Pitkänen.
Forfulgt af skyggerne er Pete og Sara, sammen med vætterne Boris og Isabella, nået frem til porten til Auroria. De håber på at kunne omgøre deres byttehandler, så de kan blive hele igen. Men bag porten venter der en noget anden verden, end de havde forestillet sig. For julemandens land er langt fra idyllisk. Mistro og had hersker overalt, og krigen mellem nisser og vætter ulmer.
Pete og Saras eneste håb er, at nå frem til Den Allerældste, også kendt som julemanden. Men i en verden plaget af mørke og krig er det ikke til at vide, hvem de kan stole på. Og imens vokser Skyggefyrsten sig større og større...
Jeg var ret vild med første bind i serien, og glædede mig derfor til at læse Auroria. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Auroria var nemlig endnu bedre end sin forgænger.
Sproget er enkelt, letlæst og flydende, og forfatteren er virkelig gode til at fremmane en gysende stemning, der holder hele vejen igennem, godt hjulpet på vej af de fantastiske illustrationer undervejs. Beskrivelserne er levende og billedlige, og sammen med illustrationerne gør de julemandens land levende for læseren.
Universet er mørkt, dystert og grumt. Her er ingen lattermilde og hjælpsomme nisser, men i stedet snedige, luskede og farlige væsener, som er med til at fremvise den mørke side af julen og dens tilhørende væsener.
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet er spændende og originalt. Historien er fyldt med overnaturlige væsener fra den nordiske folketro, skygger, fordomme, krig, forræderi, venskab, intriger, desperation og ønsker, krydret med gys og jul. Og ligesom sin forgænger slutter den med en gigantisk cliffhanger, der gør det svært at vente på næste bind i serien.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede. Pete er modig, og har et stort hjerte, men kan til tider også opføre sig lidt for impulsivt. Sara er, ligesom Pete, modig, med et stort hjerte, men er mere skeptisk og forsigtig. De to supplerer hinanden virkelig godt, og man kan i den grad mærke det dybe venskab, der binder de to sammen. Skyggesyersken Uudit er hævntørstig, og føler sig uretfærdigt behandlet af nisserne. Hun har slået sig sammen med Skyggefyrsten, men begynder undervejs at tvivle på sine egne motiver. Og så er der Elpiö. Han er lusket, ondskabsfuld og manipulerende, men kan også være virkelig overtalende, og det gør ham utroligt farlig. Han er en karakter, man som læser elsker at hade, hvilket gør ham til en god skurk. Af andre bipersoner kan nævnes Boris og Isabella, der begge er præget af tab og had til nisserne, men samtidig er modige og hjælpsomme. Bogen fortælles skiftevis gennem Pete, Uudit og Elpiös synsvinkler, hvilket både synliggør de forskellige fronter i krigen, og samtidig er med til at levendegøre de tre som personer.
Sidst, men bestemt ikke mindst, er jeg nødt til at nævne bogens illustrationer og utroligt flotte omslag. Illustrationerne er, for størstedelens vedkommende, holdt i mørke, blålige, sorte, brune og røde nuancer, og de er med til at give liv til såvel historie som univers, samtidig med at de bidrager til bogens uhyggelige, ildevarslende og gysende stemning. Bogen er også krydret med dagbogssider undervejs, hvilket fungerer virkelig godt.
Var man vild med første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet af fortsættelsen. Selvom serien er skrevet til børn, er der også masser at nyde eller gyse over for den voksne læser, og er man træt af nuttede nisser, honningsøde julesange og lattermilde julemænd, kan serien kun anbefales. Jeg glæder mig allerede til at læse sidste bind i serien.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar