Skyriel har endelig fundet ud af, hvem hun er. Men mødet med forældrene og bedstefaderen blev desværre ikke, som hun havde drømt om, og hun føler sig fanget af moderens planer for hendes fremtid.
Mens Skyriel drømmer sig væk fra Stormenborg, forbereder adelshusene i nord sig på krig mod den tyranniske kronprins Drystan.
Mens blodbæstet hærger i hovedstaden, forbereder Drystan sig på kongens død, og forsøger af al magt at stramme grebet om kronen. Men Drystan er ikke den eneste, som drømmer om kronen. Mod syd samler sultanen sine tropper, og imens lægger Alainon planer om at befri den sande tronarving.
Og som om det ikke var nok, er en tredje profeti undervejs...
Jeg var vild med de første bind i trilogien, og sidste bind var heldigvis ingen undtagelse.
Sproget er endnu en gang letlæst og flydende, og fyldt med livagtige beskrivelser af såvel adelsborge og fængselsøer som drageslag. Actionscenerne er livagtigt beskrevet, og man kan næsten lugte røgen fra ligbålene og blodet fra de sårede, som var man selv en del af de vilde kampe.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med action, magi, pirater, intriger, ondskab, fanatisme, undertrykkelse, sygdom, profetier, og selvfølgelig drager. Historien er uhyggeligt spændende, og jeg kunne slet ikke lægge bogen fra mig, før den var slut. Jeg fløj igennem historien, og slugte den på ganske kort tid.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom hovedpersonen Skyriel kan være lige impulsiv nok, så er hun modig, intelligent, rapkæftet, og fast besluttet på at skabe sin egen skæbne. Skyriels temperament giver hende stadig en del problemer på halsen undervejs, men hun har udviklet sig en del fra første bind i serien, og har lært sig selv bedre at kende. Hun savner dragen Taurir frygteligt, men er samtidig forvirret over de følelser, han vækker i hende. At hun samtidig igen får rigets skæbne lagt på sine skuldre, gør hende både usikker, og fast besluttet på at gøre det rigtige. Af bipersonerne var jeg især vild med Skyriels far, piraten Marvell, som har samme frihedstrang som sin datter, omend færre moralske skrupler. Men også Arcani og Taurir havde jeg et blødt punkt for. Drystan, Zorak, Blaid og Vorigan afskyede jeg til gengæld fra start til slut. De var alle magtbegærlige, fanatiske og voldelige, og jeg kunne ikke finde noget formildende i dem.
Alt i alt var Ildstorm en rigtig god afslutning på trilogien, selvom jeg godt kunne have tænkt mig en lidt anden slutning. Er man fan af de første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og har man ikke læst serien endnu, kan jeg kun anbefale, at man kommer i gang.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar