Bjerget vågner er 1.del i den norske fantasytrilogi Alfetegnet af Sigbjørn Mostue.
Det er sommerferie, og Espen er som altid taget op til sine morforældres gård sammen med sin mor. Men ikke alt er som det plejer at være. Morfar er blevet gammel og er begyndt at "vrøvle", og kommer med højlydte protester over Espens onkel Svens planer om at fælde Gammelskoven.
Da Espen finder en mærkelig gylden nøgle efter et lynnedslag bliver det starten på et eventyr han sent vil glemme. For nøglen har magten til at føre ham til den virkelighed som gemmer sig bag vores virkelighed. Her er alt det samme - og alligevel helt anderledes. For her kan dyr og fugle kan tale, og halvt glemte væsner som nisser, alfer, turser og genfærd lever åbent.
Men alt er ikke hvad det ser ud til, for faren lurer. Svens planer om at fælde Gammelskoven har vækket den sovende ondskab Gravbøjgen, og for hvert træ der fældes vokser han sig større og større, og truer lysalfernes eksistens. Og lysalferne har valgt Espen til at kæmpe for sig. Men Espen vil ikke kæmpe, og ønsker bare at komme hjem til sin egen virkelighed. Men alferne er ikke sådan at komme udenom, og snart har Espen ikke andet valg end at kæmpe. Først skal han dog lige have fundet det forsvundne sværd Bjergbid som er det eneste våben der kan dræbe Gravbøjgen.
Og så er der pigen Eva som Espen ikke kan lade være med at tænke på...
Spændende fantasyfortælling med masser af gys og humor. Sproget er godt og personerne levende beskrevet, og man kan næsten lugte skovens dufte og mosens stank. Samtidig myldrer bogen med norske og nordiske sagnvæsner som trolde, vætter, nisser og huldre som gør bogen endnu mere spændende at læse fra et dansk perspektiv. Bogen kan varmt anbefales, og jeg glæder mig allerede til at læse de næste bind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar