Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget DreamLitt.
Taykyn er skovelver, og er, som ældste søn af klanens Forkynder, udset til at overtage hvervet, når hans far dør. Men Taykyn har ikke spor lyst til at være Forkynder. Han ligner ikke de andre elvere i klanen, og har svært ved at acceptere at det er ham der skal være Forkynder, når nu hans tvillingesøster egner sig meget bedre til hvervet.
Men da klanen pludselig bliver angrebet af tusmørkeelvere på flyvende slanger, forandrer alt sig. Tusmørkeelverne leder nemlig efter Taykyns mor, og da hun er død, melder Taykyn sig frivilligt til at tage hendes plads, for at redde sin søster, og resten af klanen.
Livet i tusmørkeelvernes palads er meget anderledes end det Taykyn er vant til. Livet er hårdt og grusomt, og ingen er til at stole på. For at overleve, må Taykyn lære at leve som tusmørkeelverne, og omfavne det mørke, han har arvet fra sin mors blod. Men kan han gøre det, uden at miste sig selv? Og hvad er det for en hemmelighed, som tusmørkeelverne mener han har nøglen til?
Jeg var virkelig vild med den her bog, og læste den i et hug, uden at kunne slippe den.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med mørke og sanselige beskrivelser, som er med til at skabe en helt særlig atmosfære i bogen. Der er noget foruroligende over tusmørkeelvernes by, og man fornemmer mørket, utrygheden og en lurende ondskab, som gemmer sig et sted i mørket. Men også Taykyns forvirring, uvisheden om hvad det er for en nøgle han gemmer på, og hans identitetskrise er rigtig godt beskrevet
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet overraskede flere gange undervejs. Selvom jeg gættede et par twists, kom andre fuldstændig bag på mig, og jeg sad limet til stolen mens jeg læste. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, sværdkampe, overnaturlige væsener, elvere, hemmeligheder, intriger, forræderi, ondskab, magtbegær og uventet venskab. Men også slaveri, kærlighed, religion, kultursammenstød og søgen efter identitet, spiller en rolle i historien.
Universet er originalt og anderledes, og selvom elvere også kendes fra andre fantasybøger, så formår forfatteren at skrive dem, så de føles som nye væsener. For slet ikke at tale om de flyvende slanger eller kæmpekattene, som er virkelig fede.
Personerne er levende og realistiske, med egne motiver, historier og hemmeligheder. Jeg var vild med hovedpersonen Taykyn, hvis splittelse mellem tusmørkeelverne og skovelverne bliver beskrevet på en fin og indlevende måde, som virker utroligt realistisk. Selvom han altid har set anderledes ud, og også følt sig anderledes, så er det først da tusmørkeelverne overfalder hans klan, at han finder ud af hvor han stammer fra. Hans frygt for og accept af mørket i ham selv, og de grusomheder han tvinges til at begå, ændrer ham, og han udvikler sig konstant igennem hele bogen. Det gør ham til en utroligt interessant hovedperson, fordi han er så nuanceret som han er, og hele tiden forandrer sig. Af bipersonerne var jeg især vild med slaven Khaetot, hvis loyalitet og hjælpsomhed gør livet lettere for Taykyn i paladset; elverdrengen Kelsash, som stadig har en vis barnlig nysgerrighed og uskyldighed, trods opvæksten blandt tusmørkeelverne; og Taykyns sjæledyr, kæmpekatten Shuntai. Og jeg hadede den grusomme og magtbegærlige Zheebal af et godt hjerte.
En sidste ting jeg vil nævne, er bogens cover. Ikke nok med, at det er fantastisk flot, det rammer også bogens stemning perfekt, og den hævede sølvskrift, de bugtende blå og grå slanger, og stjernehimmelen i baggrunden fanger i den grad øjet.
Kan man lide fantasy med masser af atmosfære, mørke og interessante personer, eller er man bare vild med elvere, så er Tusmørkets Søn en bog man bare må læse. Bogen er en enkeltstående bog, og selvom den ender på den helt rigtige måde, håber jeg forfatteren vender tilbage til universet og personerne igen, for jeg er slet ikke parat til at sige farvel til Taykyn. Jeg elskede bogen, og kan kun anbefale den.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar