Fire and Heist er en fantasybog skrevet af Sarah Beth Durst.
I århundreder har drager levet blandt mennesker, som en del af jetsettet. I dag kalder de sig wyverns, og har mistet evnen til at tage drageskikkelse, men deres begær efter guld, og trang til at samle skatte består endnu.
Sky er yngste barn, og eneste pige, i en wyvernfamilie. Hun er vokset op i rigdom, beskyttet af sin familie, og oplært, som alle wyverns, i kunsten at stjæle.
Men for et par måneder siden mistede Sky alt, da hendes mors kup gik galt. Hendes mor forsvandt sporløst, familien mistede halvdelen af deres formue og deres status, hendes venner vendte hende ryggen, og hendes kæreste slog op med hende. Hendes familie er i opløsning, og mens hendes brødre og far bebrejder hendes mor, så kan Sky ikke lade være med at savne hende.
Så da chancen for at gennemføre det kup, som mislykkedes for hendes mor, melder sig, kan Sky ikke lade være med at slå til.
Det går dog snart op for hende, at der er langt større ting på spil, end et simpelt kup. Og passer hun ikke på, kan det ende med at koste hende livet.
Jeg havde virkelig glædet mig til at læse den her bog. Skattejagter, kup og drager? Det kunne da kun være godt. Desværre levede bogen ikke helt op til mine forventninger. Selvom plottet var godt, og jeg var underholdt hele vejen igennem, så haltede både personerne og universet, og efter endt læsning, sidder jeg tilbage med en noget flad fornemmelse.
Sproget er letlæst og flydende, med masser af humor, og litterære og historiske referencer. Personligt kunne jeg godt have brugt lidt flere beskrivelser, da verden var en smule svær at forestille mig, men de beskrivelser der var, var levende og billedskabende.
Universet haltede desværre en del. Idéen med forviste drager, kup og guldfeber er god, men det virkede lidt, som om forfatteren opfandt universet undervejs i skriveprocessen, og derfor modsagde sig selv undervejs, og samtidig manglede jeg simpelthen en del informationer, for at universet gav mening. Mange af elementerne virkede underforståede, fordi man som læser kun kunne forholde sig til hvad jeg-fortælleren valgte at forklare, og da Sky er wyvern, og kender sin egen verden så godt, som hun gør, så manglede jeg en del forklaringer.
Handlingen var godt skruet sammen, med masser af twist undervejs, og historien er fyldt med spænding, action, kærlighed, umulige kup, guldbegær, intriger, forræderi, hemmeligheder, venskab, savn og, selvfølgelig, drager. Tempoet er højt, og historien suser nærmest afsted, hvilket gjorde historien spændende, men plottet svært at følge.
Personerne er menneskelige, men desværre lærte jeg dem, med undtagelse af Sky, aldrig rigtigt at kende, og jeg havde virkelig svært ved at holde styr på bipersonerne, som flød en anelse sammen. Hovedpersonen Sky havde jeg det også lidt svært med. På den ene side havde jeg en del sympati med hende og hendes families situation. Savnet og uvisheden efter hendes mors forsvinden, det pludselige tab af status og rigdom, og hendes ekskæreste og venners opførsel gør ondt, og samtidig irriterer det hende helt vildt, at hendes far og brødre insisterer på at beskytte hende. På den anden side er hun også forkælet, impulsiv og naiv, og hendes hyppige anfald af selvmedlidenhed irriterede mig en hel del. Bipersonerne flød for mig en hel del sammen, og selvom jeg rigtig godt kunne lide Skys brødre, så havde jeg svært ved at kende forskel på dem, ligesom ekskæresten Ryan fremstod temmelig anonym, og jeg havde svært ved at se, hvad der var så interessant ved ham.
Alt i alt var Fire and Heist desværre en lidt skuffende læseoplevelse. Universet hang ikke helt sammen, personerne manglede karakter, og selvom den var spændende, og især kupdelen fungerede rigtig godt, så var tempoet alt for højt. Jeg manglede noget fordybelse, og tror, en del af problemerne kunne være afhjulpet, hvis bogen havde været bare lidt længere. For en standalone-fantasy er den nemlig meget kort (lige under 300 sider). Selvom jeg ikke var ubetinget begejstret, så er bogen, trods sine fejl, bestemt værd at læse. Men afstem måske lige forventningerne først.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar