Dødens engel

Dødens engel er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Fortællinger fra Døden, skrevet af K.L. Berger.

Raven, Zeph og Dalia har endelig fundet ud af sandheden, og har taget valget mellem Himmel og Helvede.
Men det er dog langt fra enden på hemmelighederne. Dommedag er på vej, og ifølge profetien er det op til Raven, Zeph og Dalia at standse den. Først skal de dog lige lære at samarbejde med hinanden, og løse gåden om, hvem der står bag Dommedag.
Med selve menneskeheden på spil, Døden bundet, forsvundne sjæle og Helvedesriddernes genopstandelse får de nok at se til. Og tiden er ved at rinde ud...

Jeg var vild med de første bind i serien, og dette sidste bind var ingen undtagelse.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, skønne sammenligninger, masser af humor og rappe dialoger.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske, og et univers, som bare bliver ved med at vokse og udvide sig. Historien er uhyggeligt spændende, og jeg kunne ikke slippe bogen, før den var slut. Der er masser af action, venskab, forræderi, hemmeligheder, intriger, liv, død, krig, og kærlighed, foruden djævle, engle og Døden selv. Det er en historie om tro, skæbne, og religion, men også en historie om at finde sig selv, tage ansvar, og vælge, hvem man vil være. Og om at ofre sig selv, for det man tror på.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og de skiftende synsvinkler mellem Dalia, Zeph og Raven gør, at man lærer dem rigtig godt at kende. Både deres styrker, og deres svagheder. Dalia er knust af afsløringen af, hvem hun er, og føler sig virkelig på dybt vand. Og det gør det ikke bedre, at hun er utroligt dårlig til at kæmpe. Til gengæld er hun intelligent, og har et godt hjerte. Zeph er til gengæld ikke i tvivl om, hvor han hører til. Han er modig, rapkæftet, og en dygtig kriger, men hans følelser for Raven er ikke altid lige lette at styre. Og så er der Raven. Hun er modig, stædig, intelligent, og en dygtig kriger, men også en god diplomat. Og selvom sandheden bag hendes ophav kom bag på hende, så er hun ikke i tvivl om, hvor hun hører til. Eller hvad hun vil ofre, for at redde menneskeheden og dem hun holder af. De tre komplimenterer hinanden utrolig godt, og jeg er vild med både Ravens og Zephs rapkæftede og sarkastiske bemærkninger. Og ikke mindst kemien imellem dem. Af bipersonerne var jeg især vild med Lucifer, som, på trods af, at han er djævlen selv, er forbløffende indstillet på at redde menneskeheden.
Alt i alt var Dødens engel en virkelig god afslutning på en fantastisk serie, som jeg allerede glæder mig til at genlæse. Fans af de første bind i serien vil bestemt ikke blive skuffede. Er man vild med hæsblæsende action, og historier, som tager de store spørgsmål under kærlig behandling, så kan den her serie kun anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

Døden lyver aldrig

Døden lyver aldrig er 2. bind af fantasytrilogien Fortællinger fra Døden, skrevet af K. L. Berger.

Efter angrebet på sjælehenterne er Raven og Zeph landet i Helvede. Efter at have fundet ud af, hvad hun er, er Raven fast besluttet på at stoppe Dommedag. Først skal hun dog lige finde vej ud af Helvede. Men det er ikke nemt at overleve blandt dæmoner, når man er sjælehenter. Og det bliver ikke lettere af, at hun ikke helt ved, om hun kan stole på Zeph.
At komme ud af Helvede er dog kun første skridt på vejen. Raven har brug for svar, og den eneste sted, hun kan få dem, er i Hades, hvor en ældgammel profeti venter på hende. Hades viser sig dog snart at være endnu mere dødbringende, end Raven kunne forestille sig. For et dødsrige, som ingen længere tror på, og hvis herskere drives af jalousi og magtbegær, er ikke det bedste sted at besøge for en sjælehenter.
Raven får brug for alt sit mod og alle sine evner, hvis hun skal overleve besøget, stoppe Dommedag og få svar på sine spørgsmål.

Jeg var vild med første bind i serien, men det tog mig lidt tid at finde tilbage til universet og personerne, da jeg begyndte at læse bind to. Men da jeg først havde fundet tilbage, var jeg også hooked.
Sproget er letlæst og flydende, med masser af sarkasme, rapkæftede bemærkninger og livagtige beskrivelser.
Universet udvider sig en del her i andet bind, hvor vi både besøger Helvede og Hades, og den både forfatteren blander religion, mytologier, etik, liv, død og skæbne fungerer utrolig godt. Jeg er vild med den måde, forfatteren har formået at gøre de kendte mytologiske skikkelser til sine helt egne, og til personer af kød og blod - trods deres guddommelige ophav.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, som overrasker gang på gang, og en slutning jeg på ingen måde havde set komme. For slet ikke at tale om den onde, onde cliffhanger til sidst. Historien er spændende, og fyldt med action, dæmoner, engle, guder, skæbne, liv, død, hemmeligheder, løgne, intriger, jalousi, magtbegær og usikre alliancer, for slet ikke at tale om Dommedag, som nærmer sig mere og mere, verdens sødeste dødsdæmon og søgen efter identitet.
Personerne er levende og menneskelige, nuancerede og troværdige. Raven er rapkæftet, modig, stædig og kan tænke hurtigt, men er ikke altid lige god til at styre sit temperament og sin impulsivitet. Noget, som giver hende en del problemer undervejs. Zeph er måske nok en dæmon, men han er også loyal, har et moralsk kompas, og er dybt forelsket in Raven. Kemien mellem Raven og Zeph slår gnister, og jeg kan ikke lade være med at heppe på dem. Dalia, derimod, var jeg ikke så vild med. Og det til trods for, at hun elsker bøger, er intelligent og hjælpsom. Dalias højeste ønske er at blive skytsengel, men selvom hun er stærk til det boglige, så kniber det med det praktiske, og hun dumper gang til gang. Selvom hun gerne vil stige i graderne, så er hun ikke ligefrem begejstret for opgaven med at passe på Raven og Zeph, lære at kæmpe eller blive pålagt opgaver, som tager hende væk fra bøgerne. Hun virkede lidt for goody-goody på mig, og jeg havde svært ved at knytte mig til hende. Og det til trods for, at hun skiftes til at fortælle historien sammen med Raven, Zeph og, i mindre grad, Døden selv. Af bipersonerne var jeg især vild med Lucifer, som både ligner og afviger fra den typiske Djævleskikkelse, dødsdæmonen Ash og Hades, som jeg ikke kunne lade være med at have en lille smule ondt af.
Selvom det tog lidt tid, før jeg for alvor blev fanget af historien i bind to, så kunne jeg ikke slippe bogen, da jeg først var igang. Jeg er vild med forfatterens version af Helvede og hele universet, og selvom hun til tider irriterer mig, så elsker jeg Raven, hendes rapkæftethed og hendes tro på menneskene. Var man fan af første bind, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg kan næsten ikke vente, til tredje og sidste bind udkommer lige om lidt.

Se også forfatterens hjemmeside.

Konkurrence

For at fejre at bloggen nu har fået over 100 likes på facebook har jeg bestemt mig for at lave en lille konkurrence. Præmien er den helt nye fantasybog De 7 synder af K. L. Berger, sponsoreret af forlaget DreamLitt.

For at deltage i konkurrencen skal du:

-Følge bloggen på facebook

-Skrive en kommentar enten på bloggen eller på facebook, hvor du fortæller hvorfor du skal vinde bogen. Hvis du kommenterer på bloggen bedes du også skrive en e-mail hvor jeg kan kontakte dig hvis det er dig der vinder. 

-Have en dansk adresse bogen kan sendes til. 

Vinderen findes fredag 2. oktober og får direkte besked. 

De 7 synder

De 7 synder er en fantasybog af K. L. Berger.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt.

Hele sit liv har Kane været udenfor. Han har altid været god i skolen, hvilket har ført til mobning og udelukkelse. Nu er han blevet 16 år, og er begyndt i gymnasiet, og han er stadig udenfor. Han har egentlig ikke nogle venner, og hans forældre er stort set aldrig hjemme. Og når de en sjælden gang er det lytter de ikke til ham.
Men så sker der noget der vender op og ned på Kanes liv. Han bliver opsøgt af pigen Aisha, som siger hun kommer fra en anden verden. En verden, som har brug for Kanes hjælp. Aishas verden har indtil for få år siden levet i fred og harmoni, indtil en person vækkede mørkets konge og slap de syv synder løs. Nu truer mørket hendes verden, og kun Kane kan hjælpe hende. En ældgammel profeti siger nemlig, at kun den rene kan besejre de syv synder, og Kane er den rene.
Kane indvilliger i at tage med Aisha til hendes verden og bekæmpe de syv synder. Men det er ikke let, for verden er fuld af farer, og skal Kane vinde må han lære at bruge de kræfter han ikke vidste han havde. Samtidig vokser mørkets magt dag for dag, og finder Kane ikke de syv synder før det er for sent, vil hele verden gå under.

De 7 synder er en klassisk fantasyfortælling fuld af magi, mørke magter, kamp, kærlighed og spænding. Sproget er flydende og letlæst, med levende beskrivelser og et højt tempo. Handlingen er godt skruet sammen, med uventede twists, højt tempo og et plot som er både velkendt og originalt. Jeg har i hvert fald ikke tidligere læst fantasy hvor de syv synder optrådte i den grad, men kampen mellem godt og ondt har jeg derimod læst om flere gange før. Men det er jo også netop et af grundtrækkene i fantasy. Jeg ville gerne have haft en anden slutning, men kunne godt forstå hvorfor forfatteren havde valgt at skrive den som hun gjorde. Alligevel trækker slutningen lidt ned for mig.
Personerne er levende og realistiske, og jeg var vild med hovedpersonen Kane. På trods af at han er "den rene", og i princippet fri af synd, så fungerede han bare for mig. Måske fordi jeg identificerede mig med hans skoleoplevelser, selvom jeg dog aldrig blev overfaldet af mobbere som han blev det. Men at være den intelligente i klassen som er udenfor og ikke var til fester kunne jeg sagtens leve mig ind i. Forholdet mellem Kane og især hans mor er rigtig godt beskrevet, for hvem har ikke følt at ens mor ikke har hørt efter hvad man sagde som teenager? Også bipersonerne var realistiske og menneskelige. Jeg kunne rigtig godt lide den måde forfatteren gjorde synderne menneskelige på, og ikke bare lod dem være onde, og ikke andet. Det gjorde sig især gældende ved Misundelse, som jeg virkelig fik ondt af. Den eneste person jeg havde det svært med var sådan set Aisha. Hun var simpelthen for god, og havde tilsyneladende ingen laster. Det gjorde hende til et lidt anstrengende bekendtskab for mig, og til tider virkede hun på mig noget patroniserende over for Kane, på trods af de spirende følelser mellem de to. Hun voksede lidt i løbet af bogen, og jeg endte med at forstå hende lidt bedre, selvom hun aldrig blev min yndlingsperson.
Er man til klassisk fantasy er bogen bestemt et nærmere bekendtskab værd. Jeg kan i hvert fald godt anbefale den.