The Red Pyramid

The Red Pyramid er 1. bind af Rick Riordans fantasytrilogi Kane Chronicles.

Da Carter og Sadies mor døde for 6 år siden, blev de to søskende skilt ad. Mens den ældste, Carter, sammen med sin far, den berømte egyptolog Dr. Kane, har rejst verden rundt, har hans lillesøster Sadie boet i London sammen med deres bedsteforældre, og levet et normalt liv. Kun to gange om året har hun set sin far og bror, og ingen af de to søskende føler længere, at de har ret meget til fælles.
Men alt det ændrer sig juleaften, da deres far, på et af de halvårlige besøg, tager Carter og Sadie med på British Museum.
Her ser Carter og Sadie deres far fremmane en mystiske skikkelse, for kort efter at blive indespærret i en sarkofag, som den mærkelige skikkelse på magisk vis begraver i museets gulv. Kort efter springer museet i luften, og Carter og Sadie får, som de eneste vidner, problemer med politiet.
Det er dog ikke det værste de kommer ud for. Deres far har vækket de egyptiske guder, og, som efterkommere af faraoerne, er Sadie og Carter havnet midt i en ældgammel krig mellem guderne Set og Osiris.
Carter og Sadie får brug for al deres mod, og den magi de ikke vidste de havde, hvis de skal overleve Sets rænker, magikerne fra House of Life og de egyptiske guder, og redde deres far, før det er for sent.

Selvom Rick Riordan er en af mine yndlingsforfattere, og jeg har haft bogen stående på min reol i omkring 7 år, er det først nu, jeg har fået den læst. Og sikke en læseoplevelse jeg er gået glip af!
Sproget er, som altid i Rick Riordans bøger, letlæst og flydende, med levende beskrivelser, vanvittige sammenligninger og masser af humor. Jeg er især vild med kapiteloverskrifterne, som giver et kort, og humoristisk, referat af kapitlerne. Bogen er skrevet som en transkription af en båndoptagelse, hvor de to hovedpersoner Carter og Sadie skiftes til at fortælle historien, og det virker rigtig godt.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom jeg havde gættet en del af det store plottwist, så kom andre dele fuldstændig bag på mig. Historien er spændende, og fyldt med hæsblæsende action, magi, hemmeligheder, familie, intriger, guder, racisme, kærlighed og forræderi. Riordan gør den egyptiske mytologi levende og nutidig, og selvom den stadig er temmelig forvirrende, muligvis fordi jeg ikke kender den så godt som den græske og nordiske, så formår han alligevel at gøre den forståelig og letspiselig - trods lemlæstelse, forræderi, brodermord, incest og reincarnation. Idéen om, at guderne har brug for faraoernes efterkommere for at kunne besøge menneskenes verden er original og anderledes, og giver rigtig god mening, når man tager den egyptiske tro på, at faraoerne var guder, i betragtning. Og twistet med, at de menneskelige magikere har forvist guderne, efter den sidste egyptiske farao, Cleopatra, tabte magten til romerne, giver menneskene en forholdsvis stor rolle og magt i forhold til guderne, som til en vis grad er afhængige af dem.
Personerne er levende og menneskelige, og især Carter og Sadie lærer man rigtig godt at kende. Selvom de to er søskende, er de meget forskellige. Carter er den ældste, og har arvet sin fars hudfarve. Hans omrejsende tilværelse har gjort ham rodløs, og selvom han har tilbragt al sin tid sammen med sin far, savner han sin mor, og det hjem de havde, da hun stadig levede. Hans liv med faren har gjort ham til ekspert i den egyptiske mytologi, men han har aldrig rigtig haft venner, og det hjælper ikke, at han klæder sig som en voksen mand, i stedet for den teenager han er. Sadie er vokset op hos sine bedsteforældre, i et helt normalt hjem, med venner og skolegang. Hun har hovedsageligt arvet sin mors udseende og hudfarve, og har temperament. Hun er stædig, og føler sig svigtet af sin far, som hun kun ser to gange om året. Sadie er mere impulsiv end Carter, hvad der giver dem en del problemer, men samspillet mellem de to søskende fungerer rigtig godt, på trods af, at de i et vist omfang er fremmede for hinanden. Som læser lærer man dem rigtig godt at kende, fordi de skiftes til at fortælle historien, og det gør, at man hurtigt kommer til at holde af dem. Også bipersonerne er nuancerede og levende, og jeg kunne især godt lide Bast og bavianen Khufu, som har hver deres særegne personlighed.
Jeg er vild med Rick Riordans fortællinger og skrivestil, og denne bog var ingen undtagelse. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien, og kan kun anbefale bogen. Er man vild med mytologi og fantasy, eller er man, ligesom jeg, vild med forfatteren, er det bare med at komme igang med serien.

Se også forfatterens hjemmeside.