Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Valeta.
Michael Bendixens liv blev slået i stykker, da hans kone og søn døde i en trafikulykke. Sorgen er blevet en fast følgesvend, og at vende tilbage til arbejdet som gymnasielærer er ikke den hjælp, han havde håbet på. Faktisk gør det det kun værre, da han hører sin afdøde søns stemme - noget, han er sikker på, er en hallucination.
Men Michael er ikke den eneste, der hører stemmen. Lisa Vang er gymnasieelev, og gemmer på sin egen sorg. Og det er ikke første gang, hun hører eller ser noget, der ikke er der.
Da de to tilfældigt møder hinanden på biblioteket senere på dagen, bliver det starten på en rejse, de på ingen måde kunne have forestillet sig. Snart befinder de to sig i parallelverdenen Urari, hvor de ufrivilligt bliver blandet ind i en krig, og samtidig konfronteret med hver deres sorg. En konfrontation, der enten vil knække dem - eller få dem til at leve.
Spejlkabinettet ligner ikke noget, jeg har læst før. Selvom den er mærket som fantasy, bevæger den sig på grænsen til gys, og for mig fungerede gyserelementerne da også bedre end fantasydelen. Desværre var bogen ikke det match, jeg havde håbet på, da jeg sagde ja til at anmelde den, og selvom den helt klart havde gode elementer i sig, så fungerede udførelsen ikke helt for mig.
En af de største barrierer for mig var sproget. Forfatteren skriver godt, og sproget flyder fint, men ordvalget er formelt, og til tider lige vel akademisk, og det gjorde det desværre svært for mig at leve mig ind i historien - og ind i personerne. Og det gjorde sig især gældende i dialogerne, som ofte blev lidt for formelle og opstillede, og for Lisas vedkommende en smule urealistiske. Der er i hvert fald ikke mange 17-årige gymnasiepiger der udtrykker sig på den måde. Til gengæld var jeg vild med den stemning, forfatteren malede frem, som gav mig mindelser om Stephen Kings gysere, ligesom beskrivelserne var gode og billedskabende.
Worldbuildingen var en anden ting, der ikke helt fungerede for mig. Idéen om at rejse gennem spejle til en parallelverden er interessant nok, men jeg manglede nogle flere informationer om hvordan magien fungerede, om guidernes kræfter og funktion, og om Urari i det hele taget - her tænker jeg især på flora, fauna, kultur og geografi, som der kun blev hintet til undervejs, hvilket gjorde det svært for mig at forstå den fremmede verden. Jeg manglede simpelthen nogle svar undervejs, og det er ærgerligt, for idéen var som sagt interessant. De manglende svar får Urari til at fremstå som en drømmeverden - eller mareridtsverden, som tilfældet er - og det er her, den for mig for alvor tipper over i gysergenren, da mange gysere netop ikke forklarer de overnaturlige elementer undervejs, men lader læseren selv gætte sig til, om de er virkelige eller ej. Det ændrer dog ikke på. at jeg manglede nogle svar til at gøre den fremmede verden logisk og virkelig for mig.
Handlingen er godt skruet sammen, med et par overraskende twists undervejs, men flowet fungerede ikke helt for mig, hvilket hang sammen med, at der faktisk ikke var de store mængder action undervejs, og historien derfor hurtigt blev temmelig ensformig for mig. Forfatteren har valgt at gøre sorg og tab til omdrejningspunktet for historien, og Michael og Lisas rejse bliver da også hurtigt mere en rejse igennem sorgen, og ind i dem selv. end den fysiske rejse gennem Urari. Det er uden tvivl et bevidst valg fra forfatterens side, men for en action- og plotdrevet læser som mig, kom budskabet hurtigt til at overskygge handlingen, hvilket sammen med den distance, som sproget og den manglende worldbuilding gav mig, gjorde, at jeg lidt mistede interessen undervejs. Og det til trods for, at jeg faktisk rigtig godt kunne lide både Michael og Lisa. Tematikkerne i historien er sorg, død, tab, venskab og overlevelse, men også søgen efter identitet, psykisk overlevelse og det vanvid, sorgen kan føre de overlevende ud i, bliver berørt undervejs.
Personerne er helt klart det, der løfter historien, og fik mig til at læse videre. Både Michael og Lisa fungerede rigtig godt som hovedpersoner, og deres respektive traumer gjorde det svært ikke at føle med dem. Michael er knust over sin kones og søns død, og håbet om, at sønnen måske alligevel har overlevet, men er fanget i Urari, er det eneste, der holder ham i gang. Og selvom han har et akademisk kendskab til sorgprocesser og de psykologiske pitfalls via sin uddannelse i psykologi, så må han også sande, at teori og virkelighed til tider ligger meget langt fra hinanden. Lisa så sin psykisk ustabile søster dø, efter hun myrdede deres far, og chokket og sorgen har drevet en kile ind mellem hende og hendes mor. Hun ser og hører ting, der ikke er der, og samtidig føler hun sig ensom på sin nye skole, hvor hun føler, alle taler om hende, men ikke til hende. Mødet med Michael får hende for første gang i lang tid til at føle sig set - og forstået - uden medfølgende medynk, og de to får, trods aldersforskellen, hurtigt et tæt venskab. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide bibliotekaren Starck, som gemmer på sine egne hemmeligheder (jeg er i det hele taget vild med bibliotekarer i bøger) og drengen Sunni, hvis talent og store hjerte gør ham til et skønt bekendtskab. Til gengæld brød jeg mig bestemt ikke om Tom, hvis vanvid og ego gør ham til et særdeles farligt og utilregneligt bekendtskab, og Väärin var også pænt uhyggelig, selvom man som læser ikke kunne lade være med at have en lille smule sympati for ham.
Selvom jeg var vild med stemningen og godt kunne lide hovedpersonerne, så var Spejlkabinettet desværre ikke en bog for mig. Idéen var god, men udførelsen fungerede ikke for mig, og det gjorde bogen noget lang at komme igennem. Hvilket den da også er, med sine over 600 sider. Er man til historier med creepy stemning, gys, og personlige rejser, er bogen måske et læs værd, men forvent ikke vilde mængder action undervejs.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar