eller en Thor med rottehaler? For slet ikke at tale om Udgårds-Lokes fascination af bowling?
Riordans personer er som altid levende og menneskelige på godt og ondt og med fejl og mangler. Her er bestemt ikke nogen respektfuld sætten guderne på en piedestal eller tagen dem al for alvorligt, og det er både forfriskende og meget, meget morsomt. Magnus er en skøn hovedperson. Han er modig, loyal og fuldt bevidst om sine egne svage sider. Ikke, at de stopper ham fra at forsøge at gøre det rigtige - selvom det kunne gå hen at slå ham ihjel. Hans familieforhold giver ham en del problemer. Ikke nok med at hans kusine Annabeth er græsk halvgud, hans onkel Randolph arbejder for Loke, og selvom Magnus er vred på ham, vil han stadig gerne redde ham. Spørgsmålet er dog, om onklen overhovedet vil reddes. Samirah har sine egne familieproblemer. Hun bor hos sine bedsteforældre, som ikke ved noget om de nordiske guder, og så har hendes far en tendens til at lave rod i hendes liv. Ikke nok med det truende bryllup til Thrym, og hendes forhold til Alex, der er også hele problematikken omkring det at være troende muslim når man er halvt nordisk gud. Og så er der forholdet til Amir, som risikerer at blive ødelagt, hvis Loke får held til at gifte hende bort. Alex er en spændende ny person, og hele idéen med en person som er hverken-eller, eller både-og, er både god og anderledes, da det giver forfatteren anledning til at tage nogle tungere tematikker omkring identitet og seksualitet op, hvilket han gør på sin sædvanlige halvt humoristiske og halvt alvorlige måde. Personligt er jeg også ret vild med sværdet Jack og geden Otis, som, på trods af deres ikke-menneskelige form, har masser af personlighed.
Bogen slutter med noget af en cliffhanger som gør det virkelig svært at vente til næste efterår, hvor tredje bind skulle udkomme. Men så har jeg jo muligheden for at få læst de af Riordans bøger jeg stadig mangler. Er man vild med nordisk mytologi, eller er man fan af Riordans bøger, så vil man ikke blive skuffet over The Hammer of Thor. Eneste minus var at den sluttede.

Se også forfatterens hjemmeside.

Hotel Valhalla. Guide to the Norse Worlds

Hotel Valhalla. Guide to the Norse Worlds er skrevet af Rick Riordan.

I bogen genfortæller Rick Riordan myter og sagn om de nordiske guder og mytologiske væsener letforståeligt og med typisk Riordansk humor. Bogen er flot illustreret, og er bygget op som en guidebog til Hotel Valhalla fra Magnus Chase-serien, fyldt med interviews af forskellige guder og væsener, karakterbeskrivelser, brevkasseindlæg, dagbogsnotater mm.
Bogen er underholdende og letlæst, og især karakterbeskrivelserne af guderne er hylende morsomme. Den er dog også meget kort, og det er synd, for der er masser af gudesagn Riordan kunne have brugt til at gøre bogen længere og mere udtømmende. Som den er nu er bogen mere en introduktion til nordisk mytologi, og den bærer præg af at den er skrevet for amerikanske læsere som ikke er vokset op med fortællingerne fra den nordiske mytologi, og som har brug for et crash course om hvem der er hvem. Er man fan af Riordan vil man sikkert kunne lide bogen, men den er ikke så god som Percy Jackson and the Greek Gods eller Percy Jackson and the Greek Heroes hvor der er puttet mere kød på historierne. Det er synd, men man kan da håbe der kommer en mere udtømmende genfortælling når Magnus Chase-serien er færdig. For måske er grunden til at den er så kort at forfatteren ville undgå spoilers til serien?

Se også forfatterens hjemmeside.

The Hidden Oracle

The Hidden Oracle er 1. bind af en ny fantasyserie, The Trials of Apollo, skrevet af Rick Riordan.

Zeus bebrejder Apollo for krigen mod Gaea, og straffer ham ved at gøre ham ved at smide ham ned på jorden som en helt almindelig 16-årig fyr ved navn Lester. Apollo lander i en skraldespand i en gyde og er knapt nok landet før han bliver overfaldet af to fyre som vil bestjæle ham. Helt uventet bliver han reddet af en ung halvgud ved navn Meg. Apollo har prøvet at være dødelig før, og ved at han skal finde en halvgud at tjene og gennemgå et par prøvelser eller tre for at blive en gud igen. Han er ikke helt sikker på at det vil virke denne tredje gang, men håber. Han havde dog ingen planer om at blive tjener for Meg.
Apollo overtaler Meg til at opsøge Percy Jackson sammen med ham. Hans håb er at overtale Percy til at hjælpe ham, men det går ikke helt som forventet. Percy hjælper dem godt nok med at komme til Camp Halfblood, men det er ikke uden forhindringer.
I lejren afsløres Meg som datter af Demeter, noget der ikke ligefrem gør Apollo ellevild af glæde, da han har haft et par problemer med hendes mor. Men lejren har sine egne problemer: Oraklet mangler stadig de profetiske evner, og flere halvguder er forsvundet fra lejren. Apollo opdager at skoven har noget med det at gøre, men bliver blandet ind i en lejraktivitet i Labyrinten før han kan bringe budskabet videre. I Labyrinten forvilder han og Meg sig til Delphi hvor Python har overtaget magten. Her overhører de en samtale som løfter sløret for en sammensværgelse som spænder hundredvis af år tilbage. En sammensværgelse, som truer mennesker, halvguder og guder, og som har en tæt forbindelse til de andre forsvundne orakler.
For at blive gud igen må Apollo finde det gemte orakel fra Dodona og redde profetiens gave. Men det er ikke nemt når han nu er en helt almindelig dødelig.

Efter læseplanen skulle jeg godt nok først læse Rick Riordan i december, men da første bind i en helt ny serie udkom i starten af maj kunne jeg altså ikke vente over et halvt år på at læse den. Og den kan da også sagtens falde ind under denne måneds læsetema, fantasybøger på engelsk, så læst blev den. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt. The Hidden Oracle ligner på mange måder Rick Riordans Percy Jackson-serie. Den foregår i samme univers, og en del af de samme personer går også igen, men alligevel adskiller den sig fra Percy Jackson-bøgerne på et væsentligt punkt. For første gang fortælles historien nemlig fra en guds synspunkt. Godt nok en gud som har mistet sine kræfter og er blevet dødelig, men alligevel en gud som har en noget større referenceramme, og for hvem i går kan være hundrede år siden. Det giver et friskt pust til hele universet, og i starten af bogen er Apollo ret irriterende, netop fordi han ser hele verden fra en guds synspunkt. I stedet for selv at gøre noget venter han hele tiden på at en halvgud løser problemerne for ham, og hans forhold til hans egne børn er noget besynderligt. Heldigvis udvikler han sig undervejs, efterhånden som hans dødelige jeg bliver stærkere, og han får et andet perspektiv på verden. Kendte personer fra nogle af de tidligere serier i universet dukker op undervejs, og derfor byder bogen på en del dejlige gensyn med tidligere yndlingspersoner som alle er blevet ældre og har fået andre interesser. Percy er for eksempel mere interesseret i at bestå sin eksamen end i at hjælpe Apollo, og en del af de tidligere hovedpersoner er enten forsvundet eller studerer langt væk fra lejren. Det giver en hel del yngre halvguder mulighed for at komme på banen, og også disse personer kommer man hurtigt til at holde af og lære bedre at kende. Og så er der jo Meg, en helt ny halvgud, som har sine helt egne problemer, og som har en stor rolle i historien.
Plottet er godt udtænkt, og som nævnt giver det et friskt pust at historien fortælles fra en guds synspunkt. Der er, som altid i Riordans bøger, en hel del twists undervejs som gør bogen umulig at forudsige, og som er med til at fastholde spændingen til det sidste. Handlingen er fyldt med spænding, magi, guder og gudinder, forræderi, intriger og venskab, og bogen er umulig at slippe.
Sproget er letlæst og flydende, med gode beskrivelser og en god portion humor. Jeg er vild med den måde Riordan inddrager den græske og romerske mytologi i sine bøger, og den måde som græske og romerske ord og begreber dukker op undervejs i bogen er med til at gøre hele historien mere troværdig, og sproget mere overbevisende.
Humoren er, som altid, fremtrædende. Det kan blandt andet ses i indledningen til de forskellige kapitler. Hvor kapitlerne i andre af Riordans bøger indledes med en sætning der giver et sjovt resumé af kapitlet, så indledes de i denne bog af et haiku som Apollo har skrevet. I en af Percy Jackson-bøgerne - jeg kan ikke huske hvilken - bliver det nævnt at lige præcis haiku er en af de digtformer som Apollo, på trods af hvad han selv mener, ikke behersker, og det bliver bevist til fulde i kapitelindledningerne. Et eksempel kan ses her:

A walk through the woods
Voices driving me bonkers
I hate spaghetti
(citat, side 72)

Udover haiku giver humoren sig også udslag i den måde de græske myter tages under kærlig behandling på, samt i de utrolige situationer personerne bliver viklet ind i. For eksempel er der en skøn serenade til en myre.
Er man vild med Riordans bøger vil man ikke blive skuffet over denne nye serie. Eneste minus er sådan set, at der er lang tid til næste bind udkommer. Heldigvis kommer der endnu en Riordan-bog til efteråret, selvom det er i en anden serie, og ellers kan man jo altid genlæse resten af hans bøger.
Alt i alt en rigtig god bog som jeg er rigtig glad for jeg ikke ventede til december med at læse.

Se også forfatterens hjemmeside.

The Sword of Summer

The Sword of Summer er 1. bind af fantasyserien Magnus Chase and the Gods of Asgard, skrevet af Rick Riordan.

Siden hans mor blev dræbt i en brand af to ulve med lysende øjne har Magnus Chase levet som hjemløs i Boston. Selv om hans onkel Randolph bor i byen har han aldrig opsøgt ham, da hans mor, før hun døde, altid advarede ham imod onklen. Den dag han fylder 16 hører han fra en anden hjemløs, Blitz, at der er nogen der leder efter ham. Det viser sig at være hans anden onkel og hans kusine Annabeth. For at finde ud af hvorfor de leder efter ham bestemmer han sig til at bryde ind i onkel Randolphs hus. Før han finder et svar opdager onklen ham, og fortæller hvorfor familien pludselig leder efter ham, Magnus´ liv er nemlig fare fordi det er hans fødselsdag. Og det hele hænger sammen med hvem hans far, som han aldrig har mødt, er. Faren er nemlig en nordisk gud, og farens fjender leder efter et sværd som han engang mistede, og som Magnus er den eneste der kan tilvejebringe igen.
Magnus finder også sværdet, men før han får en chance for at gøre andet dukker ildjætten Surt op. Magnus kæmper mod ham, og sårer ham også, men desværre dør Magnus af det. Og så bliver dagen for alvor mærkelig. Valkyrien Sam bringer nemlig Magnus til Valhalla hvor han får at vide, at han er søn af guden Frej, og er blevet en af Odins udødelige einherjer. Da han skal præsenteres for Valhallas andre einherjer går det endnu en gang galt. Nornerne dukker op og fremkommer med en profeti som fortæller, at Magnus slet ikke skulle være valgt - eller død. Valkyrien Sam får frataget sine kræfter, og Magnus må foretage et valg. Skal han lede efter Frejs sværd - Sommersværdet - som er det eneste der kan hugge Fenrisulvens lænke over, og som Surt vil bruge til at starte Ragnarok, eller skal han adlyde einherjernes ledere og blive i Valhalla. Magnus vælger selvfølgelig at finde sværdet og standse Surt, men først må han finde vej tilbage til Midgård. Heldigvis får han hjælp af to tidligere hjemløse, Blitz og Hearth, som viser sig at være en dværg og en alf som har fået til opgave at passe på ham. Og det viser sig også at han selv har særlige evner som han har arvet fra din far. Senere støder eks-valkyrien Sam også til, og de fire følger sværdets spor igennem flere af de ni verdener. Kan de standse Surt og Fenrisulven før Ragnarok starter, eller vil verden ende i ild?

Jeg er vild med Rick Riordans bøger. Da jeg hørte at han var i gang med at skrive en serie med de nordiske guder i centrum kunne jeg næsten ikke vente på første bind, og jeg er bestemt ikke blevet skuffet. Riordan formår at skabe et helt nyt univers som ikke bare er en kopi af bøgerne om Percy Jackson. Heller ikke selvom Magnus´  kusine Annabeth spiller en stor rolle i netop Percy Jackson-universet. Riordan har virkelig sat sig ind i det nordiske gudeunivers, og fortæller de kendte historier med en god portion humor og respekt. Humoren er et varemærke for Riordan, og sammen med et spændende og anderledes plot, en handling der tonser derudaf og masser af action og magi er det blevet til en rigtig god fantasyfortælling som varmt kan anbefales. Fans af Riordans bøger vil ikke blive skuffede. Sproget er fantastisk, personerne virker levende og realistiske, med masser af lag, og plottet er godt skruet sammen. Jeg glæder mig allerede til næste bind, som efter planen skulle komme i efteråret 2016.

Se også forfatterens hjemmeside.

Percy Jackson and the Greek Heroes

Percy Jackson and the Greek Heroes af Rick Riordan genfortæller de græske heltesagn med typisk Riordansk humor. I bogen tages blandt andet historierne om Perseus, Theseus og Hercules under kærlig behandling fortalt med humor og i et fantastisk sprog. Og man må konstatere, at de gamle græske helte bestemt ikke havde det nemt. Faktisk fik langt de fleste af dem et grufuldt endeligt. Og hvis man vil vide præcis hvilket endeligt de fik - så læs bogen. Er man, som jeg, vild med Rick Riordans bøger og elsker man Percy Jackson-universet, så er bogen et absolut must read. Og den vil bestemt ikke skuffe. Læs den, læs den.

Se også forfatterens hjemmeside.

Percy Jackson and the Greek Gods

Percy Jackson and the Greek Gods er skrevet af Rick Riordan.

Percy Jackson fortæller om de græske guder på en helt ny måde. Kannibalisme, fadermord, incest, hævn og affærer - myterne om de græske guder er fulde af ting vi ikke accepterer idag. I denne bog genfortælles myterne med Rick Riordans kendte humor. Har du læst bøgerne om Percy Jackson, og er du vild med Rick Riordans måde at skrive på, så er bogen et absolut must read.
Læs den, læs den.

Se også Rick Riordans flotte hjemmeside.

Percy Jackson and The Last Olympian

lastOlympian
Originally uploaded by MortalNet

I 5. og sidste bind i serien om Percy Jackson er kampen mod Kronos spidset til. Percy, halvgud og søn af Poseidon, må sammen med de andre halvguder forsvare Olympen mod Kronos´styrker, samtidig med at han skal forsøge at få profetien til at gå i opfølgelse - noget der meget vel kan koste ham livet. Han får hjælp af sine venner, og af Nico, søn af Hades, som hjælper ham med at blive usårlig med et bad i Styx. Bogen og resten af serien er meget morsom, med masser af facts om de græske guder. Serien har 2 officielle hjemmesider, en amerikansk og en engelsk, som absolut kan anbefales at se nærmere på, da de er ligeså sjove som bøgerne. Serien kan varmt anbefales. 1. bind i serien er i øjeblikket i gang med at blive filmatiseret, og skal efter planen have premiere til næste år.

Percy Jackson: The Battle of the Labyrinth

Bogen er bind 4 i serien om Percy Jackson af Rick Riordan. Serien handler om Percy, som finder ud af, at han er søn af den græske havgud Poseidon, og derfor bliver jagtet af onde magter. Han bliver sendt til Camp Half-Blood hvor han møder andre halvguder, og bliver trænet som helt. Indimellem bliver han sendt ud på "quests" som skal hjælpe guderne i kampen mod titanerne. I bind 4 skal Percy og hans venner løse labyrintens gåde, og forhindre Kronos´ genopståen. Bøgerne er sjove og spændende, og fyldt med humor og græsk mytologi. De kan varmt anbefales til både børn og voksne, selvom de endnu kun findes på engelsk.