mandag den 2. december 2019

Dragesten

Dragehjerte er 1. bind af fantasyserien Dragesten, skrevet af Ry Kristensen.

Le og Mark bor sammen med deres mor i et lille hus, langt fra alting. På Les 13 års fødselsdag forandrer deres liv sig for altid. Deres mor bliver angrebet af en harpie, og efterfølgende flygter de, sammen med deres mor, til deres farfars hjem.
Og her bliver de indviet i en hemmelighed, som kan koste dem livet. Le og Mark er dragemennesker, og da de to var ganske små, måtte familien flygte fra hovedstaden, da den onde general Nok, med hjælp fra heksene, myrdede kongefamilien og overtog magten i landet. Lige siden har heksene og Noks soldater jaget de overlevende dragemennesker, og det er kun med hjælp fra modstandsbevægelsen, at dragemenneskene ikke er blevet udryddet.
Langt om længe er modstandsbevægelsen ved at være klar til at slå igen. De mangler kun en ting: Dragesten! Uden dem har dragemenneskene nemlig ikke evnen til at forvandle sig til drager, og kun dragemennesker, som endnu ikke har smagt dragesten, kan få fat i dem.
Men det er bestemt ikke ufarligt, for dragestenene bevogtes af både soldater, harpier og hekse, og befinder sig på slottet i hovedstaden. Le og Mark får brug for alt deres mod, og en god portion held, hvis de skal overleve, og gennemføre missionen.

Jeg købte den her bog til Fantasyfestivalen i 2019, og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det. Den var nemlig rigtig god.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, og en god portion humor, trods de temmelig mørke emner bogen rummer.
Universet er på mange måder et klassisk fantasyunivers med drager og hekse, men byder også på nye væsener og elementer, som gør det tilpas uforudsigeligt og overraskende.
Handlingen er spændende, og fyldt med twists, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Og så slutter bogen med noget af en cliffhanger. Historien er fyldt med action, venskab, godt, ondt, oprør, forræderi, hekse, drager, hemmeligheder og familie. Der er en historie om at finde ud af, hvem man er, og om at følge sit hjerte, men også en historie om undertrykkelse, magtbegær og de mystiske magiske dragesten.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom især skurkene måske er lige lovligt sort-hvide, så er de to hovedpersoner Le og Mark nuancerede og interessante. Le er den yngste, og den mest impulsive. Hun er hurtig til bens, og hurtig til at udtænke planer, og så har hun et brændende ønske om at hjælpe modstandsbevægelsen. Hun tænker ikke altid over konsekvenserne, men er heldigvis også god til at rode sig ud af de problemer, hun får sig selv viklet ind i. Hendes impulsivitet kan dog også være en smule irriterende, og jeg havde flere gange lyst til at bede hende om at tænke sig om, før hun kastede sig ud i det. Mark er den ældste, og både mere forsigtig, og bedre til at tænke sig om. Selvom han er bange, så er han fast besluttet på at hjælpe sin lillesøster, da hun tager afsted efter dragestenene, og langsomt finder han modet og styrken til at følge sit hjerte. Af bipersonerne var jeg især vild med den onde heks Isabella. Hun er en person, som jeg elskede at hade, fordi hun var så helt igennem ond og modbydelig. Og det uden, at hun føltes som en kliche, som man ellers kunne frygte ville være tilfældet. Derudover kunne jeg rigtig godt lide heksens hjælper Nete, som, trods de konsekvenser det har for hende, forsøger at hjælpe Le, og Sofia, som har ben i næsen, og er parat til gøre hvad som helst, for at befri sine forældre.
Alt i alt var Dragehjerte en fornøjelse at læse, og jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien. Er man vild med drager og onde hekse, kan bogen kun anbefales. Og voksne dragefans kan sagtens læse med, selvom det egentlig er en børnebog.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: