Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co.
Da Rebekkas far dør, er hun sikker på, at der er noget ved ulykken, der ikke stemmer. Faren drev frivilligt et værested for socialt utilpassede unge, og stedet var upopulært blandt byens befolkning, efter et uopklaret drab på en af de unge efter en fest.
På farens kontor finder Rebekka et åndebræt, og beslutter sig for at forsøge at kontakte ham. Det går dog ikke efter planen, og snart begynder der at ske mærkelige ting omkring hende. Hvis Rebekka skal standse de mørke kræfter, der er blevet sluppet løs, er hun nødt til at finde ud af, hvad der skete til den famøse fest, og finde morderen. Men at gå på jagt efter en morder er ikke ufarligt, og det viser sig snart, at hendes far havde langt flere hemmeligheder, end hun havde forestillet sig.
Jeg er i gyserhumør i øjeblikket, og derfor havde jeg høje forventninger til denne bog. Desværre kunne den ikke helt leve op til dem. Jeg havde nemlig forventet en rigtig uhyggelig gyser, men det var ikke helt det, jeg fik. For mig føltes det som om, bogen ville for meget, hvilket desværre trak fokus væk fra gyserdelen, som var det, jeg var interesseret i. Og samtidig var jeg ikke så vild med hovedpersonen, hvilket også var med til at trække læseoplevelsen lidt ned. Men mere om det senere.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, og korte kapitler, der får historien til at flyde godt.
Handlingen er godt skruet sammen, men jeg manglede noget gys, og selvom slutningen hjalp lidt på det, så var jeg stadig skuffet. Historien er spændende, og fyldt med død, sorg, hemmeligheder, mord, ånder, overnaturlige hændelser, selvmord, voldtægt, psykisk sygdom, familie, kærlighed, druk, stoffer, skyld og gys. Sidstnævnte forsvandt dog desværre lidt undervejs, da de mange realistiske temaer fyldte en del, og selvom spændingen og lidt åndeverdens-worldbuilding dukkede op til sidst, så følte jeg mere, at jeg læste en realistisk YA-roman end en paranormal gyser. Hvilket ville være fint nok, hvis det var det, jeg var gået ind til. For mig tog realismen i den grad overhånd undervejs, og det hjalp ikke, at stort set samtlige personer havde tunge problemer at bakse med, da det fik plottet til at stikke i alle retninger. Slutningen hjalp dog lidt på det, og jeg er da også nysgerrig efter at læse næste bind i serien, da jeg tror - og håber - at der bliver mere fokus på de paranormale elementer i fortsættelsen.
Personerne er menneskelige og nuancerede, men for mig tog det overhånd med de mange problemer, personerne kæmpede med. I stedet for at føle med dem, blev det hele bare for meget for mig, og jeg følte aldrig, at jeg kom ind under huden på dem, da problemerne overskyggede deres personligheder, og gjorde dem mere til diagnoser end levende personer. Og det hjalp ikke, at jeg havde det noget svært med hovedpersonen undervejs. Rebekka er 16 år, men opførte sig mere som en på 14, hvis ikke yngre. Hun var jaloux og umoden, og tog nogle virkelig dumme valg undervejs. For eksempel at drikke sig kanonfuld sammen med de personer, hun mistænker for at have slået sin far ihjel, og ikke kun en gang. Samtidig var hun bare verdens dårligste detektiv, og det er et under, at hun ikke selv blev slået ihjel undervejs, for hun var virkelig gennemskuelig. Selvfølgelig spillede hendes sorg også en rolle i hendes opførsel, men hun var bare for meget teenager for mig, og ikke på den gode måde. Af bipersonerne var Martin nok den, jeg syntes bedst om. Han er den eneste, der tror på Rebekka, men hans psykiske bagage gør ham sårbar, og selvom hans ønske om at hjælpe hende virker oprigtigt, så var jeg ikke helt solgt på forholdet mellem de to. Rebekkas mor forstod jeg ikke, og jeg syntes, hun overreagerede en hel del, i stedet for at snakke med sin datter, og dele sorgen. Iselin, Rebekkas kusine, var moden og beskyttende, og jeg forstod hende bedre end Rebekka, selvom hendes jalousi virkede en smule uforståelig, og hun bestemt ikke støttede op om Rebekkas jagt på sandheden.
Dødens spil var slet ikke, som jeg havde forventet, og det, sammen med mine problemer med hovedpersonen, trak desværre læseoplevelsen lidt ned for mig. For mig gik der for meget realisme i historien, og jeg savnede noget uhygge undervejs. Det betyder dog ikke, at bogen ikke er godt skrevet, eller at andre, mere realisme-glade - og måske også yngre - læsere ikke vil elske den, men for mig var den desværre lidt af en skuffelse.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar