Loki er fri, og ombord på skibet Naglfar venter han kun på, at isen smelter, så han og hans hær kan sejle ud og starte Ragnarok. De eneste der kan standse Ragnarok er Magnus og hans venner. Men først skal de have fundet ud af hvor Loki er - og hvordan de kan besejre den mest lumske gud i det nordiske panteon.
Det bliver bestemt ikke nemt, og Magnus får brug for alle sine evner, og sine venners hjælp, hvis han skal overleve - eller i hvert fald forblive udød - og stoppe Ragnarok.
Jeg er vild med den her trilogi. Rick Riordan formår at give de kendte nordiske myter nyt liv, og for en der er vokset op med mytologien er det sjovt at se, hvordan forfatteren får drejet historierne en omgang, og skabt noget der både er velkendt og nyt på en og samme tid.
Riordans sprog er letlæst og flydende, og fyldt med humor, ordspil og fantastiske beskrivelser. Især actionscenerne er livagtigt beskrevet, og man kan som læser næsten mærke kamprusen og lugte blodet, når Magnus og vennerne slår løs på jætter og drager.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at gætte hvad der kommer til at ske - også selvom man kender grundhistorierne på forhånd. Historien er spændende, og fyldt med action, venskab, familie, kærlighed, religion, seksualitet, magi og guder. Det er en historie om at finde ud af hvem man er, om ords betydning, og om at acceptere sig selv og andre. Men også en historie om had, hævn og straf, liv og død, tro og skæbne. Slutningen var original, og slet ikke som jeg havde forestillet mig, og jeg var vild med den måde det endelige opgør foregik på.
Personerne er levende og menneskelige, og man kan som læser ikke lade være med at holde af dem. Persongalleriet er blandet - forstået på den måde, at det består af forskellige etniske og marginaliserede grupper - og det er virkelig fedt at opleve den fuldstændig selvfølgelige måde de optræder på. Også selvom det lidt virker som om forfatteren har haft en checkliste over grupper han ville have repræsenteret i bogen. Vi har i vennegruppen en tidligere hjemløs hovedperson, en dværg, en døv alf, en genderfluid person, en muslim, en sort tidligere slave, en irsk revolutionist og en norsk berserker, og deres accept af og respekt for hinandens forskelligheder er dejligt at læse. Magnus er en fantastisk hovedperson. Han er loyal, modig, og indimellem totalt clueless, ikke mindst hvad angår hans følelser for Alex. Hans indre monolog er sarkastisk og morsom, og noget af det jeg allerbedst kan lide ved serien. Af bipersonerne er jeg især vild med Alex, som er hemmelighedsfuld, modig og helt på det rene med hvem han/hun er. Kønnet skifter undervejs, men det ændrer ikke Alex´s følelser, indre, eller skarpe tunge. Og så er der Jack, det talende sværd, som, med undtagelse af Alex, er den biperson (biting?) jeg allerbedst kan lide. Her i sidste bind i serien kommer vi endnu tættere på bipersonerne, og det gør dem kun endnu mere interessante, at deres forhistorier bliver fortalt. Riordan er i det hele taget god til at skabe troværdige personer, med relaterbare følelser, motiver, fejl og styrker, og jeg er ikke i tvivl om at jeg kommer til at savne dem, nu hvor serien er slut.
The Ship of the Dead var en rigtig god afslutning på en fantastisk serie. Er man, ligesom jeg, vild med Riordans sprog og skrivestil, og var man vild med de første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet. Jeg kan i hvert fald kun anbefale bogen, og serien, på det varmeste.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar