Obsidio

Obsidio er 3. og sidste bind af science fiction-trilogien The Illuminae Files, skrevet af Amie Kaufman og Jay Kristoff.

Rumstationen Heimdall er blevet tilintetgjort, og flygtninge fra både Kerenza, Alexander og Heimdall er nu stuvet sammen i skibet Mao. Deres eneste mulighed er at vende tilbage til Kerenza, og håbe på, at BeiTechs rumport stadig er der.
Men ikke alle ombord er lige begejstrede for idéen om at tage kampen op mod BeiTech, og utilfredsheden og uroen ulmer ombord på skibet.
Imens kæmper de mennesker, der overlevede BeiTechs angreb, med at holde sig i live på Kerenza. De ved, at tiden er ved at rinde ud, for så snart BeiTechs rumport er repareret, vil alle Kerenzas beboere blive dræbt. BeiTech ønsker ingen vidner til de uhyrligheder firmaet har begået, og Kerenzas beboere er en risiko, de ikke kan lade blive tilbage.
Eneste håb for Kerenzas beboere er Mao, men skibet er truet af interne konflikter, og så er der AIDAN...
Det endelige opgør nærmer sig.

Sikke en afslutning. Bogen holdt mig fanget på kanten af stolen i timevis, og jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig.
Jeg er vildt imponeret over den måde forfatterne formår at fortælle en nervepirrende og rystende historie gennem chatsamtaler, papirlapper, retsudskrifter og transkriberede videoer, og den måde rumkampene vises på, er fuldstændig genial, fordi man som læser fornemmer den forvirring og det adrenalinsus soldaterne befinder sig i, gennem grafikken. Samtidig ændrer sprogets stil sig, alt efter hvilket format teksten vises i, hvilket giver personlighed og realisme til såvel personer som historie. Forfatterne har opbygget en stemning af krybende uhygge, desperation og kulde som tydeligt skinner igennem historien, og gør bogen stort set umulig at slippe. Og samtidig indeholder bogen også en god portion humor, trods de temmelig desperate omstændigheder skib, planet og personer befinder sig i.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med gys, action, kærlighed, familie, rumkampe, desperation, hævn, venskab, AIs, hacking, grusomheder, folkemord, forræderi og kampen for overlevelse, og især krigens grusomheder, og overtrædelserne af helt basale menneskerettigheder og krigsregler fremstår tydeligt, og på en så knugende og kvalmende måde, at det ikke kan undgå at gøre ondt på læseren undervejs.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og selvom det er en smule forvirrende, at vi nu er oppe på syv hovedpersoner (Kady og Ezra fra Illuminae, Hanna, Nik og Ella fra Gemina, og nu også Asha og Rhys), så fungerer det, fordi historien på denne måde ses fra flere forskellige vinkler. Asha er stædig, stærk og modig, og kæmper for at overleve under BeiTechs besættelse. Hun ved, at tiden er ved at rinde ud, men kæmper en stædig kamp mod besætterne, samtidig med, at hun holder håbet om overlevelse i live. Hendes fortid har givet hende en del sår, og da hun pludselig bliver konfronteret med Rhys, den kæreste hun troede, hun ikke kunne leve uden, og som fik hende til at ødelægge sig selv, bliver såret revet op igen. Og det gør det bestemt ikke bedre, at han er en af de hadede soldater fra BeiTech. Rhys elsker stadig Asha, men har opgivet drømmen om hende. Hans ankomst til Kerenza åbner hans øjne for BeiTechs opførsel, og, ikke mindst, deres grusomheder og totale mangel på menneskelighed overfor lokalbefolkningen. Han må finde ud af, hvor langt han er indstillet på at gå i pligtens tjeneste - og hvad han kan leve med. Og samtidig kan han ikke lade være med at håbe, at Asha stadig elsker ham. Kady, Ezra, Hanna, Nik og Ella har alle udviklet sig en del undervejs, og selvom Hanna stadig irriterer mig en smule, så kunne jeg bedre lide hende i denne bog, hvor hun ikke virkede helt så forkælet og egoistisk. Men mine yndlingspersoner er stadig Kady og Ezra, tæt fulgt af den sarkastiske Nik. Og AIDAN, ikke at forglemme, som skiftevis er både helt og skurk, lettere psykotisk og realistisk og alligevel, på mystisk vis, svær ikke at holde af.
Er man fan af de første bind i trilogien, vil man bestemt ikke blive skuffet over afslutningen, for hold op, hvor var den bare god. Kan man lide hæsblæsende science fiction med masser af spænding, gys og humor, så kan den her trilogi kun anbefales. Serien er hurtigt læst, men stemningen bliver siddende længe i kroppen, og grafikken er helt fantastisk. Har du ikke læst serien endnu, er det bare med at gå igang.

Gemina

Gemina er 2. bind af science fiction-trilogien The Illuminae Files, skrevet af Amie Kaufman og Jay Kristoff.

På rumstationen Heimdall er man ved at være noget bekymrede. I flere måneder har man intet hørt fra planeten Kerenza og dens illegale mine, og samtidig har stationen stadige problemer med deres ormehulsgenerator og en irriterende popsangsvirus.
Det er dog mindre irritationsmomenter, i forhold til, hvad der er på vej.
For BeiTech-korporationen ved, at de overlevende fra Kerenza er på vej til rumstationen, og de er opsatte på at slette alle spor af deres ulovlige angreb, uanset hvor mange mennesker, de skal slå ihjel.
Da deres oprydningsteam ankommer til rumstationen, er de eneste personer, der har mulighed for at gøre noget, kommandantens forkælede datter Hanna, og hendes pusher Nik, som tilhører en mafiafamilie, og hvis families ulovlige aktiviteter kan både redde - og dræbe - samtlige mennesker ombord på stationen. Hvis ikke BeiTechs oprydningshold gør det først.

Jeg var vild med første bind af trilogien, Illuminae, og kunne næsten ikke vente med at læse videre i serien. Men selvom bind 2 bestemt var fantastisk, så var jeg ikke helt så vild med den her bog, som med etteren.
Ligesom første bind i trilogien leger bogen med formatet, og historien fortælles gennem chatsamtaler, overvågningsrapporter, lydfiler, netsider og dagbogstegninger. Det betyder også, at sproget ændrer sig en del, både i forhold til hvilke personer, der taler, og i forhold til hvilket format den fortælles gennem. Og ligesom i etteren fungerer det overraskende godt, selvom jeg gerne skal indrømme, at dagbogstegningerne ikke sagde mig så meget.
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet overrasker gang på gang. Historien er uhyggeligt spændende, og jeg sad på kanten af stolen under hele læsningen. Alligevel tog det lidt tid for mig at komme ind i historien denne gang, hvilket skyldes, at det tog en del tid for mig at knytte mig til hovedpersonerne, som jeg desværre ikke fik helt det nære forhold til, som jeg havde til Kady, Ezra og, ikke mindst, AIDAN, i forrige bind. Historien er fyldt med action, kærlighed, familie, forræderi, sammensværgelser, mord, narkotika, mafiakriminalitet, hævn og videnskab. Jeg var ikke helt vild med slutningen, som jeg synes blev lidt vel mærkelig, og narkotika-delen af plottet sagde mig heller ikke så meget, men det ændrer ikke noget på, at det var en utroligt god historie, fyldt med nervepirrende spænding, iskolde gys, og kampen for overlevelse.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom det tog lidt tid, før jeg kom til at holde af hovedpersonerne, så fremstod de stadig lyslevende for mig. Hanna var hende jeg havde det sværest med. Selvom hun, heldigvis, udvikler sig undervejs, så starter hun ud med at være en rig, selvcentreret, forkælet, fars pige, som godt nok er god til kampsport, men som går mere op i stoffer og modetøj, og sin perfekte kæreste, end at lave noget fornuftigt. Nik er født ind i en mafiafamilie, og har allerede haft sin første fængselsstraf. Han er loyal over for, og elsker, sin familie, selvom han ikke altid er begejstret for den kriminelle del af arbejdet. Hans flirten med, og forelskelse i, Hanna, virkede noget besynderlig på mig. Nok mest fordi jeg ikke kunne se, hvad der skulle være så interessant ved den populære rige pige. Men Nik har et stort hjerte, trods hans kriminelle tilbøjeligheder, og da han uforvarende bliver en del af BeiTechs oprydningsarbejde, gør han alt, hvad han kan, for at rette op på fejlen. Også bipersonerne var nuancerede og interessante, og jeg kunne især godt lide Niks kusine Ella, som ikke lader sit handicap bremse hendes liv. Og så var jeg ret fascineret af oprydningsteamets leder, som var iskold, beregnende, og fuldstændig ligeglad med menneskeliv. Eller, med andre ord, en komplet psykopat.
Har man læst første bind i serien, så er denne bog absolut et must. Og er man vild med sci-fi, men har endnu ikke læst serien, er det bare med at gå i gang. Man skal bestemt ikke lade sig skræmme af det anderledes format, for når man først er kommet ind i historien - og det går hurtigt - så fungerer det fantastisk. Jeg kan i hvert fald kun anbefale bogen - og serien. Også selvom jeg havde et par kritikpunkter denne gang.

Illuminae

Illuminae er 1. bind af science fiction-trilogien Illuminae Filerne, skrevet af Amie Kaufman og Jay Kristoff.

Planeten Kerenza ligger i udkanten af universet, og er egentlig bare en plet på stjernekortet. Men planeten huser også en illegal mine, og bliver derfor fanget i en magtkamp mellem to megakoncerner.
Den dag Kady slår op med Ezra angriber koncernen BeiTech planeten for at overtage minedriften. Det kræver dog, at samtlige civile indbyggere dræbes først, så der ikke er nogle vidner til BeiTechs grusomheder.
Det lykkes dog en nogle tusinde civile at undslippe planeten, heriblandt Kady og Ezra som reddes af hvert deres rumskib. Ezra bliver hurtigt hvervet til militærtjeneste som pilot, mens Kady kommer tilbage på skolebænken. Det går dog snart op for både Kady og Ezra, at lederne af flåden ikke spiller med åbne kort. Kady forsøger i al hemmelighed at hacke sig frem til svarene, og hun opdager snart, at BeiTechs grusomheder var endnu mere frygtelige end først troet. Og den eneste hun kan stole på, er hendes ekskæreste, som hun har svoret på aldrig at snakke med igen...

Wow. Jeg har læst og hørt rigtig mange gode anmeldelser af den her bog, og derfor var jeg noget bekymret før jeg begyndte på bogen, for hvad nu hvis den ikke var så god som jeg havde hørt? Der gik dog ikke mange sider, før mine bekymringer blev gjort til skamme, for hold op hvor var den her bog bare god.
Det nyskabende ved den her bog er dens grafiske fortællemåde. Historien fortælles gennem chatsamtaler, mailkorrenspondencer, aflytninger, journaler og computerskabte billeder mm., og bogens sprog afspejler det format de forskellige afsnit fortælles gennem. Når der fortælles gennem en hjemmeside er det faktuelt, i mails mellem de forskellige ledere er det officielt, i chats mellem personer der kender hinanden, personligt, osv. Hele tiden er det letlæst og flydende, og blandingen af beskrivelser og grafik, nogle gange fortalt på sorte sider, og andre gange gennem computerfiler, er utroligt levende, grusomme og smukke. Især rumkampsscenerne er utroligt virkningsfulde og actionfyldte, på trods af, eller måske netop på grund af, at der ikke er ret meget tekst til at beskrive dem. En anden ting som virkelig var godt beskrevet var stemninger. Som læser mærkede man det kolde rum, mørket, den voksende desperation og den knugende rædsel som bogens personer gennemlevede som om man selv befandt sig i bogen, ligesom man mærkede kærligheden mellem Kady og Ezra, og det næsten udslukte håb om overlevelse. Eneste problem jeg havde var sådan set, at kombinationen træthed, sorte sider og lille tekst gjorde, at jeg var nødt til at holde nogle ufrivillige pauser undervejs i læsningen.
Handlingen er uhyggeligt spændende, og fuld af action, blod, sygdom, kærlighed, venskab, gys, rumkampe, desperation og kampen for at overleve. Plottet er godt skruet sammen, og selvom det ligner en del andre science fiction-fortællinger, så gør grafikken historien både original og nyskabende. Tempoet er højt, og man sidder som læser helt ude på kanten af stolen mens siderne vender sig selv. Bogen er fuld af det ene vanvittige twists efter det andet, og jeg havde ikke set et eneste af dem komme, hvilket jeg synes er rigtig godt klaret af forfatterne. Når jeg ikke fortæller mere om handlingen er det i øvrigt med fuldt overlæg, da jeg ikke vil spoile fremtidige læsere for meget. For mig fungerer bogen nemlig bedst, hvis man går ind til den uden at vide alt for meget om handlingen på forhånd.
Personerne virker levende og menneskelige, på trods af fortællemåden i bogen, og det er virkelig imponerende at det kan lade sig gøre at lære at kende og elske personerne gennem forholdsvis upersonlige mails. Kady er modig, stærk, intelligent, og stædig som ind i h. Hun har et anstrengt forhold til autoriteter, hvilket også forklarer hendes hacking. Hendes følelser for Ezra driver hende frem, og især alt det som de ikke fik snakket om før deres planet blev angrebet. Ezra er også modig, og en loyal soldat, indtil ledelsen gør det umuligt. Hans følelser for Kady er stadig stærke, men også præget af "hvad skete der lige?" i forbindelse med deres brud. Han har nemt ved at få venner, og tænker hurtigt. Og så er der Aidan, som, på trods af sit væsen, alligevel har en klar personlighed, og som man som læser virkelig føler man kommer ind under huden af.
Er man til science fiction med et twist, actionfyldte historier, eller vil man bare læse en bog med et helt specielt grafisk udtryk, så læs Illuminae. Du bliver med garanti ikke skuffet.
Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien, og forventningerne er tårnhøje.

Se Amie Kaufmans hjemmeside her.

Se Jay Kristoffs hjemmeside her.