Krampus

Krampus er 3. og sidste bind af fantasygysertrilogien Skygger, skrevet af Timo Parvela og illustreret af Pasi Pitkänen. 

Pete og Sara er flygtet fra Auroria til menneskenes verden. Med sig har de skyggesyersken Uudit og den allersidste rest af den gamle julemand i form af to bjælder. 

Men ikke alt er, som det skal være, i menneskenes verden. Skyggefyrsten Krampus er fulgt efter dem, og hans magt vokser dag for dag. Kun hvis det lykkes for Pete, Sara og Uudit at finde den nye julemand, kan hadet og Krampus' magt overvindes. Men er det overhovedet muligt at stoppe skyggerne? 

Jeg var vild med de første to bind i serien, og selvom slutningen for mig ikke helt levede op til sine forgængere, så blev jeg ikke skuffet. 

Sproget er enkelt, letlæst og flydende, med levende og billedrige beskrivelser, der hjælpes godt på vej af de fantastiske og dystre illustrationer. Forfatter og illustrator formår at fremmane en gysende, iskold stemning, og som læser sidder man på kanten af stolen hele bogen igennem. 

Universet er mørkt og dystert, og omfavner i den grad julens mørke side, og de farlige væsener, der følger med. Her er nisserne ikke lattermilde og hjælpsomme, men snedige, luskede og ikke til at stole på, og mistro og had trives blandt skyggernes kulde. 

Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og bogen er uhyggeligt spændende. Historien er fyldt med gys, magi, krig, had, skygger, fordomme, overnaturlige væsener, intriger, hemmeligheder og ondskab, men også med håb, venskab og kærlighed. Det er et meget anderledes take på julemanden og den nordiske folketro, og bogen får på fin vis samlet trådene fra de første bind i serien, selvom det af og til går lidt for hurtigt. 

Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og især de tre hovedpersoner, Pete, Sara og Uudit, lærer vi rigtig godt at kende. De tre har udviklet sig en del undervejs, og det er spændende at se, hvordan de er vokset undervejs. Pete er modig, og har et stort hjerte. Han er blevet bedre til at tøjle sin impulsivitet, selvom den stadig dukker op nu og da. Sara er mere skeptisk og forsigtig, men er blevet mindre tilbageholdende, og man kan virkelig mærke dybden af det venskab, der binder de to sammen. Uudit har løsrevet sig fra Skyggefyrsten, og forsøger nu at rette op på sine fejltagelser ved at finde den nye julemand. Hun er blevet mere mistroisk, men forsøger at stole på Pete og Sara, og finde ud af, hvordan hendes kræfter kan bruges til at bekæmpe Krampus og skyggerne. Af bipersoner elsker jeg stadig at hade Elpiö, Krampus' luskede, manipulerende og ondskabsfulde hjælper, mens jeg stadig holder meget af vætterne Boris og Isabella. Og så har Elmar udviklet sig en del fra jeg først mødte ham. Synsvinklen skifter denne gang mellem Pete, Sara, Uudit, Elpiö og Elmar, og det fungerer rigtig godt, da vi på den måde oplever historien fra flere sider, og både lærer, hvad der sker i Auroria, og hvad Krampus planlægger. 

Derudover er jeg nødt til at nævne både bogens utroligt smukke forside, og de mange stemningsfulde og ildevarslende illustrationer, der fylder bogen. De er med til at give såvel historie som univers liv, og fremmane bogens gysende stemning. Tekst og illustrationer supplerer hinanden perfekt, og man kan mærke, at forfatter og illustrator har været gode til at give hinanden plads. 

Er man fan af serien, må man ikke snyde sig selv for slutningen. Og har man ikke kastet sig over serien endnu, er det bare med at komme i gang. For selvom serien er skrevet til børn, vil den voksne læser sagtens kunne nyde den og gyse med. Trænger man til et afbræk fra søde nisser, julehygge og rare julemænd, så kan serien her kun anbefales. Jeg er fan. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Auroria

Auroria er 2. bind af fantasygysertrilogien Skygger, skrevet af Timo Parvela og illustreret af Pasi
Pitkänen. 

Forfulgt af skyggerne er Pete og Sara, sammen med vætterne Boris og Isabella, nået frem til porten til Auroria. De håber på at kunne omgøre deres byttehandler, så de kan blive hele igen. Men bag porten venter der en noget anden verden, end de havde forestillet sig. For julemandens land er langt fra idyllisk. Mistro og had hersker overalt, og krigen mellem nisser og vætter ulmer. 
Pete og Saras eneste håb er, at nå frem til Den Allerældste, også kendt som julemanden. Men i en verden plaget af mørke og krig er det ikke til at vide, hvem de kan stole på. Og imens vokser Skyggefyrsten sig større og større...

Jeg var ret vild med første bind i serien, og glædede mig derfor til at læse Auroria. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Auroria var nemlig endnu bedre end sin forgænger. 
Sproget er enkelt, letlæst og flydende, og forfatteren er virkelig gode til at fremmane en gysende stemning, der holder hele vejen igennem, godt hjulpet på vej af de fantastiske illustrationer undervejs. Beskrivelserne er levende og billedlige, og sammen med illustrationerne gør de julemandens land levende for læseren. 
Universet er mørkt, dystert og grumt. Her er ingen lattermilde og hjælpsomme nisser, men i stedet snedige, luskede og farlige væsener, som er med til at fremvise den mørke side af julen og dens tilhørende væsener. 
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet er spændende og originalt. Historien er fyldt med overnaturlige væsener fra den nordiske folketro, skygger, fordomme, krig, forræderi, venskab, intriger, desperation og ønsker, krydret med gys og jul. Og ligesom sin forgænger slutter den med en gigantisk cliffhanger, der gør det svært at vente på næste bind i serien. 
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede. Pete er modig, og har et stort hjerte, men kan til tider også opføre sig lidt for impulsivt. Sara er, ligesom Pete, modig, med et stort hjerte, men er mere skeptisk og forsigtig. De to supplerer hinanden virkelig godt, og man kan i den grad mærke det dybe venskab, der binder de to sammen. Skyggesyersken Uudit er hævntørstig, og føler sig uretfærdigt behandlet af nisserne. Hun har slået sig sammen med Skyggefyrsten, men begynder undervejs at tvivle på sine egne motiver. Og så er der Elpiö. Han er lusket, ondskabsfuld og manipulerende, men kan også være virkelig overtalende, og det gør ham utroligt farlig. Han er en karakter, man som læser elsker at hade, hvilket gør ham til en god skurk. Af andre bipersoner kan nævnes Boris og Isabella, der begge er præget af tab og had til nisserne, men samtidig er modige og hjælpsomme. Bogen fortælles skiftevis gennem Pete, Uudit og Elpiös synsvinkler, hvilket både synliggør de forskellige fronter i krigen, og samtidig er med til at levendegøre de tre som personer. 
Sidst, men bestemt ikke mindst, er jeg nødt til at nævne bogens illustrationer og utroligt flotte omslag. Illustrationerne er, for størstedelens vedkommende, holdt i mørke, blålige, sorte, brune og røde nuancer, og de er med til at give liv til såvel historie som univers, samtidig med at de bidrager til bogens uhyggelige, ildevarslende og gysende stemning. Bogen er også krydret med dagbogssider undervejs, hvilket fungerer virkelig godt. 
Var man vild med første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet af fortsættelsen. Selvom serien er skrevet til børn, er der også masser at nyde eller gyse over for den voksne læser, og er man træt af nuttede nisser, honningsøde julesange og lattermilde julemænd, kan serien kun anbefales. Jeg glæder mig allerede til at læse sidste bind i serien. 

Se også forfatterens hjemmeside.  

Bjældeklang

Bjældeklang er 1. bind af fantasygysertrilogien Skygger, skrevet af Timo Parvela og illustreret af Pasi Pitkänen. 

Julen nærmer sig, men for 13-årige Pete er det svært at finde noget at glæde sig over. Hans bedste ven Sara er alvorligt syg, og ingen ved, hvad hun fejler. I et sidste desperat forsøg på at hjælpe hende, hvisker Pete sit ønske i øret på stormagasinets julemand. Samme aften får han besøg af et mystisk væsen, som lover at helbrede Sara. Men Petes ønske har en pris: Hans skygge.
Pete slår til, og Sara bliver rask. Men det viser sig snart, at ønsket har større konsekvenser, end Pete kunne have forestillet sig. Og Pete er ikke den eneste, hvis skygge er væk...

Bjældeklang er en noget anderledes julefortælling fyldt med gys, og jeg kunne virkelig godt lide den. 
Sproget er letlæst og flydende, og selvom det kan mærkes på sproget, at den er skrevet til børn, kan voksne helt klart også få noget ud af den. Forfatteren formår at fremmane en virkelig gyset stemning, som, i samarbejde med de dystre illustrationer i blå toner af Pasi Pitkänen, giver kuldegysninger til læseren, og giver en noget anden julestemning, end den man forventer af en julebog. 
Bogen foregår i to parallelverdener. Vores egen og nissernes verden, og forfatteren formår at give et originalt twist til julens væsener, der gør det hele lidt mere dystert og mørkt, og giver talemåden "Pas på hvad du ønsker dig" en endnu mere faretruende betydning.  
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet er både spændende og original, med en del twists, hvoraf jeg dog gættede et par stykker før tid. Historien er fyldt med overnaturlige væsener, skygger, fordomme, venskab, magiske bjælder, desperation, ønsker og mærkelige hændelser, krydret med masser af gys og jul, og så slutter den med en cliffhanger, som gør det virkelig svært at vente på næste bind. 
Personerne er levende og menneskelige, men med undtagelse af Pete og skyggesyersken Uudit, følte jeg ikke rigtigt, at jeg lærte dem at kende. Pete er en både sympatisk og relatérbar hovedperson, med et stort hjerte. Han er parat til at give hvad som helst for redde sin ven, men desværre viser det sig, at have flere konsekvenser, end man skulle tro, og savnet af skyggen efterlader et hul i Pete, der gør det sværere for ham at føle positive følelser, ligesom hans gode egenskaber træder i baggrunden. Venskabet mellem Pete og Sara er virkelig godt beskrevet, og deres tætte forhold virker troværdigt, selvom jeg ville ønske at Sara var en smule mere levende. Skyggesyersken Uudit er til gengæld virkelig godt beskrevet, og som læser kan man ikke undgå at føle med hende, når omgivelsernes fordomme om hendes forældre bruges imod hende, og hun bliver uretfærdigt behandlet. Af andre bipersoner var det især den mystiske og ækle Elpiö, der gjorde indtryk, og som læser fornemmer man, i modsætning til Pete og andre, farligheden bag hans tilsyneladende hjælpsomhed. Bogen fortælles skiftevis fra Petes og Uudits synsvinkel, hvilket er med til at gøre lige de to utroligt levende, i modsætning til de andre personer, som virker mere fjerne. Samtidig gør ændringen af synsvinkel, at man som læser hurtigt lærer begge dele af universet at kende, hvilket er virkelig fedt.
Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne fremhæve bogens smukke og stemningsfulde forside, og de mange ildevarslende illustrationer, der præger bogen, og er med til både at gøre historien levende, og give den rette gysende stemning. 
Hvis man gerne vil læse en julefortælling, men er træt af rare julemænd, hjælpsomme nisser og hygge, så kan Bjældeklang helt klart anbefales. Fans af Kenneth Bøgh Andersens Julemandens død vil elske denne gyselige julefortælling, selvom Bjældeklang henvender sig til en lidt yngre målgruppe. Jeg glæder mig allerede til at læse videre, så forhåbentlig går det ikke alt for lang tid, før næste bind udkommer på dansk. 

Se også forfatterens hjemmeside.