Heirik bor sammen med sin familie i en lille bygd i marsken. Familien har været set til med mistro, siden hans mor druknede sig i Krabbedybet, marskens helligste sted, og det er ikke blevet bedre af, at goden to gange har valgt en anden end Heirik til at udføre det årlige tén-blot til Tenur, marskens frygtelige herskere.
Heirik er sikker på, at historien vil gentage sig, men til hans store forbløffelse er det ham, goden vælger - endda over sin egen søn.
Men tén-blotet går ikke som forventet. Dybet afviser Heiriks gave, og i stedet for at blive frygtsom som de andre voksne i bygden, har Heirik stadig sit hjerte i behold. Desværre er det ikke en fordel at være anderledes end de andre i et lille samfund, og slet ikke når Veik, godens søn, har set sig ond på en.
Mens Heirik forsøger at skjule både dybets afvisning og sin anderledeshed, begynder der at ske mystiske ting i bygden, og da Heirik bryder endnu et tabu, er der ingen vej tilbage.
Tenur vil have det, der tilkommer dem - og får de det ikke frivilligt, tager de det selv.
Det er efterhånden en del år siden, denne bog udkom, men trods glødende anmeldelser er det først nu, jeg har fået den læst. Jeg havde nemlig en formodning om, at jeg ikke ville bryde mig ret meget om den, da jeg generelt ikke er glad for bøger, der foregår i små landsbyer i eller ved moser og marsker. Men efter at have læst forfatterens sidste bog i starten af 2020 begyndte jeg alligevel at få lyst til at læse den, og satte den derfor på min A-Z TBR for 2022. Desværre skulle jeg have fulgt min oprindelige mavefornemmelse, for på trods af bogens knap 200 sider var det en kamp at komme igennem den, og jeg havde overhovedet ikke lyst til at læse i den. Og det på trods af, at bogen er både velskrevet, stemningsfuld, original og har en interessant og nuanceret hovedperson.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, og forfatteren er eminent til at skabe en stemning af underliggende uhygge og ubehag, der kun vokser hele vejen igennem. Forfatteren blander gys og fantasy på en virkelig god måde, og som læser kan man mærke bygdens næsten klaustrofobiske isolation og den konstante vogten på hinanden, som er typisk for små, isolerede samfund, og det kolde, våde marskvejr.
Universet er gennemført, men jeg ville ønske, at verdenen havde været mere udbygget, så man også så andet end bygden og marsken omkring den. Idéen med marsken, ofringerne til den og Tenur har tydelige rødder tilbage i historien, og Tenur selv gav mig mindelser om dødefolk som zombier. Men selvom universet er originalt og godt opbygget, så fungerede hele marsken som setting slet ikke for mig, og det bragte desværre læseoplevelsen ned.
Handlingen er godt skruet sammen, men trods en spændende historie, formåede den ikke for alvor at fange mig, og pt. har jeg ingen planer om at læse videre i serien, selvom bogen her slutter med en cliffhanger. Historien er fyldt med frygt, farlige magiske væsener, magi, familie, sorg, tabuer, misundelse, had og kampen for overlevelse. Det er en historie om ikke at skille sig ud, social udstødelse og isolation. Men også en historie om at kunne se sin frygt i øjnene, følge sit hjerte, og finde ud af, hvem man er.
Personerne er levende og menneskelige, men også meget grå og ens. Hovedpersonen Heirik skiller sig ud fra de andre. Han er, som sine søskende, halvblods, da hans mor var fastlænder, og har levet som delvis udstødt siden hans mor begik selvmord. Blotet er hans chance for endelig at få aflad for morens synder i bygden, men da det går galt, må han gå langt for at skjule hemmeligheden for bygden. Heirik er modig, men frygter også Tenur, og hans impulsive brud af tabu giver ham masser at frygte. Alligevel har Heirik svært ved at bøje nakken som landsbyens andre voksne, og hans viljestyrke og temperament giver ham en del problemer. Og mødet med pigen Karre giver ham andre problemer - og får ham til at tænke på en anden måde, end bygdens beboere. Af bipersonerne var der især to, der stak ud. Den ene var pigen Karre, som både stjæler fra bygden og bryder tabuer ved at opholde sig ude i selve marsken, men som også redder Heiriks liv, og forsøger at hjælpe ham. Den anden var godens søn Veik. Han er manipulerende, løgnagtig, jaloux og magtbegærlig, og fyldt med had til alt og alle, men også charmerende, når han vil opnå noget, og god til at bruge folks hemmeligheder imod dem. For mig at se var han en vaskeægte psykopat, og havde bygdens beboere ikke været bange for ham, og den magt, han har som sin fars søn, var han sikkert blevet druknet i marsken for længst. Jeg havde i hvert fald stor lyst til at give ham et skub. Af andre bipersoner kan nævnes Heiriks far Aske, der stadig sørger over sin døde kone, og har svært ved at vise sine børn, at han elsker dem, og Heiriks lillebror Hune, som nok var den person, jeg bedst kunne lide, da han var en virkelig rar og hjælpsom dreng, uden skyggen af ondt i sig.
Marskens hemmelighed var desværre ikke en bog for mig, hvilket har mere med mine antipatier at gøre end bogen selv, for historien var god, og håndværksmæssigt var der ikke en finger at sætte på den. Kan man lide historier, der balancerer på kanten mellem gys og fantasy med masser af stemning, eller er man vild med fantasy, der foregår i små landsbyer eller marsklandskaber, så synes jeg bestemt, man skal give bogen en chance. For selvom den ikke lige var min kop the, kan den sagtens være andres, og jeg ved, at andre har elsket den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar