Maj var en fantastisk måned, præget af sol, varme, have og, selvom det gik lidt i stå i slutningen af måneden, læsning.
Med maj kom varmen og sommeren, selvom det officielt var forår, og jeg har nydt at kunne følge, hvordan forskellige planter er spiret frem og blomstret i min have.
På arbejdsfronten begynder Fantasyfestivalen at fylde mere og mere, og jeg begynder at kunne mærke presset, som kun vokser fra nu af. Heldigvis er det både sjovt og spændende at arbejde med, og nu hvor både program og billetter er klar, kan vi kaste os over de sidste detaljer.
På læsefronten startede jeg måneden fint ud, men desværre fik varmen mit læsetempo til at falde lidt i slutningen af måneden, hvor jeg i stedet kastede mig over tegneserierne. Maj blev en måned, hvor jeg havde svært ved at finde ud af, hvad jeg havde lyst til at læse, og de TBR-planer jeg havde i starten, blev ikke rigtig til noget. Værst gik det med månedens læsetema, Antihelte, hvor jeg endte med kun at få læst en graphic novel, fordi jeg ikke rigtig blev fanget af den bog jeg gik i gang med, som ellers passede perfekt til temaet.
I maj fortsatte jeg med The One Readathon To Rule Them All, som jeg startede i april, og selvom jeg endte med at ændre min TBR, så var jeg godt tilfreds med min deltagelse, og det er helt sikkert ikke sidste gang jeg deltager. Min opsamling på readathonet kan læses her.
Maj blev også den måned, hvor jeg besøgte Comic Con Copenhagen for første gang. Desværre blev det en lidt blandet fornøjelse, dels på grund af min egen planlægning, og dels fordi jeg havde nogle helt andre forventninger til, hvad Comic Con gik ud på. Min oplevelse kan læses her.
På bloggen fik jeg i maj besøg af Lærke fra forlaget Ulven og Uglen, som skrev om Crowdfunding som samarbejde, i bloggens allerførste gæsteindlæg, som kan læses her.
Og så må det vist være tid til at vise de bøger jeg fik læst frem.
Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I maj fik jeg læst 4 anmeldereksemplarer.
Bøgerne er:
Mads Schack-Lindhardt: Tusmørkets Søn
Anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt.
Når mørket kommer krybende
Anmeldereksemplar fra forlaget Enter Darkness.
Helle Perrier: Zoltars Krypt
Anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Calibat.
Nikolaj Johansen: Moderlandets drage (Transformationsmaskinen 2)
Anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Calibat.
Serien er ajour.
Til The One Readathon To Rule Them All fik jeg læst 4 bøger i maj.
Bøgerne er:
Mads Schack-Lindhardt: Tusmørkets Søn
Anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt.
Rainbow Rowell: Carry On
Rick Riordan:
The Red Pyramid (Kane Chronicles 1)
The Throne of Fire (Kane Chronicles 2)
Månedens læsetema var Antihelte, og som nævnt i starten, gik det ikke overvældende godt. Jeg fik kun læst 1 graphic novel, hvad jeg er en smule skuffet over.
Den ene graphic novel er:
Noelle Stevenson: Nimona
Månedens serie var The Hollows af Kim Harrison. Her fik jeg også kun læst en enkelt bog, men da den er over 500 sider, er jeg egentlig godt tilfreds, selvom jeg selvfølgelig gerne ville være nået lidt længere i serien.
Bogen er:
Kim Harrison: A Fistful of Charms (The Hollows 4)
Serien er igang.
Selvom jeg (igen) ikke kom til månedens møde i fantasylæsekredsen, så fik jeg da læst bogen denne gang. Som optakt til årets Fantasyfestival læste vi:
Patricia Briggs: Månens kald (Mercy 1)
Bogen var en genlæsning, men jeg har linket til den anmeldelse jeg i sin tid skrev på bookeater.dk.
Serien er igang.
Derudover fik jeg læst 4 bøger, som var ret tilfældigt valgt (med en enkelt undtagelse), og pudsigt nok alle på engelsk.
Bøgerne er:
If I Were An Evil Overlord
Rick Riordan: The Serpent's Shadow (Kane Chronicles 3)
Serien er slut.
Cicely Mary Barker: The Complete Book of the Flower Fairies
Jim Henson's Labyrinth Artist Tribute
Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 6 tegneserier og 1 graphic novel.
De er:
Noelle Stevenson: Nimona
Franquin:
Viggo - en kæmpekatastrofe (Vakse Viggo 5)
Viggo charmetrold (Vakse Viggo 6)
Alle er ude efter Viggo (Vakse Viggo 7)
Øretæveindbydende Viggo (Vakse Viggo 8)
Go'e gamle Viggo (Vakse Viggo 9)
Walthéry: Den blå spurvehøg (Natacha 22)
Ialt fik jeg læst 13 bøger, 6 tegneserier og 1 graphic novel. Af dem var 4 anmeldereksemplarer og 8 på engelsk. Jeg fik afsluttet en enkelt serie, og kom ajour med en anden, og så fik jeg læst hele to novellesamlinger. Så selvom månedens læsning slet ikke blev som planlagt, var det alligevel en rigtig god læsemåned.
I juni vil jeg sætte fokus på anmeldereksemplarerne. Jeg har efterhånden fået samlet en ordentlig stak, og vil gerne have ryddet lidt ud i dem, inden jeg går på sommerferie. Månedens læsetema er Feer, og igen tolker jeg det bredt, da temaet dækker over såvel feer som Fae og alfer. Forhåbentlig går det lidt bedre med det, end det gjorde med læsetemaet i maj. Juni måneds serie fra TBR-krukken er Sookie Stackhouse/True Blood-serien af Charlaine Harris. Jeg mangler en del bind, så jeg får næppe læst serien færdig, men håber i hvert fald at få læst en enkelt bog i serien. Og så skal jeg til et spændende bogbloggerevent hos Forlaget Leatherbound i anledning af genudgivelsen af første og udgivelsen af andet bind af Julie M. Days fantasytrilogi, Grænsen til Trafallas i midten af juni, som jeg glæder mig rigtig meget til.
Hvordan var jeres læsemåned?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar