Skygger i skumringen - 8 gys, der fucker med din hjerne er en gysernovellesamling skrevet af Camilla Wandahl og Caroline Ørsum.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet.
Jeg var ret vild med forfatternes første fælles gysernovellesamling Sprækker i virkeligheden, så da forlaget spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde deres nyeste novellesamling, sagde jeg ja tak. Og heldigvis for det, for bogen var lige så god som forgængeren.
Sproget er endnu en gang letlæst og flydende, og selvom lixtallet er lavt (bogen er lix 22), så er det ikke noget, novellernes indhold eller flow bærer præg af. Forfatterne formår, på trods af, at de er skiftedes til at skrive novellerne, at holde den samme sprogtone hele vejen igennem, og de er begge utroligt gode til at skabe uhyggelige stemninger med få ord. Som i deres første novellesamling tager alle historierne udgangspunkt i realismen. Nogle af novellerne nøjes med et anstrøg af noget uforklarligt eller overnaturligt, så læseren, ligesom hovedpersonerne, kan blive helt i tvivl om, hvad der egentlig sker. Og andre tager en klar overnaturlig retning undervejs. Uanset om gysene tager den ene eller den anden retning, så fungerer de rigtig godt, og jeg må sige, at undertitlen er velvalgt. Flere af novellerne blev virkelig creepy undervejs, og usikkerheden over, hvad der egentlig sker, gør novellerne psykologisk interessante, med en underliggende tone af noget uforklarligt og fremmedartet.
Novellerne handler om alt fra mobning, sex, besættelse, hævn og angst, til selvmord, forelskelse, venskab og perfektionisme. Det er unge, der er i centrum i novellerne, og historierne tager udgangspunkt i de unges liv, usikkerhed og udfordringer. Alle hovedpersonerne kæmper med ensomhed, og står på en eller anden måde udenfor fællesskabet. Og det hvad enten det skyldes sorg, mobning eller den svære overgang fra barn til voksen.
Da noveller, i sagens natur, er ret korte, er det svært at lave et handlingsreferat af dem, uden at spoile handlingen for meget. Og det gælder i særlig grad for gysernoveller, hvor twistet ofte er det, der tilfører gyset. Jeg har dog valgt to af novellerne ud, som også var dem jeg bedst kunne lide, som jeg vil fortælle lidt mere om. Og så håber jeg, at jeg kan gøre det, uden at spoile dem for meget.
Besat er skrevet af Caroline Ørsum, og i novellen følger vi de fire venner Molly, Ellen, Jon og Oscar, da de tager på en weekendtur til Oscars bedsteforældres sommerhus. Det, der skulle have været en hyggelig vennetur, tager dog en uventet drejning, da Molly slår op med Jon. Ellen er historiens jeg-fortæller, og jeg kunne i den grad leve mig ind i hendes følelser undervejs. Molly og Jons forhold er i forvejen en smule akavet for hende, da hun er værelseskammerat med Molly og Jon er hendes stedbror, så da de slår op, må hun forsøge at finde en balancegang mellem broren og veninden. Og det gør det ikke lettere, at hun selv er forelsket i Oscar. Selvom novellen i høj grad foregår i et realistisk miljø, så dukker der alligevel elementer op undervejs som gør, at man som læser bliver i tvivl om, hvad der er foregår. Det giver novellen et psykologisk twist, og skruer op for creep-faktoren, at man ikke er helt sikker på, hvad der egentlig sker, og slutningen sætter i den grad tankerne i gang.
Husker du er skrevet af Camilla Wandahl, og handler om hovedpersonen Isak, som er kæreste med Liv. De skal til kunstudstilling hos Livs kusine Lea, som Isak også er gode venner med. Men hvad er det, der sker med hendes ar? Novellen foregår i et realistisk miljø, men samtidig er der noget, der skurrer. Forfatteren formår at indflette en undertone af, at der er et eller andet, der er helt forkert, uden på noget tidspunkt at spoile slutningen. Og det var først bagefter, at jeg kunne se de brødkrummer, som var drysset ud undervejs i novellen. Det er virkelig godt håndværk, og igen er det det psykologiske spil med læseren, som er med til at skabe uhyggen.
Skygger i skumringen er en virkelig god gysernovellesamling som tager udgangspunkt i problemstillinger, som de unge vil kunne nikke genkendende til, og bogen vil derfor være oplagt at bruge i undervisningssammenhæng. Historierne bevæger sig på kanten af virkeligheden, og får både hovedpersoner og læser til at stille spørgsmålstegn ved, hvad der er virkeligt. For er det hele fri fantasi, eller ligger der en anden, og mere overnaturlig, forklaring bag fænomenerne? Selvom historierne er letlæste, så er creep-faktoren i top, og pludselige lyde, mørke hjørner og ringende telefoner vil få det til at løbe læseren koldt ned ad ryggen både under og efter læsning. Trods kuldegysninger får bogen mine varmeste anbefalinger. Læs den - hvis du tør.
Viser opslag med etiketten Caroline Ørsum. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Caroline Ørsum. Vis alle opslag
tirsdag den 30. april 2019
fredag den 30. marts 2018
Sprækker i virkeligheden
Sprækker i virkeligheden - 8 uhyggelige historier fra fantasiens mørke kroge er en gysernovellesamling, skrevet af Camilla Wandahl og Caroline Ørsum.Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet.
Jeg er virkelig glad for, at forlaget sendte mig denne bog som en overraskelsespakke, for ellers var der nok gået en del længere tid, før jeg havde fået den læst. Og det ville være synd, for den var virkelig god.
Sproget er letlæst og flydende, og med et lixtal på 20 henvender den sig både til unge som ikke er så stærke til læsning, og til unge, som gerne vil have korte gys. Selvom det er to forfattere der står bag, er der ikke den store forskel på sproget novellerne imellem, og begge forfattere forstår at skabe uhyggelige stemninger med enkle ord. Novellerne har alle udgangspunkt i det realistiske, og det gør dem sådan set bare mere uhyggelige, fordi man ikke kan lade være med at spekulere på, om det man tror sker, virkelig sker, eller om det bare er noget man bilder sig ind - fuldstændig ligesom hovedpersonerne i novellerne. Er der mere mellem himmel og jord, eller er det hele menneskelig ondskab?
Novellerne handler om alt fra søskende til cutting, internetmobning til mord, jalousi, forelskelse og sorg. Alle med unge i hovedrollerne, og alle med en usikkerhed om hvad der er virkeligt, hvad der er ren fantasi, eller overnaturligt.
Det kan, i sagens natur, være svært at skrive handlingsreferater af noveller, uden at spoile for meget, men jeg har valgt to noveller ud, som jeg vil fortælle lidt mere om, og som også var de to noveller jeg allerbedst kunne lide.
Altid er skrevet af Camilla Wandahl, og er historien om to brødre, Hjalte og Gustav. Hjalte er den ældste, og har i flere år haft et forhold til den jævnaldrende Mina, når de begge er i sommerhus. Men nu er Gustav begyndt at blive voksen, og opføre sig hemmelighedsfuldt. En aften sniger Gustav sig ud om natten, og Hjalte følger efter. Hjalte er hovedpersonen, og jeg følte i den grad med ham undervejs. Historien tager en drejning undervejs, som jeg ikke havde set komme, og forfatteren leger med realisme og gys, på en raffineret psykologisk måde, som er virkelig skræmmende.
Dumme ko er skrevet af Caroline Ørsum, og handler om Sofia, som bor sammen med sin storesøster Lea og sin meget religiøse far, efter morens død. Sofias far er utroligt overbeskyttende og bestemmende, og det giver gnidninger i hjemmet. Også her er det psykologiske gys i spil, og historien var gennemsyret af en krybende uhygge, som var virkelig raffineret. Hvad der starter som en helt almindelig historie om forelskelse og opgør med forældre, endte som noget helt andet, og slutningen kom i den grad bag på mig.
Sprækker i virkeligheden er gys med unge i hovedrollerne, og med realistiske problemer. Historierne bevæger sig på kanten af virkeligheden, og man kan ikke lade være med at spekulere på, om det hele er fantasi, eller om der ligger noget overnaturligt bag. Historierne er letlæste, men det betyder på ingen måde, at gysene er mindre nervepirrende, psykologisk skræmmende eller uhyggelige. Læs den - hvis du tør.
Etiketter:
anbefaling,
boganmeldelse,
Camilla Wandahl,
Caroline Ørsum,
gys,
Sprækker i virkeligheden
Abonner på:
Opslag (Atom)
