Viser opslag med etiketten Alyson Noël. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Alyson Noël. Vis alle opslag

søndag den 29. september 2013

Mystikeren

Mystikeren er 3. bind i Alyson Noëls serie Soul Seekers.

Daire vågner op i Oververdenen efter sin kamp mod Cade og er, til sin store forbavselse, stadig i live.
Daire er blevet helbredt af mystikeren Axel, men Axel har sine egne grunde til at helbrede Daire, og har ikke planer om bare at lade hende vende tilbage til Midtverdenen.
Daire er nødt til at vende tilbage til Midtverdenen hvis hun skal redde Dace og resten af verden fra Cade.
Men at redde Dace bliver ikke nemt, for Daces og Cades sjæle er vævet sammen, og at dræbe Cade vil også dræbe Dace. Og Daire er ikke meget for at skulle slå sin kæreste ihjel.
Daire må lære at bruge alle sine kræfter som søger hvis hun og Dace skal overleve. Men er kærligheden nok til at overvinde døden?

Spændende paranormal romance-serie med masser af magi og kærlighed. Lidt for meget new age-mystik for min smag, men bogen er godt skrevet, og for fans af serien er den et must.

torsdag den 9. maj 2013

Ekko

Ekko er 2. bind i Alyson Noëls serie Soul Seekers.

Daire på 16 år bor hos sin bedstemor som træner hende i at bruge hendes særlige evner til at rejse mellem de dødes og levendes verden. For Daire er søger, og er nødt til at lære at styre sine evner før de tager magten fra hende.
Men alt er ikke kun træning. Mens Daire har boet hos sin bedstemor har hun mødt og forelsket sig i den jævnaldrende Dace. Også Dace har magiske evner, men han gemmer også på farlige hemmeligheder. For Dace har tætte forbindelser til Richter-familien som bruger sort magi. Og så har han en tvillingebror, Cade, som vil gøre alt for at ødelægge ham - og Daire.
For Daires familie og Richter-familien har i det skjulte kæmpet mod hinanden i rigtig mange år, og kærligheden mellem Daire og Dace har fået hadet til at blusse op.
Hvis Daire og Dace skal overleve og stoppe Cades planer må de stå sammen. Men kan deres kærlighed overleve deres familier?

Alyson Noël bliver nok aldrig min yndlingsforfatter, selvom mange teenagepiger utvivlsomt sluger hendes bøger. Bogen er spændende, men alt for lang. Daire og Dace bruger begge meget tid på at bekræfte sig selv og læseren i deres kærlighed til hinanden, og det gør bogen noget tung at komme igennem. Samtidig virker det urealistisk at Daire tilsyneladende uden de store problemer "bare lige" kan lære at bruge sine evner. Men er man vild med Alyson Noëls serier vil man sikkert elske Ekko.

torsdag den 15. november 2012

Skæbnekald

Skæbnekald er 1. bind i Alyson Noëls nyeste serie Soul Seekers.

Daire Santos er vokset op over hele verdenen. Hendes mor er sminkør, og rejser sammen med Daire rundt til filmsets, og hendes far døde før Daire var født. Daire har i flere år haft en mærkelig evne til at sætte tiden i stå. Men på hendes 16-års fødselsdag udvikler evnen sig. Verden går i stå, og hun bliver forfulgt af mærkelige lysende skikkelser og krager, samtidig med at hun ser blodige syner.
Da hun vågner får hun at vide at hun hallucinerer og har vrangforestillinger. Lægerne vil indlægge hende, og ingen tror på Daire, når hun fortæller dem, at det hun ser er virkeligt.
Men da Daires farmor for første gang siden hendes fars begravelse kontakter hendes mor og siger at hun kan helbrede Daire, bliver Daire sendt til sin farmor i den lille by i New Mexico hvor farmoren bor. Og her får hun at vide, at der ikke er noget galt med hende. Daire har, som alle førstefødte i hendes fars familie, arvet familiens gaver, og de er begyndt at bryde frem. For Daire er søger, og kan rejse mellem de døde og de levendes verden, og det er hendes skæbnekald der er begyndt at bryde frem. Farmoren vil hjælpe Daire med at få kontrol over evnerne - og med at overleve. For søgerne har fjender, og Daires vågnende evner tiltrækker dem.
Og da Daire møder drengen Dace som hun mødt i drømme bliver hun for alvor bange. For enten er Dace den som skæbnen har udvalgt til hende eller også er han den fjende hun er kaldet til at bekæmpe.

Spændende begyndelse på en ny serie fra Alyson Noël. Bogen er mere gysende end serien De Udødelige, og handlingen er hæsblæsende. I modsætning til serien De Udødelige sker der noget hele tiden. Forhåbentlig vil resten af serien leve op til bind 1, som varmt kan anbefales.

Læs mere om serien på forfatterens hjemmeside.

lørdag den 29. september 2012

Tryllebundet

Tryllebundet er 4. og sidste bind i Alyson Noëls Riley Bloom-serie, og er ligeså god som de forrige bind i serien.

Riley ønsker større udfordringer som Sjælefanger og har derfor tigget og bedt Rådet om nye opgaver. Men da Rådet giver hende opgaven med at få gladiatoren Theocoles over på den anden side er Riley sikker på at opgaven er for stor, og at hun vil ende med at fejle. For Theocoles har været fanget i sin fortid i tusinder af år og har ikke spor lyst til at lytte til Riley.
Samtidig møder Riley Melissa som ligesom Theocoles har været tvunget til at hjemsøge Colosseum i tusinder af år. Men modsat Theocoles ved Melissa hvad Riley er, og hun har sin egen dagsorden. Melissa tilbyder at hjælpe Riley med at forstå Theocoles ved at føre hende tilbage i tiden til dengang han var i live. Og samtidig opfylder hun Rileys største ønske: Ved hjælp af en magisk make-over får Riley endelig mulighed for at blive teenager og få en kæreste. Men hvad er prisen? Rileys nye verden fortryller hende, og snart er der ikke andet tilbage end hendes liv som Aurelia...
Kan Riley løse sin opgave og få Theocoles over broen? Og vil hun huske hvem hun i virkeligheden er?

Skøn afslutning på serien om Riley hvor Riley opdager at det ikke altid er lykken at få hvad man ønsker sig. Og at rejsen nogle gange er vigtigere end målet. Man føler med både Riley og Melissa som begge er fanget i fortiden, omend det for Melissa er hendes eget valg. Og man føler med Theocoles som på sin egen måde er ligeså tryllebundet som Riley af fortidens tilbedelse og derfor ikke opdager den sandhed der er lige foran ham. Bogen er absolut værd at læse, og for fans af serien er den ikke til at komme udenom.

Du kan læse mere om serien på forfatterens hjemmeside.


fredag den 4. maj 2012

Drømmeland

Drømmeland er 3. bind i Alyson Noëls serie om Riley Bloom, lillesøsteren til Ever fra serien De Udødelige.

Rileys største ønske har altid været at blive 13 år og teenager. Så da hun dør som 12-årig og ender i efterlivet uden udsigt for at blive ældre, føler hun sig meget snydt. Men Riley har ikke givet op, og hun vil blive 13, lige meget hvad!
Heldigvis har hun sit arbejde som Sjælefanger, men da Rådet sender hende på tvungen ferie har hun pludselig ikke noget at lave. Hun har ingen venner, og hendes familie er alle kommet videre med deres efterliv.
Da Riley finder ud af, at det er muligt at besøge de levende gennem drømme ved at drømmehoppe, beslutter hun sig for at tage til Drømmeland så hun kan besøge sin storesøster Ever, og få nogle råd til hvordan man opfører sig til teenager.
Trods alle advarsler tager hun afsted til Drømmeland, men inden det lykkes hende at besøge Ever lukker Drømmeland. Riley beslutter sig for endnu engang at følge sit eget hoved, og sniger sig ind i Drømmeland igen for at foretage sit drømmehop.
Men så går lyset ud, og hun møder Satchel, som lover at lære hende at drømmevæve. Noget som blev forbudt af Rådet for flere år siden. Riley beslutter sig endnu en gang for at blæse på reglerne og følge sit eget hoved, og siger ja til Satchels tilbud. Men pludselig er den drøm som skulle være et dejligt besøg med Ever blevet et mareridt. Et mareridt skabt af Satchel som holder Riley fanget...

Rigtig god historie. Fans af Riley Bloom-serien og De Udødelige må ikke gå glip af Drømmeland. Heller ikke selv om man godt kan blive noget træt af Rileys mangel på respekt for reglerne som gang på gang giver hende problemer. Selvom hun ikke officielt er blevet teenager har hun allerede attituden på plads med hendes disrespekt for reglerne og hendes tro på at hun selv ved bedre end de voksne. Alligevel kan jeg bedre lide Riley Bloom-serien end Evers historie i De Udødelige, da jeg synes Riley-bøgerne har en charme som De Udødelige mangler.

Læs mere om serien på forfatterens hjemmeside.

lørdag den 19. november 2011

For evigt

Så kom 6. og sidste bind i Alyson Noëls serie De Udødelige.

Ever og Damen har nu kæmpet for deres kærlighed i liv efter liv mød skinsyge rivaler, venner der blev til fjender, død og forbandelse. Ever leder stadig desperat efter en modgift så hun og Damen igen kan røre hinanden, men har samtidig problemer på hjemmefronten med Sabine, som er sikker på at Ever har brug for psykologhjælp. Men Ever er også begyndt at have mærkelige drømme. Drømme om Sommerland og den trøstesløshed som vokser og vokser der. For at redde Sommerland må Ever finde Livets Træ. Men hun må finde det alene, for Damen nægter at tage med og opgive sin udødelighed. Kan Ever redde Sommerland, og vil forholdet til Damen overleve? Er deres kærlighed for evigt, eller er den flygtig?

Mit forhold til serien har siden 1. bind været ambivalent. De forskellige bind har samtidig været noget ujævnt skrevet. Enkelte bind, som f.eks. 1. og 6. bind, har været meget spændende og flydende, mens andre af bindene i serien har været langtrukne og svære at komme igennem. Samtidig synes jeg en del af bindene i serien har haft for meget fokus på de udødeliges kræfter i stedet for handlingen. Så det er ikke med sorg at jeg siger farvel til serien. For fans af serien er 6. og sidste bind dog et absolut must.

lørdag den 5. november 2011

Forhekset

Forhekset er 2. bind i Riley Bloom-serien af Alyson Noël, og handler om Ever (fra serien De Udødelige)s lillesøster Riley og hendes liv efter døden.

Efter overståelsen af Rileys første opgave som Sjælefanger slapper Riley, hendes hund Buttercup og guiden Bodhi af med en velfortjent ferie på Jomfruøerne. Da Riley møder en sort helvedeshund, overhører hun endnu engang Bodhis formaninger og beslutter at hjælpe den over broen til den anden side. Uheldigvis har hundens ejer, Rebekka, en anden mening. Rebekka blev nemlig myrdet, og nu vil hun have hævn! Snart er Bodhi og Buttercup fanget i Rebekkas verden af smertefulde minder og raseri, og det er op til Riley at redde dem, og hjælpe Rebekka videre til den anden side. Riley får hjælp af en mystisk prins, men kan hun finde sine venner i Rebekkas verden og befri de fangne sjæle fra fortidens smerte?

Bogen er hurtigt læst og vældig spændende. Alyson Noël har virkelig ramt plet med hensyn til Rileys opførsel som før-teenager, og som voksen læser får man tit lyst til at bede hende om at tage sig sammen og tænke på andre end sig selv. Jeg kan personligt bedre lide bøgerne om Riley end bøgerne om hendes storesøster Ever, da jeg synes De Udødelige-serien efterhånden bliver for langtrukken og for fokuseret på karma og filosofi i stedet for handlingen. Alligevel har også Riley Bloom-serien tendenser til at gå lidt for meget op i filosofien om livet og døden.

Serien er dog et must read hvis man var vild med De Udødelige.

lørdag den 30. juli 2011

Natstjerne

5. bind af Alyson Noëls serie De Udødelige hedder Natstjerne. Bogen fortsætter hvor forrige bind i serien, Sort ild, sluttede.

Haven vil have hævn! Hendes elskede Roman er død, og nu vil Haven sørge for, at Ever kommer til at fortryde det. Haven leder med lys og lygte efter det helt rigtige våben, og falder over en mørk hemmelighed. I Romans efterladte dagbøger finder hun sandheden om Damen, Evers elskede, og hun forsøger nu at skille dem ad. Samtidig leder Ever og Damen stadig efter en kur der kan hæve den forbandelse der skiller dem ad.
Mens Haven kommer mere og mere ud af balance, og bliver mere og mere afhængig af Romans eliksir og sine magiske kræfter, må Ever træffe et frygteligt valg: Kan hun leve med sig selv, hvis hun slår Haven ihjel og forviser hende til Skyggeland? Og har hun efterhånden noget valg?

Jeg synes serien er noget svingende spændingsmæssigt. Mens jeg godt kunne lide 1. bind, Evermore, syntes jeg bind 2 og 3 var temmelig langtrukne, mens bind 4, Sort ild, fangede mig med det samme. Bind 5 syntes jeg igen var noget langtrukken, og serien bliver nok aldrig en af mine yndlinge. Især fordi tankerne om reinkarnation, chakraer og karma ligger meget fjernt for mig, og jeg synes forfatteren bruger for meget tid på at diskutere begreberne og rode rundt i Evers tidligere liv. Ellers er bogen da okay. For fans af serien er bind 5 dog et absolut must.

søndag den 13. marts 2011

Sort ild

Sort ild er 4. bind i Alyson Noëls fantasyserie De Udødelige. Ever har givet sin veninde Haven evigt liv ved hjælp af eliksiren, og har dårlig samvittighed. Men Haven tager imod udødeligheden og hendes nye evner med kyshånd, og ændrer fuldstændig opførsel. Hun bliver mere og mere magtsyg, og bliver, på trods af Evers advarsler, kærester med Roman, Evers dødsfjende, og bagmanden bag den forbandelse, som skiller Ever og hendes soulmate Damen ad.
Samtidig bliver Ever mere og mere besat af Roman, og dykker dybere og dybere ned i en verden af mørk magi, som hun håber kan hjælpe hende med at finde en modgift mod Damens forbandelse. Men magien giver bagslag, og snart er Ever ude hvor hun ikke kan bunde. Og det bliver ikke bedre, da hun samtidig inddrager Jude i hendes hemmeligheder. Den Jude, som har tilbragt 400 år med at miste Ever til Damen, og som stadig elsker hende...
4. bind i serien om Ever fortsætter historien om Ever og Damens udødelige kærlighed, og er ligeså god som de forrige bind i serien. Selvom jeg indimellem var noget træt af Evers attitude over for de folk der ønskede at hjælpe hende ud af det rod hun selv havde skabt, er bogen samtidig meget spændende og medrivende, og jeg glæder mig allerede til næste bind i serien. Sort ild er et must read for alle fans af serien.
Du kan læse mere om serien på forfatterens hjemmeside.

fredag den 11. marts 2011

Sjælefanger

Sjælefanger er 1. bind i Alyson Noëls nyeste serie, Riley Bloom. Serien er et spin-off af hendes serie De Udødelige, og handler om Evers lillesøster Riley, og hendes liv efter døden.

Riley er 12, da familien kører galt, og hun mister sin storesøster. For Ever overlever ulykken, mens Riley, deres forældre og hund dør, og krydser broen til efterlivet. Men efterlivet er slet ikke som Riley havde troet, og hun savner det jordiske liv og sin storesøster.
Da Riley får en opgave, og kommer i lære som Sjælefanger, er hun ekstatisk, for opgaven betyder, at hun kan vende tilbage til jorden. Okay, hun er stadig en ånd og usynlig, men alligevel. Riley er sikker på, at hun hurtigt kan overbevise spøgelset til at krydse broen, og dermed løse sin opgave, så hun kan tilbringe mere tid på jorden. Men ikke alle spøgelser ønsker at krydse over, og de giver da slet ikke op uden kamp! Riley og hendes guide Bodhi må bruge alle midler for at løse deres opgaver.

Bogen er hurtigt læst og rigtig god. Men hvis man ikke har læst bøgerne om Ever, vil der være ting man mangler at få forklaret. I modsætning til De Udødelige er bogen også fuld af humor, da historien fortælles fra en 12-årigs synsvinkel. Som supplement til De Udødelige er den et must, og den kan varmt anbefales.

Læs mere om serien på forfatterens hjemmeside.

mandag den 12. juli 2010

Evermore


Evermore
Originally uploaded by ❥Crazy Kimochi



16-årige Ever er den eneste overlevende efter den trafikulykke som dræbte hendes forældre og
Bogen er 1.bind i fantasy-serien The Immortals af Alyson Noël. Den minder en hel del om Twilight-serien, og kan varmt anbefales.
lillesøster. Hun bor nu hos sin tante i Californien, men ulykken forandrede også Ever. Hun kan nu se og tale med spøgelser, og læse folks tanker og auraer. Da den flotte Damen begynder i skolen opdager hun, at hun ikke kan læse hans tanker. Ever forelsker sig i Damen, men opdager hurtigt, at det kan være farligt. For Damen er Udødelig, og har skjulte fjender, som også vil rydde Ever af vejen.
Læs mere om forfatteren og hendes bøger på Alyson Noëls hjemmeside.
Se også seriens flotte hjemmeside.