The Ship of the Dead

The Ship of the Dead er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Magnus Chase and the Gods of Asgard, skrevet af Rick Riordan.

Loki er fri, og ombord på skibet Naglfar venter han kun på, at isen smelter, så han og hans hær kan sejle ud og starte Ragnarok. De eneste der kan standse Ragnarok er Magnus og hans venner. Men først skal de have fundet ud af hvor Loki er - og hvordan de kan besejre den mest lumske gud i det nordiske panteon.
Det bliver bestemt ikke nemt, og Magnus får brug for alle sine evner, og sine venners hjælp, hvis han skal overleve - eller i hvert fald forblive udød - og stoppe Ragnarok.

Jeg er vild med den her trilogi. Rick Riordan formår at give de kendte nordiske myter nyt liv, og for en der er vokset op med mytologien er det sjovt at se, hvordan forfatteren får drejet historierne en omgang, og skabt noget der både er velkendt og nyt på en og samme tid.
Riordans sprog er letlæst og flydende, og fyldt med humor, ordspil og fantastiske beskrivelser. Især actionscenerne er livagtigt beskrevet, og man kan som læser næsten mærke kamprusen og lugte blodet, når Magnus og vennerne slår løs på jætter og drager.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at gætte hvad der kommer til at ske - også selvom man kender grundhistorierne på forhånd. Historien er spændende, og fyldt med action, venskab, familie, kærlighed, religion, seksualitet, magi og guder. Det er en historie om at finde ud af hvem man er, om ords betydning, og om at acceptere sig selv og andre. Men også en historie om had, hævn og straf, liv og død, tro og skæbne. Slutningen var original, og slet ikke som jeg havde forestillet mig, og jeg var vild med den måde det endelige opgør foregik på.
Personerne er levende og menneskelige, og man kan som læser ikke lade være med at holde af dem. Persongalleriet er blandet - forstået på den måde, at det består af forskellige etniske og marginaliserede grupper - og det er virkelig fedt at opleve den fuldstændig selvfølgelige måde de optræder på. Også selvom det lidt virker som om forfatteren har haft en checkliste over grupper han ville have repræsenteret i bogen. Vi har i vennegruppen en tidligere hjemløs hovedperson, en dværg, en døv alf, en genderfluid person, en muslim, en sort tidligere slave, en irsk revolutionist og en norsk berserker, og deres accept af og respekt for hinandens forskelligheder er dejligt at læse. Magnus er en fantastisk hovedperson. Han er loyal, modig, og indimellem totalt clueless, ikke mindst hvad angår hans følelser for Alex. Hans indre monolog er sarkastisk og morsom, og noget af det jeg allerbedst kan lide ved serien. Af bipersonerne er jeg især vild med Alex, som er hemmelighedsfuld, modig og helt på det rene med hvem han/hun er. Kønnet skifter undervejs, men det ændrer ikke Alex´s følelser, indre, eller skarpe tunge. Og så er der Jack, det talende sværd, som, med undtagelse af Alex, er den biperson (biting?) jeg allerbedst kan lide. Her i sidste bind i serien kommer vi endnu tættere på bipersonerne, og det gør dem kun endnu mere interessante, at deres forhistorier bliver fortalt. Riordan er i det hele taget god til at skabe troværdige personer, med relaterbare følelser, motiver, fejl og styrker, og jeg er ikke i tvivl om at jeg kommer til at savne dem, nu hvor serien er slut.
The Ship of the Dead var en rigtig god afslutning på en fantastisk serie. Er man, ligesom jeg, vild med Riordans sprog og skrivestil, og var man vild med de første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet. Jeg kan i hvert fald kun anbefale bogen, og serien, på det varmeste.

Se også forfatterens hjemmeside.

The Hammer of Thor

The Hammer of Thor er 2. bind af Rick Riordans fantasyserie Magnus Chase and the Gods of Asgard.

Thors hammer er forsvundet - igen. Det samme er Magnus´ venner Blitzen og Hearthstone. Men måske er der et spor: En forklædt Otis (en af Thors geder) opsøger Samirah, for at fortælle, at der går rygter om, at hammeren er gemt i en wight barrow - en hule i jorden bevogtet af de døde. Men før Otis får fortalt det hele, bliver han slået ihjel af en snigmorder, som desværre slipper væk. Dog først efter at have advaret Magnus mod at opsøge føromtalte hule.
Mens Magnus har snakket med Otis, har Samirah haft travlt med at fragte en ny einherje til Valhalla. Udover at den nye einherje har et heftigt temperament, så er vedkommende heller ikke helt almindelig. Einherjen er nemlig barn af Loke, og har arvet Lokes evne til at skifte køn. Så nogle gange er Alex en pige og andre gange en fyr.
Men problemet med Alex drukner dog snart. For Samirah får besked om, at hendes far har lovet hende bort til jætten Thrym. Og det på trods af at hun er lykkeligt forlovet med Amir. Derfor haster det med at få hammeren tilbage, og Samirah og Magnus tager derfor, mod al sund fornuft, af sted til hulen sammen med Hearthstone og Blitzen. Det viser sig dog snart, at de skulle have lyttet til snigmorderen, for hammeren er ikke i hulen. I stedet finder de sværdet Skofnung, som Loke ønsker skal være Samirahs brudepris. Og det er ikke det eneste der går galt. Blitzen bliver dødeligt såret, og Magnus og Hearthstone må tage til Alfheim for at finde det eneste, der kan stoppe et sår fra Skofnung-sværdet, og redde Blitzens liv.
Katastroferne står snart i kø, og Magnus får brug for alt sit mod hvis han skal stoppe Lokes plan og Samirahs bryllup. Men hvad er Loke egentlig ude efter? Og kan Magnus stole på Alex?

Jeg var vild med første bind i serien, og bind to skuffede bestemt ikke. Endnu en gang er tempoet højt, og bogens plot er godt skruet sammen og så twistet, at man bliver overrasket hele vejen igennem. Handlingen er spændende med masser af action, blod, gedemord, kærlighed, venskab, religion, mod, intriger, identitet og familieproblemer. Som en der er vokset op med nordisk mytologi er det sjovt at kunne genkende de myter Riordan bruger, og ikke mindst hans twistede version af Thors brudefærd er skøn at læse. Sproget er som altid flydende og letlæst, med sjove og levende beskrivelser, og både guder og helte får en kærlig omgang når forfatteren opdaterer dem til vores tid. Hvad kan man sige til en Heimdal der er besat af selfies eller en Thor med rottehaler? For slet ikke at tale om Udgårds-Lokes fascination af bowling?
Riordans personer er som altid levende og menneskelige på godt og ondt og med fejl og mangler. Her er bestemt ikke nogen respektfuld sætten guderne på en piedestal eller tagen dem al for alvorligt, og det er både forfriskende og meget, meget morsomt. Magnus er en skøn hovedperson. Han er modig, loyal og fuldt bevidst om sine egne svage sider. Ikke, at de stopper ham fra at forsøge at gøre det rigtige - selvom det kunne gå hen at slå ham ihjel. Hans familieforhold giver ham en del problemer. Ikke nok med at hans kusine Annabeth er græsk halvgud, hans onkel Randolph arbejder for Loke, og selvom Magnus er vred på ham, vil han stadig gerne redde ham. Spørgsmålet er dog, om onklen overhovedet vil reddes. Samirah har sine egne familieproblemer. Hun bor hos sine bedsteforældre, som ikke ved noget om de nordiske guder, og så har hendes far en tendens til at lave rod i hendes liv. Ikke nok med det truende bryllup til Thrym, og hendes forhold til Alex, der er også hele problematikken omkring det at være troende muslim når man er halvt nordisk gud. Og så er der forholdet til Amir, som risikerer at blive ødelagt, hvis Loke får held til at gifte hende bort. Alex er en spændende ny person, og hele idéen med en person som er hverken-eller, eller både-og, er både god og anderledes, da det giver forfatteren anledning til at tage nogle tungere tematikker omkring identitet og seksualitet op, hvilket han gør på sin sædvanlige halvt humoristiske og halvt alvorlige måde. Personligt er jeg også ret vild med sværdet Jack og geden Otis, som, på trods af deres ikke-menneskelige form, har masser af personlighed.
Bogen slutter med noget af en cliffhanger som gør det virkelig svært at vente til næste efterår, hvor tredje bind skulle udkomme. Men så har jeg jo muligheden for at få læst de af Riordans bøger jeg stadig mangler. Er man vild med nordisk mytologi, eller er man fan af Riordans bøger, så vil man ikke blive skuffet over The Hammer of Thor. Eneste minus var at den sluttede.

Se også forfatterens hjemmeside.

The Sword of Summer

The Sword of Summer er 1. bind af fantasyserien Magnus Chase and the Gods of Asgard, skrevet af Rick Riordan.

Siden hans mor blev dræbt i en brand af to ulve med lysende øjne har Magnus Chase levet som hjemløs i Boston. Selv om hans onkel Randolph bor i byen har han aldrig opsøgt ham, da hans mor, før hun døde, altid advarede ham imod onklen. Den dag han fylder 16 hører han fra en anden hjemløs, Blitz, at der er nogen der leder efter ham. Det viser sig at være hans anden onkel og hans kusine Annabeth. For at finde ud af hvorfor de leder efter ham bestemmer han sig til at bryde ind i onkel Randolphs hus. Før han finder et svar opdager onklen ham, og fortæller hvorfor familien pludselig leder efter ham, Magnus´ liv er nemlig fare fordi det er hans fødselsdag. Og det hele hænger sammen med hvem hans far, som han aldrig har mødt, er. Faren er nemlig en nordisk gud, og farens fjender leder efter et sværd som han engang mistede, og som Magnus er den eneste der kan tilvejebringe igen.
Magnus finder også sværdet, men før han får en chance for at gøre andet dukker ildjætten Surt op. Magnus kæmper mod ham, og sårer ham også, men desværre dør Magnus af det. Og så bliver dagen for alvor mærkelig. Valkyrien Sam bringer nemlig Magnus til Valhalla hvor han får at vide, at han er søn af guden Frej, og er blevet en af Odins udødelige einherjer. Da han skal præsenteres for Valhallas andre einherjer går det endnu en gang galt. Nornerne dukker op og fremkommer med en profeti som fortæller, at Magnus slet ikke skulle være valgt - eller død. Valkyrien Sam får frataget sine kræfter, og Magnus må foretage et valg. Skal han lede efter Frejs sværd - Sommersværdet - som er det eneste der kan hugge Fenrisulvens lænke over, og som Surt vil bruge til at starte Ragnarok, eller skal han adlyde einherjernes ledere og blive i Valhalla. Magnus vælger selvfølgelig at finde sværdet og standse Surt, men først må han finde vej tilbage til Midgård. Heldigvis får han hjælp af to tidligere hjemløse, Blitz og Hearth, som viser sig at være en dværg og en alf som har fået til opgave at passe på ham. Og det viser sig også at han selv har særlige evner som han har arvet fra din far. Senere støder eks-valkyrien Sam også til, og de fire følger sværdets spor igennem flere af de ni verdener. Kan de standse Surt og Fenrisulven før Ragnarok starter, eller vil verden ende i ild?

Jeg er vild med Rick Riordans bøger. Da jeg hørte at han var i gang med at skrive en serie med de nordiske guder i centrum kunne jeg næsten ikke vente på første bind, og jeg er bestemt ikke blevet skuffet. Riordan formår at skabe et helt nyt univers som ikke bare er en kopi af bøgerne om Percy Jackson. Heller ikke selvom Magnus´  kusine Annabeth spiller en stor rolle i netop Percy Jackson-universet. Riordan har virkelig sat sig ind i det nordiske gudeunivers, og fortæller de kendte historier med en god portion humor og respekt. Humoren er et varemærke for Riordan, og sammen med et spændende og anderledes plot, en handling der tonser derudaf og masser af action og magi er det blevet til en rigtig god fantasyfortælling som varmt kan anbefales. Fans af Riordans bøger vil ikke blive skuffede. Sproget er fantastisk, personerne virker levende og realistiske, med masser af lag, og plottet er godt skruet sammen. Jeg glæder mig allerede til næste bind, som efter planen skulle komme i efteråret 2016.

Se også forfatterens hjemmeside.