Det endelige opgør

Det endelige opgør er 3. og sidste bind af Kristoffer J. Andersens Summoner-trilogi.

Pelle, Julie og Villads har kæmpet mod to hidkaldere, og mod alle odds overlevet. Efter deres sidste kamp besluttede de aldrig mere at spille spil, hvor de kunne risikere at støde på hidkaldere. Brætspil, kortspil, figurspil - alt er bandlyst. Altså med undtagelse af computerspil. For hidkalderne spiller jo ikke computerspil...
Til en spilmesse bliver de tre venner udvalgt til at teste et nyt virtual reality-spil, og selvom venskabet imellem dem knager, fordi både Villads og Pelle er interesserede i at blive mere end venner med Julie, så stiller de alle tre op. I starten går det godt, men pludselig bliver spillet til dødelig alvor, og det går op for Pelle og hans venner, at hidkalderne ikke er færdige med dem endnu.
Men hvordan vinder man et spil, som foregår inde i ens hoved? Og kan de overhovedet vinde over hidkalderne?

Det endelige opgør er en forrygende finale på en rigtig god serie, og selvom bogen for mig ikke helt levede op til forrige bind, så var jeg stadig rigtig godt underholdt fra start til slut.
Sproget er letlæst og flydende, og krydret med gamerudtryk, hvilket er med til at gøre spillets univers levende og realistisk. Beskrivelserne er livagtige og billedskabende, og rappe replikker og en god portion humor binder det hele sammen på smukkeste vis. Især GPS-scenen fik mig til at grine, så tårerne trillede.
Handlingen er godt skruet sammen, med et par overraskende twists undervejs, og historien er spændende, og fyldt med action, magi, virtual reality, avatarer, venskab, forelskelse, jalousi, og kampen for overlevelse. Det er en historie om godt og ondt, om at stole på hinanden, og, ikke mindst, stole på sig selv. Men også en historie om hvor langt man vil gå for at vinde - og prisen for sejren. Mest af alt er det dog en historie om venskab, og derfor irriterede det mig en smule, at trekantsdramaet, som efterhånden er næsten obligatorisk i bøger til tweens og teenagere, kom til at fylde så meget, som det gjorde, for en af de ting, jeg syntes var så fedt i de første to bind, var netop venskabet mellem Pelle, Julie og Villads, og den måde, de komplimenterer hinanden på, både i den virkelige og i spillenes verdener. Når det så er sagt, så er Det endelige opgør en rigtig god slutning på trilogien, og jeg kedede mig ikke et eneste øjeblik, selvom det gik lidt vel hurtigt til sidst. Serien bliver i dette bind tilført et godt drys science fiction med hele computerspilselementet, og det fungerer rigtig godt sammen med fantasyelementet fra de tidligere bind.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom dynamikken mellem de tre venner har ændret sig en del, og er præget af Villads' og Pelles indbyrdes jalousi, så fungerer den stadig godt. Pelle har udviklet sig en del fra første bind. Han er blevet mere selvsikker, og selvom han stadig har problemer med selvværdet, og ikke altid stoler på sine egne evner, så har venskabet med Villads og Julie gjort ham mere udadvendt og roligere. Også selvom hans følelser for Julie både forvirrer ham, og gør ham usikker. Julie kan godt lide både Pelle og Villads, og gør alt for at bevare venskabet mellem dem alle tre, men bliver frustrerer over de to drenges indbyrdes jalousi og kamp om hende. Hun er god til at løse opgaver i spillet, men ikke altid lige god til at overføre opgaveløsningen til det virkelige liv. Villads er cool, intelligent og selvsikker udadtil, men usikker i forhold til piger, og især Julie, og det gør venskabet med Pelle noget usikkert. Hans bemærkninger sætter venskabet yderligere på prøve, og hans frustrationer over Pelles manglende selvtillid gør det ikke bedre. Alligevel supplerer de tre hinanden godt, når man ser bort fra drengenes jalousi og Julies frustrationer, og det giver sig især til udtryk i spilsituationerne. Af andre bipersoner var jeg især vild med Villads' avatar, hvis personlighed er så diametralt modsat Villads', at jeg betragter avataren som sin egen person, og ID, som både var øretæveindbydende og hurtigttænkende.
Selvom der gik lidt for meget trekantsdrama i Det endelige opgør, og det gik lidt for hurtigt til sidst, så var jeg vild med humoren, actionscenerne og personerne, og bogen afsluttede trilogien på en rigtig fin måde. Fans af serien vil også kunne lide den underholdende og latterkrampegivende afslutning, og bogen får mine varmeste anbefalinger.

Hidkalderen vender tilbage

Hidkalderen vender tilbage er 2. bind af fantasytrilogien Summoner, skrevet af Kristoffer J. Andersen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup. 

Siden Pelle, Villads og Julie vandt kampen mod hidkalderen, har ingen af dem spillet Summoner, af frygt for igen at møde monstre i den virkelige verden. I stedet har de tre kastet sig over figurspillet Epic Battle. Mens Villads går op i det med liv og sjæl, så er Pelle, selvom han faktisk er ret god til spillet, noget mere afslappet i forhold til det. Han er nemlig pludselig blevet populær i klassen, og har travlt med alt muligt andet end at spille figurspil.
Men da der er turnering i Epic Battle, stiller Pelle op sammen med Villads og Julie, og selvom det næsten går galt, før de får begyndt, på grund af Pelles manglende forberedelse, så bliver de tre alligevel udvalgt til at prøve det nye turneringsbord som de allerførste.
Deres modstander viser sig dog at være en langt større udfordring, end de havde forestillet sig, og de tre venner står pludselig over for endnu en hidkalder. Snart er Pelle, Julie og Villads fanget i spillets verden, og deres eneste vej ud, er at vinde spillet. Først skal de dog lige have deres hære under kontrol, hvilket ikke er helt nemt for tre almindelige børn.

Hold da op. Den her bog var endnu federe end første bind i serien, og jeg slugte den på ingen tid.
Sproget er letlæst, flydende, og fyldt med humor og rappe replikker, som gang på gang fik mig til at grine højt. Beskrivelserne er livagtige og billedskabende, og især kampscenerne fik det til at føles, som om jeg selv var med.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med magi, figurspil, venskab, forelskelse, jalousi, monstre, kampen for overlevelse, og masser af action. Og så er bogen næsten uhyggeligt spændende, og fuldstændig umulig at slippe. Jeg elskede spillets univers, og den måde, det kom til live på, og ikke mindst de personligheder lederne af de venners hære fik, da de blev vakt til live.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg kunne rigtig godt lide dynamikken mellem Pelle, Villads og Julie. Pelle har udviklet sig en del fra første bind i serien, og er blevet mere udadvendt og selvsikker, i takt med at han, via sit venskab med Villads, er blevet mere populær i skolen. Han har ganske vist ikke helt let ved at styre sin pludselige popularitet, og er næsten sygeligt bange for at miste venskabet med Villads, og den medfølgende popularitet. Og det gør det ikke lettere, at hans følelser for Julie har ændret sig, efterhånden som han har lært hende bedre at kende. Pelle er modig, og god til at tænke hurtigt, men også til tider lidt for impulsiv, hvilket giver ham en del problemer på halsen. Villads, derimod, er superkontrolleret, og har styr på såvel regler som udseende og spillets univers, og bruger timevis på at forberede sig. Han kan derfor ikke lade være med at blive irriteret på Pelles manglende forberedelse, eller komme med stikpiller til ham, når Pelle kaster sig impulsivt ud i tingene. Julie ligger et sted imellem Villads og Pelle hvad angår forberedelse og evner for Epic Battle, og så er hun rap i replikken, og ikke bange for at slå fra sig, når det er nødvendigt. Og så var jeg vild med Arthur, Lu-Kar og Lillith, og den måde, de på og en samme tid formåede at være stereotype og originale, udfra deres race og spilevner.
Alt i alt var Hidkalderen vender tilbage en helt fantastisk fortsættelse, med fart over feltet fra start til slut, og en skøn humor, som især kom til udtryk i spilfigurernes personligheder. Fans af første bind vil bestemt ikke blive skuffede, og jeg kan kun anbefale bogen på det varmeste. Jeg glæder mig sindsygt meget til sidste bind i trilogien udkommer, og heldigvis er der ikke så længe til, for jeg kan næsten ikke vente med at kunne kaste mig over den, og finde ud af, hvordan det hele ender.

Hidkalderen

Hidkalderen er 1. bind af fantasytrilogien Summoner, skrevet af Kristoffer J. Andersen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup. 

Pelle går i 5. klasse, og ligesom alle de andre drenge i klassen er han vild med at spille Summoner, et kortspil, hvor man slås mod monstre. Desværre har han ikke råd til de gode kort, og de andre drenge vil ikke spille med ham. Og det hjælper ikke, at klassens mest populære dreng, Markus, med alle midler forsøger at holde Pelle udenfor.
En dag får Pelle, ved et tilfælde, fat i et meget sjældent Summoner-kort, og han får endelig lov til at spille. Men så snart Pelle begynder at spille, går det galt. Snart står Pelle over for monstrene fra Summoner i virkeligheden, og pludselig er det ikke spor fedt, at være med. Men kan Pelle stoppe spillet, når det først er i gang?

Den her bog var virkelig fed, og der var fart over feltet, fra start til slut.
Sproget er letlæst og flydende, med masser af humor, livagtige og hæsblæsende actionscener, og gode beskrivelser, som i den grad vækkede kortspillets monstre til live.
Handlingen er godt skruet sammen, og historien er fyldt med venskab, magi, kampen for overlevelse, spænding, monstre og masser af action. Det er en historie om at føle sig udenfor, mobning, og kampen for accept, men også en historie om at finde sine styrker, mod, og om at stole på det man ser, uanset hvor fantastisk og umuligt det virker.
Personerne er levende, menneskelige, og nemme at relatere til. Hovedpersonen Pelle er en helt almindelig dreng, som bare ønsker at passe ind, og få lov til at spille Summoner - også selvom han ikke har de sejeste kort. Han er kvik, modig og ensom, og i stand til at tænke hurtigt, når det gælder. Mest af alt er han dog en rigtig sød dreng, som ikke lader sig slå ud af modgang eller mobning. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Julie, Markus' tvillingesøster, som bare gerne vil finde sin bror, og ikke lader sig slå ud af monstre på jagt efter hende, og Villads, den ældre elev, som inviterer Pelle til at spille med - uden at have nogen anelse om konsekvenserne. Jeg var også ret vild med Pelles forældre, som ikke bemærker ret meget når det ikke drejer sig om chili eller skolearbejde, og Pelles ambitiøse og intelligente storesøster Gry.
Alt i alt en spændende og sjov start på en serie, som jeg allerede glæder mig til at læse videre i. For børn der elsker fantasy, rollespil eller Magic-kort, eller bare gerne vil læse en fed historie med masser af action og monstre, vil bogen være et sikkert hit, og den får en stor anbefaling herfra.

Erik Jernhånd

Erik Jernhånd af Kristoffer J. Andersen er et rablende riddereventyr, som gør tykt grin med ridder- og eventyrgenren.

Erik er blevet gjort arveløs af sin far, til fordel for sin bror John, som godt nok ikke har nogen ridderfærdigheder, men som til gengæld er en dygtig administrator. Erik, som hele sit liv har trænet i at være ridder, med udgangspunkt i hans helt, Prins Constantin, drager derfor ud for at redde en prinsesse, så han alligevel kan blive konge. Men det er slet ikke så let at være ridder i Eriks verden mere. Erik får under rejsen ledsagelse af tyven Alikazar, som han redder fra fængslet mod at han går i tjeneste som Eriks væbner indtil Erik har reddet prinsessen, prinsen og kvindebedåreren Don Marco, og troldkvinden Maria, som han redder undervejs.

Det viser sig, at prinsesse Honninghår slet ikke er bortført, men at hendes far i stedet har lavet en konkurrence, hvor den der morer ham mest får prinsessen og det halve kongerige. Midt under konkurrencen bliver prinsessen alligevel bortført af en drage, og Erik og hans venner drager afsted for at befri hende. Men først skal de finde den rigtige drage, og det er slet ikke så nemt. Og hvem er Den Sorte Mand, som heksen advarer dem om, og hvad er Demo-Kraken som han kan vække? Eriks ridderfærdigheder kommer på sin prøve, og han er ikke den eneste der ønsker at befri prinsessen. Og hvad med den mystiske tyv Q, som Eriks rejseselskab hele tiden støder ind i?

Meget morsom bog, som gør tykt grin med ridder- og eventyrgenren. F.eks. fortolkningen af eventyret om De Tre Bukkebruse, som slet ikke opfører sig som i eventyret. Læs den hvis du trænger til et godt grin.