mandag den 26. december 2022

Bjældeklang

Bjældeklang er 1. bind af fantasygysertrilogien Skygger, skrevet af Timo Parvela og illustreret af Pasi Pitkänen. 

Julen nærmer sig, men for 13-årige Pete er det svært at finde noget at glæde sig over. Hans bedste ven Sara er alvorligt syg, og ingen ved, hvad hun fejler. I et sidste desperat forsøg på at hjælpe hende, hvisker Pete sit ønske i øret på stormagasinets julemand. Samme aften får han besøg af et mystisk væsen, som lover at helbrede Sara. Men Petes ønske har en pris: Hans skygge.
Pete slår til, og Sara bliver rask. Men det viser sig snart, at ønsket har større konsekvenser, end Pete kunne have forestillet sig. Og Pete er ikke den eneste, hvis skygge er væk...

Bjældeklang er en noget anderledes julefortælling fyldt med gys, og jeg kunne virkelig godt lide den. 
Sproget er letlæst og flydende, og selvom det kan mærkes på sproget, at den er skrevet til børn, kan voksne helt klart også få noget ud af den. Forfatteren formår at fremmane en virkelig gyset stemning, som, i samarbejde med de dystre illustrationer i blå toner af Pasi Pitkänen, giver kuldegysninger til læseren, og giver en noget anden julestemning, end den man forventer af en julebog. 
Bogen foregår i to parallelverdener. Vores egen og nissernes verden, og forfatteren formår at give et originalt twist til julens væsener, der gør det hele lidt mere dystert og mørkt, og giver talemåden "Pas på hvad du ønsker dig" en endnu mere faretruende betydning.  
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet er både spændende og original, med en del twists, hvoraf jeg dog gættede et par stykker før tid. Historien er fyldt med overnaturlige væsener, skygger, fordomme, venskab, magiske bjælder, desperation, ønsker og mærkelige hændelser, krydret med masser af gys og jul, og så slutter den med en cliffhanger, som gør det virkelig svært at vente på næste bind. 
Personerne er levende og menneskelige, men med undtagelse af Pete og skyggesyersken Uudit, følte jeg ikke rigtigt, at jeg lærte dem at kende. Pete er en både sympatisk og relatérbar hovedperson, med et stort hjerte. Han er parat til at give hvad som helst for redde sin ven, men desværre viser det sig, at have flere konsekvenser, end man skulle tro, og savnet af skyggen efterlader et hul i Pete, der gør det sværere for ham at føle positive følelser, ligesom hans gode egenskaber træder i baggrunden. Venskabet mellem Pete og Sara er virkelig godt beskrevet, og deres tætte forhold virker troværdigt, selvom jeg ville ønske at Sara var en smule mere levende. Skyggesyersken Uudit er til gengæld virkelig godt beskrevet, og som læser kan man ikke undgå at føle med hende, når omgivelsernes fordomme om hendes forældre bruges imod hende, og hun bliver uretfærdigt behandlet. Af andre bipersoner var det især den mystiske og ækle Elpiö, der gjorde indtryk, og som læser fornemmer man, i modsætning til Pete og andre, farligheden bag hans tilsyneladende hjælpsomhed. Bogen fortælles skiftevis fra Petes og Uudits synsvinkel, hvilket er med til at gøre lige de to utroligt levende, i modsætning til de andre personer, som virker mere fjerne. Samtidig gør ændringen af synsvinkel, at man som læser hurtigt lærer begge dele af universet at kende, hvilket er virkelig fedt.
Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne fremhæve bogens smukke og stemningsfulde forside, og de mange ildevarslende illustrationer, der præger bogen, og er med til både at gøre historien levende, og give den rette gysende stemning. 
Hvis man gerne vil læse en julefortælling, men er træt af rare julemænd, hjælpsomme nisser og hygge, så kan Bjældeklang helt klart anbefales. Fans af Kenneth Bøgh Andersens Julemandens død vil elske denne gyselige julefortælling, selvom Bjældeklang henvender sig til en lidt yngre målgruppe. Jeg glæder mig allerede til at læse videre, så forhåbentlig går det ikke alt for lang tid, før næste bind udkommer på dansk. 

Se også forfatterens hjemmeside

Ingen kommentarer: