I Perina er magi forbudt, og troldmænd og hekse jages af kongens heksejægere.
Lill er datter af Gidas urtekyndige, og lever et stille og roligt liv uden for landsbyen. Men Lill har en hemmelighed: Hun er født med magiske kræfter, og har et helt særligt forhold til ild. Desværre kan hun ikke styre sine evner, og hun lever i evig frygt for at blive opdaget, og brændt på bålet.
Mest af alt længes hun efter et helt almindeligt liv. Og helst sammen med Taysin, landsbyens smed, som har sine egne hemmeligheder.
Da heksejægerne kommer til landsbyen på jagt efter en familie på flugt, må Taysin og Lill flygte sammen.
Heksejægerens bytte er starten på en serie, og det kan man godt mærke. For selvom bogen er god, så sker der ikke ret meget, før til allersidst, og meget af bogen bruges på udlægning af plottråde og worldbuilding, ligesom kærlighedshistorien fylder rigtig meget.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, der får såvel personer som omgivelser til at stå knivskarpt for læserens indre blik.
Universet er gennemført, og selvom det ligner mange andre klassiske fantasyuniverser, så fungerer det godt, og der er tænkt over såvel historie som geografi, magi og planter.
Handlingen er godt skruet sammen, men for mig fungerede flowet desværre ikke helt. Kærlighedshistorien mellem Taysin og Lill fylder rigtig meget, og det samme gør deres flugt, men derudover er der ikke forfærdeligt meget action før til allersidst, og det gjorde bogen en smule lang at komme igennem. Historien er ellers spændenden nok, og fyldt med magi, frygt, hemmeligheder, forræderi, forfølgelse, flugt, venskab og kærlighed. Og så slutter den med noget af en cliffhanger.
Personerne er levende og menneskelige, men med undtagelse af hovedpersonerne følte jeg ikke, at jeg kom ind under huden på nogen af dem. Taysin og Lill skiftes til at fortælle historien, og derfor lærte jeg dem hurtigt rigtig godt at kende, men bipersonerne kneb det desværre lidt mere med. Taysin er stærk, loyal og modig, og så har han et stort hjerte. Men han gemmer også på en hel del usikkerhed, og det gør det svært for ham at fortælle Lill om sine følelser. At Lill er lige så usikker omkring sine følelser gjorde til tider deres forhold temmelig frustrerende at læse om, fordi de konstant misforstår hinanden og ikke kommunikerer det, som er tydeligt at se for alle andre end dem. Selvom jeg godt kunne lide dem sammen, og egentlig også heppede på dem som par, så irriterede det mig, at de ikke sagde noget, og i stedet gemte på deres tvivl, usikkerhed og kærlighed. Lill er ensom, og hendes hemmelighed og manglende kontrol over hendes evner har gjort hende bange for både sine medmennesker og for sig selv. Det gør, at hun ikke tør stole på kærligheden til Taysin, og skiftevis nærmer sig og trækker sig fra ham, i stedet for at sige tingene lige ud. Samtidig er hun utroligt uheldig, og hendes næsten konstante behov for at blive reddet, blev for mig lidt for meget til sidst. Bipersonerne virkede en smule anonyme på mig, og det var kun Deen, jeg følte, jeg kom til at kende. Han er til gengæld også en virkelig god karakter, som skjuler sin egen usikkerhed med latter og udadvendthed, og selvom hans impulsivitet ofte giver ham problemer, så har han et stort hjerte.
Heksejægerens bytte var en god start på en fantasyserie af den klassiske slags, som dog led lidt under et lidt ujævnt flow, manglende action, og en kærlighedshistorie, hvor den manglende kommunikation til tider blev lidt frustrerende. Til gengæld var worldbuildingen rigtig god, og bogen lægger fint op til de næste bind. Er man til klassisk fantasy med masser af kærlighed, er serien værd at stifte bekendtskab med, og jeg skal helt klart læse videre i den.
Se også forfatterens hjemmeside.
