Flammeri

Flammeri er 7. og sidste bind af fantasyserien Septimus Heap, skrevet af Angie Sage. 

Jennas prinsessetid nærmer sig sin afslutning, men før hun kan blive kronet, venter den endelig prøve. Desværre kunne prøven ikke komme på et værre tidspunkt. Den Tvehovede Ring er blevet påvirket af mørkheden, og hvis ikke de to mørke troldmænd bundet til den skal slippe fri, må troldmænd og alkymister lærer at arbejde sammen. 
Det er dog lettere sagt end gjort, og det gør det ikke nemmere, at både Marcellus og Marcia gør krav på Septimus som lærling. Septimus står snart over for et valg mellem alkymikken og magikken, og hans loyalitet sættes på en hård prøve. 
Og imens vokser mørket...

Det er altid en smule vemodigt at afslutte en serie, man har været glad for, og selvom serien for mig sluttede perfekt, kommer jeg helt klart til at savne Septimus og hans univers. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, en god portion humor, og masser af leg med ordene. 
Universet er gennemført, originalt og spændende, og endnu en gang lykkes det forfatteren at udvide verdenen med nye væsener og former for magik. Og kortet og de mange illustrationer i bogen er med til at gøre både personer og univers levende. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og forfatteren formår at samle alle trådene fra de foregående bind til en både tilfredsstillende og gennemført slutning. Historien er spændende, og fyldt med action, magik, troldmænd, drager, mørke kræfter, ondskab, alkymik, dronninger, familie, hemmeligheder, forræderi og venskab, med en knivspids kærlighed. Eneste minus er, at det tager lidt tid, før historien for alvor går i gang, men da jeg holder så meget af personerne og universet, gjorde det faktisk ikke det store. 
Personerne er levende og menneskelige, og jeg holder stadig meget af hovedpersonen Septimus. Han er modig, intelligent, og har hjertet på rette sted, og så er han ikke bange for at tage svære beslutninger. Af bipersonerne holdt jeg især meget af Beetle, som i den grad er vokset med sit nye ansvar, og tager både pligt og arbejde alvorligt, og så var jeg også ret vild med alkymisten Marcellus, som, trods excentricitet, hemmeligheder og knap så heldige valg, har hjertet på rette sted. Selv Jenna endte jeg med at være glad for, selvom hun frustrerede mig en del i forrige bind. Hun vokser en del med dronningeopgaven i dette bind, hvor hun endelig finder ud af, hvem hun er, men det hjalp helt klart også, at hun ikke havde helt så fremtrædende en rolle, og Septimus var tilbage i centrum.
Alt i alt var Flammeri en virkelig god afslutning på en serie, der har både overrasket og underholdt mig, og som jeg kun kan anbefale til alle de, der holder af klassisk fantasy, leg med ord og drager. Har man læst og elsket de forrige bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og har man ikke, er det bare med at komme i gang. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Mørkhed

Mørkhed er 6. bind af fantasyserien Septimus Heap, skrevet af Angie Sage. 

Septimus står over for et afgørende punkt i sin uddannelse: Han skal undergå den frygtede Mørkhedsmannøvre, og rejse ind i selveste Mørkhedshallerne, for at hente genfærdet af Alther, som Marcia ved et uheld kom til at forvise. Opgaven er langtfra ufarlig, og både hans familie og hans læremester Marcia er bekymrede på hans vegne. 
Mens Septimus har travlt med at forberede sig, opdager Jenna, at der foregår mærkelige ting i Paladset. Noget mørkt er trængt ind, og Jenna er fast besluttet på at opklare mysteriet selv. 
Desværre går det galt, og før Jenna ved af det, breder mørket sig, og truer Borgen. 
Det er nu op til Septimus og hans venner at finde ud af, hvem der står bag det pludselige mørke, og standse det - før det er for sent. Og hjælpen viser sig fra en uventet kant, da Simon dukker op. Men kan de stole på Simon? Og er det overhovedet muligt at redde Borgen fra mørket? 

Jeg er ret glad for den her serie, men må indrømme, at dette bind skuffede mig en smule, den spændende handling til trods. Samtidig er bogen den hidtil mørkeste i serien, hvilket dog bestemt ikke gjorde noget. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og stemningsfulde beskrivelser, og en hel del humor undervejs, trods den temmelig dystre stemning. Forfatteren leger med ordene, og opfinder nye begreber, der er med til at gøre såvel univers som magisystem levende - og som må have sat oversætteren på noget af en prøve. 
Universet er originalt og gennemført, og på trods af, at langt størsteparten af bøgerne foregår i Borgen, så formår forfatteren at gøre også verdenen udenfor Borgen levende, og udvide universet med nye væsener og former for magik. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, der overrasker flere gange undervejs. Historien er spændende, og fyldt med magik, mørke, ondskab, jalousi, hekse, troldmænd, drager, magtbegær, familieforhold, mørke væsener, og venskab. 
Personerne er levende og menneskelige, og de mange synsvinkler gør, at man som læser kommer helt under huden på karaktererne. Hovedpersonen Septimus er helt klart min yndling. Han er modig, intelligent, og elsker sin familie, men er ikke bange for at træffe svære valg undervejs. Og båndet mellem ham og Stikflamme er virkelig godt beskrevet. Jeg må dog indrømme, at jeg syntes der var for lidt fokus på Septimus i dette bind, da vi skal næsten halvvejs igennem bogen, før han for alvor træder ind på scenen. Og i betragtning af, at Septimus er omdrejningspunktet for serien, virkede det mærkeligt. I stedet var hovedfokus på Jenna, hvilket for mig helt klart ikke var et godt bytte. Hun frustrerede mig nemlig en hel del undervejs, fordi hun gang på gang tog nogle virkelig dumme valg, og ignorerede hendes instinkter, hvilket rodede hende ud i adskillige problemer. At hun samtidig var lidt for glad for sin prinsesserolle - når den kunne give hende noget - men ignorerede pligterne forbundet med den, gjorde mig bare mere irriteret på hende. Og selvom hun havde hjertet på rette sted, så irriterede hun mig stadig. Det samme gjorde skurken Merrin. Hans grådighed, magtbegær og egoisme kunne jeg til nød tolerere, men kombineret med dumhed, selvretfærdighed og selvmedlidenhed var han decideret utålelig, og selvom jeg absolut ikke går ind for at slå børn, greb jeg mig selv i at ønske, at nogen gav ham en endefuld. Anderledes havde jeg det med Simon, som endelig er blevet bevidst om sine fejl og nu forsøger at rette op på fortiden - også selvom han ved, at det måske er umuligt. Han har udviklet sig en del fra første bind i serien, og jeg kunne ikke lade være med at føle med ham. Og så er der Beetle, som måske nok var min yndlingsbiperson. Han er modig, intelligent, loyal og ikke bange for at træffe svære valg, og selvom jeg ikke helt forstår hans fascination af Jenna, som jeg synes udnytter ham en smule, så holdt jeg meget af ham. 
Selvom Mørkhed ikke var mit yndlingsbind i serien, hvilket skyldtes det manglende fokus på Septimus og mine frustrationer med Jenna og Merrin, så var jeg vild med den dystre stemning, universet, og ikke mindst forfatterens humor og leg med ord, og jeg glæder mig allerede til at kaste mig over seriens sidste bind. Er man fan af serien, kan bogen her absolut anbefales, og er man til klassisk fantasy med masser af magi og drager, er serien helt klart værd at stifte bekendtskab med. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Zirene

Zirene er 5. bind af fantasyserien Septimus Heap, skrevet af Angie Sage. 

Det er lykkedes Septimus, Jenna og Beetle at befri Nicko og Snorri fra Foryxernes Hus, og bringe dem tilbage til deres egen tid. Mens Septimus fløj tilbage til Troldmandstårnet på Stikflamme, gjorde resten af selskabet holdt i Havnen, hvor de skulle vente på, at Septimus vendte tilbage. Desværre er det ikke gået efter planen, så da Septimus dukker op igen, er det kun Jenna og Beetle, som vil med hjem på drageryg. Og da Stikflamme bliver alvorligt såret i et uvejr, må selskabet nødlande på en lille ø, for at pleje ham.
Øen er dog langt fra som fredelig, som den ser ud ved første øjekast. Den er nemlig beboet af en Zirene, og Zirenen har sine helt egne planer, som kan føre til Borgens undergang. 
Mens faren vokser, dukker uventede gæster op på øen. Men vil det lykkes at standse Zirenens planer? Og hvem står egentlig bag det hele?

Zirene var, selvom den var lidt for lang, næsten bedre end sin forgænger i serien, og jeg elsker, hvordan forfatteren kan blive ved med at overraske mig bind efter bind. 
Sproget er stadig letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, en god portion humor, og et utroligt sprogligt overskud, som giver sig udslag i forfatterens leg med ord og ordspil.
Universet udvider sig endnu en gang, med nye steder, væsener og former for magik, og fordi meget af handlingen denne gang foregår på havet, får man som læser også indtryk af, hvor stor verdenen er uden for Borgen. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, og jeg er vild med, hvordan forfatteren får bragt plottråde i spil, som hun lagde ud for flere bind siden, og samtidig holder styr på de mange sideplots undervejs. Historien er spændende, og fyldt med magi, intriger, forræderi, ånder, drager, hemmeligheder, missioner, troldmænd, magtbegær, hekse og pirater. 
Personerne er levende og menneskelige, og Septimus er en skøn hovedperson. Han er modig, intelligent og loyal, og fast besluttet på at leve op til Marcias tillid. Og så har han et godt hjerte. Af bipersonerne var jeg især vild med Ulvedrengen, hvis loyalitet, intelligens og mod også kommer på en prøve undervejs. Og så selvfølgelig Beetle, som, trods alle prøvelser, beholder både sit gode humør og sin evne til at tænke hurtigt. Jeg havde stadig et lidt blandet forhold til Jenna, som i dette bind blev degraderet til biperson, hvilket faktisk gjorde hende nemmere at holde ud, fordi jeg så mindre til hende. Selvom det bestemt var bedre, så havde jeg dog stadig mange af de problemer med hende, som jeg havde i sidste bind. Hendes impulsivitet, naivitet, og manglende evne til at lytte irriterede mig en del, og det samme gjorde hendes prinsesseadfærd, som dog var mindre i dette bind. I det hele taget virker hun mindre moden end Septimus og deres venner, hvilket er lidt besynderligt, i betragtning af, at de er på nogenlunde samme alder, og jeg håber virkelig, hun snart bliver lidt mere fornuftig. Merrin var en anden, jeg havde et lidt ambivalent forhold til. Hans selvmedlidenhed, egoisme og manglende vilje til at gøre noget, for at udvikle sig, er temmelig irriterende, men samtidig kan jeg ikke lade være med at have en lille smule ondt af ham, og den måde, han er helt alene i verden på. Til gengæld var jeg positivt overrasket over Simon Heap, som forsøger at gøre bod for sin tidligere opførsel, og som endelig har fået lidt selvindsigt. 
Og fordi det ikke kan nævnes for mange gange, så skal der igen lyde en stor ros til bogens cover, kort og illustrationer, som bare tilføjer det hele lidt mere lækkerhed. 
Zirene var endnu et forrygende bind i en virkelig god serie, og har man elsket bøgerne indtil nu, vil man bestemt ikke blive skuffet. For læsere af klassisk fantasy er serien helt klart værd at stifte bekendtskab med, og jeg glæder mig allerede til at kaste mig over næste bind i serien. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Qurér

Qurér er 4. bind af fantasyserien Septimus Heap, skrevet af Angie Sage.

Septimus er vendt tilbage til sin egen tid, men desværre blev hans storebror Nicko og Snorri fanget i fortiden. Heldigvis har Nicko efterladt sig en ledetråd, som måske kan hjælpe med at få dem tilbage til deres egen tid, hos Septimus' gamle læremester Marcellus. 
Desværre når Jenna og Septimus ikke at sætte planen i kraft, da Marcia, Septimus' nuværende læremester, tvinger ham tilbage til studierne.
Samtidig dukker en gammel fjende op, for at få hævn over Septimus. En mørk plan udklækkes, og før Septimus ser sig om, bliver han tvunget afsted som Qurér på en færd, som ingen troldmandslærling endnu har overlevet. 
Septimus får brug for alle sine evner, hvis han skal overleve, og måske redde sin bror på vejen. 

Jeg er stadig vild med serien, og selvom den ene af hovedpersonerne frustrerede mig en del denne gang, så var bogen her ingen undtagelse.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, en god portion humor, og leg med ordene. Desværre indsneg der sig en fejl i oversættelsen af dette bind, da alkymik, som i forrige bind stavedes med k til sidst, pludselig manglede k'et, og det ødelagde lidt af det magiske for mig, selvom det var en mindre detalje. 
Universet udvider sig endnu en gang, med nye væsener, steder, historie og former for magik, og på trods af, hvor mørkt det til tider er, så har verdenen også noget utroligt charmerende over sig, som er svært at stå for. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og historien er spændende og umulig at slippe. Historien er fyldt med intriger, magi, mærkelige væsener, troldmænd, hemmeligheder, hævn, jalousi, magtbegær, venskab, farlige missioner, drager og familie, og man keder sig på intet tidspunkt undervejs. 
Personerne er levende og menneskelige, og især Septimus holdt jeg meget af. Han er modig, intelligent, og loyal, og så har han et godt hjerte. Samtidig er han dygtig til forskellige former for magi, og en god ven, og jeg elsker samspillet mellem ham og Beetle. Til gengæld var jeg desværre ikke ret vild med bogens anden hovedperson Jenna, som jeg ellers har været meget glad for i de tidligere bind i serien. På positivsiden er hun modig og elsker sin familie. Men på negativsiden var hun stædig, naiv, lyttede ikke til andre, impulsiv, og opførte sig direkte dumt, fordi hun bare sprang ud i tingene uden at tænke sig om eller planlægge noget først. Derudover syntes jeg, hun opførte sig en smule dobbeltmoralsk. Hun blev ved med at sige, at hun ikke ønskede at være dronning, men trak alligevel på prinsessetitlen, når det passede hende. Og så tænkte hun overhovedet ikke på, hvordan hendes handlinger og ønsker påvirkede andre, som for eksempel i Beetles tilfælde. Af bipersonerne var jeg især glad for Beetle, som er indbegrebet af loyal ven. Men han er også intelligent og modig, og meget stolt af sit arbejde. Og så er jeg stadig ret vild med Stikflamme. For hvem ønsker sig ikke sin personlige drage? Til gengæld havde jeg det stramt med Septimus' forældre. Selvom jeg har forståelse for, at det er hårdt at miste en søn, og vide, at han er fanget i tiden, så var jeg ikke vild med den måde, de reagerede på det på. Silas forsøger i det mindste at handle og gøre noget, selvom han ikke planlægger det ret godt, men Sarah bruger mere tid på at nægte at indse sandheden og beklage sig, end på at foretage sig noget fornuftigt og forsøge at finde sin søn, og hendes måde at reagere på, da Simon dukker op, fik mig til at miste en hel del af respekten for hende. At hun tager imod ham med åbne arme, efter han har forsøgt at myrde tre af hendes andre børn, og ovenikøbet holder ham skjult, fordi hun nægter at erkende sandheden, gjorde mig direkte vred, og hun burde i det mindste have skældt ham ud og smidt ham ud, selvom hun elsker ham. Merrin havde jeg til gengæld ondt af, selvom jeg absolut ikke brød mig om hans handlinger. I modsætning til Simon har han faktisk en grund til at føle sig tilsidesat og dårligt behandlet, og selvom  hans selvmedlidenhed og manglende selvindsigt gjorde ham til et anstrengende bekendtskab, forstod jeg hans motiver, og behov for at skyde skylden for sit liv på nogen. Også selvom hans vrede mod Septimus virker en smule forfejlet. 
Sidst, men ikke mindst, er jeg endnu en gang nødt til at nævne bogens flotte illustrationer, kort og design, som er med til at give læseoplevelsen et ekstra pift, og tilføje bøgerne en ekstra smule magi. 
På trods af mine problemer med Jenna, så var jeg rigtig glad for både historie og plot i dette bind, og jeg elsker, hvordan forfatteren bliver ved med at udvide universet. Kan man lide klassisk fantasy med masser af humor og magi, så kan serien kun anbefales, og jeg glæder mig allerede til at læse næste bind. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Alkymik

Alkymik er 3. bind af fantasyserien Septimus Heap, skrevet af Angie Sage. 

Ved et uheld kommer Silas Heap til at slippe spøgelset af Jennas mange gange tipoldemor løs fra det maleri, hun har været bundet til i århundreder. Kort efter breder en mystisk sygdom sig i Borgen, og det samme gør panikken blandt borgerne. 
Jenna er ikke ligefrem begejstret, da spøgelset af hendes tipoldemor dukker op, og bryder sig bestemt ikke om hende. Og da spøgelset narrer Septimus i en fælde, og sender ham til fortiden, er Jenna fast besluttet på at redde ham. Men hendes tipoldemors planer er langt værre, end Jenna på nogen måde kunne forestille sig, og at finde Septimus i fortiden er ikke ligefrem nemt. 

Alkymik var endnu et spændende bind i en serie, som jeg er blevet rigtig glad for. 
Sproget er letlæst og flydende, og forfatterens leg med ordene må have sat oversætteren på noget af en prøve, da det ikke kan have været helt nemt at oversætte de forskellige ordspil. Beskrivelserne er livagtige, og til tider temmelig uhyggelige, og forfatteren blander humor og uhygge på en virkelig god måde.
Universet udvider sig igen, denne gang med nye former for magik, væsener, og baggrundshistorie for såvel Borgen som Jennas familie, og jeg elsker, hvor gennemført det hele er. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og historien får til tider karakter af en krimi, med et mysterium, der skal løses. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med magi, intriger, komplotter, forræderi, mord, bortførelser, troldmænd, eksperimenter, tidsrejser, spøgelser og drager, krydret med hævn, familiedrama og sygdom. 
Personerne er levende og menneskelige, og jeg elsker, hvor virkelige, de føles. Septimus er stadig min yndlingskarakter. Han er modig, intelligent, men til tider lidt for impulsiv, og hans voksende selvtillid gør ham indimellem lidt for uforsigtig. Jenna er modig, intelligent, men til tider lidt naiv, og hendes forsøg på at redde Septimus er ikke altid lige gennemtænkte. Af bipersonerne var jeg især vild med Snorri, den unge købmand fra nord, som er fyldt med eventyrlyst og savn efter sin afdøde far, og har taget den lange sørejse for at finde spøgelset af sin far. Og hendes følgesvend Ullr vil gøre enhver katteejer grøn af misundelse. Marcellus var, som person, virkelig interessant. Trods sin besættelse af at leve evigt, og sin parathed til at føre sine planer ud i livet via bortførelse, så har han alligevel et godt hjerte, og er uhyre intelligent. Dronning Ethelredda er det til gengæld svært at finde noget positivt at sige om, for spøgelset er gennemført ond, manipulerende, magtsyg og egoistisk, og parat til at gøre alt, for at føre sine planer ud i livet. 
Også dette bind af serien er fyldt med flotte illustrationer og et kort over Borgen, og sammen med det flotte cover, giver det et ekstra pift til læseoplevelsen. 
Alkymik skuffede på ingen måde, og er man, ligesom jeg, glad for serien, vil man bestemt ikke blive skuffet. Kan man lide Pratchettsk humor og klassisk fantasy med et humoristisk twist, så kan serien her kun anbefales, og jeg glæder mig allerede til at kaste mig over det næste bind i serien. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Flyveri

Flyveri er 2. bind af fantasyserien Septimus Heap, skrevet af Angie Sage. 

Der er gået et år, siden Septimus Heap - tidligere Dreng 412 - fandt ud af, hvem han er, og han har fundet sig godt til rette både i sit hverv som lærling hos Marcia, den ekstraordinære troldkvinde, og som den yngste søn i familien Heap. 
Men ikke alt er fryd og gammen i familien. Den ældste søn, Simon, nægter at anerkende, at Septimus er en del af familien, og er fuld af vrede og jalousi over, at Marcia valgte Septimus som sin lærling, i stedet for ham. I al hemmelighed har han opsøgt nekromantikeren DomDaniel, og er trådt i tjeneste som hans lærling, for at få hævn over såvel Septimus, som plejesøsteren Jenna, som han giver skylden for alle sine problemer. 
Da Septimus ser Simon bortføre Jenna, er det kun broren Nicko, der tror på ham. Marcia har sine egne problemer, og Septimus' forældre nægter at tro, at deres ældste søn ville bortføre sin plejesøster, eller kaste sig over mørk magik. Derfor rejser Septimus og Nicko selv efter Simon for at redde Jenna, før det er for sent, og det bliver starten på en lang og farefuld rejse. 
Og imens rører ondskaben på sig, for DomDaniel er langt fra så død, som man skulle tro, og hans planer nærmer sig deres fuldbyrdelse. Kan Septimus stoppe ham, før det er for sent? 

Selvom jeg ikke var helt så vild med dette bind, som med det første i serien, så var bogen stadig rigtig god. 
Sproget er letlæst og flydende, beskrivelserne livagtige, og forfatteren er utroligt god til at male stemninger frem, så man skiftevis griner og gyser. Og så er jeg vild med den måde, som forfatteren leger med sproget på, og skaber nye, og alligevel velkendte, ord. 
Universet udvider sig dette bind med nye væsener, magik og steder, og jeg fik en del mindelser til Terry Pratchetts Discworld-serie, som har samme charmerende, farlige og en smule rodede opbygning. Især Borgen, og dens hemmeligheder, mindede mig om Ankh-Morpork, men også persongalleriet og beskrivelserne af dem, føltes velkendte - uden på nogen måde at føles som en kopi, da universet samtidig er utroligt originalt. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med magi (eller magik), hemmeligheder, forræderi, intriger, action, troldmænd, hekse, mærkelige væsener, ondskab, spøgelser og drager. Mest af alt er det dog en historie om mod, familie og kampen mod det onde. Jeg blev dog en smule frustreret over de voksnes manglende vilje til at tro på Septimus, og selvom jeg til dels kan forstå, hvorfor især Septimus' forældre ikke har lyst til at erkende sandheden om deres ældste søn, så burde de i det mindste lytte til ham, og undersøge sagen først. 
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og jeg holdt utroligt meget af Septimus. Han er blomstret en del op siden første bind, og har fået større selvtillid, både hvad angår hans magik-evner og hans intelligens. Samtidig er han faldet godt til i sin familie, og elsker både sine brødre, Jenna og sine forældre højt. Jenna har også fået mere selvtillid, efter hun har fundet ud af, at hun i virkeligheden er prinsesse, men heldigvis lader hun ikke titlen stige sig til hovedet. Hun er modig, intelligent og har bed i næsen, og så er hun ikke bange for at sige sin mening. Af de øvrige bipersoner var jeg især glad for Nicko, som, udover at være en virkelig god storebror, og loyal over for sin familie, også har fundet sin egen styrke, og et kald som skibsbygger. Og så var Stikflamme bedårende. Selvom Simon bestemt ikke opførte sig godt undervejs, så kunne jeg alligevel ikke lade være med at have en lille smule ondt af ham, selv når han opførte sig ondt. For selvom hans motiver bundede i jalousi, og han var blændet af sine ambitioner, så kunne jeg også godt forstå, hvorfor han følte sig svigtet og overset af sine forældre, og vrede over de omvæltninger, Jenna gav i familien. Også selvom hans teenageoprør er fuldstændig ude af proportioner. 
Udover en spændende historie, er bogen, ligesom sin forgænger, fyldt med flotte illustrationer og et kort, og så er bogens cover virkelig fantastisk. Jeg elsker, hvordan designet minder om rigtige trolddomsbøger, ligesom illustrationerne gør historien lige det mere charmerende og stemningsfuld. 
Flyveri var en rigtig god fortsættelse på serien, og kunne man lide første bind, vil man bestemt ikke blive skuffet. Jeg glæder mig allerede til at læse videre, og kan kun anbefale serien. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Magik

Magik er 1. bind af fantasyserien Septimus Heap, skrevet af Angie Sage. 

For 10 år siden fandt troldmanden Silas Heap en efterladt baby i sneen, og tog hende til sig som sin egen datter. Og for 10 år siden mistede han sin nyfødte søn, Septimus, til døden.
Siden er det gået ned ad bakke for byen og Borgen, som styres af vægterne og deres kommandant, efter Dronningen blev myrdet. Magik er ikke længere respekteret, og Silas må undervise sine børn i deres evner i smug. 
Men da den ekstraordinære troldkvinde Marcia dukker op på Silas' datter, Jennas, 10 års fødselsdag, bliver familiens liv vendt op og ned. For Marcia har i årevis skjult sandheden om Jenna, og nu er hemmeligheden sluppet ud. Jenna er den forsvundne prinsesse, og der er en snigmorder på vej for at slå hende ihjel. Mens Jenna må tage med Marcia, må resten af familien flygte, og snart er de spredt for alle vinde. 
Med en menig fra De Unges Hær, Dreng 412, på slæb flygter Marcia, Jenna, Silas, sønnen Nicko og hunden Max fra Borgen. Men Jægerne er lige i hælene på dem, og en gammel ondskab er på nippet til at vende tilbage. 
Snart befinder Dreng 412 sig i en usandsynlig situation som den, der kan redde prinsessen. Hvis, altså, han kan stå imod sin træning, og finde sin indre magik. 

Det er efterhånden en del år siden, jeg læste bogen her for første gang, men selvom jeg kunne huske en del af plottet, så var jeg faktisk endnu mere vild med bogen anden gang, som er både charmerende, sjov, og til tider virkelig uhyggelig og mørk. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige, barske og til tider virkelig morsomme, beskrivelser, og jeg elskede den måde, forfatteren leger med ordene på - som man også kan se på bogens titel, hvor magi staves med k til sidst. Og så var forfatteren virkelig god til at male stemninger frem, så man som læser kunne mærke den mørke magiks krybende ondskab, og kulden fra sneen. 
Universet er både velkendt og originalt. På mange måder minder det om andre klassiske fantasyuniverser, med tilstedeværelsen af troldmænd, hekse og prinsesser, men på mange andre måder er universet helt sit eget. med egne mærkelige væsener, og et gennemarbejdet og logisk magiksystem. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med magi, action, intriger, forræderi, mord, troldmænd, jalousi, hekse, mærkelige væsener, undertrykkelse, grådighed, hemmeligheder og drager. Mest af alt er det en historie om at finde sig selv, kampen mellem godt og ondt, og at vælge det rigtige, også når det er svært. 
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige, og man kan som læser ikke lade være med at holde af dem. Jenna er en dejlig karakter, med ben i næsen, masser af mod og et godt hjerte. Selvom hun er vokset op uden kendskab til hendes sande identitet, så bliver hun ikke bitter, da hemmeligheden bliver afsløret, og opfører sig fuldstændig som altid over for sin adopterede familie. Dreng 412 er derimod kuet, frygtsom og ensom, og hans påtvungne flugt fra Borgen og livet som menig gør, at han for første gang møder varme fra andre mennesker. Undervejs finder han sit mod, og snart står han over for et valg mellem sin fortid og sin fremtid. Af bipersonerne holdt jeg også meget af Marcia, som, selvom hun er snobbet, også har et tydeligt moralsk kompas, selvom hendes temperament til tider gør hende lidt for impulsiv, og så var jeg ret vild med heksen Zelda, som på overfladen virker excentrisk, men som er både varmhjertet og en formidabel modstander, når nogen truer dem, hun holder af. 
Alt i alt var Magik en virkelig god læseoplevelse, som, trods de mange sider, er hurtigt læst. At den samtidig er fyldt med flotte illustrationer i starten af hvert kapitel, og coverne er gennemført, så hver bog i serien ligner trolddomsbøger, gør kun oplevelsen større. Er man til klassisk fantasy med både gys og humor, og et strejf af Terry Pratchett, kan bogen her kun anbefales, og jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien. 

Se også forfatterens hjemmeside.