Simon glæder sig til at vende tilbage til sit sidste år på Watford. Godt nok har Magikeren ikke kontaktet ham hele sommeren, de gamle familier er imod ham, Monotonien bliver mere og mere magtfuld, og hans værelseskammerat Baz er vampyr og ude på at slå ham ihjel (og så har han vist også noget for med Simons kæreste), men Watford er ikke desto mindre Simons hjem. Et sted fyldt med magi, og langt væk fra den Normale verden.
Men allerede fra starten af det nye skoleår viser det sig, at der er noget helt galt. Baz dukker nemlig aldrig op på skolen, og ingen ved tilsyneladende hvor han er - eller hvorfor han ikke er dukket op.
Forholdet mellem Agatha og Simon hænger i en tynd tråd, og den eneste Simon kan snakke med, er veninden Penny.
Mens uroen breder sig, og konflikten mellem de gamle familier og Magikeren bliver mere og mere tilspidset, forsøger Penny og Simon at finde ud af, hvad der er sket med Baz, samtidig med, at de kæmper mod Monotonien, og bekymrer sig om fremtiden. Det er ikke nemt, at være Simon.
Carry On skal forestille at være den fanfiktion-historie Cath skriver i Rowells roman Fangirl, og når man læser den, får man da også fornemmelsen af at læse fanfiktion, hvilket er både godt (fordi det er det bogen skal forestille at være) og skidt (fordi bogen bruger samtlige klichéer fra fanfiktion-historier, og derfor bliver temmelig "cheesy" sine steder). Bogen har fået en hel del hype, da den også er en af de få fantasybøger, der har en homoseksuel kærlighedshistorier i centrum (tænk slash-fanfiktion), men for mig levede den ikke helt op til den meget hype. Mest fordi den føltes lidt for meget som fanfiktion. Bogen er skrevet som en fanfiktion-udgave af ottende bog i en fiktiv fantasyserie, og undervejs bliver der refereret til en del ting der er sket i Simons tidligere skoleår. Men i og med at bogen er skrevet som fanfiktion, er den også skrevet til læsere, som allerede kender de foregående syv bind i den fiktive serie om Simon og seriens univers, og referencerne er derfor ikke særligt uddybende. Jeg savnede en del af Simons forhistorie, og en forklaring på hvorfor personerne reagerer som de gør - eller bare hvem de er - og derfor havde jeg lidt svært ved at følge historien. Det hjalp heller ikke, at jeg ret hurtigt gættede det meste af det store plottwist, og dermed forudså det meste af slutningen.
Handlingen er ellers godt skruet sammen, men bliver til tider en smule forudsigelig, og så manglede jeg som sagt nogle forklaringer undervejs. Historien er fyldt med magi, action, kærlighed, venskab, vampyrer, intriger, magtbegær, ondskab, spøgelser og seksualitet, og indeholder stort set samtlige klicheer fra fantasylitteraturen. Samtidig er det tydeligt, at bogen læner sig temmelig meget op af Harry Potter-historien og universet. Det var ikke nødvendigvis dårligt, da det egentlig bare gjorde følelsen af at læse fanfiktion endnu stærkere, men det gjorde, at dele af historien blev meget forudsigelige.
Personerne mindede også en hel del om persongalleriet fra Harry Potter, og Simon og Baz mindede ret meget om hhv. Harry og Draco, ligesom Penny mindede om Hermione. Simon er forældreløs, modig, stærk, autoritetstro, loyal, og gør hvad der bliver forventet af ham. Han er Den Udvalgte, så derfor bekæmper han selvfølgelig Monotonien, selvom hans magi ikke helt gør som den skal, og Magikeren ikke fortæller ham ret meget om hvad der egentlig foregår. Baz er vampyr. Hans mor blev myrdet for øjnene af ham, da han var helt lille, og savnet sidder dybt i ham. Han er intelligent, kold og kæmper for de gamle familiers sag. Og så er han vildt forelsket i Simon, på trods af, at de gamle familier gerne vil have ham til at slå Simon ihjel. Jeg kom hurtigt til at holde af dem begge to, og følte, på grund af førnævnte ligeheder, at jeg allerede kendte dem. Også bipersonerne var levende og genkendelige, selvom jeg ikke var helt vild med Agatha. Måske fordi hun mindede mig en del om Ginny?
Universet er interessant, og selvom dele af det er genkendeligt, så er magisystemet ret originalt. Idéen om, at vedvarende fraser og sangtekster kan bruges til magi, er genial, og giver indimellem nogle ret sjove magiske dueller.
Sproget er flydende og letlæst, med gode beskrivelser, som er med til at give såvel magiske kampe som omgivelser liv. Forfatterens sprogbrug er også med, til at gøre illusionen om, at bogen er fanfiktion, levende, da dialogerne indimellem er ligeså tåkrummende pinlige som i rigtig fanfiktion. Særlig kærlighedsscenerne er fulde af klicheer, og jeg trak flere gange på smilebåndet, når jeg kom til dem, fordi dialogen var så cheesy.
Alt i alt var det en god bog, selvom den ikke levede helt op til mine forventninger. Som selvstændig historie synes jeg den manglede noget, men som fanfiktion fungerede den rigtig godt, også selvom det indimellem blev lidt for klichéagtigt og cheesy. Havde jeg ikke læst Fangirl først, tror jeg ikke, jeg ville have syntes helt så godt om den, fordi jeg som sagt synes den manglede en del forhistorie, men eftersom jeg ved, at bogen er skrevet som en udgave af ottende bind i en serie, giver historien mere mening. Bogen er hurtigt læst, og har man læst Fangirl, og kender man til fænomenet fanfiktion, kan den også anbefales.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar