Dødens engel

Dødens engel er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Fortællinger fra Døden, skrevet af K.L. Berger.

Raven, Zeph og Dalia har endelig fundet ud af sandheden, og har taget valget mellem Himmel og Helvede.
Men det er dog langt fra enden på hemmelighederne. Dommedag er på vej, og ifølge profetien er det op til Raven, Zeph og Dalia at standse den. Først skal de dog lige lære at samarbejde med hinanden, og løse gåden om, hvem der står bag Dommedag.
Med selve menneskeheden på spil, Døden bundet, forsvundne sjæle og Helvedesriddernes genopstandelse får de nok at se til. Og tiden er ved at rinde ud...

Jeg var vild med de første bind i serien, og dette sidste bind var ingen undtagelse.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, skønne sammenligninger, masser af humor og rappe dialoger.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske, og et univers, som bare bliver ved med at vokse og udvide sig. Historien er uhyggeligt spændende, og jeg kunne ikke slippe bogen, før den var slut. Der er masser af action, venskab, forræderi, hemmeligheder, intriger, liv, død, krig, og kærlighed, foruden djævle, engle og Døden selv. Det er en historie om tro, skæbne, og religion, men også en historie om at finde sig selv, tage ansvar, og vælge, hvem man vil være. Og om at ofre sig selv, for det man tror på.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og de skiftende synsvinkler mellem Dalia, Zeph og Raven gør, at man lærer dem rigtig godt at kende. Både deres styrker, og deres svagheder. Dalia er knust af afsløringen af, hvem hun er, og føler sig virkelig på dybt vand. Og det gør det ikke bedre, at hun er utroligt dårlig til at kæmpe. Til gengæld er hun intelligent, og har et godt hjerte. Zeph er til gengæld ikke i tvivl om, hvor han hører til. Han er modig, rapkæftet, og en dygtig kriger, men hans følelser for Raven er ikke altid lige lette at styre. Og så er der Raven. Hun er modig, stædig, intelligent, og en dygtig kriger, men også en god diplomat. Og selvom sandheden bag hendes ophav kom bag på hende, så er hun ikke i tvivl om, hvor hun hører til. Eller hvad hun vil ofre, for at redde menneskeheden og dem hun holder af. De tre komplimenterer hinanden utrolig godt, og jeg er vild med både Ravens og Zephs rapkæftede og sarkastiske bemærkninger. Og ikke mindst kemien imellem dem. Af bipersonerne var jeg især vild med Lucifer, som, på trods af, at han er djævlen selv, er forbløffende indstillet på at redde menneskeheden.
Alt i alt var Dødens engel en virkelig god afslutning på en fantastisk serie, som jeg allerede glæder mig til at genlæse. Fans af de første bind i serien vil bestemt ikke blive skuffede. Er man vild med hæsblæsende action, og historier, som tager de store spørgsmål under kærlig behandling, så kan den her serie kun anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

Døden lyver aldrig

Døden lyver aldrig er 2. bind af fantasytrilogien Fortællinger fra Døden, skrevet af K. L. Berger.

Efter angrebet på sjælehenterne er Raven og Zeph landet i Helvede. Efter at have fundet ud af, hvad hun er, er Raven fast besluttet på at stoppe Dommedag. Først skal hun dog lige finde vej ud af Helvede. Men det er ikke nemt at overleve blandt dæmoner, når man er sjælehenter. Og det bliver ikke lettere af, at hun ikke helt ved, om hun kan stole på Zeph.
At komme ud af Helvede er dog kun første skridt på vejen. Raven har brug for svar, og den eneste sted, hun kan få dem, er i Hades, hvor en ældgammel profeti venter på hende. Hades viser sig dog snart at være endnu mere dødbringende, end Raven kunne forestille sig. For et dødsrige, som ingen længere tror på, og hvis herskere drives af jalousi og magtbegær, er ikke det bedste sted at besøge for en sjælehenter.
Raven får brug for alt sit mod og alle sine evner, hvis hun skal overleve besøget, stoppe Dommedag og få svar på sine spørgsmål.

Jeg var vild med første bind i serien, men det tog mig lidt tid at finde tilbage til universet og personerne, da jeg begyndte at læse bind to. Men da jeg først havde fundet tilbage, var jeg også hooked.
Sproget er letlæst og flydende, med masser af sarkasme, rapkæftede bemærkninger og livagtige beskrivelser.
Universet udvider sig en del her i andet bind, hvor vi både besøger Helvede og Hades, og den både forfatteren blander religion, mytologier, etik, liv, død og skæbne fungerer utrolig godt. Jeg er vild med den måde, forfatteren har formået at gøre de kendte mytologiske skikkelser til sine helt egne, og til personer af kød og blod - trods deres guddommelige ophav.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, som overrasker gang på gang, og en slutning jeg på ingen måde havde set komme. For slet ikke at tale om den onde, onde cliffhanger til sidst. Historien er spændende, og fyldt med action, dæmoner, engle, guder, skæbne, liv, død, hemmeligheder, løgne, intriger, jalousi, magtbegær og usikre alliancer, for slet ikke at tale om Dommedag, som nærmer sig mere og mere, verdens sødeste dødsdæmon og søgen efter identitet.
Personerne er levende og menneskelige, nuancerede og troværdige. Raven er rapkæftet, modig, stædig og kan tænke hurtigt, men er ikke altid lige god til at styre sit temperament og sin impulsivitet. Noget, som giver hende en del problemer undervejs. Zeph er måske nok en dæmon, men han er også loyal, har et moralsk kompas, og er dybt forelsket in Raven. Kemien mellem Raven og Zeph slår gnister, og jeg kan ikke lade være med at heppe på dem. Dalia, derimod, var jeg ikke så vild med. Og det til trods for, at hun elsker bøger, er intelligent og hjælpsom. Dalias højeste ønske er at blive skytsengel, men selvom hun er stærk til det boglige, så kniber det med det praktiske, og hun dumper gang til gang. Selvom hun gerne vil stige i graderne, så er hun ikke ligefrem begejstret for opgaven med at passe på Raven og Zeph, lære at kæmpe eller blive pålagt opgaver, som tager hende væk fra bøgerne. Hun virkede lidt for goody-goody på mig, og jeg havde svært ved at knytte mig til hende. Og det til trods for, at hun skiftes til at fortælle historien sammen med Raven, Zeph og, i mindre grad, Døden selv. Af bipersonerne var jeg især vild med Lucifer, som både ligner og afviger fra den typiske Djævleskikkelse, dødsdæmonen Ash og Hades, som jeg ikke kunne lade være med at have en lille smule ondt af.
Selvom det tog lidt tid, før jeg for alvor blev fanget af historien i bind to, så kunne jeg ikke slippe bogen, da jeg først var igang. Jeg er vild med forfatterens version af Helvede og hele universet, og selvom hun til tider irriterer mig, så elsker jeg Raven, hendes rapkæftethed og hendes tro på menneskene. Var man fan af første bind, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg kan næsten ikke vente, til tredje og sidste bind udkommer lige om lidt.

Se også forfatterens hjemmeside.

Sjælehenteren

Sjælehenteren er 1. bind af fantasytrilogien Fortællinger fra Døden, skrevet af K. L. Berger.

Raven har det hele: Hun er ung, smuk, rig og forkælet, og kan få alt hvad hun peger på. Lige indtil hun bliver myrdet, og hvervet af Døden selv, til et job som sjælehenter.
I starten virker det som et ufarligt job, men Raven opdager snart, at det ikke er så ukompliceret som Døden har fortalt hende. Flere og flere sjælehentere forsvinder, og samtidig stiger antallet af dødsdæmoner, uden at nogen tilsyneladende tager sig af det.
Raven bestemmer sig for at finde ud af, hvad der er sket med de forsvundne sjælehentere. Men det er ikke ufarligt, og hun opdager snart, at der står større ting på spil. Skal Raven overleve, får hun brug for hjælp. Men hvem kan hun stole på, når Dommedag nærmer sig?

Hold da op, hvor var den her bog bare fantastisk! Jeg kan slet ikke få armene ned, og min eneste beklagelse er, at bogen sluttede. Nå ja, og så den seriøst onde cliffhanger bogen sluttede med.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne af såvel dødsfald som Helvede er utroligt livagtige. Bogen er gennemsyret af sarkasme og Dødens helt særlige form for tør humor, og jeg grinede flere gange undervejs af Ravens skarpe bemærkninger.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at forudsige hvad der vil ske. Det, og den utroligt spændende historie, gør bogen umulig at slippe, og jeg læste den på ingen tid. Historien er fyldt med action, venskab, hævn, engle, djævle og religion, og der lægges ikke fingrene imellem, når meningen med livet og døden, sjæle og magt, Gud og Djævelen diskuteres. Hvad er godt og hvad er ondt - og kan godt være ondt og omvendt?
Personerne er levende og menneskelige, og forfatteren vender op og ned på forestillingerne om Livet, Døden, Lucifer og Jahve. Jeg havde mere sympati med Djævelen end med Gud, mens jeg læste bogen, og tanken om Døden i hawaiskjorte er både betryggende og skræmmende på en og samme tid. Min yndling var dog uden tvivl hovedpersonen Raven. Hun er modig, stædig, sarkastisk og intelligent, og samtidig sidder mindet om den måde hun døde på dybt i hende. Også selvom døden har fjernet en del af hendes minder. Selvom hun, mens hun levede, var dybt forkælet og egoistisk, så udvikler hun sig i døden, og fatter sympati for de allermest ulykkelige sjæle - selvmorderne. Raven er ikke bange for noget - heller ikke for at gå i kødet på Jahve og Lucifer - og selvom hun måske nogle gange er lige lovlig impulsiv, så har hun hjertet på rette sted. Jeg kunne rigtig godt lide den måde hun blev ved med at udvikle sig på i løbet af bogen, og glæder mig til at følge hendes videre udvikling i de næste bøger.
Jeg elskede bogen, og kan kun anbefale den. Eneste minus er, at næste bog ikke er udkommet endnu, for jeg vil have mere!

Se også forfatterens hjemmeside.