Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt.
Det er lykkedes Ellin at nå frem til sine slægtninge i Furien med Kongestenen, og løse den opgave, som hendes onkel gav hende inden sin død. Hendes familie er dog ikke, som hun husker dem, og Ellin forstår ikke, hvorfor hendes onkel tøver med at komme Tvillingerigerne til hjælp mod deres fjender.
Livet ved hoffet er meget anderledes, end det Ellin kender, og hun har svært ved at indordne sig og følge reglerne. Og det bliver ikke lettere af, at hun føler sig forvirret over den opmærksomhed, hendes flotte fætter Ørn, Furiens kronprins, viser hende.
Krigen er på vej, men kong Flod har sine egne planer, og hvis Ellin vil finde ud af, hvad der foregår, må hun lære at spille spillet ved hoffet, og vinde kong Flods tillid. Men det er ikke nemt.
Jeg kunne godt lide første bind i serien, men havde desværre også et par problemer med dele af den. Selvom ikke alle problemer forsvandt i bind to, så var historien bedre og mere sammenhængende disponeret, med et bedre fortælleflow, hvilket løftede læseoplevelsen en del.
Sproget er endnu engang letlæst og flydende, med realistiske og billedskabende beskrivelser, som virkelig fik Egeborg til at fremstå levende og troværdigt for mit indre blik.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom jeg gættede store dele af historiens twists fra starten, så var der andre, der virkelig overraskede mig. Historien er spændende, og fyldt med intriger, kærlighed, jalousi, forræderi, krig, hemmeligheder, magtbegær, og en virkelig dysfunktionel familie, som går mere op i alliancer og at få deres vilje, end i sammenhold og familieskab. Hvor handlingen i første bog gik for hurtigt, så gik den til gengæld lige lovligt langsomt her i andet bind. Generelt var flowet dog en hel del bedre, og historien og universet bredte sig mere ud.
Personerne er menneskelige og nuancerede, omend nogle af dem er lige sort-hvide nok. Hovedpersonen Ellin var stadig min favorit, og hun udviklede sig virkelig i løbet af historien. Hvor hun i første bind var temmelig naiv, impulsiv og forkælet, så var hun her i andet bind mere moden, og tænkte sig bedre om. Hendes forvirrende følelser for Ørn er rigtig godt beskrevet, og det samme er hendes komplicerede følelser for resten af familien på Egeborg. Ellin er modig, intelligent og lærer at tøjle både sit temperament og sin impulsivitet undervejs, hvilket gjorde hende utroligt nem at holde af - og føle med. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Falk, den yngste prins. Han er svær at blive klog på, og har ry af at være "forkert" på en eller anden måde. Hans mor forguder ham, mens hans far foragter ham, og forholdet til broren er utroligt dårligt. Men alt det til trods viser han sig som en god ven for Ellin, og overrasker flere gange undervejs. Jeg kunne også godt lide Ellins livsglade kusine Sisken, til trods for hendes naivitet og virkelig dumme valg undervejs. Og så var der også et par personer, som jeg virkelig ikke brød mig om, men som jeg ikke vil nævne her, af frygt for at spoile historien. Jeg vil bare nøjes med at sige, at et par af de mandlige personer ikke opførte sig ret pænt, og at deres forhold til det kvindelige køn var dybt problematisk.
Alt i alt en virkelig god fortsættelse, som faktisk var bedre end første bind i serien. Jeg elskede alle de mange intriger, og ikke mindst den udvikling Ellin gennemgik undervejs, og jeg glæder mig allerede til at læse videre.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar