Thors hammer er forsvundet - igen. Det samme er Magnus´ venner Blitzen og Hearthstone. Men måske er der et spor: En forklædt Otis (en af Thors geder) opsøger Samirah, for at fortælle, at der går rygter om, at hammeren er gemt i en wight barrow - en hule i jorden bevogtet af de døde. Men før Otis får fortalt det hele, bliver han slået ihjel af en snigmorder, som desværre slipper væk. Dog først efter at have advaret Magnus mod at opsøge føromtalte hule.
Mens Magnus har snakket med Otis, har Samirah haft travlt med at fragte en ny einherje til Valhalla. Udover at den nye einherje har et heftigt temperament, så er vedkommende heller ikke helt almindelig. Einherjen er nemlig barn af Loke, og har arvet Lokes evne til at skifte køn. Så nogle gange er Alex en pige og andre gange en fyr.
Men problemet med Alex drukner dog snart. For Samirah får besked om, at hendes far har lovet hende bort til jætten Thrym. Og det på trods af at hun er lykkeligt forlovet med Amir. Derfor haster det med at få hammeren tilbage, og Samirah og Magnus tager derfor, mod al sund fornuft, af sted til hulen sammen med Hearthstone og Blitzen. Det viser sig dog snart, at de skulle have lyttet til snigmorderen, for hammeren er ikke i hulen. I stedet finder de sværdet Skofnung, som Loke ønsker skal være Samirahs brudepris. Og det er ikke det eneste der går galt. Blitzen bliver dødeligt såret, og Magnus og Hearthstone må tage til Alfheim for at finde det eneste, der kan stoppe et sår fra Skofnung-sværdet, og redde Blitzens liv.
Katastroferne står snart i kø, og Magnus får brug for alt sit mod hvis han skal stoppe Lokes plan og Samirahs bryllup. Men hvad er Loke egentlig ude efter? Og kan Magnus stole på Alex?
Jeg var vild med første bind i serien, og bind to skuffede bestemt ikke. Endnu en gang er tempoet højt, og bogens plot er godt skruet sammen og så twistet, at man bliver overrasket hele vejen igennem. Handlingen er spændende med masser af action, blod, gedemord, kærlighed, venskab, religion, mod, intriger, identitet og familieproblemer. Som en der er vokset op med nordisk mytologi er det sjovt at kunne genkende de myter Riordan bruger, og ikke mindst hans twistede version af Thors brudefærd er skøn at læse. Sproget er som altid flydende og letlæst, med sjove og levende beskrivelser, og både guder og helte får en kærlig omgang når forfatteren opdaterer dem til vores tid. Hvad kan man sige til en Heimdal der er besat af selfies eller en Thor med rottehaler? For slet ikke at tale om Udgårds-Lokes fascination af bowling?
Riordans personer er som altid levende og menneskelige på godt og ondt og med fejl og mangler. Her er bestemt ikke nogen respektfuld sætten guderne på en piedestal eller tagen dem al for alvorligt, og det er både forfriskende og meget, meget morsomt. Magnus er en skøn hovedperson. Han er modig, loyal og fuldt bevidst om sine egne svage sider. Ikke, at de stopper ham fra at forsøge at gøre det rigtige - selvom det kunne gå hen at slå ham ihjel. Hans familieforhold giver ham en del problemer. Ikke nok med at hans kusine Annabeth er græsk halvgud, hans onkel Randolph arbejder for Loke, og selvom Magnus er vred på ham, vil han stadig gerne redde ham. Spørgsmålet er dog, om onklen overhovedet vil reddes. Samirah har sine egne familieproblemer. Hun bor hos sine bedsteforældre, som ikke ved noget om de nordiske guder, og så har hendes far en tendens til at lave rod i hendes liv. Ikke nok med det truende bryllup til Thrym, og hendes forhold til Alex, der er også hele problematikken omkring det at være troende muslim når man er halvt nordisk gud. Og så er der forholdet til Amir, som risikerer at blive ødelagt, hvis Loke får held til at gifte hende bort. Alex er en spændende ny person, og hele idéen med en person som er hverken-eller, eller både-og, er både god og anderledes, da det giver forfatteren anledning til at tage nogle tungere tematikker omkring identitet og seksualitet op, hvilket han gør på sin sædvanlige halvt humoristiske og halvt alvorlige måde. Personligt er jeg også ret vild med sværdet Jack og geden Otis, som, på trods af deres ikke-menneskelige form, har masser af personlighed.
Bogen slutter med noget af en cliffhanger som gør det virkelig svært at vente til næste efterår, hvor tredje bind skulle udkomme. Men så har jeg jo muligheden for at få læst de af Riordans bøger jeg stadig mangler. Er man vild med nordisk mytologi, eller er man fan af Riordans bøger, så vil man ikke blive skuffet over The Hammer of Thor. Eneste minus var at den sluttede.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar