The Blood of Olympus

The Blood of Olympus er 5. og sidste bind af fantasyserien Heroes of Olympus, skrevet af Rick Riordan.

Dødens port er blevet lukket, men det er ikke nok til at standse Gaia. Den 1. august nærmer sig med hastige skridt, og hvis ikke de syv venner kan finde en måde at besejre hende på, vil Gaia vågne og dræbe både guder og mennesker, før hun giver jorden til hendes børn, kæmperne.
Først skal de syv dog nå frem til det sted i Grækenland, hvor Gaia har planer om at vende tilbage. Men der er mange farer på vejen, og Gaia har kun brug for to af dem i live.
Imens forsøger Nico, Reyna og træner Hedge at bringe Athenas statue tilbage til Camp Half-Blood, før romerne angriber, og muligheden for fred mellem romerske og græske halvguder, og heling af gudernes romerske og græske aspekter, er tabt. Men Nicos kræfter har en pris, og der er masser af fjender, som ønsker at standse dem, før de når frem.

Hold da op for en afslutning. Der er fart over feltet fra start til slut, og bogen var næsten umulig at lægge fra mig.
Sproget er, ligesom i resten af serien, letlæst og flydende, og fyldt med humor, levende beskrivelser og rappe dialoger.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, og et par easter eggs til senere serier undervejs. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, guder, monstre, krig, forræderi, venskab, kærlighed, mod, håb, og kampen for overlevelse. Og masser af både romersk og græsk mytologi. Jeg er vild med den måde, Riordan fortolker de gamle myter på, og ikke mindst det univers han har skabt. Og slutningen var helt perfekt.
Personerne er levende og menneskelige, med både styrker og svagheder. Riordan forstår, at helte ikke er overmennesker, og at de godt kan tabe, føle frygt og have svagheder, og alligevel kæmpe videre, for det de tror på. Efter at have fulgt personerne igennem længere tid, føler jeg også, at jeg virkelig har lært at kende og elske dem. I denne bog får både Reyna og Nico lov til at fortælle dele af historien, og især Nicos synspunkt var forfriskende, da han er en af mine yndlingspersoner. Og nu fik vi endelig lov til at komme ind i hovedet på ham. Nico udvikler sig en del i løbet af denne serie, og lærer en hel del om sig selv i løbet af denne bog, hvilket er ret fedt at følge. Samtidig lærte jeg også Reyna bedre at kende, hvilket gjorde, at jeg kom til at synes bedre om hende. Og så er der Leo, hvis hjertesorger udvikler ham, og får ham til at vokse. Selvom han stadig føler sig udenfor mellem de tre par ombord på Argo II, så forstår han følelserne bedre, og bliver mere alvorlig, uden dog at miste sin humoristiske sans fuldstændig. Og det klæder ham altså.
En fantastisk afslutning på en serie, som jeg måske ikke var helt solgt på i starten, men som omvendte mig undervejs, og som jeg endte med at elske. Har man læst de første bind i serien, vil man absolut ikke blive skuffet over slutningen. Er man vild med græsk eller romersk mytologi, elskede man Percy Jackson-serien, og synes man, ligesom jeg, at Riordans humor er fantastisk, vil man også elske den her serie. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.