tirsdag den 9. april 2019

Midnatsjuvelen

Midnatsjuvelen er 2. bind af trilogien Det Glitrende Hof, skrevet af Richelle Mead.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda

Mira er sirminicaner, men har ikke boet i sit hjemland i flere år. Hendes far hjalp kættere med at flygte, og efter hans død er hun og hendes bror fortsat med at hjælpe andre. Hendes bror må desværre flygte til den nye verden, da han ved et uheld kommer til at dræbe en adelig, og efterlader Mira alene i en fremmed by.
Da Mira møder Cedric Thorn, øjner hun en chance for endelig at finde sin bror igen, og samtidig slippe væk fra en by, som bliver mere og mere farlig for hende at være i.
Livet ved Det Glitrende Hof er dog ikke helt som hun havde forestillet sig, og hun må slås med de andre pigers fordomme og rygteskabelse, indtil et råd fra en ældre mand giver hende et våben mod dem.
Mira ønsker, at tjene penge nok, til at slippe fri af sin ægteskabskontrakt, men aner ikke hvordan. Det er først på sørejsen til Adoria, at hun øjner en mulighed, da hun finder ud af, at medpassageren Grant er spion. Mira får Grant til at hyre hende til at spionere mod overklassen, og mændene interesserede i Det Glitrende Hof, og kommer snart på sporet af en sammensværgelse.
Men livet som spion er ikke det eneste der trækker i Mira, og da hun samtidig bliver mere og mere tiltrukket af Grant, må hun finde ud af, hvor langt hun vil gå, for at redde sin bror.

Den her serie har virkelig overrasket mig positivt, og jeg var faktisk endnu gladere for dette bind, end første bind i serien. Muligvis, fordi jeg bedre kunne forholde mig til Mira, men det spillede nok også ind, at jeg ikke holdt en månedlang pause i læsningen, og at der er væsentlig mere action i det her bind. Bogen foregår samtidig med forrige bind, men viser handlingen fra Miras synsvinkel, og det giver faktisk en hel del perspektiv til historien og personerne, som er rigtig interessant.
Sproget er letlæst og flydende, med levende beskrivelser, livagtige actionscener og en god portion humor.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som overrasker hele vejen igennem. Historien er spændende, og fyldt med action, forræderi, spioner, intriger, pirater, kærlighed, venskab, religion og kampen for retfærdighed. Det er en historie om, hvor langt man vil gå, for at redde sin familie, og om at følge sit hjerte. Men også en historie om at gøre det rigtige - uanset hvor svært det er.
Serien er ikke traditionel fantasy, men mere en eventyrlig kærlighedshistorie, og fantasyelementet begrænser sig til, at handlingen foregår i et fiktivt univers, som dog minder en hel del om vores egen verden for et par hundrede år siden.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg var ret vild med hovedpersonen Mira. Mira er stærk, pragmatisk og modig, og parat til at kæmpe, for det der er rigtigt. Hun er ikke ret interesseret i ægteskab, men er parat til at kaste sig ud i det for sin brors skyld. Samtidig er hun utroligt nysgerrig og ressourcestærk, og lynhurtig til at finde sammenhænge. Men hun kan også være impulsiv, og, trods intentioner om det modsatte, kan hun ikke lade være med at åbne sit hjerte. Både for Adelaide og Tamsin, men også for andre. Af bipersonerne var jeg især vild med Grant, som er sarkastisk, intelligent, nysgerrig og, til tider, uventet hjælpsom. Kemien mellem Mira og Grant er troværdig og gnistrende, og selvom følelserne mellem dem ikke kommer uventet, så fungerer det rigtig godt. Derudover nød jeg gensynet med Adelaide (Elizabeth) og Tamsin gennem Miras øjne, som opfangede andre nuancer af dem, end Elizabeth gjorde, og jeg glæder mig allerede til at lære Tamsin nærmere at kende i næste bind.
Kunne man lide første bind i serien, og holder man af eventyrlige kærlighedsfortællinger med masser af action, intriger og flotte kjoler, så kan den her bog kun anbefales. Og det gør bestemt heller ikke noget, at seriens forsider er utroligt flotte at se på.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: