Fioron

Fioron er 3. bind af fantasyserien Kongestenen, skrevet af Hanne Lykke Rix.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt. 

Prins Falk har hele sit liv fået at vide, at han er uduelig og dum, og hans mors overbeskyttelse af ham har gjort det umuligt for ham at klare sig selv. Efter at være blevet hånet og mishandlet af sin storebror i årevis, ser han endelig et lys i mørket, da hans kusine Ellin dukker op.
Men da hun bliver forlovet med hans bror, og hans far afslører sit forræderi over for Tvillingerigerne, er det dråben, der får bægeret til at løbe over.
I vrede, og uden forsyninger, flygter Falk fra borgen, hvor han er vokset op, og ud i Furiens skove. Med sig har han Kongestenen, som han har stjålet fra sin far.
Men uden for borgen er landet på vej i krig, og Falk får brug for alle de evner, som han har fået at vide, at han ikke har, hvis han skal overleve.

Den her serie bliver bare bedre og bedre. Både tonen og hovedpersonen skifter i dette bind, som er væsentligt mørkere end dets forgængere, og jeg var vild med det. Også selvom jeg savnede Ellin.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er om muligt endnu bedre - eller i hvert fald mere stemningsfulde - end i de tidligere bind. Jeg mærkede næsten regnen og kulden på min egen hud, mens jeg læste om Falks flugt gennem skovene, og beskrivelserne af krigens følger var både skræmmende og hjerteskærende.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gjorde det svært at gætte, hvad der ville ske. Historien er utroligt spændende, og fyldt med desperation, magi, forræderi, krig, undertrykkelse, vold, død, og familie. Mest af alt er det dog en historie om at finde sig selv, og overvinde de udfordringer, man står over for. Og så er det en historie om krig, og de forfærdelige gerninger, den fører med sig. Historiens flow var denne gang helt perfekt, og det er fantastisk som læser at kunne mærke, at forfatteren har udviklet sig undevejs i serien.
Personerne er levende, nuancerede, og så menneskelige, at det næsten gør ondt. Jeg var vild med Falk som hovedperson, selvom hans selvmedlidenhed til tider kunne være temmelig irriterende. Til gengæld havde han mod, stædighed, og et inderligt ønske om at gøre det rigtige - ligegyldigt konsekvenserne. Falk udviklede sig utroligt meget gennem bogen, og det var virkelig fantastisk at følge hans rejse. Af bipersonerne var jeg især vild med den gamle kone Finke, som trods ensomhed og modgang formår at beholde sit gode humør. Og så nød jeg gensynet med nogle af karaktererne fra de tidligere bind i serien. Demurgierne, derimod, brød jeg mig absolut ikke om. Deres måde at behandle civilbefolkningen på efter erobringen var frastødende i al dens grusomhed, og det mest uhyggelige er næsten, at grusomheden var så realistisk, som den var.
Alt i alt var Fioron en rigtig god fortsættelse på serien, og jeg glæder mig allerede til at læse videre. Kunne man lide de første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg kan kun anbefale bogen.

Se også forfatterens hjemmeside.