Viser opslag med etiketten det levende sværd. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten det levende sværd. Vis alle opslag

mandag den 5. maj 2014

Den døde helt

Den døde helt er 4. og sidste bind af Cecilie Ekens fantasyserie om Eriann og Vidar.

Eriann og Vidar hviler ud hos Vidars familie samme med Sofia og Adrian efter deres sidste eventyr. Men freden varer ikke ved. Først dukker Thimmo op sammen med andre af deres venner for at fortælle om hans bror Theis´ alliance med hertug Kord, og kort efter dukker hertugens datter, Gerda, op i en meget forkommen tilstand.
Gerda er flygtet fra hertug Kords borg, og bliver jagtet af hans mænd. Det er nemlig lykkedes hertugen at tage Ullvar, Hannes og Gerda til fange, men Gerda er undsluppet, og beder nu Eriann og Vidar om hjælp til at befri Ullvar og Hannes, og besejre hertugen.
Samtidig fortæller hun, at hertugen har fået en heks til at hjælpe ham. En heks som forlænger hans liv, og som har et frygteligt uhyre på sin side.
Eriann og Vidar får brug for hjælp hvis de skal besejre den onde hertug og heksen Iza. De må derfor opsøge deres forbundsfæller og venner så de kan samle en hær, der kan besejre hertugen.
Snart er en krig uundgåelig...

Endnu en fantastisk bog i serien om Eriann og Vidar. Bogen er fyldt med magi og eventyr med masser af action. Personerne er levende og godt beskrevet, og man kan ikke undgå at leve sig ind i deres problemer. Bogen og serien er absolut værd at læse, og bøgerne kan læses igen og igen. Det er vemodigt at sige farvel til Eriann og Vidar efter at have fulgt dem i 4 bøger, men man kan så glæde sig over, at bogen afslutter serien med manér. Bogen og serien kan varmt anbefales.

Se også forfatterens flotte hjemmeside.


tirsdag den 23. oktober 2012

Den tavse prinsesse

Den tavse prinsesse er 3. selvstændige bind i Cecilie Ekens fantasyserie om Eriann og Vidar.

Eriann og Vidar er på vej hjem fra Østerfjord da de støder ind i prinsesse Sofia, kong Leos datter. Prinsesse Sofia er stukket af hjemmefra sammen med sin elskede, prins Adrian, fordi hendes far ikke vil give dem lov til at blive gift. Men knap har de fire unge mødt hinanden, før de bliver overfaldet af den onde hertug Fritz´ mænd. Vidar og Adrian bliver ramt af en fortryllelse og hertug Fritz får fat i Det Levende Sværd.
Eriann og Sofia gemmer sig. Før mændende får transporteret Adrian og Vidar tilbage til hertugens borg lykkes det Eriann at få befriet Vidar. Men Vidar er stadig fanget af fortryllelsen, og hertugens mænd er lige i hælene på dem.
Men så træder prinsesse Sofia til. Hun forklæder Eriann som prinsesse (med et slør for hendes ansigt) og påtager sig selv rollen som hofdame. På denne måde kommer Eriann og Sofia ind på hertugens slot, og de må nu forsøge at redde prins Adrian, få fat i Det Levende Sværd og løse fortryllelsen over Adrian og Vidar. Men det bliver ikke let, og Eriann må for alvor leve sig ind i prinsesserollen hvis det skal lykkes for dem.

Endnu en dejlig fantasybog om Eriann og Vidar. Jeg kan godt lide bogens blanding af humor og spænding, og holder meget af Erianns jordbundne personlighed. Det er også sjovt at se hende i en anden rolle end som kriger. Bogen kan varmt anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 2. december 2011

Den Blinde Konge

Den Blinde Konge af Cecilie Eken er en selvstændig fortsættelse af hendes fantasybog Det Levende Sværd.

Vidar og Eriann er, efter at have besejret dragen med Det Levende Sværd, taget hjem til Vidars mor. Mens de er der kommer der bud fra Kong Erwin, en gammel bekendt af Vidars far, med en bøn om hjælp. Vidar vil straks tage afsted, og Eriann, som har lovet sig selv aldrig at tjene en selvoptaget konge igen, tager modvilligt med.

Det viser sig, at den blinde kong Erwin er kommet op at skændes med sin bror, som mener, at Erwin skal trække sig tilbage og overdrage tronen til ham. Kong Erwin vil have Vidar til at forsvare ham. Vidar siger straks ja, til Erianns store fortrydelse, da hun ikke ønsker at blive blandet ind i brødrenes strid.

Men kongens bror har hyret lejesoldaten Stenskalle, og Vidar må syg tage tvekampen op, trods Erianns modstand. Eriann bestemmer sig for at forlade borgen og Vidar efter tvekampen på trods af at Vidar frier til hende.

På vejen væk fra borgen bliver Eriann overfaldet af røvere, men bliver reddet da heksen Ranva dukker op. Mens Eriann kommer til hægterne i heksens hus opdager hun, at der muligvis er en anden arving til tronen. En arving, som kun kan være bedre end de to gamle brødre. Samtidig savner hun Vidar frygteligt, og hun begynder så småt at fortryde at hun forlod ham som hun gjorde. Men er det for sent for Eriann at vende tilbage til Vidar? Og kan Vidar tilgive hende at hun rejste?

God fortsættelse til historien om Eriann og Vidar. Erianns umulige valg mellem at svigte Vidar eller sig selv er rigtig godt beskrevet, og bogen er fyldt med flotte illustrationer. Har man læst Det Levende Sværd er bogen et must read. Den kan varmt anbefales.

Læs mere om bogen på forfatterens hjemmeside.

fredag den 25. juni 2010

Det Levende Sværd

Eriann er Kong Leos våbenmester, og har trænet som kriger hele sit liv. Hun bliver af kongen sendt afsted for at finde en helt, der skal slå den drage ihjel, som har fanget prinsesse Sofia. Men det er ikke let at finde en rigtig helt. Da hun møder Vidar er hun sikker på at opgaven er løst. Vidar ligner en helt, og så har han ovenikøbet et sagnomspundet sværd, som han har arvet efter sin far, Vigan Dragedræber. Uheldigvis kan han ikke slås, da hans far døde før han blev født, og hans stedfar var bager. Så først må Eriann og Vidar finde den vise Ullvar, så Vidar kan lære at bruge sværdet og blive en rigtig helt.
Det Levende Sværd af Cecilie Eken er en hurtig og letlæst fantasybog. Kapitlerne er meget korte, men bogen er både god og spændende. Læs mere på forfatterens hjemmeside.